Der duftede specielt i Flemming Røgilds’ digterkammer. Lugten af tryksværte, skrivemaskineolie, kogekaffe, kirsebærvin og tobak røbede, at han var der. Men han var næsten ikke til at se for bare bøger, aviser, kassettebånd og hjembragte genstande fra hans rejser.
Dér i digterkammeret var han glad. Han skrev og røg pibe, for i røgens tåge kunne han koncentrere sig – det var, som om røgen slørede alt, men til gengæld skærpede hans sanser og tanker. Han nød at skrive dagbog og lyrik, som han fik publiceret på både nicheforlag, etablerede forlag og i litteraturtidsskrifter som Hvedekorn.
Han skrev et hav af digte i 1970’erne og 1980’erne, og da Ekstra Bladets litteraturkritiker Poul Borum, der især var berygtet for sine sviende anmeldelser af dansk litteratur, skrev, at han var »poesiens Kim Larsen«, var han særligt glad. For Kim Larsen var både folkekær og rock’n’roll, og sådan kunne Flemming Røgilds også godt se sig selv.
