Cigarer har kronede dage – og de er ikke længere bankdirektørens domæne

Det sendte chokbølger gennem tobaksverdenen, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, i begyndelsen af coronapandemien var ude at lufte indikationer på, at rygning kunne forværre symptomerne i forbindelse med COVID-19.

Alligevel begyndte rygerne efterfølgende faktisk at ryge mere, ikke mindre. Efter mange års fald steg cigaretsalget verden over en smule under pandemien. Og for cigarsalget gælder det ligefrem, at kurven er bøjet markant opad.

Globalt ryges der flere cigarer end nogensinde. Tæt på 400 millioner styk skiftede hænder i 2021.

Måske skal en del af årsagen findes i en generel trang til at forsøde livet under nedlukningen. Måske øjnede cigarrygerne en hidtil uset mulighed for at kombinere en tidskrævende (vi taler nemt om over en times rygetid for større cigarer) og indeklimadominerende hobby med det moderne arbejdsliv.

Cigaren som penis

I sine godt 500 år på europæisk grund er cigaren på forunderlig vis blevet et kultursymbol, hvis gang i bøger, tegneserier og film handler om langt mere end tobaksnydelse. En cigar i hånden signalerer til nogle tider status og magt, ofte af den hårde og uforsonlige slags – tænk Brando og Pacino i Godfather – og til andre tider bare fest og fejring. Det er stadig en tradition for mange, der ikke ryger til daglig, at tænde op under en dyr havaneser til nytår.

Fra dansktimerne i gymnasiet ved vi desuden, at cigaren er en penis. Det er Freuds skyld, vil nogen hævde, men Freud nævner faktisk ikke cigaren i Die Traumdeutung (Drømmetydning) fra år 1900, hvor han identificerer såvel en pibe, en cigaret og sågar en klarinet som penislignende objekter – men altså lader sit eget nydelsesmiddel of choice gå fri.

Det hører dog til basisstoffet i den freudianske psykoanalyse, at der går en lige linje fra rygerens sutteri på røgvaren over det diende barn og til det seksuelle begær.

Om cigaren så faktisk er en fallosfigur må stå ubesvaret, men cigaren indtager ikke desto mindre rollen i særligt de seneste 150 års kulturhistorie som en markør for maskulinitet, magt og penge. Til dels stammer forbindelsen fra det victorianske hjems rygerum, der skulle afsondre de næsten udelukkende mandlige rygere fra det øvrige selskab, og hvortil enhver snak om forretninger og penge blev forvist sammen med den osende cigar.

Cigaren er også blevet et kernesymbol på det, den norsk-amerikanske sociolog Thorstein Veblen nogenlunde samtidig med Freuds drømmetydningsbog kaldte conspicuous consumption, altså prangende forbrug, hvor signalværdien er vigtigere end opfyldelsen af et behov. Hvis præmiekapitalisten Gordon Gekko i Oliver Stones Wall Street (1987) ryger sine store, ulovligt importerede cubanske cigarer, fordi han kan lide dem, er det sekundært i forhold til, at han ryger dem, fordi han har råd.

Cigaren er også redskab for det, man med et nyere udtryk kunne kalde toksisk maskulinitet. Eftersom fallos ikke kan fremvises i det offentlige rum, kan cigaren ekshibitionistisk træde i stedet. Cigarrygeren læner sig ikke ud ad vinduet og forsøger at genere færrest muligt med sin vane, men erobrer rummets midte og vil ses, mens han fylder lokalet med tæt røg.

Se bare Robert De Niro i Scorseses Cape Fear fra 1991, hvor han i rollen som Max Cady fyrer op under en Casa Blanca Robusto i en familiebiograf, mens hans hæse og glædesløse latter får røgskyerne til at sprede sig som gaståger.

#cigarlife

Men i takt med at lovgivningen har vanskeliggjort cigarrygning i fuld offentlighed, har markedet ændret karakter. De yngre generationer af cigarrygere er i mindre grad bankdirektører og rederiejere, de ligner mere kaffe-, vin- og urnørderne, der mødes online i diverse fora og særligt dyrker independent growers, limited editions og andre small batch-fænomener. I dag består det boomende cigarmarked af myriader af mindre mærker og svært opdrivelige unika, som de sande aficionadoer kan blogge om eller flashe på Instagram under hashtags som #cigarlife eller #cigarporn.

Simon Olesen fra Restaurant Møntergade oplever cigarboomet på tæt hold, og som Danmarks eneste cigarsommelier er det ham, restauratørkollegerne kontakter, når de vil vide, hvordan de skal håndtere de gæster, der gerne vil nyde en cigar. Nogle steder klares det med varmelamper ved udendørsbordene, så cigarrygeren kan sidde i ro og mag og få en kop kaffe, måske en avec, et par petitfours – eller for den sags skyld varme op til en middag med en sjus og en cigar.

»Så snart du har tændt en cigar, fortjener den, at du tager dig tid til at nyde den. At tænde en cigar er et løfte om ro og afslapning i den tid, det tager at ryge cigaren,« siger Simon Olesen.

»Og selvfølgelig er det ikke en vanvittig god ting at ryge, men som jeg ser det, er cigarrygning ikke det samme som at ryge cigaretter. Man inhalerer ikke de samme mængder, og cigartobakken består udelukkende af fermenterede tobaksblade. Intet andet.«

Simon Olesen understreger, at han meget gerne vil tage ansvar for, at der åbner en cigarbar i København i en ikke alt for fjern fremtid.

Den nye og den gamle verden

I cigarbutikken Macanudo i Københavns indre by er den ene væg optaget af en walk-in-humidor, der holder en konstant luftfugtighed omkring de 70 procent, så tobakken ikke tørrer ud. Humidoren er pakket med et utal af mærker af såkaldte premium-cigarer, som er rullet i hånden af hele, fermenterede tobaksblade.

Jeg køber to fra henholdsvis Cuba og Nicaragua. Cuba var stedet, hvor Columbus i sin tid så de lokale ryge en slags protocigar og tog blade med tilbage til Europa. Og Cuba er stadig hjemland for nogle af verdens fineste tobaksprodukter. Jeg prøver en Trinidad, mærket, der i mange år kun blev givet i gave af den cubanske regering til udenlandske diplomater, men altså nu findes i handlen.

Nicaragua har for alvor ramt verdenseliten i de seneste 20 år. Markerne omkring Estelí i det nordvestlige Nicaragua var for 30 år siden bestrøet med udetonerede landminer fra de antikommunistiske oprørsgrupper – contras – nogle af dem skandaløst finansieret via USA’s salg af våben til Iran. I dag er der ryddet op, og på markernes sorte, vulkanske jord gror noget af verdens fineste tobak.

Jeg prøver en Oliva Connecticut i det lille fede Robusto-format, der leverer masser af blød, harmonisk smag. Robusto er kommet til i de senere årtier og er i den grad go-to-formatet for den yngre generation.

Cigarens yderste blad – dækbladet, der tegner cigarens udseende og en stor del af dens smag og duft – er ecuadoriansk, men dyrket på udvalgte frø fra Connecticut, der er USA’s hjemegn for kvalitetsdækblade. Helt atypisk går produktionen i Connecticut af tobak i bedste kvalitet tilbage til midten af 1700-tallet, hvor cubanske tobaksfrø blev sået af den britiske kolonimagt.

Med inderlommen pakket med repræsentanter for såvel den gamle som den nye cigarverden går jeg ud i januarkulden.