Essay
Læsetid: 14 min.

Jakob Sheikh: 2021 var fyldt med monumentale sejre for den militante islamisme

Efter 20 års krig mod terror skulle tilbagetrækningen fra Afghanistan markere en ny og lysere epoke. I stedet blev 2021 et af de mest sviende lavpunkter i Vestens kamp mod jihadismen. Og med Talebans sejr lever den militante islamisme ikke længere blot på slagmarken – nu er den en politisk magtfaktor, andre stater må tage alvorligt
Kabuls lufthavn den 31. august: Taleban erklærer deres sejr.

Kabuls lufthavn den 31. august: Taleban erklærer deres sejr.

Jim Huylebroek

Moderne Tider
23. december 2021

Sayf al-Adl nedfældede revolutionens drejebog på 42 sider gulligt bagepapir.

Den tidligere egyptiske oberst og sprængstofekspert havde haft en flot karriere i militæret, men valgte under den sovjetiske invasion af Afghanistan at slutte sig til al-Qaedas velfinansierede forløber, Maktab-al-Khidamat. I de følgende årtier steg Sayf al-Adl i graderne og blev sikkerhedschef i al-Qaeda, en af de mest prominente poster i den globale jihadistiske bevægelse. Nu var hans egen sikkerhed imidlertid truet; nogle år efter 9/11 var han blevet tilbageholdt af iranske agenter og sad nu i husarrest i en kønsløs villa i udkanten af Teheran. Alligevel lykkedes det ham i 2005 at smugle en detaljeret drejebog ud til sine kampfæller. Stakken af bagepapir, der blandt militante islamister siden er blevet kendt som ’al-Qaedas 15-års-plan’, lagde et afgørende strategisk fundament for den jihadistiske bevægelses fremtid.

Inddelt i en række faser med hvert sit strategiske delmål beskriver planen, hvordan jihadister frem mod 2020 kan erobre magt i og uden for den islamiske verden. Den er langtfra fejlfri, men på flere punkter formår al-Adl på foruroligende vis at foregribe begivenheder i det følgende årti – for eksempel at jihadister ville »udråbe en islamisk stat – Kalifatet« et sted i Levanten i perioden mellem 2013 og 2016.

»Det sikkerhedsmæssige kaos, der opstod efter kollapset af Saddam Husseins regime, har vist sig at give den jihadistiske aktivitet gode muligheder for at sprede sig i den irakiske arena (…) Syrien og Libanon vil givetvis gennemgå lignende udviklinger. Hvis de gør, vil det give de islamiske (grupper, red.) en stor aktivitetsarena,« skrev al-Adl og tilføjede, at det ville »skabe mulighed for at etablere en samlet islamisk hær, som ville være i stand til at opnå fortløbende sejre, der ville give den stor troværdighed. Et nyt lederskab for den islamiske nation vil opstå.«

Når jeg nævner drejebogen her, er det imidlertid snarere på grund af det, der ikke står i den. I begyndelsen af året holdt jeg et oplæg for en forsamling af britiske og amerikanske terrorforskere og beslutningstagere. Jeg var inviteret til at tale om fremtiden for jihadismen – Vestens modpart i krigen mod terror – og begyndte med netop al-Adls drejebog.

»Den udløb ved indgangen til 2021,« indledte jeg.

»Så hvordan ville Sayf al-Adl skrive sin næste 15-års-plan?«

Et skelsættende år

Med udsigt til den stort anlagte tilbagetrækning i Afghanistan og gryende konflikter i Østafrika og Sahel stod det fra årets begyndelse klart, at 2021 – tyveåret for 11. september – ville blive lige så lavpraktisk betydningsfuldt, som det var symbolsk. Vesten stod ved en skillevej, og 2021 kunne blive oprejsningens år i krigen mod terror. I stedet blev det noget nær lavpunktets.

Krig afhænger af øjnene, der ser, og synsvinklen flyder ofte med krigens omskiftelige kår. Men der er fikspunkter på den store tidslinje, der vil stå klart i erindringen, når historien om krigen mod terror skal skrives. 9/11 og Vestens entré i Afghanistan i 2001. Invasionen i Irak i 2003. Drabet på Osama bin Laden i 2011. Islamisk Stats kalifatudråbelse i det syrisk-irakiske grænseland i 2014. Det er begivenheder, der bærer momentets chok og historiens tyngde. Men krig er også en kamp om tiden, i krigen bor de lange perspektiver, og når historien om vor tids verdenskrig skal skrives i datid, vil 2021 for Vesten stå tilbage som skelsættende i en grad, som jihadisterne kun har kunnet drømme om.

Sikkerhedschefens idé om jihadisternes kamp mod omverdenen kan overordnet forstås som et forløb i fire akter: oprustning, erobring, styrkelse af det politiske projekt og cementering af magt gennem vedvarende angreb.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at 2021 med fire betydningsfulde udviklinger har fulgt netop dette manus: Den hastige og historiske jihadistiske oprustning på flere kontinenter, som begyndte i foråret. Den øredøvende territorielle sejr for den militante islamisme i Afghanistan hen over sommeren. Europas kontraproduktive håndtering af sagerne om egne statsborgere i Syrien, der uforvarende har styrket den jihadistiske bevægelse ved at lade en af dens mest livlige reder – de syriske fangelejre – stå uberørt. Efterfulgt af vinterens bedrøvelige konstatering af, at jihadismen i år har været i stand til at udfordre Vestens sikkerhedspolitikker og -systemer i et omfang, der vidner om bekymrende stor jihadistisk magt.

En magt, der gør sig gældende i stadigt flere geografiske arenaer.

Nye frontlinjer

Indbyggerne i Mozambiques Cabo Delgado-provins frygtede en blodrus, men det, der kom, var værre. En dag i marts 2021 indtog lokale jihadister, der havde erklæret troskab til Islamisk Stat, provinsens prominente kystby og slog folk vilkårligt ihjel på deres vej. Flere børn – nogle af dem blot 11 år gamle – blev halshugget.

Hændelsen i Mozambique, der levede et stille liv i vestlige medier, skulle blive indledningen på en veritabel jihadistisk magtopvisning i regionen i de følgende uger og måneder. Østafrika og Sahel – områder, der historisk aldrig har været epicentre for jihadisme – udviklede sig til logistiske og operationelle knudepunkter for Islamisk Stat og andre militante islamistiske grupperinger. Niger, Burkina Faso og Nigeria oplevede bølger af angreb, og det viste sig hurtigt, at nationalstaterne var ude af stand til at forhindre såkaldt spill over violence: IS’ nyetablerede afdeling i Congo tog ansvar for flere angreb i Uganda, mens jihadistgrupper fra Mozambique udførte angreb i Tanzania.

Navnlig Islamisk Stat har i den seneste tid slået rødder i langt flere arenaer end tidligere og sået frøene til en udvikling, der i praksis virker irreversibel: I Congo har jihadisterne systematiseret deres infrastruktur. I Somalia er al-Shabaabs økonomi nu større end statens. I Mali, hvor tusinder er blevet dræbt, har jihadisterne dannet en politisk koalition – Jamaat Nusratul Islam wal-Muslimin – med så stor indflydelse, at de maliske myndigheder formentlig er tvunget til at invitere dem med ved forhandlingsbordet. I Uganda udklækkes militante islamister på en helt anden skala end tidligere. Og i Østafrika har analysecentret ExTrac, der overvåger jihadistisk aktivitet, i år registreret en mærkbar stigning i antallet af IS-angreb.

Det er en udvikling, som i en ny bog får terrorforsker Jason Warner fra det amerikanske militærakademi West Point til at kalde Afrika for »jihadismens nye frontlinje«. Og føjer man den nylige knopskydning af jihadistiske afdelinger i Sydasien til, ser billedet endnu mere dystert ud.

Decentraliseringen af jihadismen

Da præsident George W. Bush umiddelbart efter 9/11 invaderede Afghanistan, var nøgleordene i vestlige policy-kredse containment and eradication: Missionen var at afgrænse jihadismen til få arenaer for at forhindre den i at mutere og muliggøre dens udslettelse. Det er gået stik modsat:

»Terrortruslen er formentlig mere forskelligartet end på noget andet tidspunkt i nyere tid,« som Colin P. Clarke, direktør for politik og forskning i sikkerhedsvirksomheden The Soufan Group, forleden sagde på konferencen European Summit on Islamist Radicalization and Terrorist Threat.

Den globale jihadisme har oplevet en decentralisering, der delvist er resultatet af succesfulde antiterrortiltag i Vesten, herunder nedkæmpelsen af Islamisk Stats såkaldte kalifat. Men strategien har været som en rydning af Pusher Street på Christiania, der får hashklubberne til at skyde op i de københavnske kælderlokaler: Både som ideologi og oprørsbevægelse har decentraliseringen gjort jihadismen sværere at optrevle, mere autonom, mindre sårbar over for stedfæstede konflikter og mere tilpasningsdygtig til lokale kontekster.

Tilbage står, at jihadisterne nu er til stede i flere lande end tidligere, angriber i flere lande end tidligere og rekrutterer fra flere egne end nogensinde før. Man kan også sige det mere mundret: På trods af den formentlig største nedslagtning af en paramilitær bevægelse i nyere verdenshistorie står jihadismen i dag historisk stærkt. Og 2021 har sat det vestlige nederlag på spidsen.

For sejrsgangen til trods har den militante islamisme i to årtier manglet et egentligt gennembrud som formel magthaver. Selv under Islamisk Stats kalifat lå kontrollen med det syriske og irakiske statsapparat i Damaskus og Bagdad, jihadisterne styrede hverken lufthavne eller luftrum, de havde ingen formel adgang til international kapital, intet mandat i multilaterale forhandlinger, for ingen nationer i verden anerkendte kalifatets legitimitet.

De militante islamister manglede ved sommerens ankomst derfor fortsat det, de har anglet allermest efter: den formelle magt. Det var ikke krigen i Afghanistan, der endte med at give dem den. Det var freden.

Talebans forudsigelige sejr

Der findes et citat, som bedre end noget andet udtrykker den vestlige indstilling til den ulykkelige krigsførelse i Afghanistan. Efter et blodigt slag mod Taleban i den afghanske Korengal-dal i 2007 udbrød Salvatore Giunta, amerikansk soldat og den første levende modtager af USA’s æresmedalje siden Vietnamkrigen, forbløffet:

»Den rigeste, bedst trænede hær får tæsk af en flok fyre, der går med kjoler og AK’ere.«

Giunta er en mand af Vesten, hans ord er det også, og de dækker over en vildfarelse, der er strategisk farlig, ikke fordi den er nedladende eller hovmodig, men fordi den afslører en fejllæsning af den militante islamisme.

Samme vildfarelse affødte vestlig forbløffelse i 2014, da Islamisk Stat i en blitzkrig erobrede Iraks næststørste by, Mosul, i kamp mod en udsultet, misligholdt og illoyal irakisk nationalhær. Og da en lige så udsultet, lige så misligholdt og lige så illoyal afghansk hær i sommeren 2021 blev bedt om at forsvare en korrupt stat, den ikke bakkede op om, indfandt den vestlige vantro sig endnu en gang.

»Hvordan kunne det ske?« spurgte vi os selv.

Det er fortællinger, der dyrker forbløffelsen som et ansvarsfrakendende alibi. Man kunne næsten høre ekkoet fra Tony Blair, der om 9/11 bekendtgjorde, at »der var ikke noget forspil til 11. september (…) der kom bare et angreb«.

Hvis den militante islamisme hidtil var blevet opfattet som primitiv og apolitisk, blev den ydmygende exit fra Afghanistan et brutalt korrektiv. De militante islamister i Afghanistan var bevæbnet med politisk snilde snarere end maskingeværer, de bar nystrøgne skjorter, ikke kjoler, og de befandt sig ikke kun på slagmarken uden for Kabul, men også ved forhandlingsbordet i Doha. Talebans magtovertagelse var således ikke en pludselig og uforudsigelig begivenhed, den var den eneste logiske konsekvens af en bilateral politisk aftale, helt efter bogen, et fait accompli, udramatisk i al sin dramatik. Det lå i det Doha-papir, som amerikanerne og Taleban-ledelsen havde forhandlet på plads, at den militante islamistiske bevægelse med tråde til al-Qaeda måtte udfylde det magtvakuum, en tilbagetrækning ville efterlade, og overtage ansvaret for at bekæmpe blandt andre Islamisk Stat.

Som den daværende amerikanske præsident, Donald Trump, præcist opsummerede det ved forhandlingerne i fjor:

»Det er tid til, at andre nu udfører arbejdet, og det vil blive Taleban.«

Ideen om at vinde

Magtskiftet var ventet, men hvad der bør få vestlige beslutningstagere til at hæve øjenbrynene er måden, de militante islamister har tilranet sig magten på: med politik.

»Taleban holdt praktisk talt døren, mens amerikanske tropper forlod landet,« som sikkerhedsekspert Ali Soufan, tidligere en af FBI’s førende efterforskere i krigen mod terror, formulerede det, mens den kaotiske evakuering fra Kabul pågik.

Det er en erfaring, den globale jihadistiske bevægelse tager med sig i fremtidens konflikter sammen med den mest banale, men måske allervigtigste lektie fra Afghanistan: Det er ikke så meget Taleban som den blotte idé om, at den militante islamisme kan sejre, der nu har vundet i Afghanistan.

»Sejren i Afghanistan er ikke kun Talebans. Den tilhører os alle og giver os alle styrken i troen og på slagmarken,« proklamerede al-Qaedas afdeling på Den Arabiske Halvø i en udtalelse i september.

Nu er der ganske vist en række forskelle på den jihadisme, som al-Qaeda repræsenterer, og den militante islamisme med mere afgrænsede mål, som Taleban står for. Men grænserne mellem de to størrelser er blevet tiltagende slørede, efter at de nye afghanske magthavere satte det såkaldte Haqqani-netværk – kongemagerne i landskabet mellem det nationalt orienterede Taleban og de mere hardcore jihadistiske strømninger – i spidsen for Kabuls sikkerhedsapparat og gjorde netværkets kransekagefigur, Sirajuddin Haqqani, til afghansk indenrigsminister.

Hvad vi i sommer var vidne til, var den formentlig mest betydningsfulde sejr for jihadismen siden mujahedinernes fordrivelse af Sovjet fra Afghanistan i 1980’erne (en begivenhed, der bidrog til undfangelsen af al-Qaeda). En fortælling med messiansk styrke og en global genklang, der har revitaliseret jihadismen, herunder ideen om fard al-kifaya – muslimers kollektive forpligtelse til at forsvare truede trosfæller – som bin Ladens mentor, Abdullah Azzam, i sin tid gjorde til en hovedsøjle i den voldelige salafi-jihadisme.

Det kan få monumental betydning for mobiliseringen. Jihadi-fanboys i internettets krypterede afkroge – den næste generation af militante islamister – svælger allerede i propaganda om jihadismens genopstandelse. Læg dertil den selvforstærkende ustabilitet i Afghanistan: Siden i sommer har en bølge af jihadistiske angreb fra blandt andre Islamisk Stat, en voldsom devaluering af afghanien og en galopperende humanitær katastrofe føjet nye sider til Afghanistans selvforstærkende deroute. For en ideologisk bevægelse, der tager næring fra politisk ustabilitet og økonomisk ulighed, synes vejen banet for rekrutteringen af tusindvis af nye desillusionerede unge mænd uden fremtidsudsigter, klar til at eksportere deres vrede – et perspektiv, der vil skabe hovedbrud hos vestlige beslutningstagere i de kommende år.

Et snævert syn på sikkerhed

Det kan være vanskeligt at genkalde sig, men invasionen i Afghanistan begyndte som en dundrende succes. Med målrettede nålestiksoperationer fik det amerikanske militær trængt Taleban langt tilbage og tilintetgjort en stor del af al-Qaedas træningslejre og andre faciliteter. Ledende jihadister, der havde brugt Afghanistan som et helle til at lancere angreb mod andre – primært ikkevestlige – lande, blev drevet på flugt og mistede deres manøvredygtighed. Hen mod slutningen af 2002 var jihadismen formentlig trængt mere i defensiven end på noget andet tidspunkt under krigen mod terror.

At krigen begyndte succesfuldt skyldes, at den hvilede på en åbenlyst rigtig præmis: Sikkerheden i verden er forbundet. Al-Qaedas træningslejre havde universel relevans, fordi sikkerhed og stabilitet i Afghanistan var uløseligt forbundet med sikkerhed og stabilitet uden for Afghanistan, herunder i Danmark og Vesten. 9/11 havde netop illustreret hvorfor.

I dag er billedet vendt på hovedet: Sikkerhedsopfattelsen er blevet nationaliseret, sikkerhed opfattes i stigende grad som et spørgsmål om blot at sikre nationale grænser, og det er indiskutabelt, at den politiske vilje til at finde multilaterale, herunder fælleseuropæiske, løsninger er svækket.

Intet indrammer bedre denne udvikling end sagerne om de danske mænd, kvinder og børn, der i årevis blev – og i mange tilfælde fortsat bliver – holdt indespærret i kummerlige fangelejre i Syrien. Sammen med tusindvis af andre vesterlændinge, der formodes at have tilsluttet sig Islamisk Stat, holdes de ud i strakt arm af vestlige nationalstater, der i praksis har reduceret deres sikkerhedsvurdering til et spørgsmål om, hvorvidt mistænkte jihadister kan holdes væk fra Europa.

Paradoksalt vil nationaliseringen af sikkerhedsopfattelsen udstyre de vestlige nationalstater med et nyt strategisk sikkerhedsproblem i de kommende år: De tusindvis af indespærrede vestlige statsborgere risikerer ikke blot yderligere ideologisk hærdelse, men også en fremtid på fri fod, når de på et tidspunkt enten løslades af deres kurdiske fangevogtere, som er ladt alene om en opgave af vital betydning for den globale sikkerhed, eller selv kæmper sig ud af fangenskab til en virkelighed i ustabile områder, hvor statens evne til at dæmme op for jihadismen er begrænset. For Vesten kan bundlinjen blive endnu flere angreb, og uret tikker: Så sent som i sidste måned blev en fangeflugt fra et fængsel i Deir Ezzor, iværksat af Islamisk Stat, forhindret i 11. time.

Tiltagende brandslukning

Vi må dvæle ved, hvad vi nu ved: Den jihadistiske ekspansion, den militante islamismes genfødsel i Afghanistan og den kontraproduktive nationalisering af sikkerhedsspørgsmål er udviklinger, der i 2021 har gavnet det jihadistiske projekt betydeligt. Alligevel kunne man hævde det modsatte – at 2021 ikke repræsenterer et lavpunkt, men snarere afspejler, hvad Vesten har vundet ved at kaste sig militært ind i en nødvendig global krig.

Noget vil aldrig kunne måles: Antallet af jihadistiske angreb, som det militære pres, de styrkede efterretningstjenester og de strammere immigrationspolitikker potentielt har forhindret. Den symbolske sejr ved at have dræbt jihadistiske lederskikkelser som Osama bin Laden, Ayman al-Zawahiri, Anwar al-Awlaki og Abu Bakr al-Baghdadi. Det koster penge og liv at forsvare sig, og tilhængere af den aktivistiske krigsstrategi peger ofte på det begrænsede antal jihadistiske angreb i USA og Europa i de senere år.

Man kan forstå mængden af angreb som en ’nettotrussel’ – det, der er tilbage, efter at vores efterretningstjenester har gjort deres arbejde. Ser man i stedet på ’bruttotruslen’ – medregner de mange attentater, myndighederne når at forpurre i tide – er billedet imidlertid bekymrende.

Den norske terrorforsker Petter Nesser, der fører den grundigste database over gennemførte og forpurrede jihadistiske angreb i Vesten, registrerede en overraskende høj bruttotrussel i 2019 og 2020, og selv om 2021 endnu ikke er færdigt, tyder meget på, at niveauet også i år vil blive højt. Alene i det vestlige Europa har jihadister foreløbig gennemført fire angreb, mens mindst seks andre er blevet forpurret. I november blev Liverpool ramt af et bombeangreb, og så sent som den 10. december kunne tyske myndigheder fortælle, hvordan de havde forpurret et »meget, meget alvorligt« jihadistisk angreb i Hamborg.

Det høje niveau er bemærkelsesværdigt af flere årsager. For det første har de seneste års antiterrorlovgivning i Vesten ikke formået at nedbringe den jihadistiske bruttotrussel afgørende. For det andet er myndighedernes afværgelse af attentater i sin natur udtryk for brandslukning og dermed ikke en bæredygtig løsning på jihadismen i det lange løb. For det tredje viser Nessers opgørelse, at både angreb og angrebsforsøg har en stadigt mere decentral profil: Gerningsmændene har i dag svagere bånd til etablerede jihadistiske organisationer, hvilket fremover kan gøre det vanskeligere for politimyndighederne at opspore og afmontere angreb.

Al-Qaedas øjeblik

Hvilket bringer os tilbage til Sayf al-Adl. I dag sidder han ikke længere i fangenskab, men er en fri mand og kan meget vel blive al-Qaedas næste leder. Gør han det, kan han holde det forgangne år op imod 2001 og se et negativ komme tydeligt til syne: Da al-Qaeda begik 9/11-angrebet, bestod bevægelsen af et par hundrede medlemmer på verdensplan. I dag består den samlede jihadistiske bevægelse efter konservative skøn af mere end 200.000 personer. Der befinder sig flere al-Qaeda-medlemmer i Afghanistan i dag, end der gjorde i 2001. Og så sent som i forrige uge fortalte lederen af den amerikanske militærmission i Irak og Syrien, general Kenneth F. McKenzie, at al-Qaeda de seneste måneder er vokset yderligere.

De 20 år, der er gået siden 9/11, har ikke forvandlet jihadismen fra en ideologisk randbevægelse til et islamisk mainstreamfænomen, men de to årtier har cementeret jihadismen som idé og bevægelse og illustreret en magt, jihadisterne aldrig var i nærheden af før 2001.

For at vinde freden ville vi krigen, men den fred, vi tilkæmpede os, har givet jihadismen historisk gode kort på hånden. I det lys har 2021 ikke blot gjort ondt værre, men accelereret en oprustningsmæssig, territoriel, politisk og ideologisk styrkelse af jihadismen, som vanskeligt kan rulles tilbage. Det er langt mere, end Sayf al-Adl turde drømme om, da han nedfældede jihadismens masterplan for 15 år siden.

Jakob Sheikh er journalist og forfatter, senest til bogen ’Vi tabte. Hvordan jihadismen besejrede Vesten, og hvordan vi kommer videre som tabere’ (2021)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er ingen perfekt løsning, men at lade Taliban ved magten og dermed på sigt lade dem opruste, bygge en hær, og opbygge noget der i sin vorden ligner Islamisk stat er grotesk og en snigende trussel.

De vil måske ikke eksternt være et problem i dag eller i morgen, men hvis de får lov til at blive, så er der nu sået et frø som om 10-15 år kan komme til at give verden store problemer, og så kan vi starte forfra når alle især kvinder er gjort til lydige analfabeter og mændene til farlige fanatikere.

Afghanistan var et dyrt bekendskab, men det kan blive meget dyrere i fremtiden!

Spot on, Gert Romme.

Gad vide hvem der betaler TB! Næppe, af nogle herinde, det forkætrede Vesten. Nu har TB vundet igen, så må vennerne være med til at betale for fremtiden. Fremtiden? Ikke de store håb. Ministeriet for kvindeanlægninger er medtaget, valgkommisionen er gået samme vej. Hvad skal man dog med valg i et diktatur?

medtaget = nedlagt. Den hxx stavekontrol

Jan Fritsbøger

hvorfor tror så mange på, at dem som siger de taler på deres guds vegne, har noget som helst med det guddommelige at gøre,
det er overhovedet ikke andet end magtsyge der driver verdens religioner ( eller snarere religiøse ledere ),
jeg tror på der eksisterer en højere bevidst eksistens, det som nogen kalder gud,
jeg tror bare ikke på religioner,
og jeg anser det for sandsynligt at universet simpelt hen er levende og bevidst på et plan vi end ikke kan drømme om at fatte.
vi forstår jo faktisk ikke engang vores egen bevidsthed, som faktisk er vildt primitiv nærmest rudimentær i sammenligning med universets.

Kurt Nielsen, Peter Hansen og Klaus Holte anbefalede denne kommentar

Der er mange måder at se virkeligheden på, ”beauty is in the eyes of the beholder”. Va’ med at prøve følgende: Det ”Hvide-Vesten”, med Europa, udvikles i dagene stadig, siden vi blev kristne ca. 400 A.C. Island blev selvstændigt 1944. Tjekkoslovakken delte sig efter etnisk frihedsprincip i to, 1993. Værre gik det for Catalonerne, deres ledere fik 17års fængsel. Det ”vi” har oplevet efter WWII er en voldsom global friheds- og selvbestemmelse bevægelse blandt alverdens befolkninger. Efter WWII blev det meste af verden ikke styret af ”De Hvide Vesten”, Indiens 1.3 milliarder? blev tidligere styret demokratisk af parlamentet i London – nu udvikles et Hindustan? Sammenlignet med den tid af udviklingen det har taget i det ”Hvide Europa”, at efter Romerriget sammenfald til dagens vej mod fremtiden, er det skræmmende for os at se andre stammefolk – efter sekler af undertrykkelse, afviser vores levemåde – i en søgen efter deres. Alle skal blive som vi er Nu og Her. Og det til trods for usigelige lidelser vores krigeriske krampagtige klyngen til en fortid hvor ”vi” dominerede. I angsten for pluralisme ruller vi pigtråd ud, bygger mure – som vi for få år siden hånede andre for. Og selv i lille Danmark er intolerancen for minoritets kulturer i verdensklasse: vil en Japaner / Kineser vise sin dybe respekt ved at bukke dybt? Absolut forbudt. Kampen for danskheden har ingen grænser. ”Asiatisk i vælde er angsten”. Lad os fejre "talibaners" frihed til at leve som de vil - GODT GJORT!

@Kjeld. Jamen så er det jo godt at Afganistan bliver brun igen. Så de ikke er underlagt de grimme hvide. Fremskridtet er godt igang. Kvinderne får igen deres rette plads. Ikke noget med at færdes ude i de fri, uden at der er en mand med. Musik og anden underholdning uha, uha. Prøv at spørge kvinderne, uden der er en bevæbnet mand tilstede, hvad de syntes om situationen! Det minder mig om gøgereden - men det er der også nogle, der er til.

Jan Fritsbøger

øh kjeld, havde de 1.3 mia indere stemmeret til at vælge deres repræsentanter i det "demokratiske" parlament, ellers var det vel kun demokratisk for briterne, i indien var det jo bare hvidt overherredømme,
og så håber jeg da i den grad ikke at "de andre" nogensinde bliver som os, men det håber du vel heller ikke ;o)
jeg vil faktisk ikke engang anbefale den form for pengestyrede "demokrati" vi har for tiden.

@ Bent Nørgaard. Ja – jeg glæder mig når et stammefolk lykkes “kæmpe for al hvad de har kært – dø om så det gælder” – uanset om jeg deler deres værdier eller ej. Det er FRIHED. Er frihed, for dig i den danske betydning af ordet: frihed er frihed til at leve som en rigtig dansk? Som Henry Ford i en svunden tid: du kan frit vælge farve på bilen – bare den er sort?

@Jan Fritsbøger: Der trådte du på et øm tå i Hvide-Vestens selvforståelse. Dagens Pakistan, Indien, Bangladesh og Myanmar blev ”Indien”. Briter valgte hvordan de skulle styres der for godt og vel 60 år siden. Det med frihed demokrati og menneskeret er af helt ny datum for os, det blev et slogan da vi mistede magten over verden. Næsten ingen dansker ved det, de ved ikke at det vi Hvide-Vesten kalder genoside i Kina, er mindre brutal end vores behandling af ”Talibaner” i Afghanistan, eller Palæstinensere i Mellemøsten. Hvis du har en sjat tilovers i en flaske – lad os skåle for frihed til udvikling af en mangfoldighed af kulturer og sociale strukturer. En dannebrogs farvet klode, hvor ”mor Mette” bestemmer alt for trist? Selv for Bengt Nørgaard?

Jan Henrik Wegener

Selvom man ikke for enhver pris skal opretholde det skel vi kender mellem et "højre" og et "venstre" virker det som en ualmindelig dårlig ide i stedet at have sympatier for "jihad". Dette udelukker vel nærmest en politisk orientering som vi kender den da alt går ud på "rettroenhed". Samtidig udelukkes skellet "progressiv"- vs. "konservastiv" eller "reaktionær". Dog er sidstnævnte vel en integreret del såfremt det "islamiske" idealsamfund ses som noget fra det 7. århundrede (gængs tidsregning).

@Jan Henrik Wegener. Jeg har det svært med de store ord. Med Piet: mennesker er noget rak – giv mig arten stykvis tak. Spørge jeg mig selv om jer ER ”reaktionær” , ”Progressiv” og hvad du ellers måtte remse op af etiketter, bliver svaret Ja!- i nogen grad. Til alt. Iran ønsker – måske – interkontinentale raketter og A-bomben. Det må siges at være progressivt? Eller vil du de skal leve som i 1700-tallet? Amish folket har min dybeste respekt, de VÆLGER at leve i overensstemmelse med deres overbevisning – hvilket ikke er det samme som jeg har sympati for DEN, MEN FOR DEM. Jeg har heller ingen sympati for den danske konforme totalitarisme. Med Voltaire: ” It is clear that the individual who persecutes a man, his brother, because he is not of the same opinion, is a monster”.

Jan Henrik Wegener

OK. Atombomber til alle er progressivt? De er måske ligefrem en "menneskeret"? Hvor sættes grænsen? Bør Danmark have nogle interkontinentale missiler? Hvad med Luxembourg? Tuvalu? Måske diverse ikke anerkendte nationer?
Enhver borger sit eget personlige arsenal? Især når dette land ifølge dig beherskes af "konform totalitarisme". Så er det vel "godt" at Iran, Rusland, Kina, Indien, Afghanistan udgør en modvægt? Disse lande er måske et forbillede når det drejer sig om ikke at forfølge dem med en anden mening?
De eksempler jeg lige kan komme på her til lands på at retssystemet kommer efter folk svarer nu ikke til dit billede af de stakkels mennesker der forfølges blot på grund af deres overbevisning.
En mand fra Nordjylland anholdt. Kun fordi han ikke kunne lide kvinder? Det må han da gerne ikke kunne, eller hvad? Men der var jo noget mere,Han havde i årevis forberedt skoleskyderier. Jeg har svært ved at se at man ikke skulle anholde, undersøge, overvåge en sådan mand. Ministre har da også lov til at have deres overbevisninger. Men skal de ikke også følge loven? Eller forsøge i det mindste i forvejen at ændre loven?
Og man kan da danne de foreninger man vil for finmekanik, sport, eller bønnemøder eller motorcykler. Når det viser sig at interessen i virkeligheden gælden våbenbrug, og konkrete planer om at aflive andre, bør tolerancen ryge sig en tur. Så kan du kalde det "konform totalitarisme".