I kvindernes, rockens, selvreparationens og Afrikas tegn: Her er det internationale musikår 2021

En idiosynkratisk omgang autoritetsudøvelse.

Det er den bedste betegnelse for den tekst, som du, kære læser, netop er begyndt på.

Det er jeres undertegnede, der her bestemmer diktatorisk, hvad der har været mest interessant og bedst i året, der går på hæld. En musikelskers desperate forsøg på at holde hovedet oven vande og sige noget udtømmende om et ocean.

For vi lever ikke længere i en monokultur, der er ingen fælles superstjerner. Bevares, der er musikvideoer set milliarder af gange på YouTube, og kunstnere som Bad Bunny og Olivia Rodrigo har eksorbitante antal streaminger hos Spotify. Men store dele af den vestlige verden – for slet ikke at tale om resten af verden – aner ikke, hvem de er. De er giganter i lukkede lommer.

Det er en ny tid med nye spilleregler.

Det er alment anerkendt, at hvis man vil holde sig i live som popstjerne, så skal man levere en lind strøm af ny musik. Det er også anerkendt, at de store streamingtjenester dikterer spillereglerne. Især den største, Spotify, der har været med til at aflive albummet som lytternes foretrukne format til fordel for enkeltsange.

Ja, hvis man satte et album på hos Spotify, så ville det pr. automatik blive afspillet på shuffle-funktionen, så numrene kørte i vilkårlig rækkefølge. En decideret fornærmelse mod de mere helstøbte og gennemtænkte albummer.

Sådan var det, indtil den britiske sanger og sangskriver Adele den 19. november i år havde udsendt sit fjerde album 30. Fra da af blev alle albummer på Spotify afspillet fra første til sidste sang i deres intenderede rækkefølge. Og Adele tweetede: »Vi skaber ikke uden grund albummer med så megen omhu og omtanke investeret i tracklisten. Vores kunst fortæller en historie, og vores historie bør blive hørt, som vi havde tænkt den. Tak, Spotify, for at lytte.«

Den 33-årige superstjerne ændrede altså afspilningsformen hos Spotify, og hun beviste også, at hun ikke lever efter de andres spilleregler. Adele kan for eksempel – modsat så mange andre stjerner – godt trække sig fra offentligheden. Efter seks års albumpause gjorde hun ubesværet comeback.

Kvinder, der reparerer sig selv

I det hele taget var det kvindernes år på den vestlige popscene. Der var gode/fremragende albummer fra Adele, fra newzealandske Lorde samt amerikanske Lana Del Rey og Billie Eilish. Og temaerne på disse udgivelser var i høj grad selvreparation og genvinding af kontrol over ens liv.

Lordes tredje album, Solar Power, var et miljøbevidst/-bekymret og selvgranskende/-udviklende album med decideret saliggørende vokalharmonier. Det føltes som en dyb vejrtrækning i en tid med hyperventilation.

På Billie Eilishs strålende andet album med den ironiske titel Happier Than Ever gik megastjernen selvterapeutisk til værks og konfronterede berømmelsens skyggesider og formidlede, at hun er blevet sexchikaneret i musikbranchen. Altså har denne 19-årige kvinde, der har udtalt sig så begavet om det kontroltab, en kendt kvindes krop udsættes for i offentlighedens spotlys, nu også oplevet at miste kontrollen i en privat situation. At hun synger om dette, er i sig selv et vidnesbyrd om Eilishs selvterapeutiske kraft.

Lana Del Rey begyndte at selvmedicinere med sin musik, som kan agere modgift til hendes dødsdriftige, selvdestruktive romantiske forbindelser. Dem kunne man dog stadig konstatere på albummet Chemtrails Over the Country Club fra marts i år. Men der var mere håb og udvikling på hendes seneste album, Blue Banisters, fra november. Modgiften? At opnå sygdomserkendelse og investere i søsterskabet.

Taylor Swift var til gengæld mere udadvendt stridbar og så alligevel selvpræserverende i 2021. Efter at have måttet se indspilningsrettighederne – de såkaldte masters – til sine første seks albummer solgt til musikmogulen Scooter Braun, som Swift hader, har hun nu slået kontra og er begyndt at genindspille samtlige seks albummer.

I år genindspillede hun to, Fearless fra 2008 og Red fra 2012, og de lyder som 100 procent tro og lidt bedrelydende kopier af originalerne.

Med disse alternative versioner genvinder Swift et fuldt, parallelt ejerskab over sit værk – hvor hun allerede ejer kompositionsrettighederne.

Det er et vildt kontrastød, som kommer til at falde ud til hendes fordel, fordi hendes lydhøre fans udmærket ved, hvilken version de skal klikke på, når der skal lyttes.

Døgnfluen blev et ’multi hit wonder’

Så stod det lidt mere dunkelt til hos de mandlige superstjerner, ikke mindst de rappende kamphaner Kanye West (der nu bare hedder Ye) og Drake, der udgav deres – o.k. gode – albummer Donda og Certified Lover Boy med fem dages mellemrum. Altså for at måle, hvem der har længst vedhæng.

Hvis streamingtal er en målestok for dét, så vandt Drake. Men ingen af dem syntes for alvor at være kommet afgørende mentalt videre, begge stadig absurd selvoptagede. Drakes forhold til parforhold var stadig umodent, og paranoiaen kørte i gammelkendt plovfure. Mens Yes megalomani nu har fået sig en kristen legitimering.

Men de gamle venner – der siden i hvert fald 2009 har været fjender – blev tilsyneladende forsonet. I hvert fald optrådte Drake ved Yes store Free Larry Hoover-koncert den 9. december.

Next level og langt mere sund, dét var i hvert fald Lil Nas X i det forløbne år. Manden med det mest sejlivede hit i amerikansk historie – »Old Town Road« lå 19 uger nummer ét i 2019 – syntes ellers at skulle lide døgnfluens skæbne.

Men nu er han i stedet et multi hit wonder med debutalbummet Montero, hvor X tonede frem med en klar, sprød, knejsende røst og hymniske TikTok-parate omkvæd, der både fejrede homoseksualitet og begræd omverdenens modstand mod samme. Og hertil nogle flamboyante, vildt gejle og/eller ganske rørende musikvideoer fyldt med amerikansk arvegods (locker rooms, proms, american football) til singlerne »Montero«, »Sun Goes Down« og »Industry Baby«.

Sikke et subversivt brag direkte detoneret i mainstream.

Skummel brugtpladeforretning

Der var også strålende hiphopalbummer. Isaiah Rashad vendte tilbage fra rehab og social deroute som en fremragende sjælemassør på det salig-soulede og bumle-groovy The House is Burning. Her tacklede han livsens lede perspektiver med oprejst pande.

Og der var newyorkeren Wikis fremragende, tredje album, Half God, der lød, som om man trådte ind i en skummel brugtpladeforretning, hvor en sær knægt valsede rundt og spyttede krøllede guirlander af mangfoldige visdomsord i en kroget dialekt.

Tyler, The Creator strålede også på sit mixtape Call Me If You Get Lost. Han udfoldede sig i et nostalgisk betonet samplerunivers, hvor prædikanttale, træblæsere, autoharpe og funktrommeloop ubesværet ekspanderede mandens i forvejen komplekse univers – der samtidig prydedes af en filosofi om altings, også kærlighedens konstante forandringer.

Og Storbritannien: Den stejlt antihippe arbejderklasseduo Sleaford Mods fra Nottingham vedblev at være stærkt underholdende med Spare Ribs. Og fra Nordlondon var der innercity blues fra den sydafrikanskfødte 03CAS på lovende singler som »Moscow« og »Osa Lovely«.

Ken Loach og loppecirkus

På kvindefronten var det et år uden de store amerikanske kanoner. Men så var der plads til, at den engelske rapper Little Simz lyste uhindret med sit fjerde album Sometimes I Might Be Introvert, hvor hun lynede som politisk revser med masser af teatertorden og en social bevidsthed, der er Ken Loach værdig.

Og så var der amerikanske Doja Cat, der med det forrygende popalbum Planet Her trådte i karakter som fremragende rapper, men også som sanger, diskodronning og ferm fortolker af den verserende afropopbølge.

For, ja, der var fortsat afrikanske påvirkninger af den moderne soul og r&b i USA. Der var diasporasoul fra Mereba på den olivenolieflydende EP AZEB, et sted mellem Marvin Gayes spirituelle healing og Solange Knowles’ sofistikerede indignation. Mens Dawn Richard på albummet Second Line byggede en panafrikansk futurisme af funk, blues, grime og samba.

Jazmine Sullivan fremmanede på Heaux Tales en sen-90’er-stolt r&b med fejende flotte vokalharmonier og en bomstærk hovedperson – der i øvrigt har interviewet en række kvinder om deres seksualitet og lagt disse ind som mellemspil på udgivelsen.

Og jamaicanske Shanique Marie mixede på den charmerende Gigi’s House r&b og reggae til et lyksaligt loppecirkus.

Moderkontinentets rigdom

Selve moderkontinentet, Afrika, lader sig heldigvis ikke længere ignorere. Verden er blevet mindre, og påvirkningerne flyder hurtigere og hurtigere frem og tilbage mellem kontinenterne, mens migrationsstrømmene følger deres egne brutale logikker.

»De børn, der omkommer i Saharas ørken på vej mod en hallucination af en fremtid. Det er de børn, den 62-årige sangerinde Nahawa Doumbia synger om,« skrev Informations anmelder Louise Rosengreen om den maliske mesters forunderligt smukke album Kanawa.

Doumbia synger inden for en både traditionsbevidst og moderne fortolkning af genren wassoulou, der regnes for et tidligt ophav til den amerikanske blues – med uimodsigelig intensitet i et rygradsrislende rytmisk univers.

Og fra andre folk uden et hjem: Det nomadiske tuareg-folk fik i 1980’erne deres egen ørkenblues – kaldet assouf – skabt af kærlighed til Hendrix og Zeppelin samt lokaltraditioner. Dén lever stadig i bedste velgående, ikke mindst hos Mdou Moctar fra Niger og på hans solistisk muskuløse album Afrique Victim. En hvirvelvind til ære for kærlighed, religion, ligestilling og mod kolonialisme.

Fra Sierra Leone leverede den blinde Sorie Kondi med sit Kondi Band det snurrigt jazzede, grovkornet sungne og rislende kalimbaspillede album We Famous.

Og svenske First Floor Powers Karl Jonas Winqvist var på besøg i Senegal, hvor han sammen med lokale musikere skabte Wau Wau Collectif og det smukt sungne, meditativt masserende album Yaral Sa Doom.

Og i crossoverland skete der også vilde sager. Pakistanskfødte, i Brooklyn residerende Arooj Aftab leverede med Vulture Prince et vildt smukt mix mellem hinduklassisk og -folkemusik samt jazz og singer-songwriting.

Og senegalesiskfødte, ligeledes i USA residerende Fatima Al Qadiris feministiske, luftigt sungne elektroniske storarkitektoniske værk Medieval Femme var også for vildt.

»Med udgangspunkt i mere end tusindårgamle arabiske digte har Fatima Al Qadiri skabt et højaktuelt, multikulturelt lydværk over kvindelig identitet,« skrev Informations anmelder Sophia Handler.

Rappet ud ad hoveddøren

Efter sådanne transglobale jordrystelser var der virkelig ikke noget mere trygt for denne midaldrende anmelder, end at rocken fik comeback.

Efter at være blevet rappet ud ad populærkulturens bagdør kom den tilbage og ind ad hoveddøren med de ikke så spændende, men sindssygt populære, mest italienske, men også danske Eurovision-vindere Måneskin. Og med rocksangene på Olivia Rodrigos megahitfyldte album Sour.

Alt imens en legion af gode eller fremragende rockgrupper demonstrerede, at jordbundsforholdene i talentskoven er virkelig frodige.

Der var den dovne sensualitet hos Sydlondon-kvartetten Goat Girl på deres fænomenalt ubesværet legesyge, korsungne og elegante On All Fours. Wauw.

Mens australske Tropical Fuck Storm med Deep States drev til søs i et nyt knudret kæntrende rockværk med falsk stemte sejl og ætset sangskrog – og uden én eneste klichéredningsbåd i sigte.

De tidlige 1980’eres postpunk med krisestemning, politisk indignation, kun mildt støjende elguitarer, strambukset nerve og genrerapserier fra jazz, funk og elektronik fik sig et comeback i fødelandet England – med fremragende bands som Fake Fruit (album: Fake Fruit), Squid (Bright Green Field) og Shame (Drunk Tank Pink). Og der var også et par virkelig gode, talesungne albummer fra de mentalt udskridende Black Country, New Road (For the first time) og de noircool Dry Cleaning (New Long Leg).

Og hvis det skulle stikke helt af, så var der ingen som Black Midi, der på deres andet album Cavalcade forkælede og forvirrede os med overrumplingsstrategier, itusprængninger og et stilistisk sindssygt vingefang.

Så var der lidt mere nobel adfærd hos engelske Wolf Alice, der anført af den fænomenale forsanger Ellie Rowsell satte en ny standard i ægteskabet mellem støjende og symfonisk rock på Blue Weekend.

Og helt uden for nummer – som sædvanlig – fandt vi den store, syrede, engelske folk-fornyer Richard Dawson. Han skabte et uventet, utrolig vellykket samarbejde med det finske heavy metal-band Circle om albummet Henki.

Højsange og gravstøv

Der var en mørk højstemt tvivl på spil på det 13. album fra ægteparbandet Low på det støjbetændte, gribende HEY WHAT. Mens Nick Cave med sin partner-in-crime Warren Ellis lavede et overraskende legesygt, men naturligvis stadig mørkrandet opus med Carnage.

Det mørkrandede er også et felt, de metalliske bands søger. For eksempel kunne man i år bøje sig i gravstøvet for de norske black metal-legender Darkthrones nye album, Eternal Hails. Eller dyrke deres mere atmosfærisk betonede, amerikanske efterkommere Wolves in The Throne Rooms Primordial Arcana.

Andre veteraner gjorde sig også gældende. Engelske Iron Maiden var ifølge vores anmelder Rasmus Steffensen »stadig i en liga for sig på deres seneste metalepos om krigskunst, død og demagogi« på deres 17. album, Senjutsu.

Og også det ærværdige engelske death metal/grindcore-band Carcass hejste kranieflaget på ny med Torn Arteries.

Og fra det lidt yngre, franske økometalband Gojira kom det vilde album Fortitude.

Queermusikernes ekspanderende skønhed

Og lad os så takke queermusikerne for at skubbe deres flydende seksualiteter og kropsfænomenologier ind i forgrunden af deres lydlandskaber.

Amerikanske Josiah Wise alias serpentwithfeet byggede med sit smukke album DEACON en slags alternativ gospel og r&b for kroppen og seksualiteten. En kødets kærlige højsang. Og amerikanske Mykki Blanco gav os på sit seneste album, Broken Hearts & Beauty Sleeps, en kæk, Prince-kompleks funkfauna, hvor alt bobler, og stemmerne både driller og lokker.

Engelske Dear Laikas nye album, Plurperfect Mind, var en krasbørstigt omskiftelig beretning om hendes overgang fra mand til kvinde – iscenesat som et elektrosymfonisk storværk.

Men samtidig er det også meningsløst at tale om et æstetisk fællestræk forbundet til queerness. Blot kan man notere sig, at der i disse anderledes kropsligheder i hvert fald opstår nye kunstneriske perspektiver. For vi skaber jo alle med vores kroppe og seksualiteter.

Således passer Londons Tirzah også ind her med sit album Colourgrade, hvor hun stak af ind i sit helt eget syrede, hyperintime univers, hvor harmonier og klange var upålidelige, foranderlige, forunderlige størrelser – og sangstemmen ikke var en skønhedssyngende, men en følelsesundersøgelse. Det er queerkompositioner og klange, idet de flyder uden for gængse normer og definerer egne meningsspektrer og skønhedskriterier. Men. De handler om noget så traditionelt som moderskab og et heteroseksuelt parforhold.

Så er venezuelanske Arcas cyborgmusikalske kropslighed en mere ren queeroplevelse. Den ikkebinære transkvinde udgav i år intet mindre end de sidste fire albummer i hendes KICK-pentalogi. Her krølles lytteren sammen i en brutal transhumanisme på normoverskridende, speedfreakede og ærefrygtindgydende albummer.

Nyforhekset soul og neonlakeret hyperpop

Man kan også bare måbe over, hvordan kvinderne med deres erfaringsuniverser står for en stor intellektuel, emotionel, æstetisk, filosofisk og fænomenologisk ekspansion af musikken, nu hvor de for alvor tager ordet fra mændene.

Amerikanske Moor Mother gav os det besværgende rappede og talte Black Encyclopedia of the Air fuld af tidshoppende race- og frihedsdiskussion, hvor alt – selv luften – vibrerer.

Ligeledes amerikanske Lingua Ignota åbenbarede på SINNER GET READY et martret, arkaisk betonet værk af opera, brøl, støj, kirkeorgler og besværgelser – i forsøget på at overkomme et giftigt parforhold.

Den engelske TikTok-stjerne PinkPantheress var uendelig meget mere lethjertet og fattede sig i SoMe-korthed på hendes uk garage/drum’n’bass-farvede, o.k. album to hell with it, der på 18:36 minutter flintrer igennem ti numre.

Og en kvindes samarbejde med to mænd: Amerikanske Joan as Police Woman skabte det fremragende, overrumplende, lifligt rytmiske og vokalt sprøde samarbejde om albummet The Solution is Restless med den nu afdøde nigerianske afrobeat-mester-trommeslager Tony Allen samt Dave Okumu. Et bud på nyforhekset soul.

Og de norske kvinder sejrede også.

Hôy La skabte jazz-artpop-vokalperformance-bombe There’s a Girl Inside My Brain Who Wants To Die.

Og hvis det var neonlakeret og tårnende velkomponeret hyperpop, man ledte efter, så stop ved Sassy 009’s Heart Ego.

Mens Lost Girls – Jenny Hval og manden Håvard Volden – med Menneskekollektivet fremelskede et multisanseligt technoidt værk, man både kunne lytte og danse sig væk i.

Og helt centralt i en tid endelig med samtykkelov: Jenny Wilson gjorde noget vildt og uventet på sit syvende soloalbum. Det var hendes tredje album i træk, hvor hun behandlede den voldtægt, hun blev udsat for i 2016.

Det lyksalige var, at hun her leverede nogle af sine bedste sange i mange år, og at hun virkede, som om hun nu formåede at formidle overgrebet – og dermed var der bedre plads til lytteren. Ikke mindst dem, der selv har været udsat for overgreb.

Urskov af undertrykte drifter

2021 var også året, hvor psykedelisk terapi – altså med stoffer som MDMA, ketamin, LSD – fik soundtracks. En række kunstnere begyndte at lave musik til disse trip, der menes at kunne afhjælpe PTSD, depression, angst.

Den store engelske elektroniker Jon Hopkins var den mest bemærkelsesværdige med albummet Music For Psychedelic Therapy, der varer den tid, et ketamintrip tager.

Og de tørre målinger ganske kort: I 2021 var Taylor Swift den næstmest streamede kunstner på verdens største streamingtjeneste Spotify, mens reggaetonstjernen Bad Bunny var nummer ét. Således var de to mest populære kunstnere en kvinde og en ikkeengelsksproget puertoricaner.

Så er der da lidt fremskridt.