En hurtig rundspørge blandt professionelle vinmennesker bekræfter min mistanke: De hader alle sammen gløgg.
Et stykke hen ad vejen skyldes modviljen en slags medfølelse med den vin, der maskeres til ukendelighed i kogekedlens dyb godt hjulpet på vej af apotekerposen med krydderier og en nævefuld rosiner fra bunden af børnenes skoletasker. Og mon ikke vinen kan mærke, hvordan kogepladens hede grad for grad berøver den livskraften?
Man kan med rette spørge, om gløggens sødme og krydring ikke er unødvendig ornamentering af vin, der bedst drikkes rent. I så fald kan man – som den østrigske arkitekt Adolf Loos gjorde i 1908 – hævde, at ornament er forbrydelse, og at vi må frigøre os fra fortidens pyntesyge og komme ind i nutiden.
Vi må tænke på vinens integritet, hvilket den uofficielle talsmand for glögghadernes klub, Jesper Uhrup – som til daglig er chefredaktør for mad- og vinmagasinet Gastro – også understreger:
»Som udgangspunkt synes jeg ikke, at nogen rødvin er dårligt nok til at blive omformet til gløgg, vin chaud, glühwein et cetera,« siger han.
Ja, postulatet i overskriften er misvisende, medmindre man på det område er begyndt at indføre ensrettede regler for . Menneskers smagsløg og duftreceptorer opfatter ikke smag og duft efter de samme, ensartede retningslinjer, og de ændrer sig med tiden.
For mit vedkommende er professionelle vinmenneskers meninger totalt ligegyldige, kun mine egne bedømmelser får lov at bestemme.
Smag på den. Hvis du kan lide den, så tag et glas mere. Hvis den stadig smager godt, så lad et glas mere ryge samme vej. Hvad der kommer derefter er helt op til dig selv.