Brevkassen: Min ekskone går til crossfit hele tiden – også når hun har børnene

Da min eks for nogle år siden bøvlede med humøret, begyndte hun at dyrke en masse motion. Det var et råd fra hendes psykolog, og det virkede. Hun fik det bedre med sig selv af at løfte tunge ting og hoppe rundt i sit lokale crossfitcenter tre-fire gange om ugen.

Det tænker jeg er en god ting. Hvad der til gengæld bekymrer mig, er, at hun ikke skruer ned for træningsaktiviteten, når hun har vores to drenge hver anden uge. De er henholdsvis ni og 14 år gamle, og de fortæller mig, at de flere gange om ugen skal stå for aftensmaden, fordi hun lige skal nå forbi centeret efter arbejde. Og de siger, at de er kede af det.

Det glæder mig selvfølgelig, at min ekskone er blevet gladere af at lave dødløft og burpees. Men jeg føler samtidig, at det sker på bekostning af kvalitetstiden med vores børn. Skal jeg blande mig?

— Delefar

Svar I:

Jeg har hverken ekskoner eller børn i bagagen; til gengæld kender jeg udmærket behovet for at nå til crossfit tre-fire gange om ugen for bare at kunne holde ud at være i min egen krop. Det handler ikke – modsat hvad visse af mine kolleger på nærværende dagblad måtte mene – om forfængelighed, men om endorfiner og små åndehuller i kontornussertilværelsen. For mig har det fungeret bedre end alskens humørregulerende medicin.

Men jeg er også skilsmissebarn. Og derfor synes jeg, at du skal blande dig. Måske i første omgang ved at fortælle din eks, hvad dine børn har fortalt dig. Der er en vis sandsynlighed for, at de ikke selv har turdet sige det ligeud til deres mor.

Det at kunne behovsudsætte for sine børns skyld er – så vidt jeg forstår – en forholdsvis central del af forældreskabet, og det er trods alt kun hver anden uge, det handler om.

Du kan jo trøste hende med, at om et par år er de alligevel for gamle til at gide spise aftensmad med hende.

— Mikka Tecza

Svar II:

Der er desværre kun et svar til dit spørgsmål: Du kan ikke blande dig. Ikke for det niveau af fravær, du fremlægger her. Du kan prøve på alle mulige måder, men uden at kende din eks kan jeg ikke forestille mig et eneste scenarie, hvor det vil have andet end en kontraproduktiv effekt. Det er set nogenlunde lige så tit som enhjørninge, at eksmænd og -koner siger: »Ved du hvad – det er en supergod pointe, du har der, jeg tror lige, jeg laver mig om«.

Hvis dine børn er kede af det, som du skriver (og der ikke bare er tale om en projektion af indestængt vrede over, at hun ikke kunne finde ud af at træne sin krop, da hun var sammen med dig, men åbenbart har supertravlt med at imponere alle mulige andre tarvelige mænd), så kan du for deres skyld godt nævne det i en overlevering, eller hvordan I nu plejer at kommunikere om jeres børn. Men igen – det vil ikke blive modtaget, som du ønsker det. Man ejer ikke sine børn, og man bestemmer ikke, hvilken verden der møder dem. Det kan tage et helt liv at lære, men os, der er skilt, er tvunget til at lære det lidt hurtigere end andre. Bid det i dig.

— Lasse Lavrsen