Bolbro er Odenses svar på Vestegnen. Da jeg var barn i 1970’erne, var det ren arbejderklasse, uforfalsket, autentisk og en anelse farligt. OB’s stadion ligger derude, det har det altid gjort, og det er noget rod, eftersom klublokalerne findes i Ådalen, hvis veltrimmede græsplæner og bugtende stier grænser op til Langelinie i Hunderup, det pæne kvarter i Odense M.
I 1977 var jeg ti år. Det var OB’s første mesterskabssæson. Året forinden havde mægtige Real Madrid været på besøg. Nu gjaldt det Leeds United. 90-års-jubilæet skulle fejres med sovs og kartofler til. Som facebookgruppen »OB før Superligaen« skriver i et passioneret opslag om denne perle i den midtdanske fodboldhistorie, var kampen mellem »de stivrede« og Leeds programsat til 3. august 1977, men billetsalget startede allerede sommeren op til, 8. juni, hvor der passende nok var lokalopgør på Odense Stadion mellem OB og B1909.
Samtlige 1.600 siddepladser blev meldt udsolgt midt i juli. De kostede 25 kroner stykket. Børn slap ind for det halve.