Embedsværk
Læsetid: 15 min.

Grænserne mellem ministerierne er blevet mere flydende. Det gør det sværere at placere et ansvar i minksagen

På det seneste har det handlet om de manglende sms’er. Men forløbet omkring minksagen vidner også om et mere strukturelt problem på Slotsholmen. Mange sager går i dag på tværs af de klassiske ressortområder, og Statsministeriet involverer sig ofte i dem. Det svækker fagligheden i ministerierne og gør det sværere at placere et ansvar, mener eksperter
Statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med blandt andre sin departementschef, Barbara Bertelsen, og stabschef Martin Justesen (yderst til venstre) på hotel ITC i New Delhi.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med blandt andre sin departementschef, Barbara Bertelsen, og stabschef Martin Justesen (yderst til venstre) på hotel ITC i New Delhi.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
6. november 2021

Henrik Studsgaard er nok den af de afhørte embedsmænd i minksagen, der mest ligner en embedsmand. Jakkesættet, de firkantede briller og hans nøgterne, næsten skriftsprogsagtige måde at tale på. Han er departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, og han sad rankt i stolen under hele den 4,5 timer lange afhøring i granskningskommissionen i sidste måned.

»Det lyder måske som et trickspørgsmål, men det er det ikke,« indledte David Neutzsky-Wulff, der er bisidder for en række embedsmænd i Statsministeriet, sit spørgsmål til Henrik Studsgaard.

»Er den enkelte fagminister ansvarlig for sit ressortområde?«

Det lyder rigtignok som et utrolig simpelt spørgsmål for en mangeårig embedsmand. Men svaret er mere komplekst end som så.

»Det er udgangspunktet,« svarede Henrik Studsgaard, som om han lige skulle aflure, hvor samtalen var på vej hen.

Og så begyndte han at beskrive, hvordan Statsministeriet ofte er inde over de mere vidtrækkende tiltag, og hvordan der i det hele taget er kommet flere og flere »grænseoverskridende« sager, som går på tværs af ministeriers ressortområder.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Også her er der tale om en forkert udvikling i dansk politik.

For sagen er jo klokkeklar. Alle ministre er simpelt hen eneansvarlige for dispositioner i deres respektive ministerier.

Ministre, der er håndførte af statsministeren er altså i en utilsigtet gråzone, og er formentlig strid med baggrunden for Ministeransvarlighedsloven, der i princippet er en udløber af forfatningen.

Og her er altså eksemplet på hvorfor. Det er næsten umuligt at placere et ansvar for en regerings administration..

Kilde:
https://rigsrevisionen.dk/Media/637601422290075129/notat_ministeransvar-...

Holger Nielsen, Bjarne Andersen, Rolf Andersen, Poul Søren Kjærsgaard og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

"Grænserne mellem ministerierne er blevet mere flydende."

Fra forvaltning til virksomhed; hvordan kunne det gå anderledes? I sagens natur vil ansvars- og kompetenceforhold og (dermed) demokratisk kontrol med Etaten blive flydende og politisk formbart når staten/det offentlige markedsgøres, ledes efter koncernprincipper med bestyrelseskonstruktioner o.a. - og som det ses i andre lande (bl.a. USA) vil en øget juridicering af demokratisk proces/demokratiske standarder følge. Altsammen til skade for almindelige menneskers indflydelse og medbestemmelse på samfundsudviklingen.

Ligesom det gælder for miljøødelæggelserne, eroderingen af vort naturgrundlag, klimaforandringerne og andet, har det ikke skortet på advarsler mod den politiske elites forcering af virksomhedsparadigmet i udviklingen af det offentlige Danmark. Såvel under indtryk af EU-udviklingen som et ambitiøst erhvervs- og finanslivs aspirationer har den politiske elite gennem de seneste årtier distanceret sig fra den danske befolknings vitale interesse i at blive inddraget og repræsenteret i væsentlige samfundsudviklingsspørgsmål - og i stedet har man øget priviligeringen af politikere og deres muligheder for at arbejde udenfor offentlighedens søgelys. Fuldstændigt som det er enhver direktørs og en hver bestyrelses forventelige ret.

Holger Nielsen, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Hanne Utoft

"Fuldstændigt som det er enhver direktørs og en hver bestyrelses forventelige ret."

Den forstår jeg ikke helt. Direktøren (direktører generelt) kan jo fyres med sekunders varsel så snart at bestyrelsen mister tilliden til direktøren. Medlemmer af bestyrelsen vil blive gennet ud af bagdøren så snart at aktionærerne bag medlemmet mister tilliden. Der er en meget hård konsekvens i private virksomheder, og juridiske konsekvenser også.

Virksomheder er ikke demokratiske af natur, men (kan være) meget effektive til at frembringe en ønsket effekt, som regel en økonomisk en.

Problemet kommer vel når man blander offentlig administrations kultur med ideerne bag privat virksomheds drift, og vælger de ting der passer bedst i 'elitens' tarv.

Du har ikke konsekvensen fra privat virksomheds drift, du har dog lønningerne, bestyrelses og direktions konstruktionerne. etc. etc. Man har simpelt hen cherry picked, hvad man mener er bedst (for eliten selv) fra begge 'systemer'.

Ud af det er kommet et monster, hvis hovedformål er at fodre sig selv med midler fra dem der yder mindst modstand, lave så lidt som muligt og maksimere sin egen vækst på bekostning af alt andet.

Jeg er mener også at Brexit viser, at på trods af EU på mange måder er et stort bureaukrati, så er det at være uden EU et lang lang lang lang større bureaukrati.

// Jesper

Holger Nielsen, Peter Hertz, Kim Houmøller, Erik Tvedt og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Jesper Ljungberg, måske besvarer jeg bedst din undring ved at henvise til at virksomhedens naturlige krav om økonomisk effekt(ivitet) notorisk vil udfordre en forvaltnings givne forpligtelse på at udøve demokrati og sikre gældende retstilstande. Dette vil ikke blot ske på et strukturelt niveau, men også på et kulturelt - hvilket indgår i magtfuldkommenhedsudviklingen. Man er politisk (koncern)leder; ikke folkets repræsentant eller (Gud/monarken forbyde det!) tjener.

Jeg er i øvrigt helt uenig i at UK's exit fra EU udgør et universelt erfaringsgrundlag for andre landes evt. fremtidige udmeldelser af foretagendet - og da slet ikke for lande, hvis evt. exit baseres på ambitioner om demokrati- og lighedsudvikling, bæredygtighed og ressourcebevidsthed/devækst o.a.

Jesper Frimann Ljungberg

@Hanne Utoft
Jeg forstår godt din pointe, og hvis man ser på den offentlige forvaltning som hele, er din pointe valid. Men 'det offentlige' er mange ting.

Hvis man f.eks. ser på ting, som offentlig forsyning, hvor man i dag har lavet kæmpe store konstruktioner med bestyrelser og... ja.. for at levere til sig selv i kommunen.

Det ville man jo aldrig gøre i en privat virksomhed. Forsyning af noget lignende ville være et 'Cost Center', hvis opgave var at levere en given ressource af en given kvalitet til cost pris, med en rimelig grad af fleksibilitet, og med fuld indsigt/transparens i de KPI'er der nu var nødvendige. En sådan organisatorisk enhed ville ikke skulle tjene penge, ikke have presseafdeling, marketing, aflevere selvstændigt regnskab eller...

Langt det meste offentlig aktivitet minder netop om et kost center. Det er derfor at når der laves finanslov, så er der meget lidt der kan rykkes ved.

Et af problemerne i NPM er jo netop, at man har taget og skabt en myriade af små virksomheder i det offentlige og skabt et monster af administrativt arbejde, med tusindvis af bestyrelser, direktører og andet 'overhead'. Som jeg her helt enig med dig modarbejde transparens, demokratisk medbestemmelse, bæredygtighed, medarbejdertilfredshed etc. etc.

Men derfor kan det offentlige sagtens lære en masse af det private erhvervsliv. Det er bare ikke det som NPM og politikerne cherry picker nu. Det er kun det der gavner dem selv.

Men der er mange.. ting som det offentlige godt kunne lære. F.eks. respekten for faglighed, fleksibilitet, risikovillighed og fokus.

// Jesper

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Mange sager går i dag på tværs af de klassiske ressortområder, og Statsministeriet involverer sig ofte i dem. Det svækker fagligheden i ministerierne og gør det sværere at placere et ansvar, mener eksperter".

At formulere det sådan er udtryk for en accept af den måde, som tingene nu foregår på. Som om det er en "naturlig" udvikling i et komplekst samfund, ikke kun at sager behandles på tværs af klassiske ressortområder og at statsministeriet er involveret (hvad der må være en vis rimelighed i), men også at det skulle være blevet vanskeligere at placere et ansvar (hvad der selvfølgelig må være en urimelig betragtning).

Uanset hvad, må det stadig være en ministers ansvar (også en statsministers) at sikre sig, at hun har fået de nødvendige og relevante oplysninger fra relevante ansvarlige og kompetente embedsmænd, uanset hvilket ministerium, de måtte befinde sig i (evt. via andre ministre), inden der træffes afgørende beslutninger.

Kræver det et utroligt stort overblik og en høj grad af kompetence inden for politik og offentlig administration. Selvfølgelig! Men det kan man vel også kræve af en minister.

Tilsvarende må relevante og ansvarlige embedsmænd sikre sig, for så vidt som de er orienteret om aktuelle og presserende sager, at nødvendige og fagligt korrekte oplysninger når frem til relevante ministre. Her må også ligge en initiativ - ansvar på embedsmændene.

Problemstillingen drejer sig i høj grad om, at en række ministre, i forskellige regeringer i nyeste tid, har været meget lidt interesseret i at få relevante og nødvendige oplysninger fra personer i embedsværket, hvis disse oplysninger har stået i vejen for ministrenes politiske projekter og beslutninger i presserende sager.

Tilsvarende har embedsmændene i stigende grad indset nødvendigheden af at holde deres kæft om relevante omstændigheder, som ministrene ikke var interesseret i at blive oplyst om. Følgagtighed i forhold til ministrene er i højere grad karrierefremmende end det at opføre sig ansvarligt som embedsmand.

Først og fremmest er det dog udtryk for en syg politisk kultur på regeringsniveau, der er i strid med magtens tredeling, og som forsøger at svække folketingets arbejde med at kontrollere regeringen.

Flemming Berger, Inger Pedersen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

Mon ikke G kommissionen finder frem til, hvem der burde have ageret anderledes. Fødevareministeriet, og styrelsen, departement chefen, juristen, alle har vel troet de gjorde det rette. Men tiden var der ikke til at tøve, man handlede. Tror folk har glemt hvor faretruende det hele var.
Hvis Løkke i stats ministeriet havde reageret på det, der skete i integrationsministeriet, blandet sig, og hørt efter den sms som Pind sendte, den har Løkke slettet, så var IS ikke i en rigsret, så var hun fyret, ,men ville kunne blive i V og vende tilbage, nøjagtig som Mogens Jensen kan på et tidspunkt i S.

"Det svækker fagligheden i ministerierne og gør det sværere at placere et ansvar, mener eksperter"

Se det kan jeg jo som borger ikke forstå.

Statsministeren er leder af regeringen og ansvarlig for alle de andre (Plus en del andre områder).

Hvis statsministeriet blander sig i et ministeriums forvaltning, må og kan det kun være statsministerens ansvar hvad der foregår. Ellers skal statsministeriet lade være med at blande sig. Når de blander sig med det ledelsesansvar der ligger i statsministeriet, påtager de sig samtidigt ansvaret.

Holger Nielsen, Per Torbensen, Hanne Utoft, Arne Albatros Olsen, Inger Pedersen og Birgitte Simonsen anbefalede denne kommentar
Anne Leth Sørensen

Gert Romme, i rigsrevisionens udlægning kan "En minister [..}
dog blive retligt ansvarlig, hvis ministeren har medvirket til en anden ministers
retsstridige embedsførelse.", hvilket jo på sin vis undergraver din pointe. Ministre i det såkaldte KU besidder ikke pr. refleks retligt ansvar, men ministrer der infdlyder på andre ministerieområder med retsstridig embedsførelse til følge har ansvar.

Jesper Frimann Ljungberg

Når man læser dagens afhøringer i mink kommissionen, så sidder man tilbage med den klare overbevisning, at "mink sagen" bunder i et organisatorisk mareridt, hvor beslutningerne er ultra centraliseret, men fagligheden er skubbet alt alt alt for langt ned i organisationen, hvor der ikke er klar opfattelse og/eller formel vedtagne roller og ansvar mellem forskellige organisatoriske entiteter, mellem hvilke der både er stort overlap men også store huller.
Vi ser industrien sidde med ved et højere niveau, end fagligheden i styrelser.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet til den foreløbige konklusion, at der ikke er nogen ond mening fra regeringen bag det her. Det tyder ikke på, efter min foreløbige mening, at der er en konspiration her.

Det der dog er tydeligt, at de mange af os sagde for halvandet år siden, at det at Ministerierne tog over, ville medføre dårlige epidemibekæmpelse, har vist sig at være rigtigt endnu engang.
Når man læser referaterne fra afhøringerne,er det jo tydeligt hvordan trætte embedsmænd kager rundt i det, hvordan de ikke forstår meget af det de beskæftiger sig med. Hvordan et ministeriet ikke er den organisation der skal til for at bekæmpe en epidemi.
Vi ser det også tydeligt med at Brostrøm nu må gå til embedsværket med forespørgsler om flere tiltag, hvordan det giver en mindre agil og effektiv epidemi bekæmpelse.

// Jesper

"Jeg må indrømme, at jeg er kommet til den foreløbige konklusion, at der ikke er nogen ond mening fra regeringen bag det her. "

Det er der aldrig.

Som Esben Kjær sagde i dag i "Bagklog" :" Jeg har altid travlt når jeg kører for stærkt"

Arne Albatros Olsen

Uanset alle de retoriske krumspring og undvigelsesmanøvrer, vi fortsat vil være vidne til med den fortsatte granskning, så kan jeg ikke tror andet end at MF og BB må have vist , at der ikke var nogen hjemmel.

For med den topstyrede og kontrollerende regeringsførelse måtte denne oplysning have flydt opad i systemet, men de valgte åbenbart at overse den i " kampens hede ".

Og at MF som den øverst ansvarlige tilsyneladende ikke selv har spurgt ind til spørgsmålet om hjemmel forekommer helt amatøragtigt som regeringsleder.

Alene derfor bør hun tage ansvaret på sig og gå af.

Det er godt især i en situation som med corona at grænserne mellem ministerierne er blevet mere flydende. Der er/har i forvejen ofte været for meget silotænkning i ministerierne.
Historien viser at skandaler opstår selv med den traditionelle klare ansvarfordeling.

"Det er godt især i en situation som med corona at grænserne mellem ministerierne er blevet mere flydende. "

Nej. Dermed er der ingen der er ansvarlige for den politik der udføres