Naturvidenskab
Læsetid: 22 min.

Sådan her ender livet, Jorden og Solen og universet

Jorden er i dag cirka halvvejs i sit liv. Med tiden vil det gå ned ad bakke for den, og om hundreder af millioner af år vil planetens liv langsomt dø ud. Til allersidst vil også universet gå under i en kosmisk klynken. Vi afrunder serien om naturvidenskab på den eneste rigtige måde: med afslutningen på det hele
Jorden er i dag cirka halvvejs i sit liv. Med tiden vil det gå ned ad bakke for den, og om hundreder af millioner af år vil planetens liv langsomt dø ud. Til allersidst vil også universet gå under i en kosmisk klynken. Vi afrunder serien om naturvidenskab på den eneste rigtige måde: med afslutningen på det hele

Jesse Jacob

Moderne Tider
18. december 2021

Himlen er prægtig, og dejlig er Jorden, når man står med et barn og glor op mod Månens blege skive gennem en kikkert lavet af to sammenlimede toiletruller. Og gennem byens mørke prikker en stjerne hul i den unge nat med sine fotonfingre, og en lille smule lys afslutter dér en rejse, der kan have varet i årtusinder eller det, der er værre.

Så er det let at blive sentimental og bare være et lille menneske på en stor planet, der i virkeligheden blot er en lille, oldgammel sten i en stor galakse i et absurd meget større og ældre univers. Bagude åbner fortiden sit svælg, svimlende at kigge ned i, men dog betryggende, fordi den førte frem til dette øjeblik. Ikke som fremtidens djævelske vifte af mere eller mindre sandsynlige udfaldsrum.

Dog er det den vej, vi skal. Helt konkret og hele tiden, universelt og globalt: ind i fremtiden. Og altså også mere jordnært og lokalt lige her i denne artikel, som handler om de tider, der skal komme og henrulle, indtil universet er slut.

Vi begynder i nutiden, hvor noget underligt er i gang med at udspille sig – vi er nemlig begyndt at leve lidt mere i fremtiden. Det var jo den, som klodens ledere sigtede mod, da de indgik Parisaftalen om at bremse klimaforandringerne. Fremtiden i år 2100, hvor temperaturen på kloden helst kun skal være steget 1,5 grader og allerhøjst to. År 2100 er punktet, som mange af klimamodellerne simulerer frem imod; fremtiden, som får demonstranter på gaden og rydder forsider og afgør valg. At vi kigger så langt frem skyldes, at vi er ved at blive indhentet af fortiden.

For selv om CO₂-indholdet i atmosfæren nu er det højeste i mindst 800.000 år, afspejler temperaturstigningerne ikke endnu det fulde omfang af ændringerne, da opvarmningen er langsommere end udledningen, og sådan er det hele vejen ned. Selv om temperaturen alligevel slår rekorder nærmest hvert år, afspejler polarisen ikke det fulde omfang endnu. Og selv om sommerisen i Arktis nu fylder mindre, end den har gjort i 6.000 år, og Grønlands is smelter hurtigere end i 12.000 år, afspejler havstigningerne endnu kun en del af forandringerne. Og selv om havet stiger hurtigere end i årtusinder, er klimaforandringernes store hjul kun så småt i gang med at dreje.

Konsekvenserne halter efter handlingerne. Mennesket har sat en masse drivhusgasser i himmelbanken og er sikret en langstrakt tilbagebetaling i form af ekstremt vejr, tørke, oversvømmelser, hede og forandrede økosystemer, der i menneskesamfundene omveksles til svigtende høst, druknende byer, vandmangel, flygtningestrømme og forringede levevilkår, der vil række langt ud over dette århundrede, selv om det er dér, vores politiske horisont for tiden går.

For tiden er jo ligeglad, og uret tikker videre og videre frem mod en virkelighed, hvor den verden, vi voksede op i, ikke længere findes. Selv hvis menneskeheden stoppede med at udlede drivhusgasser i dag, ville konsekvenserne kunne mærkes i århundreder eller årtusinder, og det er endog vældig svært at sige, hvordan kloden vil tage sig ud, når jordens mange systemer af is og vand og land og liv om lang, lang tid indhenter atmosfæren.

Tilbage til fremtiden

Et bud på et fremtidsscenarium kan findes ved at kigge bagud, for rejser man tilbage, hen over hele civilisationen, hen over istiderne, hen over de første homo sapiens, hen over et gab, som for os mennesker er ubegribeligt, men for kloden blot et glimt, så lander man i den geologiske epoke, der hedder Pliocæn. Her var CO₂-indholdet i atmosfæren omtrent, som det er i dag, og det var det så lang tid, at kloden kunne stabilisere sig i den konfiguration.

I denne omtrent tre millioner år yngre verden vandrede australopithecus – en af menneskets tidligste forfædre – omkring i Afrika, lavstammede og abelignende og efterladende sig intet andet end nogle knoglestumper og forstenede fodaftryk.

Og selv om det næppe kunne rage dem mindre, var deres klode meget anderledes end vores nuværende, men måske mere lig vores kommende: Gennemsnitstemperaturen var dengang 2,5 til 4 grader over det førindustrielle niveau, som vi nutidsmennesker måler vores temperaturstigninger op imod, og havene omkring urmenneskernes kontinenter var svimlende 5-25 meter højere end vores, lyder estimatet fra FN’s klimapanel, IPPC.

Selvfølgelig er der mange ubekendte i den slags fremskrivninger, men hvis vi følger et fremtidsspor, hvor menneskets udledninger holder samme niveau som nu frem til 2050, før de begynder at falde, så er der middel sikkerhed for at havne med en klode, der er cirka lige så varm som dengang – uden dog at kunne sige noget eksakt om havniveauerne.

Hos FN’s klimapanel ligner fremtidsvejene tentaklerne på en femarmet blæksprutte, der i bløde buer peger ind i forskellige fremtider, alt efter hvor meget vi udleder. Den netop skitserede er den midterste rute, mens de andre peger ind i fremtider, der er bedre eller meget, meget værre. Ingen fremskrivninger ender dog med en uforandret klode.

 

Vor tids største kamp, klimakampen, handler altså om valget af vej, og er i sidste ende en kamp om skala: Hvor store og ødelæggende problemerne bliver, er betinget af, hvilken grad af omstilling og opfindsomhed menneskeheden er i stand til at mønstre, men det er sikkert, at vores klode allerede er forandret, og vil forandres yderligere, og at de skygger, vores skorstene kaster i dag, rækker langt ind i andre århundreder.

Fremtiden kommer, så meget er sikkert. Og for enden af fremtiden er en slutning af en slags, ja, faktisk er der masser af slutninger. Liv ender, arter uddør, bjerge bliver til sand. Vores klimagasser ender, klodens tøbrud ender, istiderne ender, og livsbetingelserne, havet og planeten Jorden går under, ligesom Solen gør det og alle stjerner og galakser og sorte huller, og så er det efterhånden slut med al den snak. Men lad os nu tage én ting ad gangen.

Frem til istiden

Det kan være svært at føle noget bånd til de fjerne, fjerne generationer, som skal bebo en forandret klode om tusinder af år. Men selv kender vi den slags tusindårige bånd intimt, når det gælder fortiden.

Tag bare vores forhold til Antikken, som videnskabsjournalisten Peter Brannen trækker frem i sin bog om masseudryddelser The Ends of the World. Vi studerer filosofien, beundrer arkitekturen og citerer videnskaben fra dengang, og hvis man virkelig lider af klimasortsyn og dårlig samvittighed på fremtidens vegne, kan man projicere sig selv ind i handlingen, når vores teatre med jævne mellemrum opfører den mere end 2.000 år gamle græske tragedie Medea om en kvinde, der dræber sine egne børn.

Tænk nu, hvis Antikkens grækere havde udledt ustyrlige mængder CO₂, så vi ikke blot havde fået deres værker, men også en underlig og fremmedartet klode foræret, skriver han i bogen. Hvad ville vi tænke om dem?

Det, vi kalder civilisationen, har udviklet sig siden sidste istid over godt 10.000 år, hvor klimaet, trods udsving her og der, har været usædvanligt stabilt. Selv om mennesket over årtusinderne har ryddet eller udryddet en masse land og arter, så er det nogenlunde den samme inkarnation af Jorden, som civilisationens lange kæde af generationer har beboet.

Fremtidens mennesker kan måske om tusinder af år undre sig over den fjerne, højtudviklede civilisation, der med åbne øjne valgte at ofre deres fremtid for at brænde fossilt brændsel af i nuet.

At forestille sig en fjern fremtids menneskehed bliver hurtigt en øvelse i spekulation, men videnskaben giver os mulighed for at fremmane fremtiden, hvis vi går et niveau op og for det indre blik ser Jorden i sin bane om Solen.

Cykliske forandringer i Jordens position i forhold til Solen har gennem de seneste millioner af år ført til en vekslen mellem istider og mellemistider. Det er planetære bevægelser, der ikke ænser århundreder og opererer over tidsspænd på titusinder og hundredtusinder af år.

Og selv om det er ubegribelige størrelser, er selv så fjerne tider påvirkelige af vores klimaforandringer. Som klimaforskeren David Archer har anført i sin bog om de næste 100.000 år, The Long Thaw, er det ikke usandsynligt, at vores handlinger vil føre til, at kloden springer den istid over, der skulle ellers skulle have indfundet sig om 50.000 år.

Vandrer mennesket ud ad én af klimafremskrivningens mere ekstreme ruter og fortsætter med at hælde kul på fremtidstoget, så kan kloden også hoppe over istiden om 130.000 år. For selv om størstedelen af vores drivhusgasser bliver optaget i havet og træerne i løbet af århundreder, vil en del af vores bidrag veksle ind og ud af atmosfæren og føre til forhøjede niveauer i årtusinder.

Undslippe kan klimagasserne dog ikke i længden. De sidste rester af vores CO₂-udledning vil over titusinder af år blive trukket ned på jorden, bundet i stumperne af forvitrende bjerge, vasket ud i havet, og hvis tingene går, som de plejer, vil gletsjerne igen vokse, og sådan vil kloden til sidst blive indhentet af istiden. En skønne dag på en køligere klode vil planetens cyklusser igen falde sådan, at somrene i nord bliver ekstra kolde, og så kører isbilen: Vinterens snefald når ikke nå at tø væk om sommeren, og over mange, mange år bliver de nordlige landmasser atter dækket af is, mens havene falder og blotlægger de oversvømmede landområder, som mennesket engang beboede.

Hvis det ender som den seneste istid, vil alt vest for Irland blive ét stort kontinent, da havet dengang var 130 meter lavere. Dengang lå størstedelen af det, som i dag er Danmark under flere kilometer tyk is, hvilket i dag ville være rigtig skidt for boligpriserne, men det bliver næppe den største bekymring til den tid. Isen er en voldsom kraft, som vil vende tilbage en dag, bulldozende oldgamle befolkningscentre som New York og London, og hvis menneskerne stadig findes til den tid, må de migrere mod ækvator ligesom de andre dyr.

Men isen vil efterhånden tø igen, og selv om vor tids industrielle aftryk på klodens temperatur til den tid vil være væk, vil menneskets naturødelæggelse stadig kunne ses. De arter af dyr og planter, som vi i dag udrydder med foruroligende hast, er for evigt tabt, og genetablering af havets økosystemer kan tage millioner af år, hvis vi ufortrødent fortsætter vores forsuring af oceanerne.

Her er det vigtigt at lægge mærke til ordet hvis. For jo længere vi kigger frem, desto flere hvis’er kommer der. Mængden af ubekendte stiger i en grad, hvor de let påvirker og forandrer det, vi ellers tror er bekendte størrelser.

Nærmere sagntiden

Let skeptisk ser han ud, Minik Rosing, der er professor i geologi og altså vant til at skræve over enorme spænd af Jordens historie, når man beder ham fortælle om fremtiden. Fremtiden om titusinder af år, siger han, om den »kan man sige, lige hvad man vil«.

Bag ham ligger store stykker sten og klippe, på arbejdsbordet et mikroskop, og nede i gården uden for hans kontor på Geologisk Museum i København ligger den 20 ton tunge jernmeteorit Agpalilik på sin slæde.

Den slags kan man studere, ligesom man kan studere Jordens komplicerede systemer og lave visse fremskrivninger, i takt med at man bliver klogere på sammenhængene. Men hvor man kan bruge nutiden som en nøgle til fortiden, er der ingen nøgle til fremtiden, for »den er helt andet bæst«, som Minik Rosing siger.

Og i fremtidens fremtid kan alt muligt ske. Tipping points kan sende klimaet ud i et uoverskueligt amokløb, som ændrer alt. Eller ozonlaget kan blive ødelagt, så vi alle ristes af Solens UV-stråling. Eller vi kan fælde præcis dét træ i Amazonas, som gør, at regnskoven ikke længere kan generere regn, og derfra forvandler sig til savanne, hvilket igen påvirker resten af Jordens systemer.

Det står klart, at kigger man århundreder frem, vil klimaet på Jorden være varmere og vådere, men når man laver tusindårige og millionårige fremskrivninger, så har man meget lidt at holde fast på. Det er, som Rosing siger med en engelsk vending, a subject without an object. Hurtigt ender man med så forsimplede modeller af Jorden, at det, man studerer, ikke længere er Jorden:

»Okay, jeg skal beskrive et æble, så nu tager jeg den her pære«, siger Minik Rosing for at illustrere den pointe, som er værd at have i baghovedet, når vi nu, trods alle advarsler og forbehold, bevæger os dybere ind i det uvisse: Måske kigger vi ikke på Jorden, men på en pære.

Over i mødetiden

Skruer vi nu op for tempoet på fremtidsfilmen og lader hundredtusinder af år vokse til millioner af år, vil vi kunne observere, hvordan kontinentaldriften skubber og trækker Afrika mod Europa, så Middelhavet forsvinder, mens nye bjergkæder rejser sig. I denne fjerne verden om 50 millioner år vil Himalaya til gengæld ikke længere vokse, som bjergkæden gør i dag, men stagnere og langsomt begynde at erodere bort.

Sådan lyder projektionen fra den amerikanske palæontolog Christopher Scotese, der hen over 30 år har lavet stadig mere forfinede kort over fremtidens klode.

Lægger man 25 millioner år til, støder Australien ind i Kina. Hvordan livet på planeten til den tid tager sig ud, er rent gætværk, men de huller, vi i dag slår i økosystemerne, vil for længst være udfyldt af nye arter, som vil have indtaget de tomme nicher – medmindre andre ødelæggelser rammer undervejs, såsom kæmpe meteornedslag eller voldsom klimaforandrende vulkanisme.

Vi ved fra fossilernes spor, at over halvdelen af Jordens artsrigdom med jævne mellemrum er blevet udraderet i store masseuddøener, der er usandsynlige, hvis man ser et århundrede frem, men sandsynlige, hvis man ser hundreder af millioner år frem. Det er næsten så sikkert som kontinentaldriften. I dag vokser Atlanterhavet cirka lige så hurtigt som dine negle, da kontinenterne på hver side stødes fra hinanden.

Men det vil det næppe blive ved med. Christopher Scoteses bud på en fremtidig geografisk konfiguration af kontinenterne – et bud, han selv regner for at være cirka 50 procent sikkert – siger, at alle Jordens kontinenter om 250 millioner år igen vil mødes i et superkontinent som det Pangæa, der fandtes for 200 millioner år siden, men det vil være en helt anden jord.

Jorden, denne kugleformede samling af grundstoffer, er med sine 4,567 milliarder års eksistens i dag cirka halvvejs i sit liv. Rig og midaldrende som Danmarks befolkning. Også for den vil det gå ned ad bakke. Planeten begyndte uden liv og vil ende uden liv, og det skyldes alt sammen det, som i første omgang gjorde livet muligt, nemlig Solen.

Ind i ildtiden

»Til solen brænder ud,« lyder en vending, der skal understrege, at en beslutning står ved magt for evigt. Men selv om det er sandt, at Solen en dag løber tør for brændsel, er der en anden proces i gang, som vil gøre enhver beslutning totalt ligegyldig, længe inden Solen brænder ud.

Vores livgivende stjerne skruer langsomt, men sikkert op for intensiteten og stråler kraftigere og kraftigere, som tiden går. I løbet af sin levetid har Solen skruet omtrent 30 procent op, og hvordan livet på Jorden har kunnet overleve sådan et gradvist skifte er stadig omdiskuteret, men kan skyldes, at der i planetens unge år var langt mere CO₂ i atmosfæren, som kunne holde på den sparsomme solvarme.

De to processer har fulgtes ad gennem planetens lange liv: Solen har skruet op, mens CO₂-niveauet er faldet. CO₂-faldet skyldes dels, at der ikke er så meget knald på vulkanerne længere, og at mere af atmosfærens CO₂ trækkes ud af luften af havene og bjergene og af livet selv, og det går hurtigere, jo varmere der bliver.

I bogen The Life and Death of Planet Earth når astrobiologerne Peter D. Ward og Donald Brownlee frem til, at mangel på CO₂ om hundreder af millioner af år vil slå store dele af livet ihjel. De første, som ryger, er planterne, og med dem kollapser også en masse andet.

I vore dage bliver der talt ret ukærligt om CO₂, men vi skylder dette molekyle vores liv. CO₂ er en uundværlig ingrediens i fotosyntesen, der igen er basis for den fødekæde, som mennesket og nærmest alle andre dyr overlever takket være.

Over tid er fødekæden dog dødsdømt. Mere varme fra Solen fører til mere skydannelse, mere regn, mere forvitring af bjergarter fra stadigt voksende kontinenter, og alt det trækker CO₂ ud af atmosfæren. Og på et tidspunkt, om mellem 500 millioner og en milliard år, når vi under et kritisk niveau, hvor fotosyntesen må give fortabt i selv de bedst tilpassede organismer. Det angives til et CO₂-niveau på ti ppm – altså ti milliontedele af atmosfærens samlede indhold, hvilket er et godt stykke fra i dag, hvor vores aktivitet har pumpet tallet op på over 400 ppm.

Når atmosfæren kommer under det kritiske niveau, ender et afgørende kapitel i Jordens historie – de grønne kontinenters liv. Inden punktet indtræffer, vil skovene over millioner af år have ændret karakter, de fleste plantearter vil uddø og erstattes af andre, der kan trives med mindre kuldioxid. Farvel til regnskove, farvel til nåleskove, goddag til et væld af bambuslignende gevækster. Og så, langsomt og glidende og måske endende i en langsomt bumpende dødskrampe, hvor genopblomstring afløser udryddelsen ad flere omgange, vil den levende grønne Jord til sidst ende brun og livløs.

Sådan lyder i hvert fald fremskrivningen i bogen The Life and Death of Planet Earth, hvor man kan læse sådan her om den fremtid, der oprinder om omtrent 800 millioner år: Kontinenterne er rødbrun ørken og klippe, luften fuld af støv, og floderne chokoladebrune, flettede deltaer, der, efter planterødderne slap deres greb, vasker de næringsrige jorde ud i havet. Luftfugtigheden er kvælende høj som lufttemperaturen, og væk er landjordens pattedyr, fugle og padder som drivtømmeret på strandene. Lidt mos og lidt lav måske, og enkelte tusindben og edderkopper på jagt, myrer på udkig efter de sidste rester af en svunden verdens næring. Over millioner af år er de fleste af dyrene blevet tvunget tilbage i de oceaner, de i sin tid steg op fra, da kontinenterne grønnedes. Nu lever også de på lånt tid. For selv om havets alger og plankton kan klare sig med mindre CO₂ end komplekse landplanter og altså agere bunden af fødekæden i millioner af år endnu, så svinder også de ind, ligesom iltniveauet i atmosfæren, mens temperaturstigningerne accelererer, da den brune jord optager langt mere varme, end den grønne gjorde.

Umærkeligt og ubønhørligt fortsætter Solen med at skrue op for intensiteten. Ti procent ekstra om en milliard år. 40 procent ekstra om 2,5 milliarder år. Dyrelivet på land vil uddø helt, og hvis ikke iltmanglen agerer bøddel, vil temperaturstigningerne. Man kan leve underjordisk, være natdyr, migrere mod polerne, men slutningen vil være den samme.

En dag vil det sidste dyr trække vejret for sidste gang, og det vil være enden på et meget stort kapitel på vores lille planet. De næste, som vil ryge, er de encellede væsener af den type, der har cellekerne – såkaldte eukaryoter – og efter deres exit vil bakterierne ligesom ved livets begyndelse være alene om at være i live. Og skønt havene og livet i dem vil have længere tid at løbe på, vil også den være lånt.

Den dag i dag går lidt af havet hele tiden tabt til rummet. Solens stråler splitter vandmolekyler i atmosfærens øverste lag, og brinten undslipper. Den proces accelerer under en varmere sol, og tilsat tid betyder det, at havene vil forsvinde og blotlægge de undersøiske bjergkæder og efterlade umådeligt store, saltglitrende sletter med enkelte søer, hvor bakterier i princippet kan holde den gående meget længere.

I en modellering fra Potsdam Institute for Climate Impact Research lyder fremskrivningen, at livet på planeten endeligt vil uddø om 1,6 milliarder år. Fra Jorden vil ingen længere glo op mod himlen med en kikkert af paprør – en skam, for der ville være nok at se på.

Ud i overtiden

Fire milliarder år ude i fremtiden støder Mælkevejen og vores nabogalakse Andromeda sammen og bliver med tiden til én galakse. Snarere end et regulært sammenstød bliver det nok mere som en sammenfletning.

Hvis Solen var en ært, ville en typisk afstand til næste stjerne i Mælkevejen være som fra København til Berlin, så der er rigeligt med plads til flere, og det betyder, at selv når hundreder af milliarder af stjerner flytter sammen, vil der rent statistisk ikke være mere to eller fire stjerner, der støder ind i hinanden, fortæller Steen H. Hansen, der er lektor ved Niels Bohr Instituttet. Men gasskyer mellem stjernerne vil mødes og fortættes, og tyngdekraften vil sørge for, at de til sidst falder sammen i kugler, hvor trykket i midten er så højt og temperaturen så voldsom, at brintatomerne begynder at fusionere, og dermed vil nye stjerner være født.

Vores sol er på det tidspunkt ved at nærme sig endestationen på en proces, som de nye stjerner vil begynde. Nogle milliarder år senere har Solen brugt brinten i sin kerne op og prøver i stedet at opretholde sit job som stjerne ved at forbrænde helium. Den går nu ind i en noget ustabil pulserende fase, der får dens ydre lag til at svulme op og blive rød – en rød kæmpe er født.

Set fra den golde jord vil Solens røde legeme fylde hele himlen i dagtimerne, og heden fra den vil smelte alle rester af bjerge og dale og gøre kloden glat som en billardkugle.

Om omtrent 7,5 milliarder år forgår Solen i en dødsproces, som varer hundreder af millioner af år, mens den afstøder store dele af sin masse til rummet. Til sidst, 11 milliarder år efter dens fødsel, er Solens karriere som dominerende kraft i et lille hjørne af Mælkevejen uigenkaldeligt forbi.

For stjerner findes der groft sagt tre slags gravsten: De store stjerner får et sort hul eller en neutronstjerne i deres sted efter at være eksploderet som en supernova, mens mellemstørrelsesstjerner ender som blegt glødende hvide dværge. Solen hører til i den sidste kategori og ender som en ekstremt tætpakket kugle af kulstof og ilt så afsindigt varm, at den gløder blegt i det tomme rum i milliarder af år, mens den køler ned og slukker.

Ser vi os omkring i Mælkevejen er der allerede i dag masser af den slags hvide dværge strøet ud over det hele. Det er gravsten over svundne stjerner, solsystemer og – muligvis – liv, som alt sammen for længst er udslukt, og en sådan gravsten får vi også.

Men det er naturligvis ikke enden på alt. Der er stadig et helt univers, som skal afvikles.

Så kommer lukketiden

Universet, som vi kender det, er i dag 13,8 milliarder år gammelt og er trods lange tider forude allerede nået ind i en sen fase af sin eksistens.

»Børnene er rejst hjemmefra for længst, og pensionsalderen nærmer sig,« som astrofysikeren Steen H. Hansen udtrykker det.

Der var ligesom var mere gang i den i det unge univers. Temperaturen var højere, stoffet var tættere, gasserne renere, stjernerne større. I dag dannes der langt færre stjerner, og mange af dem er børn og børnebørn af de første stjerner, dannet ud af deres udslyngede rester, som indeholder en masse metaller. Det gør, at flere af stjernerne af i dag er mindre i størrelse og lyser mindre.

Alle disse nye stjerner ender en dag som hvide dværge, og faktisk vil en stor del af stjernerne allerede være endt i den kedelige tilstand, når Andromeda og Mælkevejen smelter sammen. Som gassen i rummet bliver brugt op, dannes færre og færre stjerner, og til sidst slukker lyset. Og som om det ikke var nok, bliver der også længere mellem alt.

Næsten alle galakser bortset fra vores nærmeste makkere er nemlig på vej væk fra os. Det sker som følge af rummets konstante udvidelse, en proces, der går hurtigere og hurtigere på grund af et mystisk fænomen, som kaldes mørk energi, og som ingen vil påstå, at de har fattet ret mange brikker af.

Mørk energi er betegnelsen for en slags negativt tryk, et skub, der synes at være en egenskab ved det tomme rum selv. Da der er masser af tomrum, er der også masser af mørk energi, som faktisk anslås at udgøre 70 procent af alt i universet. Og jo mere universet udvider sig, desto mere dominerer den mørke energi, og sådan accelererer afstandene eksponentielt derudad.

Det betyder, at de andre galakser på et tidspunkt vil være så fjerne, at lyset fra dem vil fade ud. Vi vil aldrig se dem igen.

Derfor priser Steen H. Hansen sig hver dag lykkelig for at være i live netop nu: »Om 1.000 milliarder år ville vi ikke kunne forstå noget om universet. Vi ville bare sidde i et totalt tomrum,« siger han.

Så episk undervældende ender altså den største historie nogensinde: med galakser af døende stjerner og sorte huller på vej i forskellige retninger og for evigt uden for hinandens rækkevidde.

Medmindre den mørke energi opfører sig anderledes, end vores observationer peger på. I dag er der intet, der tyder på, at energiens værdi skulle ændre sig med tiden, men vi aner jo dybest set ikke, hvad det er, og har kun kendt til det i et par årtier, så lad os her holde døren på klem for en anden udgang.

Hvis den mørke energi vokser i styrke, vil den nu ikke nøjes med at flå galakser væk fra hinanden, men tage magten i alle tilgængelige tomrum og flå alt fra hinanden. Først de enkelte galakser, så de enkelte stjerner og solsystemer og derefter hurtigere og hurtigere: molekylerne og atomerne og til sidst atomkernens kvarker, indtil alt er flået fra hinanden, og det er jo også en måde at slutte på.

Ud fra hvad vi ved i dag, er det dog ikke den mest sandsynlige slutning. Den mest sandsynlige er, at de døde galakser sejler længere og længere væk fra hinanden, og at alt stof med tiden vil ende som stråling.

Det scenarie har dog helt ekstremt lange udsigter. At atomer kan henfalde, kender vi fra for eksempel uran, der henfalder til radium, der fortsætter med at udsende stråling og heliumkerner, mens det henfalder videre og til sidst ender som et stabilt stof som bly.

Men en status som stabilt er blot noget, vi kortlivede mennesker giver stoffer, mens vi forsøger at undlade at tænke på evigheden. Tilsat tid henfalder alt stof, vi kender. Selv bly og helium er ikke stabilt over de uhyggeligt lange tidshorisonter, som er til rådighed i forbindelse med universets ende. Over billioner af billioner af år vil også det henfalde og til sidst vil alt ende som stråling.

En alternativ vej dertil, som dog nok vil tage endnu længere tid er, at stoffet i galakserne på grund af noget, der hedder tyngdebølger, til dels vil ende deres dage som små krusninger i rumtiden, og den resterende masse samles i gigantiske sorte huller.

Helt til evigheden er vi dog endnu ikke nået, for selv sorte huller har en ende. Selv om man siger, at intet kan undslippe et sort hul, så er det faktisk forkert. Over billioner af år fordamper sorte huller lige så langsomt. Man kalder det Hawking-stråling, for det, der undslipper, er netop stråling, ikke stof. Disse vægtløse partikler vil fare gennem universet med lysets hast, og en dag så langt ude i fremtiden, at det kan føles som en uendelighed, vil det sidste sorte hul drage sit sidste sorte suk, og så er der kun strålingen tilbage.

I takt med universets udvidelse vil strålingens bølgelængde blive strakt længere og længere og længere. Tiltagende usynlige bliver de, tiltagende ensomme bølger de gennem den evige nat. Disse fotoner vil aldrig prikke deres fingre ind i atmosfæren på fjerne kloder, aldrig blive peget mod og måbet over af noget levende væsen med en papkikkert.

Sådan ser enden altså ud, og kort sagt er evigheden ikke noget at råbe hurra for. Vi har intet at gøre der. Nuet, derimod. Og livet. Her har vi endnu meget at gøre.

Kilder: Minik Rosing, professor i geologi, Globe Institute, Københavns Universitet. Steen H. Hansen, lektor ved Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet. Peter Laursen, astrofysiker og videnskabsformidler, Cosmic Dawn Center, Københavns Universitet og DTU Space. Bøger: ’The Ends of the World’ af Peter Brannen. ‘The Life and Death of Planet Earth’ af Peter Ward og Donald Brownlee. ‘The Long Thaw’ af David Archer. ‘The End of Everything’ af Katie Mack. Artikler: ’Causes and timing of future biosphere extinctions’ af S. Franck m.fl. i Biogeosciences, 2006.’ Frequently asked questions’ fra IPPC’s rapport AR6, 2021, ‘In-depth Q&A – the IPPC’s sixth assessment report on climate science’ fra Carbon Brief 2021.

 

 

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Podcast

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Du kan også læse artiklerne her. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og når det hele er lukket og slukket, mon ikke det så bare starter forfra, nøjagtig som det gjorde sidste gang, igen og igen og igen og igen?

For det enkelte menneske vil det bare betyde at livet starter forfra, det samme liv i den samme krop med de samme forældre. For de milliarder af år der er gået siden sidst vi blev født, er jo blot et kort øjeblik hvis man er død i mellemtiden. Tid er jo relativt.

Eva Schwanenflügel

Her er en ret spøjs geologisk kalender, jeg fandt i Videnskab.dk.

Hvis man omregner hele Gaia's levetid til et almindeligt Jord-år, fylder mennesket blot få timer.

"Nyårsaften: Mennesket kommer til.

Og så om aftenen den 31. december cirka kl. 20.30 kommer Homo erectus ind i billedet i Afrika. 

Arten, som lærer at bruge ild til madlavning cirka kl. 21.45, og som hen imod kl. 23.37 udvikler sig til Homo sapiens ‘det tænkende menneske’.

Tolv minutter før midnat - og længe før man har tænkt på landegrænser - forlader enkelte individer Afrika og kommer til Europa kl. 23.55.

27 sekunder før midnat bygger egypterne pyramiderne, og 14 sekunder før midnat bliver Jesus født.

De fleste mennesker, som lever på kloden idag, blev født mindre end ét sekund før midnat; altså for et ganske kort øjeblik siden.

Den viden, vi har om mennesket, fremskaffet af historikerne og arkæologerne, dækker med andre ord kun de allersidste timer af det år, som repræsenterer Jordens udvikling.

De resterende 354,8 dage står geologerne for. Det er en formidabel opgave, ikke sandt?"

"Jordens historie fortalt som et kalenderår"
https://videnskab.dk/forskerzonen/naturvidenskab/jordens-historie-fortal...

I denne video kan man se jordens udvikling, en milliard år på 40 sekunder:

https://videnskab.dk/naturvidenskab/vild-video-viser-1-milliard-aar-paa-...

Rasmus Kristiansen, Henrik Olesen, Morten Balling, Peter Beck-Lauritzen, Gert Romme, Gitte Loeyche, Ib Christensen, Carsten Munk og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Og det minder mig om Simone de Beauvoir' bog: "Alle mennesker er dødelige":

Citat fra bibliotek.dk:

"Omkring år 1300 drikker italieneren Raymond Fosca udødelighedens eliksir. Beretningen om hans liv i århundrederne derefter viser hans stigende erkendelse: at magt, kærlighed, rigdom er intet, når det måles med evighedens målestok"

Tro mig, det er en god bog. Og der er en udødelig mus involveret.

Plotspoiler: Det er ikke smart at være udødelig ;)

Rasmus Kristiansen, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Eva Schwanenflügel

Verdenshistorien er meget tro. Tro bygget på de få brikker det er lykkes os at finde, fyldt ud med DNA fra frøer (Jurassic park henvisning)

Bare det at Pyramiderne er med i din kalender, rejser spørgsmål. Matematisk set ved vi historien om pyramiderne ikke holder. Nutidig viden vil ikke være nok til at gøre historien efter.

Der var engang nogen der havde et motto. "Red Jorden". Den døde lidt hen da nogen andre fremførte, Jorden skal nok overleve, det er mere tvivlsomt om mennesker gør.

Men derudover,. JA, vi burde være en del mere ydmyge i forhold til den planet vi lever på og af. Det er ikke jorden vi bør bekymre os om. Den er såmænd nok ret ligeglad med os, og skal nok holde sin bane om solen mange menneske generationer endnu.
Det vi skulle bekymre os om, er om mennesker vedbliver med, at kunne tager turen rundt om solen med den.

Og til slut. Verdenshistorien trænger til en revidering. Mange nye opdagelser, tyder på der er flere fundamentale fejl i vores beskrevne historie. Vi aner ikke hvor vi kommer fra. Men vi tror.

Søren Fosberg, Rasmus Kristiansen, Peter Beck-Lauritzen, Jens Ole Mortensen, Bent Nørgaard, Eva Schwanenflügel og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

@Rolf Andersen

Den bog vil jeg kigge efter til næste år. Lyder interessant.

Der er den påstand, at uden død er der intet liv.

Rasmus Kristiansen, Jens Ole Mortensen, Eva Schwanenflügel og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Et spørgsmål til de troende, hvad skal Vorherre m.fl. beskæftige sig med, når det er slut med menneskeheden? Eller endnu værre, når universitet bare består af en suppe af fotoner?
Og @ Ib Christensen, kan du ikke uddybe det med at matematisk set holder historien om pyramiderne ikke?

Rasmus Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

En svimlende fortælling om altings ende.
Tak for den.

Rasmus Kristiansen, hannah bro, Lillian Larsen, Jens Ole Mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Fortiden err noget, der ér sket.
Fremtiden er noget der (formentlig) vil ske.

"Historien" er noget, vi mennesker fortæller hinanden - om både fortid og fremtid og om fantasier, om .. hvad nu hvis tepotten kunne tale ...... ;)

Rasmus Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

En smuk æld gammel italiensk vise, der er så gammel, at ingen kender tilblivelsen, skldrer en interessant hændelse.

Den fortæller om den nye sols opgang fra havet, og solens bevægele over himmelbuen, til den til sidst, som en gammel og udbrændt sol, igen går mod sit endeligt i havet.

Al dette er i overført forstand. For solen symboliserer mennesket, menneskets fødsel, dets storhedstid og dets uundgåelige og absolutte undergang.

Men faktisk kunne det også være planeten eller hele solsystemet.

Rasmus Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Ib Christensen

'Min' kalender er såmænd blot ét bud på menneskets historie, vi bliver hele tiden klogere.

Det er ikke mange år siden, at forskerne fx fandt ud af, at hvert nulevende menneske bærer på en lille smule neanderthal DNA.

Om rejsen ud af Afrika ved man meget lidt, men har også revideret opfattelsen af, at menneskets oprindelse kan omfattes i et stamtræ med grene; den er mere sammenlignelig med en vilter busk, hvor grenene fletter sig på kryds og tværs.

Med andre ord: mange slægter har levet samtidigt, og interageret så meget med hinanden, at der kom fælles børn ud af det.

Men kalenderen er nok rigtig på det punkt, at mennesket fylder meget lidt i Jordens geologiske alder.

Til trods for det mener mange, at vi blev sat i verden til at beherske alle andre arter (og hinanden) istedet for at tage vare på dem.
En fundamental, og i tilgift muligvis fatal misforståelse promoveret af grådige og egoistiske typer, der aldrig kunne få nok.

Måske er det virkelige mirakel, at mennesket har overlevet nogle millioner år, når vi har opført os så (selv)destruktivt igennem tiden..?

Jeg kunne også godt tænke mig at du uddybede din matematiske tese om pyramiderne.

PS. Vi ved stortset intet om Universet, lad os være ærlige.
Hverken hvordan det hele begyndte, (måske rettere, OM det begyndte, eller bare fortsatte), om det slutter, eller om dette er det eneste Univers.

Der er kun én ting vi ved, og det er, at hvergang vi tror vi ved, ændrer noget sig, og vi bliver klogere :)

Rasmus Kristiansen, Lillian Larsen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

jeg er slet ikke sikker på vi hele tiden bliver klogere, det der faktisk sker er at summen af vores viden øges,
men jeg oplever det som om vi jævnligt bevæger os i fuld fart ind i blindgyder netop fordi vi bilder os ind at vi forstår,
og så sker der dårlige ting som krige og kriser, og kulturer kollapser for enden af blindgyden ,
og først efter kollapserne kommer mennesket en (kort?) tid på rette vej og nye måske bedre kulturer opstår,
indtil den næste blindgyde følges for fuld damp, og jeg er desværre ikke i tvivl vi er på vej imod næste store kollaps, som ser ud til at være værre end alle de tidligere tilsammen.

Rasmus Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jan, ja det virker desværre som om at dumheden også vokser, selvom vi får mere viden- paradoksalt nok..

Jan Fritsbøger

tjah eva tror bla. det handler om at vi (nogle) ikke vil vide af viden som betyder at vi skal være mindre egoistiske og mindre grådige, og om at vores kultur fremmer netop disse uheldige egenskaber.
og så har vi måske det problem at set fra et intelligent perspektiv er de fleste mennesker jo under alle omstændigheder knap så intelligente, og nogle kan derfor virke ligefrem dumme ,
jeg er dog af den holdning at mange som måske ikke er vældig begavede, ofte er de mere "smarte" overlegne når det gælder empati og medmenneskelighed.

Rasmus Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hans Sommer Lassen

Tak for en fremragende artikel-serie!

Rasmus Kristiansen, Eva Schwanenflügel og hannah bro anbefalede denne kommentar

I spørgsmålet om universets fremtid og sluttilstand savner jeg stillingtagen til intelligens som en faktor der kan påvirke udviklingen. Universet udvikler intelligens, det ved vi fra vort eget eksempel, og muligheden er der for at vi - eller andre - bevæger os ud i rummet og koloniserer galaksen og eventuelt hele universet og omformer det til en stor (!) intelligent enhed med kapacitet til at kontrollere naturens love.

Og så kan alt jo ske.