Det bliver nærmest til selvros, når røvhuller kalder sig selv for røvhuller

Der findes et fantastisk lille klip med tidligere nyhedschef for TV 2, Jens Gaardbo, hvor han udlægger sit forhold til magt. Magt har aldrig interesseret ham, siger han. Og selv om han kender til ’titusinder af mennesker’, der på samme måde siger, at magt ikke betyder noget for dem, hvor man godt kan komme lidt i tvivl om, hvorvidt det nu helt passer, så er hans eget tilfælde fuldstændig ubetvivleligt: Han ved, at det er sandheden, han interesserer sig ikke for at have magt.

Det er næsten, som om selve overdrivelsen af de ’titusinder’ i sig selv viser, at der er noget fishy ved Gaardbos påståede selvindsigt: Alle de utroligt mange andre overdriver nok noget, men hos mig er der intet at komme efter. Her kan man vel tale om en egentlig fornægtelse af magt, hvilket ikke vil sige, at man ikke kan se, at man har magt, men at man ingen sans har for de konflikter, der altid ligger bag magten. Man opfatter sig selv som magtens naturlige udløb i verden. Klippet kulminerer i øvrigt med, at Gaardbo sammenligner sig selv med Dalai Lama.

Det største privilegium

Hvad der må undre i alle de sager om højtstående personer på TV 2, der for øjeblikket står for skud, er, hvordan de forstår sig selv og bærer det, de har gjort. Der synes hos de centrale mænd på TV 2 stort set ikke at være nogen kognitiv forbindelse mellem deres gerninger og deres reaktioner på at blive stillet til regnskab for dem.

Det står ikke rigtig længere til at benægte, at en gruppe mænd med det fængende navn blåskjorterne (der ser ud til at have inkluderet Jes Dorph-Petersen, Michael Dyrby, Jens Gaardbo og andre), har stået i centrum for en hyperseksualiseret kultur med overgreb, fornedrelser og chikane. Men alligevel synes de alle at reagere med udpræget fornærmelse og rethaveriskhed, når de bliver kritiseret. Undskyldninger og beklagelser kommer i bedste fald meget modstræbende og med en klar forventning om, at når man har leveret det, så kan der da umuligt være mere at sige.

Samlet set er det mest interessante ved den kultur, som en nu meget omtalt dokumentar har afdækket på TV 2 måske netop, at det er, som om de centrale aktører i overdreven grad faktisk stadig tror på, at de ikke har gjort noget forkert, og at hvis de var privilegerede dengang, så var der nok en grund til det.

Men sådan er det netop med privilegier. Det største privilegium, man har, er ofte den velsignede distance til selve det, at man er privilegeret. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan fortalte berømt en lille morsomhed, der ganske glimrende illustrerer problemet: »Den nar, der tror, han er konge, er ikke mere gal end den konge, der tror han er konge.«

En konge, der »tror, han er konge« er netop et tilfælde, hvor der er så stærk identifikation mellem kongen og hans embede, at han slet ikke har nogen fornemmelse for, at de privilegier han nyder, rent faktisk er privilegier. Kongen, der tror, han er konge, er et patologisk tilfælde, fordi han nærmest bogstaveligt talt tror på, at hans blod er blåt.

Et dygtigt røvhul

Er det ikke lige netop denne fantasi, som synes at have sat sig helt fast i hovedet på Michael Dyrby, der tydeligvis har virkelig svært ved at acceptere, endsige forstå, at han kommer i problemer på grund af #MeToo-sager? Dyrby forsøgte først at gå i flyverskjul og valgte dernæst strategien med en slags bekendelse. Men da det sidste ikke virkede, skrev han en bitter opsigelse fra sin stilling som ansvarshavende chefredaktør på B.T. Undervejs i forløbet fik han nævnt, at han måske nok havde været et røvhul, men »et dygtigt røvhul«.

Der er noget ved det udtryk, som fascinerer, og som måske opsummerer hele miseren. Det er umiddelbart selvfølgelig ikke en ros at være et røvhul, men det kan næsten blive det alligevel, når man kalder sig selv det, samtidig med at man betoner, hvor meget man har udrettet.

Måske skal udtrykket om »det dygtige røvhul« endda forstås endnu mere bogstaveligt, for måske er det netop som røvhul, at Dyrby mener, han har excelleret. Røvhullet dermed forstået som den, der har en vis arrogance, og som tager de nødvendige beslutninger, når der skal omorganiseres, fyres osv. Det dygtige røvhul skaber resultater og får ting til at ske, fordi han er et røvhul – i modsætning til alle de blødsødne ledere, der bare vil gøre alle glade. På den måde kan det nærmest blive til en slet skjult form for selvros, når røvhuller kalder sig selv for røvhuller.

Måske skabte TV 2 en kultur af sådanne dygtige røvhuller, der fik frie hænder til at skabe en helt ny medievirkelighed. Bagsiden af medaljen var så åbenbart, at de dygtige røvhuller rent faktisk begyndte at tro på, at det var lige præcis dét, de var. Det ser endda ud til, at det er virkelig vanskeligt at holde op med at identificere sig som røvhul, når man først er begyndt på det. Hvilket altid er dårligt nyt for praktikanterne.