Langsomme samtaler
Læsetid: 13 min.

Verdensberømt idéhistoriker: Jeg voksede op under Anden Verdenskrig. Krisen i dag er meget værre

Quentin Skinner fortæller i denne langsomme samtale, om hvordan vi har valgt en form for frihed i vores samfund, som er endt med at gøre os til slaver. Om hvad vi kan lære af fortidens filosofiske tekster, og hvordan vi skal forholde os til historien, hvis vi skal finde nye veje frem

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
11. december 2021

Da min datter for nogle år siden begyndte på gymnasiet, blev hun bedt om at gøre en lille ting, som mindede mig om, hvordan vi i vores kultur fuldstændig har misforstået frihed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

“ De klassiske værker er ifølge Skinner altid svar på et spørgsmål i deres samtid. “

Jae ! - så er vi i gode hænder.

Wow! Hvor vil jeg ønske for os alle, at være lige så skarpe og velfunderede som 81-årige.

Ete Forchhammer , Inger Pedersen, Alvin Jensen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

socialdemokratiske velfærdsstat, hvor man hylder friheden til at sige fra over for underkastelse og umyndiggørelse. Og overlod sine personlige data til en af de største overvågningsmaskiner.

Det kan ikke være en socialdemokratisk velfærdsstat der tales om.
Vi bliver institutionaliserede fra barnsben. Og påtvunget en videregående uddannelse så vi kan blive små brikker og skaffedyr i den ,såkaldte velfærdsstat. Er der moralske spørgsmål ender debatten med at man slå hinanden i hovedet med paragraffer og selv åbenlys uretfærdighed og udemokratiske handlinger kan forsvares, hvis man finder den rette paragraf.

Jeg husker en lille episode fra jeg var barn. Ca 7-8 år. Jeg havde store problemer med autoriteter.
En aften leger jeg uden for gården med en jævnaldrende kammerat.
Da klokken er ca. 9 om aftenen dukker min kammerats far op. Han var en stor, brøsig, men godmodig mand. Han råber min kammerats navn i en bestemt tone. Og minsandten - Min kammerat følger bare med, som en dresseret hund. Og nu havde vi det lige så sjovt.
Men det rammer mig lidt. Jeg følte mig trist til mode. I skolen talte pædagoger om at børn havde brug for faste rammer. De skulle føle sig trygge.
Efter et par timer dukker min far " tilfældigt" op . Han ville aldrig kommandere mig hjem. Der skulle bruges pædagogiske teknikker . Og han vidste jeg var mørkeræd og bange for at krydse gården i mørket. Jeg tager ham ved hånden og fortæller ham om min kammerat og hans far. Og siger.- Jeg føler mig ikke tryg. Han udbryder frustreret. - Jamen du bliver jo fuldstændig umulig. Når du taber i casino bliver du hamrende sur og hvis du vinder i casino beskylder du mig for at lade dig vinde.- Og bliver hamrende sur.
Jeg var ikke klar over at han så sådan på det. Og jeg siger .- Det var da jeg var lille. Stemningen var lidt anstrengt. Så siger jeg. Ved du hvad far ? - Hvis jeg selv beslutter mig for at vil have rammer . Er det jo alligevel ikke rammer. Kan du se det far ? Han skuler lidt ned på mig. Men siger. Vil du med ud at fiske i morgen. Og så talte vi ikke mere om det. Lidt oppe af trappen, mener jeg , atjeg siger. - Lader du mig stadig, bare, vinde i casino.

Jeg tvivler på at børn, som i dag gennemgå det danske opdragelses og uddannelsessystem er i stand til at føre sådan en samtale i en alder af 7-8 år. Uanset hvilke linje de vælger for deres uddannelse eller om de har gået i de fineste privatskoler. I dag ville børn som jeg blive betegnet som psykisk syge og svage.
Og blive frataget mulighed for at lære og udvikle sig. Og det fratager også børn, hvor rammer, kan være på sin plads, muligheden for at lære tingende fra andre vinkler.
Den demokratiske forståelse i lande som Danmark er imø elendig. Vi har simpelthen ikke tradition for demokratisk opdragelse.

Samtaler som min med min far. Var sandsynligvis ikke ualmindelige i miljøet jeg opvoksede i .

Jesper Høst, Steen K Petersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

"»Jeg mener, at det er lige præcis kernen i situationen i dag. Vi har levet så længe med den nyliberale stat, at progressive skatter mange steder nærmest betragtes som konfiskering af folks penge, og uligheden er steget til et niveau, som er det højeste i min levetid,"

Tankevækkende - sammen med tænkningen om de to slags friheder: statens/individets, at:
"Minimalstatens" forfatter Anders Fogh Rasmussen lod Danmark få en rolle som logrende halehæng til USA.
Samtidig med, at han harcellerede over, at Danmark ikke stod skarpt nok over for Tyskland under 2. verdenskrig.

Ja undskyld, Jens Ole Mortensen, men er det ikke mere relationen mellem mennesker, du fortæller om, snarere end en bestemt tid. Du fortæller jo selv om modsætningen med din ven. Som mor til 3 af slagsen, ved jeg, at børn i vore dage kan rigtig meget også det, som du kunne. Du skulle tage at snakke med dem.

Om så Anders Fogh ønskede minimalstat eller ej, er faktum, at vi er blandt de lande i verden med den største stat. Så kan vi diskutere, om pengene bliver brugt godt nok, hvilket vi nok ikke kan blive enige om, eftersom vi alle er hvert vores sted i livet.

Jens Ole Mortensen

Frederikke Nielsen
Det eksempel jeg nævner, handler ikke om begavelse. Det er om autoritetstro eller mangel på samme. Det jeg konkluderede kan kun konkluderes, hvis man ,ikke, har autoritetstro. Har man de mindste intentioner om at opdrage sine børn til at tage en plads i samfundet. Bliver man mødt med trods.
Jeg havde skam lærere som kunne sige. - Nu tager du dig sammen unge mand.
Men de havde ingen intentioner om at jeg kunne gennemgå et uddannelsesforløb som de fleste. Skulle jeg ikke smides ud inden 10 klasse. skulle jeg arbejde for at holde en vis standard, Og i det mindste møde op på skolen . Jeg er bestemt ikke intelligent på den måde de fleste opfatter intelligens. Jeg har issues. Stavning, grammatik. f.eks. Og det kommer til udtryk i flere andre situationer. Jeg klarede mig godt i matematik og fik fine karakterer i dansk,. Selvom der blev set mellem fingre med at jeg kun afleverede stil et par gange om året, og de øvrige afleverede hver uge. Jeg havde meget svært ved at skrive. Og har først lært det i en høj alder. vha. internettet.
Kort inden vi gik ud af folkeskolen. Blev vi selvfølgelig spurgt.- Hvad er jeres planer. Og mange af eleverne laver netop det, i dag, de ønskede sig.
Jeg svarede - Jeg vil finde et arbejde.
Min historie om min kammerat og far , har´ noget med efterkrigstiden at gøre. Det var omkring 1964-65. Og jeg kan fortælle at jeg et par år efter, blev sendt i opdragelseslejr, hvor pædagogikken var seriøse tæsk , til man indordnede sig.
Jeg kan ikke genkende skåltalerne om efterkrigsårerne.
Jeg kan sige. Også jeg , har som flere af mine skole kammerater opfyldt det jeg ønskede. Et arbejde jeg kan lide at beskæftige mig med. - Fotografering..
Men har man ingen tro på samfundets autoriteter, næsten fra fødslen,. Så fejler man ofte, især under pres. Lige så vel som Institutionerne fejler igen og igen. Autoritetstro er ikke nogen man kan vælge at have eller ikke have.. Så lyver man for sig selv og andre.