Parforhold
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan får jeg min mand til at gøre rent?

Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Intet problem er for lille – intet for stort
Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Intet problem er for lille – intet for stort

Mia Mottelson

Moderne Tider
4. december 2021

Jeg er på tiende år i et forhold med en vidunderlig mand. Forholdet er harmonisk, men ét tilbagevendende konfliktpunkt bliver ved med at dukke op: Min mand gør ikke rent. Som i nærmest overhovedet ikke. Han fejer køkkenet i ny og næ, men ellers får støv, kalk og beskidte kummer lov til at stå. Vi har talt om det mange gange: Han lover at blive bedre, men det holder max fjorten dage. Han ser simpelthen ikke skidt og/eller forstår ikke, at det ikke går væk af sig selv. Jeg har det o.k. med rengøring, men jeg er ikke o.k. med, at alt arbejdet kun hænger på mig. Hvordan får jeg ham én gang for alle i gang? Rengøringshjælp er ikke en mulighed.

— Louise

Svar I:

Har din mand ikke andre opgaver, som han måske synes opvejer dit rengøringsarbejde? Du skriver ikke, hvordan I bor, men man kunne jo forestille sig diverse reparationer? Indkøb? Bilvask? Græsslåning? Regnskaber? Havearbejde? – Hvis I altså har have.

Måske I skulle tænke hele jeres arbejdsfordeling igennem og så bruge resultatet til blandt andet at definere en fast rengøringsrutine. Hvis I aftaler at gøre rent hver lørdag i et par timer, kan I samtidig definere, hvem der tager sig af hvad. Han kan jo støvsuge, mens du renser kummer, for eksempel.

Målet må være, at I får en ligelig fordeling af arbejdsbyrden, ikke at din mand absolut skal gøre rent på egen hånd.

Og så til lykke med, at du har en vidunderlig mand!

Karen Syberg

Svar II:

Min kæreste og jeg flyttede for omkring ti år siden sammen i en lejlighed, hvor vi, efter at have boet i kollektiv i nogle år, skulle til at holde vores eget lille småborgerlige hjem, en lille toværelses lejlighed i København.

Dengang havde jeg det ligesom dig: På den ene side havde jeg ikke lyst til at være den, som hele tiden ryddede op efter den anden, men på den anden side havde jeg heller ikke lyst til at gå og bede min kæreste om at gøre det.

Dertil: I mit lille hoved har den slags små situationer det med at blive til store problemer, så det ikke længere er et spørgsmål om sokker eller opvask, men om hele parforholdet: Kan jeg leve i det her rod?

Så jeg besluttede mig for ikke at gøre noget, og det er mit forslag til dig. Du skal lade stå til, gøre ingenting, og når jeg skriver ingenting, så mener jeg det helt bogstaveligt, for det kræver, at du er meget konsekvent med ingenting at foretage dig i hjemmet; du skal ikke rydde op, du skal ikke rense de beskidte kummer, og du skal heller ikke skælde ud.

Jeg husker det, som om det virkede, altså i den forstand, at vores toværelses blev mere rodet, men også at min kæreste på et tidspunkt fik nok og foreslog, at nu skulle vi blive bedre til at rydde op efter os selv.

Så blev vi det.

— Otto Lerche Kristiansen

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her