Ugens person
Læsetid: 3 min.

Johan Iwer Ludwigsen var 15 år, da pandemien brød ud: »Vi er nok et år yngre oppe i hovedet, end vi burde være«

På tirsdag fjernes de sidste restriktioner. Johan Iwer Ludwigsen var 15 år, da pandemien brød ud, og han fortæller, at det har været »rimelig tørt« de seneste to år. Især nedlukningen af efterskolen var frustrerende. Men der har også været gode oplevelser – og kærligheden overvinder selv pandemier
Johan Iwer Ludwigsen gik glip af en rejse til Kenya med efterskolen på grund af corona-pandemien.

Johan Iwer Ludwigsen gik glip af en rejse til Kenya med efterskolen på grund af corona-pandemien.

Moderne Tider
29. januar 2022

De sidste restriktioner forsvinder på tirsdag. Nattelivet åbner, og mange taler om, at pandemien er slut. Hvad tænker du om det?

»Det er jo vildt fedt. Så kan vi være unge igen!«

— Vi lavede et portræt af dig i sommeren 2019. Dengang var du på vej ud i verden med din Soundbox. Hvordan har dit liv været siden?

»Jeg gik i 9. klasse under den første nedlukning, og det var rimelig antiklimaks at slutte på den måde. Vi måtte ikke kaste karameller sidste skoledag og skulle blive indenfor, men vi holdt en god fest, som vi selv arrangerede. Jeg føler, at min generation er gået glip af supermange ting. Det har været rimelig tørt. Jeg har været heldig, fordi jeg ikke har nogen, som er særligt sårbare i min familie, så jeg kunne godt have venner med hjem. Andre kunne ikke. Der er også nogen, som ikke måtte komme hjem til deres venner for deres forældre. Så bliver man rimelig blå.«

— Blå?

»Ja, ked af det.«

— Hvordan har pandemien ellers påvirket dit liv?

»Jeg gik på efterskole i 10. klasse. Og der ramte det hårdt. Vi måtte ikke sove sammen med dem, vi boede med, og vi var hjemme i mange måneder og havde onlineundervisning. Det endte med, at jeg kun var der halvdelen af tiden. Vi nåede at komme tilbage til sidst, og det nød vi, men jeg ville gerne have haft mere tid.«

Johan Iwer Ludwigsen

  • Født 2004
  • Har under pandemien gået på Trongårdsskolen i Lyngby og Skovbo Efterskole i Ringsted.
  • Går nu i 1. g på Aurehøj Gymnasium i Gentofte.

— Hvordan har du oplevet onlineundervisningen?

»Jeg synes, det er svært at stille spørgsmål, hvis der er noget, man ikke forstår. Og man sidder legit bare foran computeren hele dagen, man bliver helt flad af det.«

— Hvis du skal pege på én ting, som du især er ked af at være gået glip af, hvad er det så?

»Jeg mistede to rejser med efterskolen. Vi skulle have været i Kenya og oplevet kulturen dernede. Det er jeg virkelig ærgerlig over blev aflyst, der ville jeg gerne have været. Vi skulle også have været på skiferie, men det var ikke lige så slemt.«

— Unge har hele tiden haft lav risiko for alvorlig sygdom, men har alligevel været underlagt restriktioner og nedlukninger. Hvad tænker du om det?

»Langt de fleste ting synes jeg er fair nok. Det er nederen at smitte nogen, som ikke skal have det. Man kan i teorien slå andre ihjel, og det gider man jo slet ikke. Men da efterskolen var lukket, tænkte jeg come on. Jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke kunne være der og så bare tage hjem, hvis man blev smittet, indtil man var rask igen.«

— Er der kommet noget godt ud af pandemien?

»Jeg har altid lavet musik, og jeg begyndte at gøre det mere under nedlukningen, fordi der ikke var andet at lave. Jeg producerer, og på efterskolen har jeg fået en god ven, som rapper. Vi skulle faktisk have spillet vores første koncert på Rust i denne her weekend. Det havde jeg glædet mig til, men det er blevet udskudt på grund af corona.«

— Mange får deres første kæreste, når de er 15-17 år. Hvordan har du oplevet den del af ungdomslivet?

»Jeg fik en kæreste på efterskolen. Jeg tror, det var en fordel at være på efterskole, det er jo sådan noget, der får folk til at bonde. Jeg ved, at det har været svært for mange, fordi der ikke har været så mange fester og muligheder. På den måde er der mange ting, vi er gået glip af i min generation. Vi er nok et år yngre oppe i hovedet, end vi burde være. Der er et år, som ligesom er cuttet af.«

— Hvilke perioder har været de bedste?

»Sommeren sidste år var fed. Der var man ude, og man følte sig fri, og vi tog til EM sammen med en masse andre. Alle var glade, og vi troede, corona var slut. Jeg havde fået en kæreste og en masse gode venner, og jeg skulle starte på gymnasiet. Men det var ikke slut, det fortsatte.«

— Hvordan har det seneste halve år været?

»I starten af gymnasiet var det fedt, men så kom vinteren og satte lidt en stopper for glæden igen. Vi kommer jo i skole, men vi er gået glip af meget af det, der ligger uden for skoletiden. Alt det, som binder en årgang sammen. Jeg glæder mig til, at det er slut.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Jeg glæder mig til at se den store danske samlende coronanedlukningsdramaserie a la Matador. Det kommer nok til at tage 20-30 år, men når serien kommer, så vil vi være samlet som folk om at ihukomme den trælsomme tid, hvor vi blev påtvunget mundbind i Føtex.

Klaus Lundahl Engelholt og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar

Johan, jeg ved ikke, om det bare er mig, men er det ikke ok at lære, at livet ikke bare er planlagt fra vugge til grav. Som om at vi bare er en del af et computerspil, som nogle har programmeret for os. Men at vi rent faktisk er en del af noget større - livet, universet, naturen - der i høj grad også påvirker.

Klaus Lundahl Engelholt og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg glæder mig til at se en sandfærdig kunstnerisk fremstilling af de sidste par års vederstyggeligheder, hvor vi alle blev tvunget til at iføre os mundbind i Føtex, og hvor vores unge mennesker måtte lide den tort at undvære alkohol og en tur til Roskilde.

Søren Kristensen

Jeg glæder mig til en TV-aften uden at corona bliver nævnt.