Allerede i april advarede Kina mod følgerne af en potentiel boykot af vinter-OL i Beijing i 2022. Det ville blive mødt med en »robust kinesisk respons«, sagde en talsperson for det kinesiske udenrigsministerium, der også fremhævede, at politiseringen af sport ville skade den olympiske »ånd«.
Dengang afviste USA, at sådan et tiltag overhovedet var på tale. Men i begyndelsen af december meldte Biden-administrationen så ud, at USA ville indføre en diplomatisk boykot af vinterlegene på grund af Kinas »igangværende folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden«, som det formuleres med henvisning til behandlingen af det muslimske mindretal uighurerne i Xinjiang-provinsen.
Ikke længe efter meddelte Storbritannien, Australien og Canada, at også de ville boykotte legene diplomatisk, og siden er flere kommet til. Og for tiden ruller debatten så om, hvorvidt Danmark bør gå samme vej.
Men selv om modstandere af en boykot hævder, at man bør undlade at blande sport og politik, er det tydeligt, at både sommer- og vinter-OL i mere end et århundrede har været gennemsyret af politik.
Faktisk er det nærmere reglen end undtagelsen, at OL politiseres på en eller anden facon, fortæller Jørn Hansen, professor emeritus i idrætshistorie ved Syddansk Universitet.
»Det er jo svært at undgå politisering af et megaevent med så kolossal journalistisk bevågenhed,« bemærker han.
Taberne udelukket
Tilbage i 1890 besøgte franskmanden Pierre de Coubertin landsbyen Much Wenlock i England, der forsøgte sig med en moderne version af Den Græske Olympiade, oldtidens Olympiske Lege. Betaget af fænomenet arrangerede Coubertin fire år senere et møde i Paris, hvor Den Internationale Olympiske Komité (IOC) blev oprettet, og fundamentet støbt til de lege, vi kender i dag. Det var blandt formålene, at de moderne lege skulle være moralsk og fysisk opdragende og i princippet åbne for alle.
Der gik ikke meget mere end 30 år, før stævnet var knap så åbent. De første »pudsigheder«, som Jørn Hansen kalder dem, opstod, da belgiske Antwerpen som værtsby i 1920 undlod at invitere taberne fra Første Verdenskrig.
Siden da er diskussioner om boykot af selve legene dukket op med jævne mellemrum.
Skrækeksemplet på et stævne, der ikke blev boykottet, og som ofte hives frem i debatten, er OL i 1936’s Nazityskland, hvor den »lille henrivende« svømmer Inge Sørensen og Danmark deltog og ufrivilligt bidrog til Hitlers stort anlagte propagandaapparat.
USA’s atletikforbund havde op til legene talt for en boykot, og det affødte også en debat i Danmark. Men, fortæller Jørn Hansen, den fyldte ikke synderligt meget i den danske offentlighed og foregik mest i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, det kulturradikale miljø og det jødiske samfund.
»Det korte af det lange er, at der var enkeltindivider, der ikke mødte op, men Danmarks Idrætsforbund og Danmarks Olympiske Komité bakkede legene op. Det samme gjorde hovedparten af den borgerlige presse og sågar Politiken. Og omend Socialdemokratiet ikke brød sig om OL i Berlin, undlod man som regeringsbærende parti at kritisere legene, da man ikke ønskede at lægge sig ud med Nazityskland,« siger han.
Efter Anden Verdenskrig blev Tyskland og Japan som krigens tabere udelukket fra vinter- og sommer-OL i 1948 i henholdsvis schweiziske Sankt Moritz og engelske London.
Otte år senere, da legene foregik i Melbourne, opstod et større boykotpuslespil. Holland, Schweiz og Spanien udeblev, fordi Sovjetunionen – hvis hær var marcheret ind i Ungarn for at slå oprøret mod det kommunistiske styre ned – deltog. Israel deltog også i legene, og det fik tre arabiske lande til at blive hjemme. Og den kinesiske delegation, der ellers var mødt op i Australien, tog hjem igen, fordi repræsentanter for Taiwan var til stede.
Fra politisk kampplads til pengemaskine
Også apartheidstyret i Sydafrika gav anledning til boykot. Landet blev ganske vist udelukket fra deltagelse af IOC fra 1964-1992. Men da det newzealandske herrerugbyhold havde været på turné ved Afrikas sydligste spids i 1976, og nationen senere samme år deltog ved OL i Montreal, medførte det en boykot fra 26 af 28 inviterede afrikanske lande.
Den næste store diskussion opstod i 1980, da USA’s daværende præsident, Jimmy Carter, erklærede, at USA ville boykotte legene i Moskva fuldkommen, hvis Sovjetunionen ikke trak sine tropper ud af Afghanistan. Formelt er det de enkelte landes nationale olympiske komiteer, der beslutter, om atleterne bliver hjemme, og i USA’s tilfælde fulgte komiteen trop med landets præsident.
Fire år senere kvitterede Østblokken så med at udeblive fra OL i Los Angeles.
Men derefter, i lidt over to årtier efter legene i Los Angeles, fulgte en »forholdsvis rolig periode«, fortæller Jørn Hansen.
»Så fyldte bestikkelsen i stedet. I Los Angeles startede for alvor det kommercielle islæt. Da blev det helt klart, at IOC og OL var en pengemaskine, fordi det var de første kommercielle lege, hvor man skabte overskud. Og der kom så en periode, hvor skandalerne i IOC fyldte mere end politik.«
Et nyt islæt
Først op til OL i 2008, der afholdtes i Beijing, kom boykot for alvor på dagsordenen igen, blandt andet på grund af Kinas alvorlige brud på menneskerettighederne.
Men her var der ikke tale om at lade atleterne blive hjemme, men at præsidenter, politikere og andet godtfolk overvejede en diplomatisk boykot. Den daværende polske premierminister, Donald Tusk, og den tjekkiske præsident, Václav Klaus, var blandt dem, som blev hjemme fra Beijing, mens kansler Merkel ikke mødte op til åbningsceremonien.
Diplomatisk udeblivelse fra OL er for så vidt ikke noget nyt, men de store armbevægelser omkring det er:
»Det bliver det nye islæt. Siden 2008 har diskussionen mest gået på, at man skulle lade være med at kaste politisk glans over legene. Og det er det samme, vi ser med vinter-OL nu,« siger Jørn Hansen.
Dengang var et af de store danske samtaleemner, hvorvidt kronprins Frederik, der var ved at blive kørt i stilling til et sæde i IOC, burde tage til Beijing. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) anførte dengang, at en boykot ville være »en uhensigtsmæssig sammenblanding af politik og sport« og foreslog i stedet »interkulturel dialog om grundlæggende menneskerettigheder«.
Også da vinter-OL i Sotji, Rusland, skulle løbe af stablen i 2014, rullede debatten om diplomatisk boykot. Da åbningsceremonien fandt sted, var USA’s præsident og vicepræsident, Obama og Biden, ingen steder at finde. Det samme gjaldt Frankrigs og Tysklands præsidenter, François Hollande og Joachim Gauck, selv om ingen af landene formelt havde annonceret en diplomatisk boykot.
Trods tidens diskussioner har Danmark gennem historien ikke boykottet hverken vinter- eller sommer-OL. Heller ikke diplomatisk. Det nærmeste, vi er kommet, var, da den danske OL-trup i protest mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan stillede op under OL-flaget frem for Dannebrog ved legene i Moskva i 1980.
Anlægger man et historisk perspektiv, fortæller Jørn Hansen, er der heller ikke meget, der taler for, at Danmark denne gang kommer til at boykotte vinterlegene på nogen måde. Hansen har analyseret den offentlige debat i Danmark om boykot af OL i Moskva i 1980 og af Beijing i 2008, og her tegner sig et mønster:
»Begge gange trådte de regeringsbærende partiervande vande, mens de partier, der var i opposition, talte varmere for en boykot. Det er sandsynligt, at det samme vil gentage sig i dag.«
Aktuelt taler SF, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance for en boykot. Socialdemokratiet og DF er imod, mens De Radikale og Enhedslisten forholder sig lettere tøvende.
Et tilbagevendende dilemma
Det er næppe sidste gang, Danmark og de andre EU-lande har stået over for det dilemma, de lige nu skal håndtere. For det er langtfra givet, at fremtidige værtslande vil være demokratiske mønstersamfund.
Da værtsbyen for det vinter-OL, der landede hos Beijing, skulle findes, var de øvrige favoritter München, Oslo og Almaty i Kasakhstan.
Men på grund af legene i Sotji, hvor de økonomiske omkostninger »eksploderede«, som Jørn Hansen udtrykker det, trak München sit kandidatur efter en folkeafstemning. En folkeafstemning i Oslo resulterede egentlig i et ja til et vinter-OL, men den norske regering fik senere trukket kandidaturet tilbage, fordi det ville blive for dyrt for landet. Rygterne gik især på, at man var utilfreds med, hvordan Oslo skulle dække omkostningerne for IOC’s udsendte repræsentanter.
»IOC var pludselig skakmat i den forstand, at ingen demokratiske vestlige lande ville have vinterlegene. Man stod tilbage med to mere eller mindre diktatoriske lande. Og en lignende situation kommer nok til at gentage sig før eller siden.«
Og så vil debatten om den diplomatiske boykot formentlig køre igen.
Men selv om der findes flere eksempler på diplomatiske boykotter i OL-regi, er det vanskeligt at sige, hvilken effekt tiltaget har.
»Hvis man ser på Sotji, er der ingen tvivl om, at Putins popularitet i befolkningen blev styrket af legene. Og sommerlegene i Beijing satte også et positivt aftryk for den kinesiske regering i Kinas befolkning. Men om de diplomatiske boykotter har haft en effekt, er svært at sige. Problemet er, at vi ikke kan måle det i så lukkede samfund,« siger Jørn Hansen.
Verden i to blokke
Men de vestlige lande må også spørge sig selv, hvad de ønsker at udrette med en boykot, siger Camilla Tenna Nørup Sørensen, lektor ved Forsvarsakademiet og ekspert i udenrigs- og sikkerhedspolitik med særligt fokus på Kina og Asien.
Det, der karakteriserer den internationale politiske situation lige nu, er, at vi er på vej ind i en periode præget af stigende konkurrence mellem stormagterne. USA er i stigende grad udfordret, og derfor er omkostningerne ved at følge USA større, end de var, da Danmark gik ind i Afghanistan. Dengang, siger Sørensen, lagde vi os ikke ud med andre stormagter, men det vil vi komme mere til:
»Og ønsker Danmark at medvirke til at dele verden op i to blokke, eller skal vi gå foran og fastholde et vist engagement og en vis dialog? Sanktioner og boykot bidrager jo til, at forholdet mellem Vesten på den ene side og Kina på den anden forværres,« siger Sørensen.
»Hvis man vitterligt har i sinde at gavne situationen i Kina, tror jeg ikke, at boykot – fuld eller diplomatisk – kommer til at ændre noget.«
Hvis man derimod klart vil vælge side og bidrage til, at der ikke må kunne klemmes »et A4-ark« ind mellem Europa og USA, som statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig bedyrede, er en diplomatisk boykot af vinterlegene mere lige for, siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.
— Men det må vel gøre ondt på Kina, hvis EU sammen med USA, Australien, Storbritannien og Canada boykotter vinterlegene diplomatisk?
»Jeg skal ikke afvise, at det kan have en betydning for debatten i Kina. Hvis USA og alle deres allierede i Europa og Asien boykotter vinter-OL diplomatisk, kan det muligvis støtte de grupper i landet, der mener, at Kinas kompromisløse linje har for store omkostninger.«
»Men det er ikke den måde, jeg ser det udvikle sig på i Kina. Der synes tværtimod at være en styrket mobilisering i befolkningen af opbakning til Xi Jinping og partiledelsen. Lige nu er den udbredte tolkning på kinesiske sociale medier, at boykot er endnu et USA-styret forsøg på at svække Kina og modvirke, at Kina indtager sin plads som en ligeværdig stormagt.«
Der synes at være en bekymrende tendens til, at Vesten har opgivet at påvirke Kina gennem dialog og samarbejde, siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.
»Den voksende konsensus om, at dialog og samarbejde med Kina er nytteløst, og at boykot og sanktioner i stedet er vejen frem, er lidt kontekst- og historieløs. Intet tyder på, at isolation, sanktion og fordømmelse påvirker Kinas – og generelt autoritære staters – behandling af deres befolkning.«
Det vides endnu ikke, hvordan den ’robuste’ kinesiske respons på de diplomatiske boykotter vil se ud. Foreløbig har regimets svar været, at de boykottende landes repræsentanter jo ikke var inviteret. IOC, derimod, har »i kraft af sin politiske neutralitet« meldt ud, at man »respekterer« USA’s delvise boykot, da det er en »ren politisk beslutning«.
Organisationen roser i samme omgang USA’s beslutning om at lade atleterne konkurrere. Det viser nemlig, »at de olympiske lege og atleternes deltagelse er hævet over politik«.
