Center for Vild Analyse
Læsetid: 3 min.

’Don’t Look Up’ er satirisk og overdrevet, men taler sandt om, hvor desperate vi bør være

Ingen fornuftige mennesker betvivler længere, at klimaforandringerne er en alvorlig kendsgerning med stor betydning for vores liv. I stedet betragter vi derfor livet som helhed som en illusion
Leonardo DiCaprio som Randall Mindy og Jennifer Lawrence som Kate Dibiasky, der i ’Don’t look up’ opdager, at en komet styrer direkte mod Jorden.

Leonardo DiCaprio som Randall Mindy og Jennifer Lawrence som Kate Dibiasky, der i ’Don’t look up’ opdager, at en komet styrer direkte mod Jorden.

Niko Tavernise

Moderne Tider
22. januar 2022

Der findes et klip fra DR’s gamle magasin Deadline, 2. sektion i 2012, hvor vejrværten Jesper Theilgaard diskuterer klimaforandringer med filosoffen Arno Victor Nielsen. Klippet er ikke ældet med ynde for filosoffen, for nu at sige det pænt. Nielsen gør sig munter over, at klimaet ikke kan siges at eksistere, fordi det bare er nogle tal i nogle statistikker, og den slags gør ikke den store forskel i almindelige menneskers liv. For det første forstår de det ikke, og for det andet har de ret: Der er ikke noget at forstå. Det er en storm i et glas vand. »Vi har masser af tid,« som Nielsen siger.

Siden har vi kunnet følge »the progress of this storm«, som idéhistorikeren Andreas Malm kaldte én af sine bøger om problematikken, og i det mindste er det ikke længere nødvendigt at bruge alt for lang tid på argumenter som Nielsens, når man diskuterer problemets karakter og omfang.

Desperation

Eller hvad? For selv om den aktuelle Netflix-film Don’t Look Up arbejder med et vist satirisk overdrev, har den indædte kritik af den alligevel været bemærkelsesværdig. Selv Information fandt det passende på lederplads at fremhæve, at filmen som »sociopolitisk kommentar« ikke er særlig korrekt eller særlig konstruktiv.

Det er forunderligt, at så mange kritikere finder det relevant at kritisere det ’ukorrekte’ i en satirisk film, der åbenlyst overdriver sine klicheer og citerer katastrofefilm til højre og venstre for netop at fremvise én altgørende sandhed: desperationen over, at der ikke reageres rationelt på en åbenlys, overhængende fare.

Måske viser filmen og debatten om den dermed, at der overraskende nok stadig er en kløft mellem selv de mest velmenende, pragmatiske, venstreorienterede debattører og politikere og så de aktivister, der ser tøven og modvilje overalt. Det overraskende er, at så mange tilsyneladende stadig ikke forstår desperationen – og derfor kun ser filmens karikaturer og forsimplinger. Som klimajournalist Søren Bjørn-Hansen skrev her i avisen: »Kritikken virker ret bizar på mig. Som journalist på videnskabs- og klimaområdet gennem 15 år synes jeg, at filmen rammer klokkerent. Vi ville slet ikke have et klimaproblem, hvis politikere, erhvervsliv og medier havde lyttet til klimaforskerne til at begynde med.«

At tro sin viden

Måske er det i virkeligheden på grund af denne umiddelbart upåfaldende forskel, klimakampen kommer til at strande? Forskellen på at vide tilstrækkeligt, forstå problemet, være positivt indstillet over for forandringer – og så rent faktisk tro på det, man ved. Det blev sagt om Solsjenitsyns Gulag øhavet, at nu blev det muligt for selv loyale kommunister at tro på det, de allerede vidste: udrensningerne, den politiske forfølgelse, arbejdslejrene i Sibirien. Mangler vi stadig en klimakampens Solsjenitsyn?

Lacan pointerede i sit femte seminar, at mennesker har et særligt punkt, hvor de markant adskiller sig fra dyrene. Det drejer sig om forholdet mellem virkelighed og illusion. Man kan bedrage de fleste dyr til at tro, at en illusion er virkelig – man kan for eksempel få hunde til at gø af et spejlbillede. Men mennesker er særlige i den forstand, at de kan bedrages til at tro, at den skinbarlige virkelighed blot er en illusion. Selv om vi ser det og ved det, kan vi alligevel forholde os til virkeligheden, som om den ikke er virkelig.

Hvor utroligt det end kan lyde, lader det faktisk til, at et stort flertal stadig betragter klimaforandringerne som et lidt abstrakt problem, som om det var en viden, der handlede om en realitet i et fiktivt univers. Eksplicitte fornægtelser som Arno Victor Nielsens i Deadline-klippet er ikke så lette at slippe afsted med længere, men måske sidder den samme skepsis stadig i alt for mange af os på et mere ubevidst plan? Vi betvivler ikke kendsgerningerne, men behandler dem blot som del af en fiktion. Måske er det derfor, man så ubesværet kan gå fra at tale om, at klimaforandringerne er en vigtig realitet til med samme passion at diskutere, om de centrale aktører nu performer på en tilstrækkeligt overbevisende måde, eller om det er blevet lidt for overdrevet. Er det Leonardo DiCaprios performance eller Greta Thunbergs, der er til diskussion?

Præsident Orlean (spillet af Meryl Streep) beslutter sig i filmen, efter først at have ignoreret problemet, for at sætte alt ind på at forhindre katastrofen. Det viser sig dog hurtigt, at grunden til, at hun skifter mening, er, at hun står til at tabe midtvejsvalget på grund af en pinlig sexskandale og derfor har brug for et andet fokuspunkt. Kan vi helt afvise, at Mette Frederiksens hjertelige nytårstale om, at det nuværende flertal ikke vil svigte i klimakampen, har en lignende karakter?

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Det er, som om man glemmer, at “Don’t Look Up” er en spillefilm, når man fraskriver den æstetiske side enhver betydning. Og lige gyldigt, hvor meget man kan sympatisere med budskabet, så har filmen en del svagheder rent kunstnerisk. Ikke mindst er både Leonardo diCaprio og Jennifer Lawrence set bedre i andre roller.
Hvis man alene fokuserer på indholdet, budskabet, er det jo ikke kunst, man vil have, men propaganda.

Steffen Gliese

Nej, Christian de Thurah, kunst er historisk set moralsk, og det er den da heldigvis ved at blive igen.

Morten Balling

@Christian de Thurah

Endelig! En som ved hvad kunst er. Hvad er det? ;)

Kunst er (også) noget af det tant og fjas vi fylder vores liv med, for at undgå at forholde os til virkeligheden.

Steen Simonsen

En skarp analyse
Den må lederskribent Sindberg læse

Thomas Jensen, Peter Knap, Thomas Tanghus og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg har, i filmens ånd, spillet på at Look Up vinder en Oscar for bedste sang - selv om oddsne er relativt små - for slet ikke at tale om filmens egne chancer, hvis man skal tro bookmakerne - og hvorfor skulle man ikke det. Tænker ikke der så meget andet klimarelateret jeg lyst til gøre lige, hvor jeg for længst er cyklist og begyndt at spise mindre kød. Jeg har heller ingen børn, så det er ikke min skyld, hvis det hele brænder sammen. Men jeg vil gerne opfordre alle til at lytte til Look up, den er fremragende!

Hans Sommer Lassen

Om erkendelses-aspektet: Jeg har beskæftiget mig ret indgående med klimakrisen i de sidste par år, men jeg opdager løbende at jeg endnu ikke helt har fattet krisens omfang; erkendelserne kommer stadig ind drypvis (og jeg snakker ikke om den konkrete viden). Så det gør mig på en måde lidt trist - for jeg tror osse dét er en af årsagerne til klima-nøl.

Vi trænger seriøst til at få engagerende folk med viden på klima ind i Folketinget.
Som det er nu er, påberåber mange politikere, selv Lars Løkke, sig klimaet, i håbet om at det giver stemmer. Lysten til aktivt at engagere sig og gå foran med reelle tiltag er forbløffende ringe. Det kan være noget med affaldssortering og "forventning af fremtidige teknologiske løsninger".
Her er et par ideer til fri politisk anvendelse.

Støt dannelsen af et andelsselskab, der formidler salg af energi fra vores tage.
Giv alle tagejere fra kolonihaver over villaer til varehuse og lagerbygninger ret til at oprette et firma, så investeringer i solceller kan afskrives lige som de store solcellefarme kan. Om afskrivninger i energiproduktion kun går til nogle få investorer eller de fordeles til en stor del af befolkningen burde være økonomisk neutralt for staten.
Sikre at folk på overførselsindkomst kan bidrage ved at tillade solcelle produktion. Så kan man finde et fornuftigt fradrag i overførselsindkomst i forhold til indkomst fra el.
Landet kan helt sikkert blive tæt på selvforsynende med energi, og vi vi kunne spare lidt på overførselsindkomsterne.

Et andet oplagt område er optimering af forskning på lagring af energi.

Et tredje oplagt område er anvendelse af industrihamp, der kan erstatte bomuld, bruges i bygninger og som grundstof for kemisk produktion.

Et fjerde område er mos og alger som luftrensere CO2 fanger og støjdæmpning langs veje.

Men er håbet lysegrønt er fremtiden sort, for der sker intet.

Filmen er på lange stræk yderst satirisk og i enkelte momenter nærmest grotesk, men film med så triste budskaber er sjældent store billetsælgere.

En medvirkende årsag til den lunkne modtagelse i pressen er dog sandsynligvis, at også selve pressen udstilles i al sin egen uvidenhed og medløberiske adfærd - det må være en gru for enhver medarbejder inden for nyhedsmedierne at få synliggjort eget medansvar i tivolisering og forfladigelse af budskaberne.

Morten Balling

Hvorfor var det at jeg kom til at tænke på filmen igen, da jeg så dette klip?

https://edition.cnn.com/2022/01/28/politics/jim-justice-west-virginia-ba...