Min gastronomiske dannelse begyndte på en toscansk bjergside. Jeg havde fået inviteret mig selv ned til Rie Boberg, der havde en mindre olivenplantage omkring sit paradisiske hjem, som lå hævet for enden af en stejl og – for den uerfarne – livsfarlig grusvej lidt uden for Pietrasanta.
Jeg havde set Rie Boberg i et madprogram med Mik Schack og derefter skrevet til hende, at jeg gerne ville komme ned og hjælpe hende med hvad som helst. Og da tidligere års høstere var blevet for gamle til at slæbe de tunge sække med friskplukkede oliven op ad bjerget, blev jeg inviteret ned. Så jeg skyndte mig at tage fri fra tekstforfattertjansen på reklamebureauet og tog afsted.
Så der sad jeg. I begyndelsen af 20’erne, med udsigt over Det Liguriske Hav, træt på den gode måde efter at have slæbt oliven op ad bjerget det meste af dagen, og flankeret af tre-fire smukke ældre kvinder fra den københavnske kreative (over)klasse, der også nød arbejdsferien som olivenplukkere.
Måske vi endda også havde fået en fyraftensdrink på den lokale. Det var magisk. Og alt faldt i hak, da Rie Boberg kom ind med en af sine toscanske signaturretter, pasta e fagioli. En suppe som ingen anden, selv om navnet ’pasta og bønner’ ikke ligefrem emmer af storslåethed.
Men suppen er essensen af italiensk, landlig velsmag. Den kræver bare gode råvarer, tid og selvfølgelig solide mængder olivenolie. Opskriften kan findes i sin fulde form i Rie Bobergs bog Olivenolie fra 2004 om – surprise! – olivenolie, men her mit nedkog af den:
Cannellinibønnerne udblødes og bages i ovnen sammen med laurbærblade, salvie, hvidløg og olivenolie – dækket af vand og under låg – i halvanden time. Imens laves suppebasen, der består af den klassiske og finthakkede blanding af hvidløg, gulerødder, løg, bladselleri og eventuelt pancetta, hvis man er boomer. Når det er svitset let i en del olivenolie, hældes der fond og måske lidt vin i. Man kan også fyre sine gamle parmesanskorper med (bare ta’ dem op inden servering, ik’!?), og så skal det simre i en times tid. Hæld bønnerne i suppen, og blend halvdelen, så suppen bliver tyk. Pastaen er ditali – en slags små og korte penne – der koges direkte i suppen, hvis semitykke konsistens fordobler kogetiden. Kog til al dente. Til sidst tilsættes finhakket rosmarin og timian, og så skal der selvfølgelig pøses solide mænger olivenolie på ved servering.
Klassikeren:
Måske din lumbago og dit pensionsopsparende arbejdsliv ikke tillader længere udenlandske gastroeventyr. Fair nok. Men snyd ikke dig selv for kulinariske åbenbaringer. Besøg Søren Wiuff, Matthias Skovmand, Brinkholm, Birkemosegård og alle de andre Rie Boberg-typer, der dyrker vidunderlige ting i Danmark.
Får tårerne frem
Suppen og turene til Ries toscanske olivenlund ændrede mit gastronomiske verdenssyn for altid, selv om den også stod på instantkaffe og (ret meget) bag-in-box-vin. At køre ned til mølleren med dagens sirligt sorterede olivenhøst og tage den med tilbage til bjergskråningen i sin flydende, ultraparfumerede og skriggrønne form var en åbenbaring. Bare tanken om olivenolieduften hos mølleren kan stadig få tårerne frem.
Siden er Rie Boberg flyttet tilbage til Danmark, og huset på bjerget blev solgt til en tysk rigmand, der drømte om uendelighedssvømmepøl og helikopterlandingsplads, inden finanskrisen slukkede for sådanne monstrøse aktiviteter.
Rie Boberg gik i gang med Slow food, kæmpekøkkenhave og olivenolieimport. Jeg droppede reklamen, endte på kokkeskole og sidenhen i naturvinsbranchen, og nu bor jeg i et økologisk landbrugsbofællesskab syd for Køge, hvor vores knoldselleri har lidt samme energi som Rie Bobergs oliven.
Udsigten i Karise kan dog ikke helt matche den fra bjerget bag Pietrasanta, men det er trods alt ikke Rie Bobergs skyld.
Opkomlingen:
Hvis du ikke møder en som Rie Boberg på din gastronomiske vej, kan du bruge Worldwide Opportunities on Organic Farms (WWOOF), der forbinder nysgerrig arbejdskraft (dig!) med seje økologiske og biodynamiske bønder, som tilbyder kost og logi, mod at du giver en hånd med.
Stambord
Stambord er stedet, hvor du kan du læse om tidens mest interessante, inspirerende og irriterende gastronomiske tendenser.
Seneste artikler
Vindruer er for bulkvin, hvad majs er for Doritos: blot én af ingredienserne
4. februar 2023Supermarkedshylderne er fulde af masseproduceret vin. Men ingen taler om, hvordan den bliver produceret, og hvordan den kan smage så ens fra år til år. Til gengæld er den såkaldte bulkvin faktisk et CO₂-venligt alternativ til vinbondens glasflaskerDet store citrusboom er i gang. Sådan får du mest ud af de aromatiske frugter
21. januar 2023Takket være sure, bitre, sødmefyldte og aromatiske citrusfrugter kan vi slippe nogenlunde uskadte gennem vinteren. Og udbuddet er større end nogensinde»Hvorfor smager så meget naturvin så lækkert af banan?« spørger du. Svaret kommer her
14. januar 2023I dag dyrker hele naturvinsverdenen teknikken ’maceration carbonique’, der får vinen til at smage af jordbær og bananer. Og af mere! Spørgsmålet er, om det også bliver lidt kedeligt i længden
semityk?