S tager en dyb indånding, idet hun træder ind i retssal 29 i Københavns Byret. Hun rømmer sig et par gange, holder vejret og puster stødvist ud. Hendes mor er lige i hælene på hende.
De sætter sig ned. S i vidneskranken og hendes mor skråt bag hende. S rækker ud efter sin mors hånd og holder godt fast. Hun er klædt helt i sort og har mellemlangt, mørkblond hår.
»Det skal nok gå,« siger forsvareren, en ældre solbrun herre, der kommer gående hen mod S. Han rækker hende en pakke Kleenex og klapper hende på skulderen.
S er tiltalt for at have revet en kvinde på halsen og hevet hende i håret natten til den 3. oktober 2021 på Aloha Beach Bar på Gothersgade i København.
Blackout
»Jeg har fået at vide, at du ikke har det så godt, så vi tager det stille og roligt,« siger dommeren blødt og kigger ned på S, som svarer med et kort nik.
Dommeren forklarer S proceduren og giver ordet videre til anklageren.
Han vil vide, om S befandt sig på Aloha Beach Bar natten til den 3. oktober. S bekræfter, at hun var der sammen med to venner.