Forskning
Læsetid: 9 min.

Lone Simonsen: Derfor bliver vi nødt til at overveje muligheden for, at corona kom fra et laboratorium

Hvordan opstod COVID-19? Det spørgsmål er fortsat vigtigt at undersøge, og vi kan desværre ikke udelukke muligheden for, at pandemien ved et uheld er udgået fra et laboratorium. En omdiskuteret type forskning, som er vundet frem i de senere år, øger nemlig risikoen for, at sådanne katastrofescenarier kan blive til virkelighed
Vi  er desværre er nødt til at forholde os til hypotesen om, at COVID-19 er sluppet ud fra et laboratium – simpelthen fordi det i princippet kunne være sket, mener professor i epidemiologi Lone Simonsen.

Vi  er desværre er nødt til at forholde os til hypotesen om, at COVID-19 er sluppet ud fra et laboratium – simpelthen fordi det i princippet kunne være sket, mener professor i epidemiologi Lone Simonsen.

Moderne Tider
13. november 2021

Bølgerne går højt, når det gælder den kontroversielle teori om, at coronapandemien begyndte med et udslip af SARS-CoV-2-virussen fra et laboratorium. Teorien går på, at laboratoriet arbejdede med såkaldt Gain-of-Function-forskning med coronavirus fra flagermus.

Gain-of-Function henviser til forskning, hvor virus ændres genetisk i laboratoriet, så det for eksempel bliver mere dødeligt eller i stand til at sprede sig effektivt i en anden vært, for eksempel mennesker.

Den type forskning kan potentielt kaste vigtig viden af sig – eksempelvis om, hvad der skal til af mutationer, for at dyrevirus (zoonose) kan lære at sprede sig effektivt blandt mennesker. Men den kan også i værste fald få helt katastrofale følger – såsom en menneskeskabt pandemi.

Fem forskere fortæller

Som en del af vores serie om naturvidenskaben har vi bedt fem fremtrædende forskere fortælle om det videnskabelige spørgsmål, de ser mest frem til at få besvaret i de kommende år. Pandemiforsker Lone Simonsen har skrevet det første essay i rækken.

WHO sendte i 2020 et internationalt eksperthold til Kina for at undersøge, hvordan SARS-CoV-2-virussen opstod, men rapporten kunne ikke nå frem til en konklusion om det spørgsmål. Teamet fandt ingen beviser for, at virussen stammer fra et laboratorium i Wuhan.

Men de fandt heller ikke uomtvistelige beviser på den alternative zoonose-teori om, at virussen opstod naturligt i en flagermus eller mellemvært og siden spredtes til mennesker på et marked. Den type beviser findes for SARS-udbruddet i 2003, den første dødelige coronavirus.

Kan forebygge pandemier i fremtiden

Det faktum, at SARS-CoV-2-virussen spredte sig på Wuhans markeder i december 2019, støtter zoonoseteorien, men et kinesisk studie af de første indlagte patienter i Wuhan viste, at mange af dem – 13 ud af 41 – ikke havde været på disse markeder. At have en saglig diskussion om virussens oprindelse er nærmest umuligt; det er gået op i en spids af politik, konspirationsteorier og mangel på kritiske data og informationer.

Det er imidlertid vigtigt at undersøge, om pandemien startede ved et udslip fra et laboratorium eller naturligt hos dyr, blandt andet fordi det vil kunne hjælpe med at forebygge pandemier i fremtiden. Derfor er det spørgsmål inden for mit eget videnskabelige felt, jeg særligt håber at få besvaret i de kommende år, naturligvis også, hvordan COVID-19 opstod.

Men hvordan endte vi egentlig i den situation, at vi har en teori på bordet om, at virussen kunne være skabt i et laboratorium og ved et uheld være sluppet ud? Foregår der virkelig forskning, som ved et uheld kunne føre til en menneskeskabt pandemi?

Her vil jeg forklare, hvor denne bekymring for menneskeskabte pandemier stammer fra, og hvilke tendenser inden for epidemiologisk og virologisk forskning der danner bagtæppe for den.

Jeg vil argumentere for, at vi desværre er nødt til at forholde os til laboratorie-hypotesen – simpelthen fordi det i princippet kunne være sket. Men først skal vi rejse ti år tilbage i tiden.

Influenzaramte mårkatte

Der gik et sus igennem salen, da den anerkendte hollandske virolog Ron Fouchier i september 2011 præsenterede sin nyeste forskning på mødet for the European Scientific Working group on Influenza på Malta.

Han fortalte om sine laboratorieeksperimenter med fugleinfluenza-virussen H5N1, som er højdødeligt (omkring 60 procent), men heldigvis ikke smitter effektivt blandt mennesker. Han viste, at bare fem mutationer i to gener kunne ændre H5N1 til at sprede sig lige så effektivt som almindelig sæsoninfluenza.

Det var uventet, at det skulle så lidt til. Men det, som især skabte suset, var eksperimentets natur – det, som vi nu kalder Gain-of-Function-forskning. Forskerne havde i laboratoriet »trænet« H5N1-virussen til at sprede sig blandt mårkatte. De overførte først smitten manuelt fra dyr til dyr, indtil virussen til sidst kunne spredes gennem luften og smitte en mårkat i en anden kasse og dræbe den.

Virussen havde fået fem nye mutationer i løbet af passagerne fra dyrenæse til dyrenæse og havde derved fået evnen til at smitte effektivt blandt pattedyr. Eksperimentet kan af etiske grunde ikke laves på mennesker, men mårkatte er en god dyremodel, som flittigt bruges for at forstå influenzavirus i mennesker.

Det var ikke første gang, at laboratorieforskning havde fremskabt en virus, som vakte furore.

Allerede i 1996 var det lykkedes forskere at isolere RNA-fragmenter (genetisk materiale) af influenza-A/H1N1-virussen fra frosne lig af mennesker, som døde under Den Spanske Syge i 1918. Og i 2005 lykkedes det så amerikanske forskere at bruge den nye »reverse genetics«-metode til at rekonstruere den oprindelige virus.

Allerede dengang diskuterede man både de positive og bekymrende aspekter ved denne type forskning. På den ene side får vi en fantastisk mulighed for langt bedre at kunne forstå pandemivirusser og dermed aflure deres tricks og blive i stand til at forhindre eller kontrollere fremtidige pandemier.

På den anden side er der en bekymring for, om den slags laboratoriestudier kan føre til menneskeskabte pandemier, hvis de konstruerede virus slipper ud. Men på dette tidspunkt foregik debatten kun blandt forskerne selv, og det blev bestemt, at forskningen skulle fortsætte.

Flere laboratorieudslip

I samme periode var der i videnskabelige kredse en betydelig bekymring for, om nogle typer forskning kunne misbruges til bioterrorisme. Kunne indholdet af videnskabelige artikler gøre skade i de forkerte hænder? Kunne en laboratorievirus måske slippe ud og spredes som en menneskeskabt pandemi?

Men årene gik, og scenarierne blev ikke til virkelighed: Ingen ny pandemi opstod fra laboratorier, som arbejdede med rekonstruerede pandemivirus, eller ’trænede’ fugleinfluenza og andre virus til at spredes effektivt blandt mårkatte. Men der var mange eksempler på udslip af farlige virus fra laboratorier rundt omkring i verden. For eksempel den højdødelige coronavirus SARS, som ifølge WHO tre gange slap ud fra laboratorier i henholdsvis Beijing, Singapore og Taiwan.

Ved udbruddet i Beijing i maj 2003 blev ni mennesker syge, og én døde, men episoden førte ikke til yderligere spredning. En rapport fra USA’s sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention (CDC) viste i 2013, at laboratoriearbejdere jævnligt og med stigende hyppighed bliver smittede, men at det ikke havde ledt til smitte i samfundet.

I juli 2014 blev der under en større rengøring i et laboratorium under FDA, den amerikanske lægemiddelstyrelse, fundet seks hætteglas mærket »variola«. Det er navnet på en koppevirus, som var skyld i højdødelige epidemier gennem mange århundreder verden over, men som blev udryddet i 1979 takket være en intens global vaccineindsats. Det var et chokerende fund, men sagen endte godt, uden at nogen blev smittede.

Ingen af disse eksempler handler om manipulerede virus, men de viser, at udslip af farlige virus er en mulighed: Det sker af og til på grund af menneskelige fejl.

Et splittet forskningsmiljø

Tilbage i 2011 var det ikke kun den hollandske gruppe, som lavede Gain-of-Function-forskning med fugleinfluenza. I USA havde et forskerteam ved rekombination lavet en ny virus, som havde den høje dødelighed fra segmentet H5 fra fugleinfluenza (H5N1), mens resten af virussen bestod af segmenter fra den lavdødelige, men effektivt spredende H1N1pdm09-virus, som forårsagede svineinfluenzapandemien i 2009. Den resulterende kombinationsvirus kunne overføres i laboratoriet fra dyr til dyr ved dråbespredning (Kawaoka Nature 2012).

Dette eksperiment var en demonstration af, at H5N1- og H1N1-virus kan mikse deres gener, hvilket er en vigtig opdagelse, da begge virus naturligt kan smitte svin. Men ved samme lejlighed skabte man en højdødelig variant af svineinfluenzavirussen i laboratoriet.

Da begge gruppers resultater med H5N1-fugleinfluenzavirus i 2012 blev publiceret i de anerkendte videnskabelige tidsskrifter Science og Nature, løb bægeret over for en gruppe bekymrede forskere, og en af dem var mig.

Kunne det virkelig være tilladt at lave eksperimenter, som medførte en lav – men ikke fraværende – risiko for en menneskeskabt pandemi? Var de videnskabelige indsigter det værd? Ville sådanne eksperimenter nu blive det nye hit blandt laboratorier verden over?

Bølgerne blev større og nåede længere ud, og forskere fra felter som epidemiologi, evolutionsbiologi og filosofi bekymrede sig. Forskere, som ikke selv laver sådanne virologiske eksperimenter, men også er eksperter i epidemiske sygdomme og pandemier. Kritikken af disse Gain-of-Function-eksperimenter voksede, også fordi rapporter viste, at udslip af farlige virus og bakterier faktisk var sket fra de bedste og sikreste laboratorier i verden.

I juli 2014 var vi en gruppe bekymrede forskere, som mødtes på Harvard Universitet i Boston og grundlagde Cambridge Working Group. Formålet var at sikre, at forskning i laboratorieskabte virus med et pandemipotentiale kun ville ske efter en grundig risikovurdering. For mig, der forskede i pandemier i USA på det tidspunkt, var det en no-brainer, at vi forsøgte at gøre noget. Ville jeg kunne se mine børnebørn i øjnene, hvis jeg ikke havde gjort mit yderste for at sikre vores fremtid mod menneskeskabte pandemier?

Gain-of-Function-forskning var allerede dengang et meget polariserende emne, hvilket man kunne se, da en anden gruppe forskere straks dannede gruppen Scientists for Science som modreaktion på vores initiativ. Der er mange topforskere i begge grupper.

Risikoen er for stor

Som følge af denne kontrovers lavede man i USA i oktober 2014 et forbud mod Gain-of-Function-eksperimenter, der kan gøre virus mere dødelige eller bedre til at sprede sig. Der var fokus på influenzavirus og dødelige coronavirus som SARS og MERS. Et panel nedsat af National Institutes of Health og andre myndighedsagenturer lavede efterfølgende en cost-benefit-analyse og overvejede, om videnskabelige indsigter fra sådanne studier er vigtige nok til, at man vil tillade den risiko, de indebærer.

Panelet konkluderede, at risikoen for befolkningen er lille. De udviklede retningslinjer for evaluering af eksperimenter, der skaber virus med et pandemipotentiale, eller genskaber forsvundne historiske virus såsom spansk influenza og koppevirus.

Det skulle evalueres, om laboratoriet kunne lave eksperimentet på en sikker måde, og fastslås, at der ikke var et mindre risikabelt alternativ til eksperimentet. Moratoriet udløb i december 2017; de berørte virologer var tilfredse med den ordning, mens vi i Cambridge Working Group fortsat synes, at sådanne eksperimenter er for risikable: De indebærer en risiko for en menneskeskabt pandemi, og at det er tvivlsomt, om de faktisk kan føre til viden, som kan hjælpe os mod fremtidige pandemier.

Men lad os fokusere på risikoen ved den type eksperimenter – hvor stor er den? Fundamentalt set er selv et enkelt udslip af en nyskabt virus med pandemipotentiale for risikabelt. I løbet af et års forskning i et enkelt højsikret laboratorium i USA, hvor der forskes i en ny virus med pandemi-potentiale, er risikoen for, at et udslip vil føre til en pandemi, mellem 1/1000 og 1/10000, estimerer min kollega Marc Lipsitch fra Harvard.

Nogen mener, at det er for højt sat, men selv hvis tallet var 1.000 gange lavere, er det stadig en uacceptabel risiko, når man betænker, hvor mange højsikre laboratorier verden over der potentielt kunne lave Gain-of-Function-forskning: der er mindst 200 i USA og et ukendt antal i hele verden.

Det særlige er, at selv om det måtte ske sjældent, kan bare en enkelt smittet fra et laboratorium i et worst case scenario føre til en pandemi med millioner af dødsfald over hele verden. Noget, der bekymrer mig, er, at denne type forskning kan virke tiltrækkende på yngre forskere, som også gerne vil publicere i Science og Nature.

Nu, hvor vi har haft SARS-udbruddet i 2003 og siden COVID-19, den første coronaviruspandemi, ligger det lige til højrebenet at lave Gain-of-Function-studier for at finde ud af, hvilke mutationer der skal til for at gøre en coronavirus i stand til at sprede sig effektivt blandt mennesker. Om sådanne studier foregår, er stadig uvist.

Om den nye coronavirus kom fra et laboratorie i Wuhan, vil vi nok aldrig finde ud af. Nogle forskere mener, at det ikke er sandsynligt, men bekymringen for, at den slap ud fra et laboratorium, som forskede i flagermuscoronavirus, er stadig til stede – og magasinet The New Yorker udforskede for nylig en række af de forhold, som peger i den retning. At vi overhovedet skal overveje muligheden for, at denne og fremtidige pandemier kan komme ud af et laboratorium, ærgrer mig helt enormt.

Det afgørende er at få klare, internationale regler for denne type forskning. Det ville nok også hjælpe på det, hvis toptidsskrifter som Science og Nature ikke i fremtiden ville publicere artikler om GOF-forskning. Men det underliggende spørgsmål er, hvordan man risikovurderer forskning, som i yderst sjældne tilfælde vil kunne få enormt negative konsekvenser for menneskeheden. Hvordan man afvejer behovet for videnskabelig indsigt mod en risiko for en fremtidig menneskeskabt pandemi.

Jeg er måske gammeldags, men jeg ville foretrække en verden, hvor denne mulighed slet ikke fandtes. For det ville være alt for forfærdeligt, hvis det skete. Eller allerede er sket.

Lone Simonsen er professor i epidemiologi og leder af PandemiX-centeret på Roskilde Universitet.

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for et oplysende og relevant essay.

Michael Hullevad, Lars Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Kenneth Graakjær, Jørgen Tryggestad, Lisbet Almstrup Olesen, Jane Jensen, jørgen djørup, Marianne Rosendahl Erichsen, Petter A. Urkedal, Ole Olesen, Carsten Munk, Jan August, Hanne Utoft, Ole Meyer, Torben K L Jensen, Ruba Altawil, Klaus Lundahl Engelholt, Betina Sabinsky, Marianne Jespersen, Fam. Tejsner, Kurt Nielsen, Thomas Tanghus, Anders Graae og Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Mange tak!

Michael Hullevad, Peter Beck-Lauritzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

HVIS, altså HVIS Covid-19 virkelig skulle komme fra et kinesisk laboratorium, så har kineserne haft 2 år til at slette sporene. I så fald får vi det aldrig at vide.

Arne Albatros Olsen, Peter Beck-Lauritzen, Michael Hullevad og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Nej, vi får det aldrig at vide.

Lise Lotte Rahbek, Peter Beck-Lauritzen og Ole Vedel Villumsen anbefalede denne kommentar
Christopher Ford

Tak for en meget oplysende klumme. Baggrunden af historien var meget interessant. Det bør være åbenlyst for alle at der findes mange måder for en pandemi at begynde, og en måde er et udslip fra et laboratorium. Som du skrev udslippet ”af farlige virus og bakterier faktisk var sket fra de bedste og sikreste laboratorier i verden.” Det er meget vigtigt at alle forstår den faktum. Hvilke dele af den her teori er kontroversiel?

Peter Beck-Lauritzen, Torben Arendal, Hanne Utoft, Ole Meyer, Michael Hullevad og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Vedel Villumsen

Det var ugens, nej, månedens bedste læsning i Information.

Peter Beck-Lauritzen, Erik Pedersen, Niels Jakobs, Niels Makholm og Ole Olesen anbefalede denne kommentar

Tilbage står dog spørgsmålet om hvad GOF forskningen egentlig potentielt kan gavne, hvilke vigtige spørgsmål har så stor vægt, at de retfærdiggør risici?

Så lige INFERNO i DR forleden, og potentialet for B våben i GOF forskning er uhyggeligt: Vi producerer en vaccine og de uden den vil dø af virusen, som vi slipper ud, eller truer dermed.
- Øjner kun jeg en flig af 3.verdenskrigs våben?

Arne Albatros Olsen

Gain of Function i Wuhan er ikke en teori.

Det blev faktisk praktiseret på laboratoriet.

Og der kommer aldrig en indrømmelse fra CCP, de kinesiske myndigheder for det ville indebære et ansigtstab, som de aldrig ville kunne leve med.