Han fik de andre pensionister med ud på skydebanen

Det naturlige ville have været, at Helge Vesti Jensen var stoppet med at gå til skydning, da han blev pensionist. Mange skytter indstiller skydningen, når de når en vis alder, fordi geværerne bliver for tunge at løfte, og den liggende og knælende skydestilling bliver for svær at komme ned i.

Men siden Helge Vesti Jensen som 25-årig blev medlem af Haderslev Skyttekreds, havde skydning været hans store passion. Hobbyen og det sociale fællesskab havde han ikke lyst til at undvære, og idérig som han var, fik han derfor oprettet en pensionistafdeling. Her blev de reglementerede skydestillinger ’liggende’ og ’knælende’ droppet. Nu hed de ’siddende’ og ’stående’, og man skød med støtte under geværet.

Det betød, at nye medlemmer pludselig kom til, mens gamle vendte tilbage.

Som altid, når Helge Vesti Jensen stod i spidsen for noget, handlede det først og fremmest om det sociale samvær. Hver deltager skulle skyde en serie på 20 skud, og havde det været konkurrenceskydning, havde man herefter talt sammen, hvem der havde fået flest point. Men hvor hyggeligt var det, at den samme person skulle vinde hver gang? Nej, der skulle være nogenlunde lige chancer for alle, syntes Helge Vesti Jensen, så på pensionistholdet handlede det udelukkende om at lave den bedste 10’er. I stedet for at se på alle 20 skud, kiggede man altså kun på, hvem der havde ramt renest i skydeskivens midte – noget, som også de dårligere skytter ville lykkes med en gang imellem.

Dagens vinder fik en medalje hængt om halsen, og havde man ti af dem, kunne de veksles til en pokal. Sådan kunne de ældre skytter konkurrere indbyrdes og have en hyggelig eftermiddag sammen på skydebanen.

Gik altid forrest

Selv om Helge Vesti Jensen var et meget socialt menneske, var han ikke en person, der fyldte meget. Han var rolig og venlig, og så var han arbejdsom. Da skyttekredsen på et tidspunkt skulle flytte, og der skulle findes en ny grund og bygges nyt klubhus og nye skydebaner, gik han forrest og forhandlede med kommunen, skaffede økonomiske midler, arrangerede arbejdsweekender og byggede inventar. For sit store arbejde fik han De Danske Skytteforeningers fornemmeste hædersbevisning, Skytternes Ærestegn.

Helge Vesti Jensen voksede op i Gram i Sønderjylland og i Starup ved Haderslev. Han var nummer to i en børneflok på fem, og efter syvende klasse kom han ud at tjene. Et par år efter kom han i lære hos en møbelsnedker i Haderslev. Allerede som teenager blev han kærester med Inger Iversen, i 1961 blev de gift og flyttede sammen i et hus, Helge selv havde bygget, i Starup. Her fik de en dreng og en pige.

Helge Vesti Jensen arbejdede som bygningssnedker og var altid i gang. Hvis han ikke var på skydebanen eller ved at ordne haven, stod han i garagen og arbejdede på et projekt eller istandsatte familie og venners gamle møbler.

»Intelligente mennesker keder sig aldrig,« kunne han så sige med et glimt i øjet.

En pipeline med øl

Der var ingen grund til at tage det hele så tungt, mente Helge Vesti Jensen, som sammen med en ven grundlagde Starup Bjergbestigerlaug. To gange årligt besteg foreningens medlemmer Starup Hedebjerg, en 35 meter høj hedetop, og når der én gang om året skulle afholdes generalforsamling, gik turen op med laugets fane forrest og en trækvogn med ’en lille én’. På toppen blev laugets egen sang sunget, og så aflagde formanden, som i mange år var Helge Vesti Jensen, beretning, mens der blev nedsat forskellige skøre udvalg – blandt andet et, der skulle undersøge mulighederne for at anlægge en pipeline med øl fra Bryggeriet Fuglsang inde i Haderslev, så der altid var nem adgang til forsyninger på turen mod toppen.

Når snakken en gang imellem faldt på diverse dårligdomme, lød det ofte fra Helge Vesti Jensen, som selv var en ældre mand: »Det må jeg se på, når jeg bliver gammel,« og hvis han talte om sin søster, som stadig levede, sagde han altid med et glimt i øjet, at det jo var hans storesøster, underforstået at han skam ikke var ældre, end at han havde sådan en.

Da de mange gæster kom ind i kirken til Helge Vesti Jensens begravelse, blev de overraskede. Til højre for kisten stod en fane med et stort dannebrogsflag. ’Haderslev Skyttekreds’ stod der på fanen, som var opstillet for at ære foreningens store drivkraft en sidste gang. Efter begravelsen satte en af hans gode venner ord på grunden til, at så mange var mødt op.

»Vi er jo ikke samlet her, fordi Helge er død,« sagde han.

»Vi er samlet her, fordi Helge har levet.«