Center for Vild Analyse
Læsetid: 4 min.

Shamanen træder til, når religionen og videnskaben ikke er nok

Måske kan shamanen finde én, der kan overbevise os om, at vi forstår verden

Hos shamanen er vi langt fra de fortravlede læger, det komplicerede bureaukrati, den lidt neurotiske stemning og følelsen af, at man burde klage til nogen.

Historia/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
20. november 2021

Utallige tilbud om at gå til shaman, eller selv at blive det, skyder frem herhjemme. Tendensen er en del af en større bevægelse. Over de sidste 30 år er andelen af danskere, der har opsøgt for eksempel alternativ behandling, steget markant. Samtidig med dette er der vokset et marked frem for kombinationen af det alternative med personlig udvikling, for eksempel netop ved at gå til shaman.

Shamaner, guruer, lamaer og deres holistiske tilgange viser en vej, hvor det stressede, digitaliserede menneske kan komme i kontakt med sig selv. Hvis man bortfiltrerer al støjen, for eksempel alle de sociale medier, åbner verden sig igen. Man hører pludselig regnen, der drypper på et blad. Man mærker sine egne tanker. Man finder ud af, at verden er levende, at naturen har en rytme, en puls.

Gevinsten ligger ikke kun på det individuelle plan. Måske er der faktisk noget om, at vi er nødt til at tænke forholdet mellem mennesker og alt andet levende på nye, mere grundlæggende økologiske måder, hvis en anden vej end destruktionen af vores klode skal åbne sig. I disse tider, hvor mennesket truer sit eget eksistensgrundlag, skal eksistens forbindes til grundlag igen.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Xenia Lauritsen

Jeg er ikke enig i at “animismen kræver en gennemgribende tillid til shamanen, der udlægger verden” - ofte Giver Shamanen igen forklaringer eller fortolkinger af verden men stiller blot et rum til rådighed til oplevelsen - der svare til en dyb meditation - og man har efterfølgende kun ens egen fortolking af oplevelsen. Shamanens opgave er at skabe de rette trygge rammer - ikke at fortolke andres situation eller tanker. Ideen er at mennesket intuitivt selv finder sine egne svar i et trygt og frit rum.

Kenneth Krabat, Majken Munch, ingemaje lange, Lillian Larsen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

i forlængelse af Xenia Lauritsens kommentar:

"Animismen" er noget nogen har opfundet, som ikke oplever naturen (det ikke-menneskelige) som levende. At den så skulle være "besjælet" må man være kristen for at forstå og videnskabelig for at bestride, men tro og tillid til funktion er da bestemt lige så nødvendig for "shamanismen" og "animismen" som for religion og videnskab. Det er bare den enkelte, der skal lave sit eget sprog, sin egen oversættelse af verden og det sansede - ikke en institution. Og det er dét, man i dag kalder "shamanisme". Nutidens shamaner angiver tryghed i retning og udlægger dermed ikke verden mere eller mindre end en forsker og en præst gør det, hvor det i sidste ende uanset hvad handler om nødvendighed ved at tro på funktion.

Enhver kan forsikre sig om, at naturen er "levende" og "besjælet", fordi sproget gør dem selv levende og besjælet. Ikke alt har lunger eller behøver lunger, men de meste kan observeres forandre sig. Såkaldt "vilje" er et mentalitetstræk, ikke en forskel. Jorden har en målbar puls, en frekvens, alt beskriveligt fysisk har en puls. Vi kan deraf forestille os en tilstand uden puls. Og så har en målestok for ophør af vores forståelse. Shamanismen kan nok kalde på ikke-fysiske hjælpere, der fordrer respekt - men respekten er i sidste ende for ens eget behov for hjælp ud over det almindelige. Besjælingen og levendegivelsen følger, når man tror på dét. På sin egen respekt.

Man kan også bare uden det store hjælpebehov gå til basis og kramme et træ, holde liv i en plante, fodre et dyr regelmæssigt. Sprogene, man da må lære, er forskellige fra det ene til det andet, men ingen tvivl om, at der er sprog.

Hvis man tror. Hvis man respekterer, hvad man oplever.

Skepsis er en [pladsholder] for det, der ikke opleves som nødvendigt. Ayahuasca er et venligt stof sammenlignet med så meget andet, der omskaber normaliteten ved at forandre på hjernens databehandling. Men at redegøre for verden igennem signalstoffers ustandselighed (nu kører bussen med det her") er lige så upræcist som at bede nogen om at slappe af og give sig hen til det, der sker.

Verden tilhører den enkelte(s sansninger og reflektioner). Delingen af oplevelser indkluderer de andre i Verden. Det er ikke træet, der taler træ. Det er mennesket, der taler træ. Men tror på, at der bliver samtalt. At udvekslingen ikke kan foregå uden eksistens. At man må faktisk kramme træet for at noget dér kan finde sted - for i skriften og forestillingen findes dét NOGET ikke.

Det er, om man så kan sige, dét "shamanismen" tilbyder. En fysisk verden i så mange subjektive detaljer, som man har behov for. Selvrespekt. Og respekt for alt andet. Nogen har et ord for den samtidighed.

Kærlighed.