Et liv er forbi: Marie Thøger tabte sit hjerte til Indien og Ghandis tanker om ikkevold

Marie Thøger fik aldrig børn eller fandt den store kærlighed, men det var ikke synd for hende. Hun var typen, der var gift med verden, og hun kunne finde på at sige: »Jeg har ikke nogen børn, som jeg selv har født, men jeg har tusind børn,« for både i Danmark og Indien flokkedes skolebørn om hende.

Marie Tøger var en spinkel, lidt tør dame med et intenst blik og en ydmyg tilgang til livet. Når hun talte, var det sjældent om banaliteter, men ofte store tanker om det internationale samfund, om uddannelse og fred krydret med henkastede engelske ord og vendinger, som hun havde lært fra sine mange rejser.

Når hun talte, kunne det for nogle omkring hende føles, som om hun talte fra et andet sted. Et sted med lidt større indsigt og visdom.

Måske skyldtes det, at hun både var uddannet lærer, en berejst eventyrer og inspireret af Ghandis tanker. Hendes liv begyndte ellers så jævnt, som det næsten kunne. Hun voksede op på en gård i Himmerland, gik syv år i skole og passede køer i tre, indtil det oplagte havde været at tage ud at tjene, finde en sød landmand og slå sig ned på en nærliggende gård.

Men Marie Thøger ville have en uddannelse og læste til lærer på Ranum Seminarium. Det var under krigen, og tiden føltes klaustrofobisk. Skolen blev bombet, tyskerne kom og gik, som det passede dem, og nogle gange tog de nogen med og sendte dem til tugthuse i Tyskland. Da krigen var slut, var udlængslen stor, og Marie Tøger ville ud. Hun var i Norge, Finland og Tyskland, og i 1956 blev hun nøje udvalgt til at rejse til Indien og lave u-landsarbejde.

Hun havde svaret på en annonce i medlemsbladet Folkeskolen, som søgte uddannede lærere, som var parate til at rejse til de »underudviklede lande«, som det dengang blev kaldt. Og Marie Thøger, som drømte om at møde en tiger, tøvede ikke et øjeblik, da hun forlod det jyske og rejste til Mysore i Indien for at lære børn at læse og skrive.

En undselig plads på reolen

Hun tabte sit hjerte til Indien. Det var her, hun stødte på Ghandis tanker om ikkevold, og det var her, hun fik internationale venner og var med til at støtte Lakshmi Ashram – en pigeskole funderet på Ghandis principper, hvor udsatte piger og kvinder kunne leve og arbejde sammen på tværs af kaster.

Langt op i alderen blev Marie Tøger ved med at vende tilbage til Indien, hvor hendes arbejde var værdsat, og hvorfra hun blev tildelt en fornem pris indstiftet af den indiske Jamnalal Bajaj Foundation for sit utrættelige arbejde for udbredelsen af Ghandis tanker i verden.

Selv om en tidligere prismodtager var selveste Desmond Tutu, gik Marie Thøger ikke og pralede. Hun syntes aldrig, hendes egne bedrifter var værd at tale om. Hun ville altid hellere tale om sagen og de ting, hun brændte for. Og prisen fik derfor en undselig plads på reolen i rækkehuset i Farum.

Lydløs latter

I kælderen stod kasser med artefakter fra hendes mange rejser, og mens hun stadig underviste, kom elever tit forbi og lånte en hakke fra Pakistan eller tøj fra Indien.

Marie Thøger kaldte det »educational material« og fik fragtet store pakker med potter, pander og hvad der svarede til en hel lille husholdning hjem fra Bangladesh, så hendes elever kunne se, hvordan man levede andre steder i verden. Og de mest imponerende hjembringelser, forærede hun i øvrigt til Moesgaard Museum, så det kunne indgå i dets samling.

Derudover elskede hun at skrive og forfattede både børnebøger og en biografi om Sarala Devi, som var en indisk aktivist, der kæmpede for kvinders uddannelse. Og hun fyldte et utal af rejsedagbøger og skrev som 88-årig erindringsbogen Og freden kom (2011), som hun utrætteligt kunne sidde og arbejde på ti timer ad gangen til sin redaktørs store udmattelse.

Marie Thøger blev 98 år, og sidste gang, hun rejste ud i verden, var som 96-årig, hvor turen gik til Slovakiet. Selv om kroppen værkede efter nogle uheldige fald, blev hun boende i sit rækkehus i Farum og havde tit gæster forbi til samtaler om litteratur og uddannelse.

Og når hun grinede, lagde hun hovedet tilbage og udstødte en lydløs latter. Ikke fordi hun nogensinde havde røget – den slags forurenede jo legemet – men fordi hun dybest set var et stilfærdigt menneske, som ikke kunne lide at gøre væsen af sig, selv om hun netop satte dybe spor i andre.