I disse dage opholder Camerouns præsident, Paul Biya, sig i sin storslåede residens Palais de l’Unité i Yaoundé, og så ved man, at der er noget på færde.
88-årige Biya, der har været ved magten i det centralafrikanske land siden 1982, bruger helst sin tid i en suite på luksushotellet InterContinental i Genève, Schweiz. Han er kendt for kun at flyve hjem, når der virkelig er behov for det. Hvorfor være præsident af gavn, når man kan nøjes med at være det af navn?
Biyas ophold i Yaoundé handler om fodbold. Søndag den 9. januar begynder den 33. udgave af African Nations Cup i den camerounske hovedstad. Værterne, der har vundet turneringen fem gange, møder Burkina Faso på Stade Omnisport Paul Biya, og det må præsidenten selvfølgelig ikke gå glip af.
Cameroun skulle oprindeligt have afholdt slutrunden i 2019, men først kunne de ikke få bygget stadionerne færdig i tide, og så kom pandemien. Corona havde nær også forhindret mesterskaberne denne gang. De europæiske klubber har vanen tro ikke været meget for at sende deres spillere af sted midt i sæsonen, slet ikke under en pandemi, og i dagene op til jul trak det op til en aflysning.
Men camerounerne nægtede at vente længere – Paul Biya nægtede at vente længere.
Der er ikke så lidt på spil for præsidenten, der ellers ikke skulle være særlig glad for fodbold. Efter 40 år ved magten efterspørger mange camerounere forandring. Biya har udviklet sig til en af Afrikas mest forbenede autokrater og Cameroun til et af kontinentets mest dysfunktionelle lande.
I de nordlige regioner – i grænselandet mellem Nigeria og Tchad – bekriger hyrde- og fiskersamfund hinanden. Samtidig vinder Islamisk Stat-inspirerede terrorister frem. Og i det sydvestlige Cameroun har Biyas fransktalende regering erklæret krig mod separatister, der vil danne den anglofone udbryderstat Ambazonien.
Konflikten har ligget latent under Cameroun siden afkoloniseringen, hvor Fransk Cameroun og Britisk Cameroun blev til én nation, men den har været i udbrud siden oktober 2016, da Biya, der blev født i Mvomeka’a i Fransk Cameroun, hyrede fransktalende dommere til at lede domstolene i landets to engelsktalende regioner.
Siden har både separatisterne og regeringshæren begået frygtelige menneskerettighedsovergreb. Knap én million har måttet flygte, og godt 5.000 har mistet livet.
»Tak, papa«
En fodboldturnering løser på ingen måde problemerne for Biya. Men hans parti, RDPC, håber, at African Nations Cup vil vise både camerounerne og et tiltagende bekymret internationalt samfund, at landet stadig fungerer. Det er ikke kun i Qatar og Kina, at autoritære regimer forsøger at vaske sig rene i projektørernes lysbad.
I den forbindelse er det interessant at se på valget af spillebyer. De fleste kampe skal spilles i Douala og Yaoundé, Camerouns med afstand største byer – begge fransktalende – men gruppe D og gruppe F skal afvikles i henholdsvis Limbe og Garoua, der ligger midt i landets to konfliktzoner.
Limbe i Southwest Region er kerneland for de engelsktalende separatister, mens Garoua, hvor to af forhåndsfavoritterne, Nigeria og Egypten, mødes tirsdag aften, er den største by i det uroplagede nordlige Cameroun – akkurat på grænsen til en del af landet, hvor blandt andre de britiske myndigheder »fraråder al rejse«.
Bliver mesterskaberne en succes, vil Biya-regimets fortælling om et fortsat forenet og stabilt Cameroun være styrket. Separatister og terrorister? Ja, måske, men intet så alvorligt, at der ikke kunne spilles fodbold.
I Mokolo lidt nord for Garoua hænger der allerede hyldestbannere til præsident: »Tak, Papa Paul Biya, for African Nations Cup i Cameroun«.
Invitation til modstand
Det er en velkendt strategi: I Afrika er det snarere reglen end undtagelsen, at de kontinentale fodboldmesterskaber indgår i et politisk regnestykke. Det gjorde det i Egypten i 2019. I Gabon i 2017. I Ækvatorialguinea i 2015. Og også længe før det.
Men det er ikke en strategi uden risiko. Det er allerede til at se, inden bolden er givet op. De seneste uger har slutrundemaskotten Mola været på tur rundt i Cameroun, og da karavanen nåede Bamenda, den største engelsktalende by i landet, måtte tøjdyrsløven beskyttes af tungt bevæbnede forsvarsstyrker.
Med andre ord er African Nations Cup ikke kun en mulighed for den camerounske regering til at stadfæste sin magt. Det er uforvarende også blevet en invitation til modstand. Kampklare separatister har allerede truet med angreb i Limbe.
»Hvis ikke Biya kommer til forhandlingsbordet, giver vi ham søvnløse nætter. Friheden for Ambazoniens folk er meget vigtigere end African Nations Cup,« sagde Langmi Nestor, talsmand for oprørsgruppen Ambazonia National Self-Defense Council i december.
Og ifølge France24 har Mauretanien, Gambia, Tunesien og Mali, der alle skal spille i Limbe, modtaget trusselsbreve.
Advarslen skal tages alvorligt. Da Cameroun i januar sidste år afholdt ligalandsholdsturneringen African Nations Championship, udløste The Fako Action Forces, en militant oprørsgruppe, en bombe foran Limbe Omnisport Stadium. Ingen døde, men flere biler gik op i flammer. Samtidig har oppositionspartiet Front Social Démocrate annonceret en stor Biya-kritisk demonstration lørdag den 8. januar i Douala.
Massivt sikkerhedsopbud
Skrækscenariet for præsidenten er en gentagelse af mesterskaberne i Angola i 2010. Også dengang havde værterne valgt at lægge kampe på omstridt land. Siden opløsningen af det portugisiske kolonistyre har Cabinda, en lille provins, der ligger som en enklave lidt inde i DR Congo, hørt til Angola – og lige så længe har guerillabevægelsen FLEC krævet et selvstændigt Cabinda.
Den angolanske regering i Luanda nægter, og da det sydvestafrikanske land fik værtskabet for African Nations Cup 2010, valgte man at placere fem gruppekampe og en kvartfinale på Estádio Nacional do Chiazi i Cabinda.
Beslutningen provokerede FLEC, der som hævn gik til angreb på Togos spillerbus, da den var på vej til Cabinda for at spille åbningskamp mod Ghana. Tre døde, og ni blev såret.
I Cameroun ventes der at være et massivt sikkerhedsopbud til alle kampe, ikke mindst i Limbe, men spøgelset fra Cabinda kan ikke undgå at hænge over slutrunden helt frem til finalen den 6. februar.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er i hvert fald bekymret: »Det er et stort spørgsmål, om regeringen vil kunne garantere sikkerheden for spillere og fans,« skrev man den 21. december med henvisning til netop truslen fra kampklare separatister i Limbe.
Hvem vinder på banen?
Der er også stor usikkerhed, når det kommer til selve fodbolden.
Kommer kampene til at foregå for tomme tribuner? For at blive lukket ind på et af de seks stadioner skal man fremvise både en negativ pcr-test og et vaccinationspas, og lige nu er kun seks procent af den camerounske befolkning immuniseret.
Vil alle profilerne være der? Mere eller mindre samtlige 24 deltagerlande har de seneste uger døjet med stribevis af coronatilfælde. Opvarmningskampe og træninger er blevet aflyst, og der er næppe nogen af trænerne, der her dagen før åbningskampen er helt sikre på, hvor deres hold står – så sent som den 2. januar havde slutrundedebutanterne Gambia hele 16 spillere i karantæne.
De camerounske værter vil kun være tilfredse med en turneringssejr. Les Lions Indomptables har været afrikanske mestre fem gange, senest i 2017, og på hjemmebane forventer deres fans en ny triumf.
Det er ikke helt utænkeligt, men der er andre, mere oplagte, bud. Algeriet, de forsvarende mestre og nykårede vindere af Arab Cup, ser igen i år stærke ud. Træner Djamel Belmadi har godt tag i truppen, der med navne som Riyad Mahrez (Manchester City), Ismaël Bennacer (AC Milan) og Ramy Bensebaini (Gladbach) nok er turneringens mest homogene.
Algeriets finalemodstander fra slutrunden i 2019, Senegal, er heller ikke til at komme udenom. Og lande som Egypten, Marokko, Nigeria, Elfenbenskysten og Ghana vil altid have en chance.
Hvis vinderen skal være en decideret overraskelse, er bedste bud nok Mali. Sahel-nationen var blandt de bedst spillende i 2019, men var for ineffektive i ottendedelsfinalen mod Elfenbenskysten. De er i en favorabel gruppe med Tunesien, Mauretanien og Gambia, og for første gang i tre år har de en af deres store profiler, Yves Bissouma, til rådighed. Den dygtige midtbanespiller fra Brighton i Premier League har ligget i konflikt med det maliske fodboldforbund, men er nu igen klar til at spille for sit land. Det kan skubbe træner Mohamed Magassoubas hold frem blandt de allersidste.
Hvis årets African Nations Cup følger en slutrundes vanlige koreografi, vil netop fodbolddebatten fortrænge den politiske, så snart Cameroun og Burkina Faso går på banen i morgen aften: Var der straffe? Er Guinea-Bissaus venstreback egentlig ikke ret god? Hvorfor har Sierra Leone ikke en bedre målmand? Og kan det virkelig være rigtigt, at Guinea har bænket Amadou Diawara?
Men det vil ikke ændre på, at vi har at gøre med en gennemført politisk begivenhed. Der skal være valg i Cameroun i 2025, og selv om Paul Biya til den tid vil være hele 92 år, planlægger han at genopstille. Det forestående mesterskab skal køre ham i stilling til den ottende embedsperiode.
Der er ingen garanti for, at det vil lykkes. Ved at åbne sig for verden gør han sig samtidig sårbar. Kampene mellem regeringshæren og de engelsktalende separatister er flere gange blevet udråbt til at være verdens mest oversete konflikt. Det vil den ikke være i løbet af den næste måned.
