Hun læste en bog om dagen

Det var fra sin far, at Sigrid Rigmor Kjær Larsen arvede en appetit på bøger, der var større end de flestes.

Han var en litterært interesseret landmand i Åstrup på Fyn med syv børn, hvoraf Sigrid var den yngste. Så når arbejdsdagen på gården var ovre, og aftensmaden var spist, ville han som regel læse højt for Sigrid og hendes søskende, der havde glædet sig hele dagen.

Med sin storesøsters hjælp lærte hun allerede inden skoletiden at læse selv, ligesom hun lærte at regne. Så da hun som seksårig på grund af sine evner fik lov til at begynde i skole et år før de andre børn, rettede hun sit fokus mod skolens bogsamling, som hun allerede i sit første skoleår fik så godt som gennemlæst. 

En tilgang til bøgerne, som hun holdt fast i gennem hele sin skoletid, så hun også blev færdig med hele pensum et år før klassekammeraterne. Klasselæreren gav hende lov til at bruge sit sidste skoleår på at udforske sin familiehistorie.

1919: En sløret, toårig Sigrid på skødet af sin mor, omgivet af den store familie på Balksberggård i Åstrup.

Privatfoto

Hjemmegående foreningskvinde

Dengang i 1920’erne var det forventningen, at kvinder efter endt skolegang skulle tage vare på familien eller komme ud og tjene som hushjælp. Det gjaldt også for Sigrid Rigmor Kjær Larsen, der efter sin konfirmation begyndte at hjælpe til derhjemme, hvor hendes mor, der havde været ramt af den spanske syge og derfor var svækket, kunne bruge de ekstra hænder.

Senere kom hun så ud at tjene, og i 1942 blev hun husbestyrerinde hos en mælkebonde i Øster Skerninge på Sydfyn. Her mødte hun sin kommende mand, Christian, der som kontrolassistent jævnligt kom forbi gården for at tjekke mælkens kvalitet. Det var dog først efter krigen, da de mødtes i festligt lag til det årlige sankthansarrangement, at de fandt sammen. To år senere, i 1947, flyttede de sammen og blev bestyrerpar på den nyetablerede tyrestation i Vester Skerninge.

Selv om tiden lagde mange begrænsninger på kvinders muligheder, fandt Sigrid Rigmor Kjær Larsen en måde at bruge sine evner på. Ved siden af husarbejdet tog hun fag på aftenskolen og engagerede sig i den lokale husholdningsforening, hvor landbrugskvinderne blandt andet diskuterede, hvad kvinder kunne forvente og kræve i et ægteskab. Senere blev hun formand for den lokale husholdningsforening og begyndte også her at kæmpe for kvinders ret til at tjene deres egne penge.

Det var også i sin egenskab af formand for husholdningsforeningen, at hun efter ungdomsoprøret i 1968 blev kontaktet af en række lokale kvinder. De bad hende om at bruge sit netværk til at overbevise et politisk flertal om at etablere den første børnehave i Egebjerg Kommune, så kvinderne kunne få lettere adgang til arbejdsmarkedet. 

Sigrid Rigmor Kjær Larsen selv fik aldrig et fast arbejde, hvilket hun senere udtrykte ærgrelse over.

Privatfoto

Selv havde Sigrid Rigmor Kjær Larsen det blandet med ungdomsoprøret. På den ene side havde hun en borgerlig baggrund, der gjorde, at bare bryster og forkastelsen af samfundets normer virkede voldsomt på hende. På den anden side var hun stor fortaler for kvinders ret og ligeværd – og samfundet skulle jo heller ikke stå helt stille.

Sigrid Rigmor Kjær Larsen selv fik aldrig et fast arbejde, hvilket hun senere udtrykte ærgrelse over. I stedet satte hun et stærkt præg på det lokale foreningsliv, og med tiden blev hun blandt andet formand i menighedsrådet og den lokale Røde Kors-afdeling.

Læste og strikkede

Hendes læseiver fra barndommen varede ved livet igennem. På sit højeste blev det til en bog om dagen, og det lokale bibliotek på Sydfyn blev stort set læst fra ende til anden. Samtidig blev hun en passioneret strikker, så mens hun læste bog efter bog, knitrede strikkepindene med en sweater eller et par sokker. Tiden skulle bruges fornuftigt.

Som pensionist fortsatte hun med at deltage i foreningslivet. Der blev brugt mange timer i Ældreklubben, som frivillig i Kirkens Korshærs butik i Svendborg og med at strikke i Røde Kors’ nørkleklub.

Hun havde holdt sig aktiv langt op i pensionstilværelsen, men da hun nærmede sig de 100 år, begyndte det at gå den forkerte vej. Hun fik både lungebetændelse og en række små blodpropper i hjernen, der gjorde skade på korttidshukommelsen.

Strikkepindene blev efterhånden lagt på hylden, men bøgerne forblev. For selv om hun efterhånden dårligt kunne huske, hvad hun havde læst, nød hun øjebliksoplevelsen af at gøre det.

Også på sit dødsleje havde Sigrid Rigmor Kjær Larsen en bog liggende på natbordet. Men i den sidste tid fik hun ikke læst så meget. I stedet brugte hun den på at fortælle børnene og børnebørnene om sit liv.