Du kan selv være mainstream!

Med forløbet op til Marianne Stidsens dramatiske opsigelse på Københavns Universitet lidt på afstand kan det være værd at vende tilbage til nogle af de overordnede linjer i konflikten. Særligt én tanke kan trænge til lidt afklaring, når man kigger tilbage: Hvem var egentlig mainstream, og hvem var outsideren?

Spørger man Stidsen selv, er der selvfølgelig slet ikke noget at diskutere: Mainstream er den stadigt stærkere politiske korrekthed på universiteterne, der kvæler fri tænkning og endda har decideret fascistoide træk – især den del, der har med køn og feminisme at gøre. Denne opfattelse har en del støtte i både det politiske og folkelige landskab. Hele balladen omkring Henrik Dahls og Morten Messerschmidts mistænkeliggørelse af stort set al forskning inden for køn, migration og islamstudier har samme grundlæggende tendens: »Woke« forskere har allerede ødelagt de amerikanske universiteter, og nu kommer de også snart og tager vores, hvis vi ikke forskanser os.

Set fra den anden side i Stidsen-konflikten ser sagen dog helt anderledes ud. Der findes for eksempel stort set ingen organiseret kønsforskning i Danmark, snarere enkelte forskere på forskellige universiteter, der har specialiseret sig i køn og/eller seksualitet og for eksempel har taget en del af deres uddannelse i Sverige for at finde samlet undervisning på forskningsbaseret niveau. Disse forskere er ikke mainstream – tværtimod er de temmelig yderligt placeret i den akademiske stoleleg og i øvrigt ofte udsat for »uønsket opmærksomhed« fra både politikere og folkedyb.

Det, der fra ét perspektiv er mainstream, kan med andre ord fra et andet ses som opposition, kritisk modpol, eller endda undertrykt minoritet. Men er det så bare en kamp om ord? Er »mainstream« blot noget, man kalder de andre – dem, der nægter at give én ret? Hvis vi bliver i vandløbsmetaforen, kan man måske snarere sige, at dét, der er mainstream på ét niveau eller i én gruppe, sagtens kan blive til en meget beskeden understrøm, måske endda en hvirvel i en slyngning på åen, når flere løb føres sammen. Og både mainstream, sidestrømme og understrømme i den akademiske verden løber hele tiden ud i det stormomsuste samfundshav, hvor ingen helt kan vide, hvad de bliver en del af.

Skjern Å

Der er ikke desto mindre den sandhed i Stidsens oprør, at hovedstrømningerne på universiteterne efterhånden begynder at minde om udretningen af Skjern Å i 1960’erne. Der skal bare så meget vand igennem så hurtigt som muligt og så til helvede med fuglelivet og de skæve vinkler. Måske er det endda rigtigt, at det stadigt større pres på uddannelser og forskning faktisk kan være med til at fremme halvfordøjede teorier, der bliver til en slags doktriner i stedet for tænkning. Hovedproblemet er dog uden enhver tvivl den ekstreme instrumentalisering af både forskning og uddannelse, der er foregået igennem de seneste 20-30 år. Det er slet ikke meningen, at der skal tænkes: Der skal produceres. Det er således heller ikke feminisme eller antiracisme, der fylder møderummene på de danske universiteter; det er ECTS-point, employability og fondsansøgninger.

For så vidt er det næsten tragikomisk, at den læser, der afslørede den forhenværende professors plagiat, selv er en løst ansat underviser i filosofi med en lidt speciel trang til at forsøge at forstå folk, han ikke er enig med. Det var to klassiske, akademiske dyder, der affødte balladen: Læs den, du kritiserer – og vær præcis i din kritik. Når man faktisk læste Stidsen grundigt, viste det sig, at hun ikke levede op til helt basale, akademiske krav. Var det et overgreb fra den politisk korrekte mainstream at gøre opmærksom på det?

Klassiske dyder

Hvis de bekymrede politikere, der vil beskytte universiteterne mod postmodernisme og overfladiskhed, virkelig mente, hvad de siger, ville de holde op med at føre kamp mod virkelige eller forestillede politiserende forskere og i stedet udtænke et genopretningsprojekt i stil med tilbageføringen af Skjern Å til dens naturlige løb i 1990’erne. Det skulle være et sted, hvor der var plads til både Stidsen (for så vidt at hun overholder kravene til akademisk redelighed) og hendes kritiker. Hvor de rent faktisk havde tid til at læse de bøger, de diskuterede, og skrive deres egne fortolkninger af dem. Desværre er der ikke rigtig noget, der tyder på, at et sådant universitet længere kan blive til andet end en nostalgisk drøm.

I stedet kan vi formentlig se frem til flere »værdikampe«, hvor tendenser til modstrømninger både inden for og uden for den akademiske verden vil fortsætte med at blive slået ned, så snart deres spørgsmål begynder at blive taget seriøst. Trods al sin excentricitet og radikalitet er Stidsen i den sammenhæng paradoksalt nok selv en brik i reaktionens evige opgør med anderledestænkende.