Jeg har fået corona. Positiv, påvist, ganske konklusivt er jeg feberramt, hostende og selvynkende. I disse juledage, hvor halvdelen af landet synes at have lagt sig, ved jeg godt, det ikke er noget særligt, men efter at have skrevet om virussen på ugentlig og i perioder daglig basis i snart to år føles det nu alligevel lidt ekstraordinært. Som endelig at blive skiftet ind i kampen.
Jeg er ellers vaccineret tre gange, men efter et medarbejderseminar fik jeg det lidt underligt, og da jeg en nat efter to-tre dages feber og snue og adskillige negative test pludselig ikke kunne vurdere, om det var en spillejeton eller en Strepsil, jeg havde i munden, var jeg klar over, at julen var ødelagt.
Jeg gik ud i mit køkken, hen til krydderihylden, som jeg har gjort det hundredvis af gange under pandemien og testede med en dåse kanel. Så noget gurkemeje – ikke antydningen af duft.
Da solen stod op, var jeg den første i køen til testcenteret på Vor Frue Plads i København, og jeg blev i boksen, indtil testeren kunne give mig svar med det samme.
»Jeg håber ikke det ødelægger julen, hr.,« sagde fyren lidt kækt og gjorde sig klar til den store desinficering af den nu besmittede testboks.
Jeg begyndte at mentalforberede mig på, hvordan jeg skulle forklare min kone, at hun var alene med fire børn hen over julen, og min far, at han alligevel ikke behøvede at varme de 400 kvadratmeter af hans stuehus op, som han ikke bruger til daglig. Han tog det nu pænt og glædede sig bare over, at han ikke havde nået at købe ind til højtiden.
»Så sparer vi da lidt på det.«
Forståeligt nok tog min kone det ikke helt så roligt.
Hundesyg kørte jeg tværs over landet uden at se nogen i øjnene og isolerede mig i mit sommerhus. Uren og skamfuld, som havde jeg fået en kønssygdom, gav jeg mig til at kontakte alle de mennesker, jeg havde set den seneste uge, men jeg fandt det svært at finde en tone, der passede til situationen, for potentielt havde jeg jo også spoleret deres jul.
»Hej, hej. Vi spiste æbleskiver sammen til balletafslutningen forleden, måske kan du huske mig – det var mig, der skrev om corona på Information. Nu har jeg sgu selv fået det …«
Eller:
»Kære alle. Jeg må med beklagelse meddele, at jeg – Svends far, middelhøj, mørkt hår, lidt gråt i siden og i rødternet jakke – ved julespillet i fredags formentlig har været smittet med COVID …«
»Kære venner. Super hyggelig aften forleden – det må vi snart gør igen, vi ses jo fandme aldrig længere – men til gengæld viser det sig, at den der hoste, jeg havde, ikke bare var en forkølelse …«
Sådan ser mine julekort ud i år.
Alt det for et medarbejderseminar.
De fleste reagerede både medfølende og omsorgsfuldt, bortset fra et par stykker, der ikke var i stand til at skjule den foragt, jeg også følte for mig selv. Jeg tilgav dem, for jeg ved, at det også ville have været min egen reaktion på sådan en besked, og jeg fortsatte ufortrødent rækken af kontakter, indtil jeg kom til min fodterapeut.
Der gik jeg i stå.

Et meget kompliceret tilfælde
Jeg er begyndt på en fodklinik her i pandemiens andet år. Nogle er begyndt at bage surdej, andre er blevet engageret i hadgrupper på nettet, og kunstneren Esben Weile Kjær har udsmykket Amager Centeret. Vi har smidt alle hæmningerne over bord og vænnet os til, at verden er et mærkeligt sted, og jeg er så begyndt at gå til behandling for ekstremt hård hud og sprukne hæle. Det er ikke flovt.
Egentlig var det ikke noget, jeg selv opfattede som behandlingskrævende, men oven på et tiltagende pres fra min familie indså jeg endelig omfanget af mit problem, da min femårige søn en morgen var kravlet op i vores seng og i mødet med mine fødder spurgte, om jeg sov med sko på.
Det må være genetisk, for jeg er kun midt i 40’erne, og jeg går aldrig, aldrig, aldrig i strømpefødder eller med bare fødder – heller ikke på stranden. Jeg bruger hovedsageligt sko i kvalitetslæder, selv om jeg er vegetar, og går uforholdsmæssigt meget op i kropshygiejne.
Det vil kritikere og barfodsfascister sikkert anføre som selve årsagen til, at jeg nu har fået problemer med fødderne, men det er min meget kompetente fodterapeut helt uenig i.
Hun var synligt imponeret over mine fødder, da hun første gang tog dem i bedømmelse. Imponeret er måske ikke det rigtige ord, for det er ikke noget, jeg har anstrengt mig for at opnå, men hun sagde direkte, at hun ikke havde set noget lignende på så ungt et menneske, og det var jeg selvfølgelig stolt af.
Hun kiggede op på mig over sine blå læsebriller.
»Det er et meget kompliceret tilfælde det her,« og jeg følte stoltheden brede sig videre gennem kroppen, indtil det gik på for mig, at hun henviste til sin prisliste, der gik fra ’klassisk fodpleje’ gennem fire prisklasser via Luksus AQUA Spa Pedicure-behandling til ’meget kompliceret tilfælde’. Det ville tage 60-80 minutter.
Jeg sad i en slags tandlægestol og var efter et behageligt fodbad blevet pumpet højt op under loftet i klinikken og sad nu som på en trone. Ryglænet var ført tilbage, så jeg skulle anstrenge mig for at se, hvad hun lavede, men jeg kunne se, at hun havde fundet en række instrumenter frem, der på trods af deres sterile indpakning havde en ubehagelig lighed med værktøj fra Harald Nyborg.
Jeg har aldrig brudt mig om at blive mindet om, hvor maskinel min krop er. Den er mere end det, føler jeg. Besjælet og noget åndeligt, der ikke lader sig tilgå med banale værktøjer, mener jeg, men det gør læger og fodterapeuter ikke.
Hun begyndte med en slags hobbykniv at skære store hvide flager af min fod, som var den en parmesanost. Jeg kunne intet mærke, men høre og se, hvordan min fod dryssede fra hinanden og havnede på klinikkens blå linoleumsgulv og min fodterapeuts sorte bukser. Hun bar ansigtsmaske og forklarede, at det gjorde hun også før pandemien, og da hun senere angreb mine fødder med noget, der bedst kan beskrives som en båndsliber, og luften blev tyk af fodstøv, forstod jeg hvorfor.
– Har du også brugt det i lufthavne og den slags før?
»Ja, eller hvis jeg har været forkølet,« sagde hun og kom med en længere forklaring på, i hvilke kulturer og steder i verden ansigtsmasker var helt almindelige.
Før pandemien har jeg altid betragtet mundbindsbrugere med lige dele beundring og foragt, fordi jeg på den ene side ville ønske, at jeg turde bruge det, men på den anden side syntes, det udstrålede en helt særlig arrogance. Som om de var for fine til at få vores andres bakterier – hvorfor tror du, det er dig, der skal overleve?
Nu forstår jeg så, at man hovedsageligt bruger dem for at beskytte andre.

Helt tæt på krisen
At dømme ud fra min fodterapeuts familiehistorie og udseende vil jeg skyde hende til at være på min alder. Hendes far er fra Cameroun og hendes mor fra Guadeloupe, og hun taler ikke et perfekt dansk, men til gengæld er hun flydende på fransk, engelsk og svensk. Hendes kreolske var blevet rustent, betroede hun mig, og hun tager sjældent til Guadeloupe, hvor hendes mors familie stadig bor.
Hendes bror har en lægeklinik i udkanten Yaoundé, og vi talte længe om COVID-udbredelsen I Centralafrika og de store problemer, de havde med at få vaccineret befolkningen. Dels problemerne med at skaffe vacciner og dels den udbredte skepsis, der var mod alt, hvad læger kom med. Endnu mere, hvis det kunne spores tilbage til Vesten. Hun selv var som frontlinjearbejder for længst blevet vaccineret og håbede på helt at gå fri.
Man skulle tro, at vi var blevet trætte af at tale om corona her efter snart to år med denne ulidelige pandemi, men for mit eget vedkommende må jeg konstatere, at jeg aldrig når et mætningspunkt. Det er simpelthen for tæt på. Helt fysisk – det er konstant nærværende.
Det er på den ene hånd geopolitik på makroplan – global økonomi, verdenshandel og medicinske artikler – og dybt personlige, kropslige og hverdagslige problemstillinger på den anden. Politiske beslutninger, der rækker så grænseoverskridende langt ind i det personlige rum, som få andre ting i verdenshistorien har gjort. Det er derfor, det bliver ved med at være interessant at tale om.
Mit personlige perspektiv på tilværelsen har forrykket sig med den samme underlige dualitet. På den ene side er jeg begyndt at gå op i virologi, naturfilosofi og global handel på et niveau, jeg ikke anede ville interessere mig, på den anden fanger jeg pludselig mig selv i spejlet: ’Hey, der var du’, og dine hæle er et stort åbent sår.
Som nævnt kunne en ’kompliceret behandling’ tage op til 80 minutter, men da min fodterapeut to timer og 15 minutter senere var færdig, var jeg gået en hel størrelse ned i sko. Vi havde på det tidspunkt stort set ikke talt om andet end pandemien, og det lyder måske fattigt, men det var rasende interessant for mig at høre hendes syn på, hvordan den havde påvirket hende og de dele af verden, hun havde øjne på.
Det er noget af det, COVID-19 har givet os igen i år: nye perspektiver på verden og en detaljegrad, som vi måske før havde længere ind til. Her kunne vi sidde i en fodsalon og have os en meningsfuld samtale på flere timer om svenske virologer og centralafrikanske politikere, som vi ikke burde kende navnene på, bare på grund af en virus. Ja, jeg ved selvfølgelig ikke, om hun har oplevet det sådan.

Det, der bliver tilbage
Tilbage på gulvet lå nu en bunke af min fod på størrelse med en lille håndbold.
»Må jeg få det med?« spurgte jeg og blev selv lidt overrasket over spørgsmålet.
Først forstod hun ikke helt, hvad jeg sagde, og forsikrede mig bare om, at hun nok skulle smide det væk.
– Nej, jeg vil gerne have det med hjem.
Hun ændrede blik fra et: ’Hvad siger du?’ til et: ’Hvorfor siger du det?’
»Vil du have det med?«
– Ja, hvis I nu har en plastikpose eller en lille æske.
»Det ved jeg slet ikke, om jeg må.«
– Om du må? Det er da mit. Det er mig, der har lavet det.
Jeg vrikkede lidt med tæerne for ligesom at sige, at det teknisk set var store dele af min fod, der lå der på gulvet som en bunke parmesan.
»Men der er jo regler for den slags. Ting, der har tilhørt din krop, skal afskaffes på ordentlig vis.«
»Det er hård hud,« sagde jeg og havde svært ved at skjule min skuffelse, »det er vel næppe medicinsk affald«.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg havde fået den indskydelse, for når jeg genfortæller episoden, kan jeg godt høre, at det måske ikke er den mest nærliggende tanke at få. Jeg har læst, at nogle folk kan få det sådan ved en amputation, ja, selv når de får hevet tænder ud, men det her var hård hud og jo altså næppe noget, jeg kunne være emotionelt forbundet til.
På den anden side, var det jo en del af mig selv, og mens jeg sidder her og kigger ud over Limfjorden og bliver sentimental og labil ved tanken om en jul uden min familie, kan jeg ikke tænke på nogen bedre julegave til min kone end en lille æske med et stykke af mig.
Ja, jeg har naturligvis også høj feber og fik i øvrigt ikke lov at få min fod fra 41 til 42 med mig hjem. Det bliver jeg måske glad for, når feberen er lettet, og jeg har fået sendt et coronajulekort til min fodterapeut.

tænk at du skulle blive så syg og tilmed er forvist til en øde egn for at holde jul med dig selv. Jeg har sørme ondt af dig og ønsker dig god bedring. Skal selv lyntestes i morgen inden familiebesøg (har fået 3 stik som du). Jeg er godt nok nervøs for svaret. Føler mig dog ikke syg og bor i forvejen alene, hvis jeg skal blive hjemme, men jeg er ret gammel og vil da nødig blive syg som du. Desuden glæder jeg mig til at fejre jul i Gilleleje med en lille gren af familien.
Jeg har tit tænkt på hvor fremragende det er, det du skriver; hvor meget research du har lavet, og hvor seriøse perspektiver du lægger frem. Den danske bladpresses ypperligste corona-redaktør! Det bør belønnes med en pris. Men se nu at blive rask forhåbentlig med lidt forkælelse fra naboer el.lign.
Det er trist for dig og din familie, at du har fået den forbandende sygdom. Jeg ønsker dig god bedring. Det er et lille lystig indslag med din hyggelige fortælling om fodterapeuten. Jeg har selv fået stik nr. 3, og hvis nummer 4 (eller flere) bliver nødvendig så tager jeg også det, men jeg håber for hele verdenen, at Corona snart raser ud, som der er blevet talt om. God jul, selv om den bliver trist for dig, og din familie. I forbindelse med Corona gå din vej, kom jeg til, at tænke på den sang, der var på Dansktoppen Københavns Politikor, jeg syntes den var ret god. Men til slut, så vil jeg ønske alle de smittede god bedring, og god jul.
Kære Lasse Lavrsen
Hvor er det befriende at stå op, klikke ind på dagens Information, læse din artikel og le inderligt som det første, mens lyset langsomt bryder frem derude.
Tak for det!
Dine børn må savne dig.
God og hurtig bedring til dig.
Tak Lasse!
Det er synd for dig. Men faktisk kan du kun være delvist ramt, da humoren tydeligvis er gået Coronafri, hvilket på den ene side kan forårsage at du ikke møder den omsorg, forståelse og hjælpsomhed, du ellers helt sikkert kunne forvente, hvis du fremstod lidt mere syg og stakkels.
Et dilemma mellem offerets ret til en redder og selvstændighedens ulidelige og til tider ensomme klar-dig-selv ansvarlighed. Jeg ser frem til at følge dig og Corona.
Du ønskes en glædelig jul og en rigtig god bedring. Trods alt!
@Lasse Lavrsen
Det var da surt, men forhåbentlig kommer du helskindet igennem covid, uden varige mén. Og synd for familien med en jul uden far.
Her testede en af ungerne positiv på en selvtest, da vi lige skulle være sikre før vi vendte næsen på vej til jul i det jyske i går.
Så der blev hurtig en trængsel og alarm med at omlægge til hjemmejul, PCR tests, køb af juletræ. Man kan jo ikke holde en lille dreng isoleret fra resten af familien over julen, så vi får at se om resten af kernefamilien går fri her over julen.
Men glædelig jul Lasse, og et tak herfra for en af de klart bedste dækninger af epidemien her i DK.
// Jesper
God bedring. Det lyder som om du har “fod” på det hele.
Lige lidt faktatjek. Det er ikke halvdelen af befolkningen, der har c19 - langtfra.
Heldigvis - elle måske desværre.
Måske er det tid til at trække den tand ud. Lad virussen rase og acceptere at nogle vil dø og andre vil blive alvorlige syge for fællesskabet skyld.
Glædelig jul.
Jeg er ikke barfods-entusiast, men konstaterer med fornøjelse at den extra fod hen på foråret bliver 0-stillet når den ny sæson med kajakken er forbi. Det var vel det mindste man kunne forlange efter at have plattet rundt i pludder og kigge langt efter normale sandstrande... altså her ved Limfjorden.
Jeg havde godt mistanken da jeg oplevede mine små proselytters interesse for mine fødder. De søger læ under kajakken fordi de tror det er en hval og er ikke længe om at finde ’finnerne’ der stikker ud over kanten.
Nej, det er nok ikke dem der gør forskellen, men nu har jeg taget en klat pludder med hjem, så får vi se.
God bedring! :)
Forleden døde den første patient i USA af Omikron. Han havde "underlying conditions", så mange drog et lettelsens suk. Han var jo "sårbar". Så forstår man jo godt at han døde, og alt det der. Fakta er dog at over 60% af amerikanerne er "sårbare".
https://www.healthline.com/health-news/60-percent-of-americans-have-unde...
Jeg kender ikke tallene for Danmark, men at tro at de "sårbare" udgør en lille del af befolkningen, som man dermed ikke behøver at bekymre sig synderligt om, er sikkert lige så langt fra sandheden som at Omikron er mild.
I Sydafrika er antallet af indlæggelser steget siden Omikron fik smitten til at stige. I de første tre uger af december steg antallet af indlagte fra ca. 2.500 til 9.500 (en firedobling), og tallet stiger stadig . De sidste to dage er antal indlagte steget fra 8.500 til 9.500.
Nogle argumenterer at "de nok er indlagt af andre årsager". Spørgsmål: Hvis antallet af indlagte med Omikron "pludselig" stiger fire gange, hvad skulle de så allesammen pludselig være ramt af? Ebola? Hvorfor skal de have ilt, og hvorfor skal de i respirator?
Hvis tallene fra Sydafrika er nogenlunde troværdige, og jeg har alvorlig grund til at tvivle, så rammer indlæggelserne hospitalerne ca. 10-12 dage, efter at smitten går amok. Det gjorde den i Danmark den 13. december, og siden da har de danske smittetal ikke været troværdige. Ingen ved reelt hvor mange som pt. er smittet.
Jeg har tidligere nævnt mørketallet. Det begynder andre at fokusere på. Hvis vi tester 200.000 mennesker om dagen, så svarer det til 1/30 af befolkningen. Vi tester ikke 29/30 ~ 97% af befolkningen. Hvis vi først forestiller os at alle dem som smittes testes, så vil mørketallet være nul. Hvis derimod 100% af danskerne er smittet samtidig, så man man maksimalt finde 200.000 positive, fordi man kun tester 200.000. Så vil mørketallet være 30 gange antal positive.
Jo flere der er smittet, jo større er mørketallet, og jo mere ser det ud til at de daglige smittetal ikke stiger så meget som den reelle smitte i samfundet.
God jul.
Kære Lasse Lavrsen
Det er umådeligt synd for dig og andre folk, når I bliver tvunget i eksil midt om vinteren helt alene.
Min første tanke var egentlig, hvordan du fik købt ind på vej op til sommerhuset, når du nu skulle holde dig langt væk fra andre mennesker?
Men med ikkeeksisterende smags- og lugtesans er det formodentlig ikke mad, man tænker på at svælge i..?
(På den anden side savner du jo nok ikke den traditionelle julemad, når du nu er vegetar..)
Alligevel formår du at skrive en morsom og ganske overraskende dagbogsberetning fra dit sygeleje, det er ærlig talt imponerende.
Din tur hos fodterapeuten viste sig at være meget mere fascinerende end jeg før ville have forestillet mig, og kan kun undre mig over, hvordan det er lykkedes dig at fortrænge, hvor meget de stakkels fodsåler trængte til behandling.
Jeg håber, du trods alle genvordigheder får dig en rigtig god jul ☆
Og hjertens tak for dine begavede pandeminoter, som jeg især i begyndelsen slet ikke kunne gennemleve dagligdagen foruden :)
Kære Lasse Lavrsen
Det er umådeligt synd for dig og andre folk, når I bliver tvunget i eksil midt om vinteren helt alene.
Min første tanke var egentlig, hvordan du fik købt ind på vej op til sommerhuset, når du nu skulle holde dig langt væk fra andre mennesker?
Men med ikkeeksisterende smags- og lugtesans er det formodentlig ikke mad, man tænker på at svælge i..?
(På den anden side savner du jo nok ikke den traditionelle julemad, når du nu er vegetar..)
Alligevel formår du at skrive en morsom og ganske overraskende dagbogsberetning fra dit sygeleje, det er ærlig talt imponerende.
Din tur hos fodterapeuten viste sig at være meget mere fascinerende end jeg før ville have forestillet mig, og kan kun undre mig over, hvordan det er lykkedes dig at fortrænge, hvor meget de stakkels fodsåler trængte til behandling.
Jeg håber, du trods alle genvordigheder får dig en rigtig god jul ☆
Og hjertens tak for dine begavede pandeminoter, som jeg især i begyndelsen slet ikke kunne gennemleve dagligdagen foruden :)
Det kunne lyde lidt som palmoplantar keratoderma. Evt. et besøg hos en dermatolog vil være en god ide når det igen bliver muligt.
Og så er selvynk absolut tilladeligt!
Man kan så undre sig over, at du er blevet smittet og syg, når du har 3 vaccinerer, men så meget spinder hjernen vist ikke rundt på folk. Nogle kulturer har de masker ja, men de har også en årtusind gammel tradition for at lade de rige sparke de mindre rige i røven! Er det værd at stræbe efter? Men mange får influenza nu og det lader til at de fleste er ok med det, så hvorfor alt panikken?
Morten Balling, nurse Campbell vurderer at de sydafrikanske indlæggelsestal er pålidelige: https://www.youtube.com/watch?v=4qzKh_S4Qs0. Hvad får dig til at betvivle dem?
“Nu forstår jeg så, at man hovedsageligt bruger mundbind for at beskytte andre”
En nærmest ‘sværmerisk romantisering’ af mundbind-praksis, som ikke har hold i virkeligheden (og da slet ikke den hos fodterapeuten).
Citat fra Morten Balling ovenfor:
“Jo flere der er smittet, jo større er mørketalle”
Udsagnet er FORKERT.
De 200.000 PCR-tests er en kæmpestor stikprøve af befolkningen. Selv med meget mindre stikprøver kan man sige noget ret præcist om hele populationen - forudsat at stikprøven er repræsentativ for populationen (befolkningen som helhed).
Men de 200.000 PCR-tests er IKKE et repræsentativt udsnit af befolkningen.
Vi opfordres til kun at benytte PCR-test hvis: 1. Vi har symptomer 2. Er nærkontakt til en smittet 3. Er testet positiv med en kviktest.
Dette gør naturligvis at stikprøven ikke er repræsentativ! Stikprøven er derfor ‘skæv’ (biased). Og det er jo indlysende i hvilken retning denne skævvridning går, når man udtrykkeligt opfordrer til, at kun personer med forhøjet sandsynlighed for at være smittet, skal indgå i stikprøven!! DERFOR har de aktuelle stikprøver naturligvis langt flere positive, end i populationen som helhed!
Summasummarum: Med den aktuelle stikprøve-bias, så viser stikprøven et HØJERE smittetal end der faktisk er i befolkningen som helhed.
@Hanne Utoft
Dette er de sydafrikanske tal vi "allesammen" kigger på. Prøv at åbne begge disse PDF filer:
https://www.nicd.ac.za/wp-content/uploads/2021/11/DATCOV-National-Report...
https://www.nicd.ac.za/wp-content/uploads/2021/11/NICD-COVID-19-Daily-Se...
Scroll ned i begge filer til du ser en grøn graf kaldet "Daily current In-Patients over time". Den viser historik over det daglige antal indlagte. Se på grafen fra 18/12. Højre side af kurven er 3500, højere end sidste gang kurven var lav (efter Delta bølgen i Sydafrika, juli 2021).
Se så på kurven fra 24/12. Nu er kurven faldet jævnt, ikke mod 3500, men 2100. Kurven er nu langt under sidste minimum.
Hvis man lægger de to grafer ovenpå hinanden, så følges kurverne fint ad indtil juli i år. Defter har sydafrikanerne valgt at rette på kurven, så den kun viser ca. 60% af det den egentlig skulle. Derfor kan man gange sydafrikanernes tal med 1,7.
Jeg ved det er en barsk anklage, men tjek selv graferne. Man retter ikke historik grafer bagud på den måde. Det er fusk, og det er fusk i en situation, hvor meget planlægning afhænger af deres data.
Igen: Se graferne og fortæl mig jeg tager fejl.
@Henrik Madsen
Hvis der er få smittede, og halvdelen af dem går hen og bliver testet, så er mørketalsfaktoren 2x og positivprocenten tæt på nul.
Hvis der derimod f.eks. er seks millioner smittede så vil den reelle positiv procent være 100%. Imidlertid tester vi kun ca. 200.000, så vi kunne maksimalt få et dagligt smittetal på 200.000. Her ville mørketalsfaktoren være 30x.
Få smittede, lavt mørketal. Mange smittede, højt mørketal.
Vi når ikke op på at seks millioner danskere er smittet samtidig, men måske to eller tre millioner hen over julen, og så er mørketallet enormt, netop fordi stikprøven bliver mindre biased. Jeg ved det er en grov simplificering, men smitte op, mørketal op.
@ Morten Balling
Pas nu bare på dig selv og familien her i juletiden, og tak for alle dine uundværlige input.
Håber du får en skøn og glædelig jul med masser af hygge og kærlighed ☆
@ Morten Balling
Du skriver det samme igen. Det bliver det jo ikke rigtigt af. Det er STADIG forkert.
Man bruger en stikprøve som indikator for hele populationen. Det er helt normalt. Det er det man gør. Og hvis stikprøven er repræsentativ for populationen, så giver stikprøven endda et helt præcist billede af hele populationen!
Hvis stikprøven IKKE er repræsentativ, så er stikprøven skæv/biased (dette er det typiske). Ovenfor redegjorde jeg for karakteren af den aktuelle stikprøve-bias. Her er det helt enkelt at indse/konkludere, at man med den aktuelle stikprøvermetode får en stikprøve der ikke er repræsentativ: Man får langt flere positive, end i befolkningen som helhed. Stikprøven får det altså til at se værre ud end det faktisk er.
Du skriver: “Hvis der er seks millioner smittede så vil den reelle positiv procent være 100%. Imidlertid tester vi kun ca. 200.000, så vi kunne maksimalt få et dagligt smittetal på 200.000. Her ville mørketalsfaktoren være 30x”.
Men det er naturligvis forkert. For man bruger stikprøven til at sige noget om hele populationen.
Hvis man tager en stikprøve på 200.000, ud af en population på 6 millioner hvor alle er smittede, så får man at 100% i stikprøven er smittede! Og da man bruger stikprøven som repræsentation for hele populationen, så vil man konkludere, at hele populationen - alle 6 millioner borgere - er smittede! Det vil endda være helt præcist korrekt. Der er ingen bias i dette eksempel - da stikprøven er en perfekt repræsentation af populationen. Der derfor heller intet ‘mørketal’ overhovedet. Ingen stikprøve-bias = intet mørketal.
Morten Balling, jeg forstår godt din skepsis (og at myndigheder arbejder med kontroversielle tal er ikke nyt) - men det undrer mig stærkt at Campbell og andre (bl.a. O'Connor fra Wisconsin-Madison) uafhængige iagttagere ikke reagerer på den diskrepans, du henviser til. Tværtom siger Campbell i hans kommentar g.d. eksplicit at de sydafrikanske tal er akkurate.
Dagen før gennemgik Campbell i øvrigt situationen og den politiske reaktion på udviklingen i Australien - hvilket er særdeles interessant: https://www.youtube.com/watch?v=LVl5OkHcvf4
Kære Lasse Lavrsen.
Det er dejligt at se, at corona nok kan ramme smagssansen, men ikke den humoristiske sans. Men det forudsætter nok, at man som dig er grundigt vaccineret.
Glædelig jul og god bedring.
@Henrik Madsen
Vi er ikke uenige som sådan. En stikprøve siger kun noget om en population, hvis den er repræsentativ. Tilsvarende får man et forkert resultat, hvis man forudsætter at prøven er repræsentativ, og den ikke er det, fordi den er biased.
De danske PCR test er biased, og vi ved ikke hvor meget. Ved du hvor repræsentativ prøven reelt er? Alle de tanker har jeg allerede gjort mig inden Omikron dukkede op. Jeg bruger selv følgende forenklede approximation:
Mørketalsfaktor = (Positive /antal test) * (befolkning /antal test - 1/Y) + (1 /Y)
hvor Y er den fraktion af de positive som skønsmæssigt ikke testes.
Det "spøjse" ved den model er at den ser ud til at passe ret godt med de danske og de sydafrikanske smittetal, hvis man forudsætter at Omikron spreder sig i en befolkning med en fordoblingstid på ca. 2 dage.
@Hanne Utoft
Det undrer også mig at der endnu ikke er andre, der har fået øje på sydafrikanernes "lille korrektion", men alle arbejder med deres egne Case Definitioner, og set med normale videnskabelige briller, så er Covid-19 noget værre rod. Det vrimler med artikler, der ikke er peer reviewed. Alle er bange for at sige/skrive noget som ikke er sandt, og samtidig er der enorme interesser i at rette tallene til. Det skal man blot huske undervejs, hvis man bruger data.
Helt generelt bruger jeg mest historikken, forstået på den måde, at jeg f.eks. ikke stoler nær så meget på de konkrete daglige tal, som jeg stoler på udviklingen af tallene fra dag til dag. Hvis f.eks. antal indlæggelser stiger jævnt med 10% om dagen, så ser jeg et mønster, men det er ikke det samme som at de daglige tal er nær så pålidelige som den relative ændring.
Campbell leder pt. efter enhver chance for at tro på at Omikron ikke er så alvorlig. Han kender godt konsekvensen, hvis den ikke er mild. Sådan er Campbell. Han er et meget empatisk menneske med et "hjerte af guld" som Jung ville have sagt ;)
Jeg har faktisk skrevet til Campbell og vist ham hvad der skete med de sydafrikanske tal, og jeg forstår egentlig godt, hvis han vælger at tro på noget andet. Det er som sagt en barsk anklage, men jeg har trippel tjekket alting, og jeg er sikker. Og ja, jeg bemærkede hvordan han kiggede ind i kameraet da han understregede at de sydafrikanske data "ér" troværdige. Det er de ikke.
Den 18/11 (sorry ikke 18/12 som jeg skrev tidligere) og den 24/11 ændrede sydafrikanerne deres måde at "tælle" de indlagte på. Det er det sådan set ikke noget galt i, hvis blot de tydeligt gør opmærksom på at de ændrer metode. Det gjorde de ikke.
Hvis man tager alle deres tal fra rapporterne og plotter en graf, så ser man tydeligt at grafen dropper "mystisk" to gange, lige inden den begynder at stige med Omikron tilfælde. Det kan forklares med en ændret case definition (som de glemte at fortælle om), men det forklarer ikke hvorfor de valgte at rette på kurven for det sidste halve år, så den ikke viser de omtalte hop. Det er dén del af misæren som stinker som gårdsdagens bleer, og det er derfor jeg tager sydafrikanernes tal med et stort gran salt.
Igen se på kurverne. De viser 100% hvad der er foregået. Når først noget ligger på internettet går det ikke væk, og når først historiske data er registreret, så ændrer man dem ikke som sydafrikanerne har gjort.
"Jeg har faktisk skrevet til Campbell og vist ham hvad der skete med de sydafrikanske tal, og jeg forstår egentlig godt, hvis han vælger at tro på noget andet."
Det er godt - har han svaret dig? Der foreligger jo også dén mulighed at Campbell tager udgangspunkt i den igangværende udvikling, som sagtens kan indikere en begrænset sygdomsudvikling/hospitaliseringsgrad for Omikron-smittede - hvormed en sminkning af tallene tidligere ikke behøver at betyde noget for den seneste måneds udvikling i tallene (altså at tendensen er væsentligere end udgangspunktet). Men Campbell tager naturligvis forbehold, han understreger at vi fortsat har for ringe viden til at konkludere noget.
I Danmark forlyder det også (idag) at Omikron har stærke indikationer på en ringere sygdomsudvikling end frygtet (dvs. frygtet blandt nogle - blandt andre ret tidligt iagttaget med en vis optimisme).
@Hanne Utoft
Nej, jeg har ikke fået svar. Der er absolut også den mulighed, at han ikke har set hvad jeg skrev til ham. Han har travlt. Derudover er der muligheden at han tænkte at jeg blot var endnu en sølvpapirshat. Det er jeg ikke. Se på kurverne.
Pt er Campbell meget optimistisk, selvom han virker bekymret. Det kan jeg godt forstå. Han glemmer f.eks. hele tiden tidsforsinkelserne, når han sammenligner smittetal og indlagte, og han er først forleden begyndt at tale om mørketal.
Vi ved endnu ikke nok om Omikron til at kunne sige om den er mild. Hvis jeg ser på udviklingen i Sydafrika, så er der intet som tyder på at den er specielt mild, men det er stadig for tidligt at sige. De sydafrikanske dødstal er begyndt at stige nu, men kun de seneste par dag, og sydafrikanerne er også ret kreative i deres måde at opgive deres dødstal på, med mindre en anden sygdom har slået over dobbelt så mange ihjel i fuldstændigt samme tempo som Covid-19:
https://ourworldindata.org/explorers/coronavirus-data-explorer?zoomToSel...
I Danmark opfordrer både Randrup og Ullum til at vente med at konkludere noget endnu:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-12-24-ekspert-ser-klart-problem-i-ny...
Det gør jeg også.
"Pt er Campbell meget optimistisk, selvom han virker bekymret. Det kan jeg godt forstå. Han glemmer f.eks. hele tiden tidsforsinkelserne, når han sammenligner smittetal og indlagte, og han er først forleden begyndt at tale om mørketal."
Denne påstand undrer mig. Mig bekendt var Campbell stærkt opmærksom på mørketal da han gennemgik og analyserede bl.a. BBC's Ivermectin-rapporteringer i oktober måned i år- og tidligere har jeg hørt ham omtale mørketals betydning for vurdering af bl.a. Delta-variantens fremmarch.
I dén video han forleden fremstillede om den såkaldt australske protokol omtalte han også løbende forsinkelsesfaktorerne og tog forbehold for dem. Jeg forstår ikke helt din fremstilling af ham som lettere naiv (og dermed håbefuld).
Jeg tolker i øvrigt hans blandede perspektiver på udvikling som ret saglig - ligesom hans opmærksomhed på motiver for underbelysning (Sydafrikanerne har klare merkantile interesser i at underbelyse) og overbelysning (interessenter/investorer i den stærkt lukrative medicinalverden har klare interesser i at høste videre på bl.a. deres vaccine-investeringer).
Hov, ligesom hans opmærksomhed på motiver for underbelysning (Sydafrikanerne har klare merkantile interesser i at underbelyse) og overbelysning (interessenter/investorer i den stærkt lukrative medicinalverden har klare interesser i at høste videre på bl.a. deres vaccine-investeringer) har stor værdi for en vis ligevægt i debatudviklingen - skulle der stå.
@Hanne Utoft
Campbell har fra februar 2020 været en uundværlig kilde til pålidelig information for mange af os. Han er dygtig, og han ved hvad han snakker om. Han er desuden ærlig, hvilket man absolut ikke skal kimse af. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen jeg stoler mere på end Campbell, når det drejer sig om Covid-19, men selv Campbell kan tage fejl.
Om han eller jeg har ret i denne sammenhæng, vil tiden vise. Jeg kan endnu ikke sige om Omikron er mild, og det gør han heller ikke rigtigt. Han har ganske rigtigt også nævnt tidsforsinkelse og mørketal flere gange, men han glemmer ofte begge dele i de sidste dages videoer. Han siger ikke noget som er forkert. Jeg deler blot ikke hans tro på at Omikron er mild. Hvis jeg korrigerer sydafrikanernes "fejl" i deres data, så ser den nærmere ud til at være en smule mere patogen end Delta, men igen det er for tidligt at sige.
Morten Balling, al den stund at du anerkender at Campbell ikke 'rigtigt' siger at Omikron er mild er det vel en tolkningssag hvad han tror. Jeg er helt med på at hans tonefald og attitude flere steder i de seneste videoer indikerer en vis lettelse hos ham, men det kan han vel næppe fortænkes i (for det er jo korrekt at flere lande har tal som pt. indikerer en ringere sygdomsudvikling, såvel for vaccinerede som ikke-vaccinerede, såfremt Omikron matcher eller ligefrem skulle være mere patogen end f.eks. Delta).
Randrup Thomsen, som du henviser til, støtter mig bekendt ret på de sydafrikanske tal og angiver for lav sikkerhed på de øvrige tal (som slægter de oplyste, sydafrikanske på) til at man skal ændre strategi for nuværende - og det svarer vel nogenlunde til Campbells position (og anbefaling, hvis man kan udlede en sådan).
såfremt = end hvis
Når man håber på omikron er mild, er det så i forhold til en uvaccineret ikke tidligere smittet man udtaler sig?
Jeg tænker, at både Skotland, England og Danmark er kommet ret langt med at give 3 stik og dermed virker boosteren ganske godt mod delta, der også stadig er der. Burde boosteren så ikke stadig påvirke videresmitte og hospitaliseringsgraden for nuværende, så man ikke kan udtale sig om omikron?
SSI har fremlagt tal, der viser, at boosteren også beskytter mod videresmitte med omikron, dog ikke så effektivt som ved de andre varianter.
Ser man på deres gennembruds information er coronasmitten stadig god til at sende de uvaccinerede og engangsvaccierede på hospitalet.
Ligeledes er det stadig primært de yngre, der smittes.
Derfor burde man først kunne udtale sig om omikrons alvorlighed 10 til 20 dage efter, at omikron er den dominerende variant, samt et par ekstra dage pga de smittedæmpende tiltag. Dvs en gang i januar.
Godt helbred, glædelig jul og godt nytår til jer alle sammen.
Man skal bare huske på at Omikron er i fuld flor i Danmark. Den 19/12 var der 59% af de smittede, der havde omikron varianten. Hvilket vil sige, hvis man forudsætter at udbredelsen af denne variant, er sådan en klassisk S kurve, så er vi nok omkring 70%-75% i disse dage. Så vi står midt i det selv.
Så de pålidelige tal, vi har om hvordan tingene foregår i Danmark, hvor man har fanget de værste bøffer mv. er nok omkring 21/12. Hvilket vil sige, at vi ser Omikrons effekt på f.eks. indlæggelsestallene, hvor omikron ligger på 15-25% af alle smittede.
Oven i det skal vi så lægge en booster og øget vaccinations %, igen der er der også en effekt, der er bagefter.
Hvis vi så ser på nogle KPI'er der giver mening.
Alt i alt giver det en Indlagte per tilfælde der er faldende, Døde per tilfælde der er faldende og Døde per indlagte der har været faldende, men nu har stabileseret sig.
7 dages rullende average med 21/12 som sidste dato:
Døde per bekræftede tilfælde på 0,1%
Indlagte per bekræftede tilfælde på 1%
Døde per indlagte på 10%.
Tja ja. Og god Jul.
// Jesper