Putin ville infiltrere England gennem Chelsea FC, lyder det i bog. Nu sagsøger hans oligarker forfatteren

I juni 2003 slog den engelske fodboldoffentlighed en kolbøtte af overraskelse, da den russiske oliemilliardær Roman Abramovich dukkede op ud af det blå og købte Londonklubben Chelsea FC.

Stort set ingen uden for Rusland havde på det tidspunkt hørt om Abramovich; og endnu færre havde en forklaring på, hvorfor en rigmand fra den sibirske slette skulle være interesseret i at overtage en af landets største fodboldklubber.

Abramovich havde aldrig tidligere udtrykt nogen som helst interesse for europæisk fodbold. Ja, i det omfang han overhovedet var interesseret i sport, så gik hans interesser efter alt at dømme mere i retning af racersporten og Formel 1-banerne.

Sidste år udkom imidlertid en undersøgende journalistisk bog, som giver os et bud på svaret på gåden om Abramovichs entré i engelsk fodbold. Men bogen er samtidig blevet genstand for et højspændt opgør mellem pressefrihed og russiske rigmænds ønsker om at dække over deres mere eller mindre beskidte hemmeligheder. Et opgør, der føres ved de engelske domstole i disse måneder, og som har sat fokus på Londons funktion som yndlingsarenaen for internationale rigmænd, der ønsker at tæmme den frie presse.

’Putins kasserer’

Bogen hedder Putin’s People: How the KGB Took Back Russia and Then Took on the West. Den er skrevet af Catherine Belton, tidligere Moskva-korrespondent for Financial Times og nuværende reporter hos nyhedsbureauet Reuters, og den handler om, hvordan Putin og hans kadre af gamle KGB-kammerater løftede sig selv op i toppen af det russiske samfund, fordelte store statsværdier mellem sig og indledte en aggressiv kampagne mod den vestlige verden.

Bogen har fået strålende anmeldelser i den internationale presse. Den engelske avis The Guardian kaldte den for »banebrydende«, og den blev nomineret til årets bog af både The Economist, Financial Times og The Telegraph, mens The New York Times har skrevet, at der er tale om en »omfattende og elegant beskrivelse af magt og penge i Kreml«. Og i sidste måned fik Belton den såkaldte Magnitsky-pris for undersøgende journalistik for sin »afsløring af Putin-regimets forbrydelser på en måde, som ingen har gjort før hende«.

Oligarkerne i Putins inderkreds er dog knap så begejstrede for udgivelsen. Her er man som nævnt gået til modangreb på Beltons bogværk, og det største slagsmål handler om en af bogens mest opsigtsvækkende kapitler, nemlig Beltons beskrivelse af Abramovichs indtog i engelsk fodbold.

Den russiske milliardær præsenteres i bogen som en af Putins nærmeste allierede. Han bliver beskrevet som en slags »kasserer« for Putin; altså som en pengemand, der sørger for at holde pengestrømmen til den russiske præsident flydende, og som i øvrigt også stiller sin egen formue til rådighed for hans strategiske ønsker.

Belton skriver i bogen, at Abramovich netop købte Chelsea FC på ordre fra Putin for at infiltrere Storbritannien og skabe et russisk brohoved i den engelske hovedstad: »For at (...) manipulere og korrumpere den britiske elite.«

Den beskyldning vil Abramovich ikke have siddende på sig, så han har anlagt sag for bagvaskelse mod Belton og hendes forlag ved de engelske domstole. Helt konkret kræver han 26 passager i bogen ændret eller taget ud.

Bogen »videregiver sjuskede og fejlagtige oplysninger om det, der rent faktisk skete«, sagde Abramovichs advokat ved retssagens begyndelse. Og han angreb Belton for at have skrevet bogen på en måde, der vil få læseren til at konkludere, at den russiske klubejer var »det tilforladelige dækansigt på et korrupt og farligt regime«.

Advokaterne fra Beltons forlag, HarperCollins, der fører sagen for hende, replicerede, at Belton blot har brugt klassiske journalistiske metoder til at beskrive forløbet omkring Abramovichs opkøb af Chelsea, og at hændelsesforløbet var baseret på udsagn fra tre kilder – heraf én navngiven og to anonyme. Desuden var det op til læserne selv at konkludere, om de fæstnede lid til kildernes udsagn eller ej, lød det.

Koordineret angreb

Det lægger imidlertid flere – og mere alvorlige dimensioner – til retssagen, at det ikke kun er Abramovich, der går efter Belton gennem domstolene.

I alt er bogen blevet mødt med fem søgsmål fra russisk side. Ud over Abramovich har også oligarkerne Shalva Chigirinsky, Mikhail Fridman og Petr Aven lagt sag an, ligesom Rosneft – det statsejede russiske olie- og naturgasselskab – har regeret med et søgsmål på baggrund af visse dele af bogen.

Alle disse søgsmål blev indgivet til domstolene med få dages mellemrum, hvilket har fået kritikere til at beskylde de russiske rigmænd og det russiske statsapparat for at gennemføre et koordineret angreb på pressefriheden ved at forsøge at undertrykke eller censurere en bog, der kaster lys på deres ubekvemme hemmeligheder.

»Dette kan blive det største koordinerede angreb af juridisk karakter, jeg nogensinde har set, og det risikerer at afskrække journalister fra at skrive om Putins formueforhold i fremtiden,« har den kendte forretningsmand, Kreml-kritiker og demokratiaktivist Bill Browder udtalt.

Vil ruinere hende

Hvad der gør sagen ekstra ubehagelig for Belton er desuden, at selv om det er hendes forlag, der tager kampen ved domstolene – og dermed betaler de ikke ubetydelige advokatregninger – så kan retssagerne i sidste ende få en høj pris for hende selv.

Både Abramovich og Rosneft har nemlig tilrettelagt deres søgsmål på en måde, så de sagsøger Catherine Belton personligt. Det vil sige, at hvis de vinder sagen, kan de ruinere hende.

Og selv hvis de ikke vinder sagen, vil de være i stand til at påføre HarperCollins store økonomiske smerter. Det er nemlig meget omkostningstungt at føre den form for retssager. Skulle de russiske sagsøgere tabe – og blive dømt til at betale de samlede sagsomkostninger – har de desuden gode muligheder for at undvige den regning. Det viser erfaringerne fra en tidligere bagvaskelsessag, som en russisk embedsmand, Pavel Karpov, for nogle år siden anlagde mod Bill Browder i London.

Browder vandt, og Karpov blev beordret til at betale sagsomkostningerne på godt fem millioner kroner. Det gjorde han bare aldrig, og de engelske myndigheder havde ingen mulighed for at trække pengene ud af embedsmanden, da han var bosiddende i Rusland.

Samme scenarie kan meget vel tænkes i tilfælde af en sejr til Belton og HarperCollins i denne konflikt. De vinder sagen, men får en indirekte straf i form af store advokathonorarer.

Yndlingsarena for søgsmål

Søgsmålene mod Catherine Belton og hendes bog har kastet lys på Londons rolle som den foretrukne arena for udenlandske milliardærer, der ønsker at anlægge bagvaskelsessøgsmål mod blandt andet næsvise journalister.

Storbritanniens injurielovgivning er i langt højere grad vægtet til fordel for sagsøgeren end tilsvarende love i EU eller USA, og derfor kan rigmænd fra hele verden forbedre deres chancer for at vinde sagerne – og ruinere deres modparter – ved at trække søgsmålene ind i de engelske domstole.

Eller som Jessica Ní Mhainín, der er chef for den politiske afdeling af ytringsfrihedsgruppen Index of Censorship, har udtalt i forbindelse med retssagerne mod Catherine Belton og HarperCollins:

»Vi er ekstremt bekymrede over, om Storbritanniens injurielovgivning – som notorisk er meget venlig over for sagsøgerne – vil have en afskrækkende effekt på undersøgende journalistik over hele verden. Vi kan ikke lade dette fortsætte.«

Ja, faktisk har den britiske injurielovgivning et så dårligt ry på den internationale scene, at amerikanske lovgivere har besluttet, at retlige afgørelser i bagvaskelsessøgsmål fra britiske domstole ikke må have nogen virkning i USA. De amerikanske domstole er ved lov forhindret i at lægge dem til grund for noget som helst.

Sejre til russerne

Mange forkæmpere for pressefrihed og ytringsfrihed har gennem årene forsøgt at få den britiske regering til at ændre injurielovgivningen. Foreløbig dog uden held. Og i mellemtiden fortsætter de russiske søgsmål mod Belton og hendes bog deres vej op gennem det engelske retssystem – indtil videre med sejre til Abramovich og de andre oligarker.

Således har HarperCollins besluttet at ændre visse passager i bogen efter krav fra Petr Aven og Mikhail Fridman.

Og ved et nyligt retsmøde besluttede dommeren, at flere af formuleringerne om Abramovichs køb af Chelsea FC kunne have karakter af bagvaskelse ifølge britisk lov, hvilket betragtes som en styrkelse af den russiske rigmands søgsmål frem mod selve hovedretssagen, der løber af stablen til næste år.

Mange øjne vil hvile på retslokalet i London for at se, om Abramovich og de øvrige sagsøgere får medhold fra domstolene i, at dele af bogens indhold er injurierende, og at der dermed skal skrives afsnit eller passager ud af Beltons bog.