Da Betty Marie Skov mistede sin mand gennem 42 år, ramte det hende hårdt. De triste tanker fyldte, hun blev mindre udadvendt, og den gnist, hun ellers altid havde, var ikke længere den samme.
En dag midt i sorgen læste hun en bog, som gjorde indtryk på hende. Forfatteren Lis Andersen skrev om at blive alene og foreslog, at man brugte tiden til at tænke over, om der var noget, man ikke kunne gøre, da man var to, som man nu havde chancen for at gøre.
Det fik Betty til at tænke på, at hun altid havde ønsket sig lidt mere skolegang. Hun var gået ud af skolen efter syvende klasse, og som landmandskone og mor til fem børn havde der ikke været tid til den slags.
Det var der nu. Hun havde altid haft en interesse for litteratur og sprog, og derfor meldte hun sig som 69-årig til enkeltfag i dansk på VUC i Kolding. Pludselig blev hendes opmærksomhed rettet mod noget andet, og som Betty Skov selv skriver i sine erindringer, fik det en enorm betydning for hende:
