Det blev et gråt nytår, men det peger også fremad – for ud af disen kommer erkendelsen

Det blev på flere måder et gråt nytår. Efter juledagenes sne kom tøvejret, som forvandlede snemasserne til dis og damp. Men ikke kun meteorologisk var det gråt, også politisk fremstår årsskiftet temmelig diset. Vi står stadig midt i en pandemi, og på en måde var det sigende, at landets statsminister demonstrativt ikke talte om den i sin nytårstale. På den måde kom den ved sit fravær til at farve hele talen, kaste sine dystre skygger ind over det sagte. For hvor står vi egentlig her knap to år inde i pandemien?

Alt er forandret

Måske er det på tide at formulere mere radikale spørgsmål. Kan der ud af pandemiens tåge og usikkerheder faktisk opstå noget nyt? Kan de erfaringer, vi har gjort os under den, bruges til virkelig forandring, til forandring i de sociale og økonomiske grundstrukturer?

Blandt de tænkere, der har argumenteret mest kraftigt for, at pandemien er en slags opvågnen til en ny virkelighed, er Slavoj Zizek. Pandemien er »afslutningen på verden, som vi kender den«, har han sagt. Skønt virussen er en forfærdelig katastrofe, kan der ud af den og det, den blotlægger, opstå nye muligheder for alternative praksisser og samfund.

Pandemien blotlægger, at et kapitalistisk samfund med dets markedsmekanismer er ude af stand til at håndtere en global sundhedskrise. Den blotlægger de mange revner og uligheder i det kapitalistiske system, og dermed tvinger den os ifølge Zizek til at genopfinde global solidaritet og samarbejde.

Intet er forandret

Som modsætning til Zizeks destro-optimisme kunne man pege på Michel Houellebecqs radikale pessimisme.

»Når vi i disse uger sender e-mails til hinanden, er hovedformålet som oftest at få afklaret, at modtageren ikke er død eller dødssyg,« som han lakonisk begynder et af sine essays.

Der var ikke meget menneskeligt nærvær før virussen, og efter den – som følge af restriktioner og isolation – endnu mindre. Pandemien bestyrker således blot de sørgelige tendenser, der allerede gennemsyrer dagens samfund, inklusive de sølle utopier, det kan opbyde: Kapitalens frie flow, kontrollerede menneskemængder, tiltro til innovation og spidsfindige teknologiske løsninger (for dem, der har råd): »Efter selvisolationen kommer vi ikke til at vågne op i en ny verden; det vil være den samme verden, bare en lille smule værre.«

På en måde indeholdt Mette Frederiksens nytårstale faktisk lidt af optimismen fra Zizek, selv om man uundgåeligt må læse den i lyset af Houellebecqs pessimisme: Frederiksen forsøgte at indgyde håb og tro på, at nu skal der virkelig lægges fra land – samtidig med at alt ser ud til at fortsætte som før, endda næsten i en endnu mere mismodig udgave.

I nytårstalen stiller Frederiksen sig for eskempel højtideligt på klimaets side (»Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte.«), men hun gør det ved dels at trække et allerede velkendt forslag om CO2-afgift op af tasken, som burde have været gennemført for længst, dels ved at hun effektivt aflyser ambitionen om et tidssvarende jernbanenet til fordel for utopien om »at flyve grønt«, så vi kan få mere og bedre indenrigsflyvning. Talen i en nøddeskal: hockeystavslogik, arbejdslogik og vækstlogik.

Gråt i gråt

Men kan man da ikke klemme blot en lille smule optimisme ind, selv om alting ser ud til at forblive det samme eller værre? Et forslag kunne være at læse hele situationen i et lidt andet lys end ’alt er forandret’ eller ’intet er forandret’. Hvad nu, hvis alt stadig er det samme, men at det på samme tid virker mere gammelt og porøst end før? Er det ikke netop sådanne erfaringer, som både skinner igennem i Zizeks og Houellebecqs tekster, som pandemien også giver os adgang til?

Måske er det først nu, vi har muligheden for virkelig at begribe det perverse i, at ’innovatoren’ og ’investoren’ hyldes som tidens helte, mens de sande helte – for eksempel sundhedsvæsnets frontpersonale – går for lud, koldt vand og nedsættelsen af en kommission, der skal se på mulige lønefterslæb. Måske er det først nu, vi har muligheden for at se det perverse i, at mens vi udpiner både os selv og resten af verden, skruer vi endnu en tand op for væksten.

Det er en slags grå erkendelse, en erkendelse gjort i disen. Ikke en erkendelse, der kommer med indbygget jubel og fanfarer, en slags lysende sti, vi nu kan betræde. Men en erkendelse, der præcist fortæller os, hvor indhyllede vi er i en bestemt tankeform, som netop i det øjeblik også synes gammel. »Når filosofien maler sit gråt i gråt, er en af livets skikkelser blevet gammel,« som G.W.F. Hegel berømt siger det i Retsfilosofi.

Fremskridtet er ikke altid et gennembrud, en pludselig lysning, når skyerne spredes for den brændende sol, det er ikke altid et spring eller en begivenhed. Det kan også være en reduktion til en stregtegning, til begrebets grå felt. Og ud af det grå opstår måske en ny idé.

Gråt nytår.