Vi står op (dag ud og dag ind), er gode samfundsborgere, lystrer vore skemaer, tænder lys og spiser morgenmad, og drengene ta’r afsted mod skole, ud i den kulsorte morgennat. Der vil stadig gå mange timer, før solen kommer frem, dens såkaldte gang over himlen er reduceret til en trilletur på fjeldryggene i syd et par timer først på eftermiddagen mellem frokost og kaffepause, jeg ser den fra mit køkkenvindue, eller helst og så ofte som muligt fra højderyggen ude på næsset, Seltjarnarnes, hvor jeg går op de fleste dage for at hilse på solen.
Det er vigtigt for mig med denne hilsen. Jeg pynter mig til lejligheden, tager min guldflyverdragt på, grønt på øjenlågene, ild i kinderne og mascara, forsøger at stråle, det føles vigtigt og samtidig som en uendelig lille gestus. At gøre sig lidt umage. En påskønnelse: Kære sol, jeg ved, hvem du er, sender dig alle mine stråler, love Hhv
Underholdende, men virkelig rodet. Selvfølgelig har Odin brug for Vølverne, de er jo skæbneguder og ved ting, ingen andre ved. Og historien om Rind er fra Saxo Grammaticus - det er måske ikke specielt seriøst at udlægge den Nordiske mytologi ud fra et eventyrmanuskript, skrevet af en kristen munk fra det 13. århundrede, uanset hvor godt det lige passer ind i den fortælling, man gerne vil levere.