Snart vil pandemien have holdt befolkninger over hele verden i sit greb i to år. Men ikke nødvendigvis den samme pandemi: I de rige lande er COVID-19 som kritisk åndedrætssygdom pludselig blandt de førende dødsårsager. Men i mange udviklingslande har den mest destruktive kraft ikke været sygdommen selv, men dens følgevirkninger: effekterne af de forholdsregler, der er blevet taget som reaktion på coronavirussen. Pandemien har blotlagt, hvordan sårbarheden i rige og fattige lande har vidt forskellig karakter.
Når jeg taler med familiemedlemmer i Ghana, Nigeria og Namibia, bliver jeg mindet om, hvordan pandemien som en global begivenhed også har et stærkt lokalt særpræg. I disse lande påvirkes menneskers dagligdag og levebrød på helt anden vis end i Europa og USA. Det gælder i økonomien og i uddannelsessektoren, og det gælder i forhold til folkesundheden. Og på tværs af alle disse sammenhænge handler det ofte om liv og død.
Blå bog: Kwame Anthony Appiah
Ghanesisk-britisk filosof og forfatter.
Tak for at bringe alle de aspekter ind i debatten. Artiklen er dog ekstrem lang selv for en som mig der er meget interesseret i Afrika.
De tre nævnte lande, Ghana, NIgeria og Namibia har fire- eller femdoblet deres befolkning siden 1960. Hvilket land kunne klare den tilvækst, med eller uden covid-19?
@ Else Marie Arevad:
Nej, det siger sig selv, at der skal en usædvanlig stor økonomisk vækst til i lande som disse for at holde per capito-indkomsten stigende.
Fødselsraten skal ned. Det gøres bedst ved at give kvinder uddannelser og karrieremuligheder - som artiklens forfatter også gør opmærksom på.