Brevkassen: Skal jeg købe vin for min underbo, der er alkoholiker?

Vores underbo drikker i perioder rigtig meget. Det er ikke nyt. Det er det til gengæld, at hun er begyndt at banke på i sølle forfatning for at spørge, om vi har noget vin. Og når vi går ned ad trappen, åbner hun ofte døren for at spørge, om vi vil købe vin med.

Vi kan godt li’ underboen. Hun går dårligt, så vi bærer hendes skrald ned, og vi hjælper, når mobilen driller. Til gengæld klager hun ikke det mindste, når børnene larmer.

Men skal vi ligefrem hjælpe hende med at skaffe alkohol? Det føles forkert. Det føles bare endnu mere forkert at afvise at give hende noget, når hun står uden for vores dør og er tydeligt ramt af abstinenser.

Derfor har vi også indtil videre givet hende lidt. Men hvad er det rigtige at gøre? Hvad ville I gøre?

Vi ved, at det er et mangeårigt problem, der har kostet familierelationer, og vi har ingen illusioner om, at vi kan hjælpe hende ud af misbruget.

— Overboen

Svar I:

Det her kommer til at lyde forkert; men hvor er det dejligt, at I har en nabo, der er alkoholiker.

Nu skriver I underbo, og så går jeg ud fra, at I bor i en lejlighed. Måske endda i København. Der er kvadratmeterpriserne ikke egnede til kirkerotter. I mit eget kvarter går boliger, der oprindeligt var tænkt som bittesmå arbejderhuse, til tocifrede millionbeløb. Alle har de samme barnevogne, de samme dynejakker og drikker den samme 45-kroners flat white-kaffe fra Emmerys. Og så klager de over larm. Med en vis formue følger åbenbart selektiv lydfølsomhed: Ens egne børn larmer aldrig – men det gør alle andres. Altid. Jeg ved ikke, hvad mine naboer hedder, vi mødes stort set aldrig i opgangen og hilser knap på hinanden.

Misbrug skal ikke romantiseres. Og der er en sandsynlighed for, at hvis I først køber én flaske vin, så vil hun spørge om to. Afhængighed respekterer ikke grænsedragninger. Men hvis I kan holde niveauet, som det er nu, så går der ingen skår af jer eller af byens diversitet, hvis I tager en billig Chardonnay med på vejen.

— Bodil Skovgaard Nielsen

Svar II:

Brevkasseredaktøren stak mig spørgsmålet med et: » … medmindre du er træt af at blive typecastet som brevkassens eks-alkoholiker.« Det giver mig lejlighed til at rette en relevant misforståelse: ’Alkoholiker’ er en livstidsdom, der er ingen eks’er iblandt os, men jeg er så heldig på et tidspunkt at have fået hjælp til at blive ædru. Men det var altså først, da jeg selv ville og turde, og det gælder også jeres underbo.

Jeg hæfter mig ved, at I kan lide hende – bliv ved med det, det er der åbenbart stadigt færre, der kan. Gå ned med hendes skrald, luft hendes hund, køb ind for hende, smil til hende, når I møder hende på trappen, og sig til børnene, at de godt må vise hensyn, selv om hun ikke klager.

Men sig også til hende, at I ikke synes, det er fedt at købe sprut til hende, for I kan mærke, at det ikke gør hende godt. Jeg tror, hun vil kunne forstå jeres oprigtighed – for hun ved lige så godt som jer, hvor sølle hendes liv er, og jeg er sikker på, at hun bruger mange af sine branderter til at beslutte sig for netop at holde op. Hun kan bare ikke.

Det handler ikke om at frelse hende, for det kan I ganske rigtigt ikke, men om at fastholde en menneskelighed i jeres relation – det kan I ikke, hvis I bliver hendes sprutbærere.

— Jon Jørgensen