Fodbold
Læsetid: 6 min.

Ronaldo er antitesen til alt det, Manchester Uniteds nye træner værdsætter hos en fodboldspiller

Næppe nogen trænerfigur ligger længere fra Manchester Uniteds nuværende spillestil end den tyske fodboldteoretiker Ralf Rangnick. Men nu skal de to parter altså få det til at fungere sammen. Gad vide, hvordan han vil håndtere holdets største ego
Da Rangnick var sportsdirektør i RB Leipzig, afviste han kategorisk at hente Messi eller Ronaldo med ordene: »De er begge for gamle og for dyre.«

Da Rangnick var sportsdirektør i RB Leipzig, afviste han kategorisk at hente Messi eller Ronaldo med ordene: »De er begge for gamle og for dyre.«

John Macdougall

Moderne Tider
4. december 2021

Hvis man vil vide, hvorfor Tottenham skiftede deres portugisiske cheftræner Nuno Espírito Santo ud med Antonio Conte for en god måneds tid siden, så finder man svaret i det interview, som den velanskrevne italienske fodboldjournalist Fabrizio Romano gav til fodboldmediet Breaking The Lines i begyndelsen af november.

Her fortalte Romano – der er kendt for at stå på fortrolig fod med en række af de førende aktører på den internationale fodboldscene – om den limbolignende situation, Conte befandt sig i hele efteråret, hvor han bare gik og ventede på, at Manchester United skulle ringe til ham:

»(Antonio Conte) ville have jobbet som cheftræner for Manchester United, da Ole (Gunnar Solskjær, red.) var tæt på at blive fyret. Han ventede og ventede.«

Men United ringede aldrig. I stedet gav fodboldbosserne fra Old Trafford Solskjær den ene chance efter den anden. Og før de endegyldigt tog sig sammen til at opgive den strategi, var Tottenhams handlekraftige direktør, Daniel Levy, kommet dem i forkøbet.

Levy vidste nemlig også godt, at Conte i realiteten kun var et telefonopkald fra Old Trafford, så da resultaterne begyndte at svigte under Nuno, skyndte han sig at vippe portugiseren ud og smække et attraktivt kontrakttilbud på bordet foran den italienske mesterstrateg.

Og da Uniteds ledelse nogle uger senere endelig smølede sig sammen til at sige farvel til deres krølhårede træner, sad hans mest oplagte efterfølger under kontraktmæssigt lås og slå på Tottenham Stadium i Nordlondon.

Timing is everything, som amerikanerne siger. Og heller ikke denne gang udviste cheferne på Old Trafford evnen til at slå til, når det gjaldt.

Gennem de senere år er velanskrevne trænernavne navne som Pochettino, Nagelsmann og Tuchel gledet gennem hænderne på Uniteds fodboldbosser, fordi de ikke har evnet at handle, når de pågældende trænere har været tilgængelige på markedet. Og resultatet af denne strategiske nølen – eller hvad man nu skal kalde det – så vi for et par uger siden, da Uniteds ledelse i panik trykkede på knappen til den norske managers affyringsrampe uden at have en plan B parat.

Det var jo ret beset en skandaløs situation at anbringe en af klodens største fodboldforretninger i.

Ligeglad med kontrabold

Men nu har dilettanterne fra Manchester Uniteds ledelseslag krabbet sig ud af den mest umiddelbare krise og hyret den erfarne tyske fodboldfigur Ralf Rangnick som managervikar frem til næste sommer.

En ansættelse, der på samme tid er imponerende og meget mærkelig.

Imponerende i den forstand, at Rangnick er en af de helt store tænkere i moderne fodboldhistorie. Rent fodboldudviklingsmæssigt befinder han sig i samme vægtklasse som Cruyff, Bielsa, Lobanovskij, Sacchi, Guardiola og Klopp – altså som en af dem, der virkelig har flyttet spillet fremad.

Men samtidig er udnævnelsen mærkelig, fordi Rangnick i hele sit professionelle liv har stået for en spillestil, som nærmest er stik modsat den, det nuværende United-mandskab er skabt til at udføre.

Solskjær forsøgte – i det omfang, han overhovedet havde en strategisk plan – at opbygge et mandskab, der praktiserede kontrafodbold ud fra en relativt lavtstående preslinje.

Rangnick er imidlertid skråt ligeglad med både lavtstående preslinjer og kontrabold. På mange måder er han stamfaderen til den form for Überfall-Fussball, som trænere som Liverpools Jürgen Klopp og Bayern Münchens Julian Nagelsmann praktiserer.

Kører sine spillere hårdt

Rangnick fik sin fodboldmæssige åbenbaring en kold februardag i 1983 i det sydvestlige Tyskland, da han som spillende træner for amatørholdet FC Viktoria Backnang trådte an til en træningskamp mod det ukrainske storhold Dynamo Kiev, der var på træningslejr i nærheden.

Ukrainerne var på det tidspunkt styret af trænerlegenden Valeri Lobanovskij, og det systematiske helbanepres, som det ukrainske mandskab lagde på de tyske amatører under træningskampen, havde en nærmest revolutionerende effekt på den unge Rangnick.

Eller som han selv har formuleret det til hjemmesiden The Coaches’ Voices:

»Jeg forstod, at der var en anden måde at praktisere spillet på.«

Især var Rangnick fascineret af, hvordan de velorganiserede og utrætteligt løbende ukrainere hele tiden forstod at bringe sig i overtal i alle områder af grønsværen:

»Da der var spillet nogle få minutter, og bolden var røget ud til indkast, standsede jeg og talte deres spillere. For der måtte være noget galt. Havde de 13 eller 14 mand på banen?«

Lige siden den kamp har Rangnick været den førende proponent for netop denne form for helbanepres, hvor spillerne jager modstanderens boldholder i flok for at fremprovokere boldtab, der kan omsættes til en lynhurtige omstillinger i banens længderetning. Og uanset om han spiller 4-2-2-2 eller en anden af de hyperaggressive spilsystemer, som han er kendt for, så er hovedingredienserne i hans spillestil altid de samme: evigt pres, evigt løb og evig selvopofrelse i kollektivets tjeneste.

Han kører sine spillere hårdt på træningsbanen og laver mange højintensive træningsøvelser, hvor det med stopur bliver målt, om spillerne er i stand til at fremprovokere bolderobringer og kontrastød i løbet af ganske få sekunder.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad vil Manchester United med sådan en trænertype?

Eller rettere sagt: Hvad vil Rangnick med Manchester United?

Eller rettere, rettere sagt: Hvad vil de to parter overhovedet med hinanden?

Manchester United er et af de hold, der løber mindst i Premier League – og blandt dem, der laver færrest bolderobringer. En nylig opgørelse fra The Times viste, at United ved udgangen af november kun havde foretaget 85 bolderobringer i år i Premier League, hvilket lå markant under de 139, som var præsteret af ligaens duks på det felt, Jürgen Klopps Liverpool.

Ronaldo spiller sit eget spil

Så i de to elementer af spillet, som Rangnick muligvis tillægger størst vægt – løbevillighed og evnen til at fremprovokere omstillinger – dér ligger hans nye mandskab i bunden.

Det rejser uvægerligt spørgsmålet, om de røde djævles mandskab overhovedet er i stand til at honorere de krav, som Rangnick vil stille til dem. Kan relativt tunge midtbanefærger som Nemanja Matic, Fred og Scott McTominay omdanne sig til de angrebslystne destroyers, som den tyske fodboldtænker ynder at befolke sit midterfelt med?

Og kan en humørbetonet superindividualist som Paul Pogba indordne sig under de stramme løbestrukturer, som Rangnick er kendt for at indføre på sine mandskaber?

Det mest interessante spørgsmål er dog, hvordan det vil spænde af mellem Rangnick og holdets altoverskyggende stjerne og nogenlunde stationære opspilsstation, Cristiano Ronaldo.

Det portugisiske fodboldikon er objektivt set personificeringen af alle de egenskaber, som Rangnick ikke leder efter hos en fodboldspiller. Han løber ikke, han presser ikke, og han nægter at indordne sig under fællesskabets overordnede behov på banen. Ronaldo spiller sit eget spil – og så må resten af holdet bare sørge for at servicere ham.

En delikat operation

Alt det burde jo tale for, at Rangnick relativt hurtigt begynder udfasningen af sin portugisiske superstjerne.

Men så enkle er tingene ikke i fodboldens verden – og da slet ikke omkring Cristiano Ronaldo. For den portugisiske superstjerne har også qua sin position som en af klodens mest kendte atleter en kæmpe betydning for United som klubbens primære reklamesøjle, både i kommercielle sammenhænge og på de sociale medier. Og desuden har de røde djævle en enorm global fanskare, ikke mindst i Fjernøsten, der forventer at se deres nr. 7 i startopstillingen til hver eneste kamp.

Så det er en delikat operation af både sportslig og klubpolitisk karakter, der venter Rangnick, når han skal håndtere det portugisiske superego og samtidig forsøge at genopbygge holdet som sådan.

For nogle år siden, da han var sportsdirektør i RB Leipzig, afviste han kategorisk enhver tanke om at hente Messi eller Ronaldo til den tyske klub med ordene:

»Det ville være helt absurd at forestille sig, at det ville kunne fungere med dem her. De er begge for gamle og for dyre.«

Men tingene har som bekendt en tendens til at blive mere nuancerede, når problemstillingen skifter fra hypotetisk til reel. Og desuden virker Ronaldo ikke som én, der frivilligt går gently into the night, som de siger på de kanter.

Desuden viste portugiseren sin værdi for holdet i torsdag aftens kamp mod Arsenal, da han scorede to mål og var en af hovedmændene bag tre vigtige point til mandskabet fra Old Trafford.

Det bliver fascinerende at se, hvordan en af verdens fremmeste fodboldteoretikere vil håndtere den vel nok største klub, han har haft ansvaret for i sin karriere.

Det er Rangnick-time på Old Trafford.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her