Vi kan redde liv ved at igangsætte fødsler tidligere. Alligevel er beslutningen ikke så ligetil

På spisebordet i Sabro nordvest for Aarhus ligger en bog dekoreret med små tegninger af kaniner, kirsebær og regnbuer. »Mine første år« står der på forsiden, og på første side kan man se, at bogen tilhører Anna. Under fanerne »min fødsel« og »den første tid« har Annas mor, 27-årige Julie Skjold Simonsen, udfyldt siderne med håndskrevne ord og udprintede fotografier.

På et af de første billeder, der er taget af Anna, sidder hendes mor og far med hende i armene og betragter hende stolt. Hun er svøbt i en stribet dyne og har fået en lille lyserød strikhue på, og på mange måder ligner det et helt almindeligt billede af en nybagt familie. Men Annas nyfødte hud er ikke lyserød, og hendes læber er ikke røde, men blå.

Anna nåede aldrig at leve livet. Hun døde tragisk og uden årsag i sin mors mave i februar sidste år, da Julie Skjold Simonsen var cirka ti dage over termin. Den ene dag sparkede Anna ivrigt, sådan som hun altid gjorde, når Julie Skjold Simonsen lagde benene op om aftenen og spiste en is. Den næste gjorde hun ikke rigtigt, og da parret morgenen efter spændte tog ind på hospitalet for at få sat fødslen i gang, kunne jordemoderen ikke finde hjertelyd.

»Bare rolig, det er helt normalt. Hun har sikkert vendt sig,« sagde hun og tilkaldte en kollega, som heller ikke fandt noget hjerteblink.

Til sidst blev der tilkaldt en fødselslæge, og det blev ham, der overbragte beskeden, ingen nogensinde ønsker at få.

»Jeg husker bare, at jeg ventede på, at han sagde et ’men’,« siger Julie Skjold Simonsen.

»Jeg ønskede sådan, at han ville sige: ’Jeres datters hjerte slår ikke, men nu kører vi dig til akut kejsersnit, og så får vi hende ud’, men der kom aldrig noget ’men’.«

Lægerne kunne ikke forklare, hvorfor Anna døde. Obduktionen gav heller ingen svar. Alt så fint ud.

»Jeg kan huske, at der var en læge, der kaldte det vuggedød i maven,« siger Julie Skjold Simonsen.

»Og hvis jeg var blevet sat i gang noget før og havde født tidligere, havde Anna sikkert været her i dag.«

Julie Skjold Simonsen vil gerne have flere børn, men hun frygter næste graviditet. Efter tabet af Anna forestiller hun sig, at hun vil være et nervevrag de ni måneder, en graviditet varer.

Tobias Nicolai

At børn dør sent i graviditeten, sker heldigvis sjældent i Danmark. Vi har høj sikkerhed omkring fødsler og sætter rutinemæssigt gravide i gang, så de har født inden uge 42, da man ved, at risikoen for dødfødsler stiger her. Årligt dør 10-12 børn i deres mors mave i uge 41, og selv om det ikke er noget højt tal, føles hvert tab ubærligt.

Sundhedsstyrelsen har derfor netop sendt en anbefaling i høring, som anbefaler, at man igangsætter sunde og raske gravide tidligere, så de tilbydes igangsættelse syv dage over termin, det vil sige allerede ved 41 uger + 0 dage fremfor ved 41 uger + 3-5 dage, som det er tilfældet i dag. Ved at igangsætte tidligere og for eksempel tage vandet, give piller eller vestimulerende drop til 5.500 ekstra gravide om året, er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at man kan forebygge syv dødfødsler om

Efter fødslen fik Julie Skjold Simonsen og hendes kæreste lavet et aftryk af Annas hånd og fod, som i dag står på en hylde i stuen til minde om datteren, der døde inde i maven allersidst i graviditeten.

Tobias Nicolai

Ingen ønsker døde børn. Alligevel har anbefalingen sat gang i en stor debat, som stiller jordemødre, fødselslæger, forældre, politikere og andre fødselsinteresserede over for et svært dilemma: Skal tusindvis af gravide sættes kunstigt i gang for at nedbringe et i forvejen lavt antal dødfødsler?

At sætte en fødsel i gang er nemlig ikke uden bivirkninger. Det er alle fagfolk enige om. For lige så snart man griber ind i den spontane fødsel og enten giver piller, tager vandet eller sætter et vestimulerende drop, så udløser man potentielt et behov for flere indgreb, som alle har bivirkninger og risici.

Lykkefølelsen kom ikke

Mange føder godt og ukompliceret med igangsættelse. Men andre risikerer bristede livmødre, blødninger og iltmangel hos børnene, og nogle går gennem vestorm og langtrukne, pinefulde fødsler.

Det ved 35-årige Mette Krejlgaard, der har oplevet en igangsættelse, som ikke gik godt, og som stadig påvirker hende i dag – seks år efter fødslen af ældstesønnen Magnus.

»Jeg finder lige min fødselsjournal frem,« siger Mette Krejlgaard og sætter sig til rette i sofaen med sin telefon.

I vindueskarmen står et håndaftryk og en hjemmelavet fyrfadsholder, og det er tydeligt, at hjemmet i Glud tæt ved Horsens er et hjem med børn. I entreen står hjemmesko i flere størrelser, og i køkkenet finder man modellervoks på gulvet og leverpostejmadder i bidder. Udenfor i vinterkulden ligger yngstesønnen lunt og sover i sin barnevogn, mens resten af familien er i Vejle for at bytte julegaver og hente en ny natbøjle til Mette Krejlgaard, fordi Villads på halvandet kom til at putte den gamle i toilettet.

»Her!« udbryder Mette Krejlgaard.

Hun har fundet journalen og begynder at fortælle om fødslen af Magnus. Magnus blev til ved hjælp af fertilitetsbehandling, og derfor vidste Mette Krejlgaard og hendes mand, præcis hvornår hun var blevet gravid. Alligevel skønnede jordemødrene, der scannede hende under graviditeten, hende til at være længere henne og rykkede hendes termin fem dage frem.

Det betød, at da Mette Krejlgaard mente, hun blot var gået fem dage over tid, mente jordemødrene, at hun var gået ti dage over, og at hun skulle sættes i gang.

»Jeg var førstegangsgravid, og selv om jeg havde gået til fødselsforberedelse på hospitalet, så oplevede jeg ikke spørgsmålet om igangsættelse som et tilbud, jeg skulle tage stilling til,« siger Mette Krejlgaard.

»Jeg oplevede det, som om valget allerede var truffet for mig.«

Hun husker især, hvordan en jordemoder lidt kækt sagde: »Du vil vel gerne have en seng at føde i? I dag har vi nemlig plads på fødegangen, men det er ikke sikkert, vi har det i morgen.«

Så Mette Krejlgaard lod dem tage vandet, for jo, hun ville gerne have en seng at føde i.

Mette Krejlgaards familie er lige flyttet i et nyt hus for at få mere plads. Selv om der stadig står flyttekasser rundt omkring, er bryllupsbillederne kommet op i køkkenet sammen med billeder af drengene Magnus, Sigurd og Villads.

Tobias Nicolai

Et drop i hver hånd

Selv om der i journalen står, at Mette Krejlgaard var informeret om bivirkningerne ved at tage vandet, er hun sikker på, at hun ikke blev oplyst om dette. Så da hun få minutter efter stod ude på gangen og fik den første ve, som kom med en styrke, der fuldstændigt overrumplede hende og ikke klingede af, men bare gled videre over i den næste og næste, vidste hun ikke, at vestorm var en risiko.

»Veerne gik fra 0-100 på få sekunder, og jeg havde ingen som helst mulighed for at følge med eller få min vejrtrækning under kontrol,« husker hun.

I en blanding af panik og smerte fik hun lagt en bedøvende epiduralblokade i ryggen og et vehæmmende drop i hånden for at lægge en dæmper på veerne, men det hæmmede for meget, så der blev lagt et vestimulerende drop i den anden hånd.

»Og så lå jeg der med et drop i hver hånd og kunne ikke bevæge mig og ’gå med’ på veerne. Det var sindssygt ubehageligt, og jeg kan huske, hvordan min krop rystede over al den medicin og føltes mindre og mindre som min,« siger Mette Krejlgaard.

Imens blev Magnus inde i maven monitoreret via en elektrode, der var fastsat på hans hoved. Han blev mere og mere stresset, og til sidst kom der en fødselslæge ind og meddelte, at nu tog han ham med sugekop, og hvis ikke han var ude efter tre træk, måtte det blive kejsersnit.

En ukompliceret graviditet var nu blevet gjort til en kompliceret fødsel, og Mette Krejlgaard var på dette tidspunkt bange for, om hendes barn var ved at dø, siden alting eskalerede og skulle gå så stærkt.

»Det væltede ind med folk i kitler. Jeg var bange og frustreret, men jeg havde også givet op. Jeg følte, at vi var så langt forbi det punkt, hvor fødslen kunne have været en god oplevelse, at det var lige meget, om barnet blev hevet ud af mig den ene vej eller den anden,« siger hun.

Magnus kom ud med sugekop på tredje træk. Da han blev lagt på sin mors bryst, var det ikke den lykkefølelse, Mette Krejlgaard havde forberedt sig på, der væltede ind over hende. I stedet tænkte hun, at hun havde fejlet ved ikke selv at kunne presse ham ud.

»Jeg kunne ikke finde ud af at lave ham, jeg kunne ikke finde ud af at føde ham, og jeg kunne heller ikke finde ud af at amme ham, hvilket i mit hoved var de tre ting, der gjorde en mor.«

Mette Krejlgaard og hendes yngste.

Tobias Nicolai

Hvor mange skader for ét liv?

Mette Krejlgaard kunne forlade fødegangen med et sundt og rask barn, det kunne Julie Skjold Simonsen ikke.

Det er selvfølgelig ikke rimeligt at sætte de to fødsler over for hinanden, da det ene scenarie uden tvivl er værre end det andet. Hvis man som kvinde vidste, at man reddede sit barn ved at blive igangsat og få en dårlig fødsel, var valget ligetil: Mon ikke alle mødre ville gå gennem helvede, vestorm og komplikationer for at bringe et rask barn til verden?

Sådan kan man bare ikke gøre det op, da man aldrig kan vide, når man står med en nyfødt i armene, om netop dette barn var gået til, hvis ikke fødslen var blevet sat i gang.

Det er derfor et spørgsmål om population over for individ, siger Mie de Wolff, som er formand for Jordemoderfagligt Selskab, som hører under Jordemoderforeningen. I dag igangsættes hver fjerde fødsel, og hvis alle fødende takker ja til et eventuelt fremtidigt tilbud om tidligere igangsættelser, vil det ifølge Jordemoderforeningens beregninger betyde, at knap 40 procent af alle fødsler skal igangsættes.

Mie de Wolff kalder dilemmaet et af de »allersværeste«, for selv om man som jordemoder selvfølgelig vil redde liv, er man også interesseret i at værne om fødsler, der er ukomplicerede og fri for indgreb.

»Selv om igangsættelse i mange tilfælde kan være det rigtige valg, ved vi også, at det aldrig er uskyldigt at sætte nogen i gang. Og jeg er bekymret for, hvilke skadevirkninger de tusinder af igangsatte kvinder får – og her tænker jeg ikke bare på, om den fødende havde en god fødselsoplevelse, men også på bristede livmødre, blødninger og børn med iltmangel,« siger hun.

»For mig er dilemmaet derfor, hvor mange utilsigtede skadevirkninger man vil tillade for at redde ét liv, og det spørgsmål mener jeg ikke, at vi på nuværende tidspunkt har den nødvendige forskning til at besvare.«

Kritiske jordemødre

Og det med forskningen er faktisk interessant. For bag Sundhedsstyrelsens høringsudkast ligger et 15 måneder langt undersøgelsesarbejde, hvor en rådgivende arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), Dansk Pædiatrisk Selskab, Jordemoderforeningen og Forældre og Fødsel har undersøgt evidensen på området. Og selv om det ikke fremgår af Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse, viser en aktindsigt i arbejdsgruppens dokumenter, at der internt i gruppen har været uenighed om, hvordan forskningen skulle tolkes, hvordan forskellige studier skulle vægtes i forhold til hinanden. 

Sundhedsstyrelsens og DSOG’s helt grundlæggende antagelse om, at man kan undgå 80 procent af alle dødfødsler, hvis danske kvinder tilbydes igangsættelse allerede én uge over termin, bygger ifølge Jordemoderforeningen ikke på forskning af høj kvalitet.

Ifølge Mie de Wolff fra Jordemoderfagligt Selskab er hovedvægten af studierne nemlig gennemført i lande, som har en befolkningssammensætning, en svangreomsorg og en fødselskultur, der ikke direkte kan sammenlignes med den danske. Desuden er flere af studierne 20-50 år gamle, påpeger hun, og inddrager gravide, som går længere end 42+0, hvilket stort set ingen danske kvinder gør, da vi med den nuværende praksis i Danmark rutinemæssigt igangsætter med henblik på, at kvinden har født inden uge 42.

— Hvis jordemødrene ikke mener, at den forskning, der ligger til grund for anbefalingen er god nok, er det så ikke hele grundpræmissen for at igangsætte fødsler, I er uenige om?

»Jo. Man kan i hvert fald godt sige, at vi stiller spørgsmål ved, hvor meget og hvor sikkert man kan konkludere på baggrund af den eksisterende evidens,« siger Mie de Wolff.

Hun understreger, at man selvfølgelig godt kan anbefale noget på baggrund af evidens med lav til moderat kvalitet, men man kan ikke konkludere det samme, som hvis kvaliteten var høj.

»Derfor synes jeg ikke, vi rykker gulvtæppet fuldstændigt væk under forslaget, men vi tillader os at være kritiske,« siger hun.

»Det handler ikke om naturelskende jordemødre over for indgrebslystne læger, for vi er dybest set enige i rigtig mange ting, og jordemødre mener også, at igangsættelse kan være et godt og nødvendigt redskab. Vi påpeger bare, at der er svagheder forbundet med den evidens, der ligger til grund for anbefalingen, og som man i arbejdet med en anbefaling er nødt til at forholde sig kritisk til. Og helt overordnet er vi bekymrede for at komme til at overbehandle en gruppe kvinder, som i udgangspunktet er raske og har normale graviditeter.«

Mette Krejlgaard har født tre gange, og selv om fødslerne har været meget forskellige, føler hun, at de har det til fælles, at fagfolkene går rigtigt meget op i babyen og ikke, hvordan moderen oplever fødslen.

Tobias Nicolai

Hvert liv betyder noget

Et godt eksempel på, at jordemødre og fødselslæger ikke nødvendigvis står i opposition til hinanden, er, at Sundhedsstyrelsens arbejde omkring høringsudkastet netop er blevet til på baggrund af en fælles henvendelse fra DSOG, Jordemoderforeningen og Danske Regioner.

Anledningen var et storstilet svensk studie, kaldet SWEPIS, som omfattede næsten 3.000 gravide, og som havde til formål at finde frem til det bedste tidspunkt at igangsætte en fødsel på.

Men forsøget gik galt og blev stoppet af etiske årsager.

De svenske gravide, som gik over termin, blev delt i to lige store grupper. Og mens den ene gruppe blev sat i gang ved 41+0 – det vil sige én uge over termin – blev den anden sat i gang ved 42+0, altså først efter to uger. I første gruppe døde ingen børn, men i gruppe to døde seks børn, hvilket var markant flere, end forskerne bag havde regnet med.

De følte sig derfor nødsaget til at stoppe forsøget, og SWEPIS sendte chokbølger gennem hele den lægefaglige verden.

Én af dem, forsøget gjorde stort indtryk på, var Annemette Wildfang Lykkebo, som er ledende overlæge på Kolding Sygehus og formand for DSOG (danske fødselslæger og gynækologer), som var en af de organisationer, der bad Sundhedsstyrelsen bruge de svenske fund som anledning til at kigge på Danmarks egen praksis.

Og i DSOG mener man, at det fagligt set er den helt rigtige vej at gå at anbefale igangsættelser allerede ved 41+0.

»For mig betyder hvert enkelt liv noget,« siger Annemette Wildfang Lykkebo.

Hun har som fødselslæge oplevet flere dødfødsler og beskriver hver eneste som »helt forfærdelig«.

»Det er så tungt og barskt og eksistentielt uudholdeligt,« siger hun.

»Der er en grund til, at vi har en ekstremt lav børnedødelighed, og det skyldes vores svangreomsorg og fødselshjælp og derunder, at vi sætter fødsler i gang. Gjorde vi ikke det, ville vi være på niveau med mindrebemidlede lande, og for mig at se er et af privilegierne ved at være et moderne, civiliseret samfund, at vi ikke skal miste hverken mødre eller børn,« siger Annemette Wildfang Lykkebo.

— Jordemoderfagligt Selskab mener ikke, at forskningen bag høringsudkastet er af høj nok kvalitet, og at der er evidens nok til konkludere, at man kan redde syv børn om året ved at igangsætte danske kvinder tidligere. Har de ret?

»Når man skal tolke så meget litteratur og videnskab, så er der noget, der betyder mere for nogen, og noget, der betyder mere for andre. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan redde flere børn ved at igangsætte tidligere, men det er et indgreb og kan betyde noget for den samlede fødselsoplevelse,« siger Annemette Wildfang Lykkebo.

»Vi var alle i arbejdsgruppen klar over, at der ikke var nogen studier, der optimalt kunne vise det, vi gerne ville undersøge, så det var en præmis, der var kendt på forhånd. Så vi har systematisk gennemgået den forskning, der foreligger, og brugt den bedste evidens, der findes,« siger hun.

— Som læge vil man selvfølgelig gerne redde liv, men gør det ikke indtryk, at mange sunde og raske kvinder skal betale en høj pris og risikere alvorlige bivirkninger ved igangsættelse for at redde få liv?

»Jo, bestemt, og det er ikke noget let spørgsmål. Men her skal man huske to ting. At blive igangsat er ikke lig med, at man får et dårligt fødselsforløb. Jeg møder næsten dagligt kvinder, som har været glade for at blive sat i gang, og som har haft gode fødsler,« siger DSOG’s formand.

Den igangsatte fødsel kan sagtens være ukompliceret, påpeger hun, ligesom den spontane godt kan udvikle sig og blive kompliceret.

Den anden ting, det ifølge Annemette Wildfang Lykkebo er værd at huske, er, at selv hvis anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen bliver til virkelighed, så er der bare tale om et tilbud ligesom med al anden behandling. Hvis ikke man har lyst, kan man takke nej og lade naturen gå sin gang, og hvis man omvendt føler sig belastet sidst i graviditeten, er bekymret eller og bare gerne vil have fødslen overstået, kan man takke ja.

»På den måde er tidligere igangsættelser et tilbud, hvor man giver de gravide mest frihed ved at give dem mulighed for indflydelse,« siger Annemette Wildfang Lykkebo.

— Kræver det ikke nogle meget velinformerede og ressourcestærke gravide at gå imod fagpersonernes anbefaling?

»Det oplever jeg faktisk også, at rigtig mange gravide og unge par er, og de skal selvfølgelig informeres grundigt, så de selv kan træffe deres valg,« siger hun.

Fødselsoplevelsen er vigtig

For Mette Krejlgaard, som blev sat i gang, var tiden efter fødslen svær. Hun fik en efterfødselsreaktion og havde svært ved at være alene for lang tid ad gangen med sin søn Magnus. Og når hun var det, sørgede hun altid for at invitere sin mor over.

Det var først flere måneder efter fødslen, at Mette Krejlgaard fik fortalt sundhedsplejersken, at der var noget galt, og at hun fik hjælp til fødselsreaktionen. Hun brugte sin mødregruppe og kom i gruppeterapi, men det største vendepunkt kom, da hun fødte sin anden søn ved en spontan og naturlig fødsel, som afhjalp traumet fra Magnus’ fødsel.

»På nogle punkter har jeg sluttet fred med den fødselsoplevelse, selv om jeg stadig kan blive vred over, at jeg ikke anede, hvad jeg potentielt sagde ja til ved at lade dem tage vandet. Omvendt bliver det siddende i mig, at jeg ikke følte, at jeg var en god nok mor for Magnus. Jeg gav ham ikke det bedste dengang, og det slår jeg stadig mig selv i hovedet med, selv om han er syv år om lidt, og jeg vil sikkert stadig gøre det, når han er 18 og 20,« siger Mette Krejlgaard med blanke øjne.

Hun er ikke i tvivl om, at følelserne hænger sammen med fødslen, som hun oplevede som traumatisk. Den varede 14 timer, og ud fra en nøgtern betragtning kan man sige, at det jo bare er nogle ganske få timer af et langt liv – så hvorfor er fødselsoplevelsen egentligt så vigtig?

»Det er den største overgang i livet, man som kvinde kan gennemgå,« svarer Mette Krejlgaard. 

»Og hvis man ikke har sig selv med i det eller føler sig godt nok informeret undervejs, så er det nogle timer, der kan komme til at fylde i én på en dårlig måde resten af livet.«

Mette Krejlgaards anden fødsel gik godt og helede på en måde den dårlige fødselsoplevelse, hun havde med i bagagen.

Tobias Nicolai

En høj pris at betale

En anden kvinde, der tillægger selve fødselsoplevelsen meget stor værdi, er forfatter og journalist Hanne Dam.

Hun gik med egne ord på pension for at få tid til at skrive Giv kvinderne fødslen tilbage fra 2017, en debatbog om fødselspolitik. Bogen fik ros, men også kritik, da den udkom. Fødselslægerne syntes, Hanne Dam var for enøjet, og en række af dem skrev en kronik i Politiken om fornuften ved igangsættelser. Også kvinder og mødre blev provokeret, fordi de oplevede Hanne Dams modstand mod den medikaliserede fødsel som en kritik af deres valg om at takke ja til igangsættelse eller medicinsk smertelindring.

»Og det kom bag på mig,« siger Hanne Dam.

»Jeg skrev nemlig bogen som en støtte til de fødende, fordi jeg selv har oplevet den naturlige fødsel som en meget betydningsfuld begivenhed i mit liv, og når jeg ser de høje tal for indgreb og den medicin, der dominerer fødselsområdet, bliver jeg bekymret. Er det virkelig nødvendigt, at hver tredje førstegangsfødende skal vestimuleres, og hvorfor skal op mod 40 procent af alle fødsler pludselig sættes i gang? Det vil jeg gerne debattere,« siger Hanne Dam og understreger, at hun hverken mener, at alle skal føde naturligt, eller at ingen må sættes i gang.

»Det er balancen, jeg gerne vil rokke ved, og jeg mener faktisk, det er kvindekamp, at flest mulige gravide skal have mulighed for at føde naturligt.«

— Hvorfor?

»Vi kan da godt kalde det kvindekamp at gøre modstand mod, at dele af sundhedspersonalet sætter sig over kvinderne som autoriteter og ikke bare som rådgivere. Sådan som fødselslæger for eksempel gør, når de alvorligt diskuterer at anbefale, at op mod 40 procent af alle gravide skal have fødslen sat i gang med medicin eller teknologi. Skulle næsten halvdelen af alle fødende ikke kunne mobilisere deres egne hormoner?« spørger Hanne Dam og forsætter:

»Det undrer mig så meget desto mere, fordi jeg har talt med rigtig mange fødselslæger og jordemødre, og jeg endnu ikke har mødt nogen, som ikke mener, at den naturlige, spontane fødsel er sundest. Her har kroppens naturlige hormoner de bedste betingelser, og mit indtryk er, at kvinderne har bedre fødselsoplevelser, fordi de oplever en større grad af ro og tillid til, at deres krop kan klare det.«

— Skal vi så bare leve med, at børn, vi kunne redde, dør?

»Jeg har lyst til at sige, at det nægter jeg at svare på. Jeg er træt af, at diskussionen altid ender der. Død er forfærdeligt, men det er også uundgåeligt, og jeg ved ikke, hvordan Sundhedsstyrelsen har fundet frem til lige præcis tallet syv, så jeg vil nøjes med at gentage, at det er en meget høj pris, man beder tusindvis af sunde og raske gravide kvinder betale.«

Risiko for alvorlige fejl

Julie Skjold Simonsen, som mistede datteren Anna, kan på den ene side godt forstå, hvad fortalerne for spontane fødsler mener. Omvendt bliver hun ked af det og provokeret, når hun hører folk sige, at vi mere eller mindre må acceptere, at alle børn ikke får chancen for at leve livet.

»De har da i hvert fald ikke prøvet at miste, tænker jeg,« siger Julie Skjold Simonsen.

Fra stuevinduet kan man se lige over på den hvidkalkede kirke, som er nabo til Julie Skjold Simonsen og kæresten Christians hus. Her ligger Anna begravet, og et par gange om ugen går de over og tænder et lys, når de er ude med hunden. Og selv om de først ikke vidste, hvor meget de ville gøre ud af Annas fødsel og død, er de i dag glade for, at de har et sted at gå hen for at markere, at Anna var her.

»Jeg ville selvfølgelig gøre alt for, at Anna var her, og jeg ønsker ikke for nogen andre, at de skal igennem det, vi har været igennem. Da debatten om at igangsætte tidligere begyndte, havde vi lige mistet, og jeg tænkte: Det er bare løgn, det her. Det er lige en tand for sent, og derfor kan jeg også mærke, at jeg selvfølgelig synes, man skal gøre alt for at redde de børn. Men jeg kan også godt se, at det nok er et spørgsmål om ressourcer,« siger Julie Skjold Simonsen.

Julie Skjold Simonsen.

Tobias Nicolai

Og det har hun ret i. Hverken Jordemoderforeningen eller DSOG mener lige nu, at det er realistisk, at de i forvejen pressede fødeafdelinger skal kunne håndtere flere tusinde ekstra igangsættelser. En igangsættelse kræver et andet niveau af overvågning af mor og barn, og fødslerne tager oftere længere tid.

Til Politiken har Jordemoderforeningens formand, Lis Munk, sagt, at det slet ikke er forsvarligt at påtage sig denne opgave lige nu, fordi fødegangene er ekstremt pressede, »og hvis vi skal lave flere igangsættelser, er der en reel risiko for, at det kan føre til alvorlige fejl«.

Hos Jordemoderforeningen har man lavet en beregning, som viser, at en ændring af anbefalingerne for igangsættelse vil koste mellem 60 og 70 millioner om året svarende til mellem 100 og 120 årsværk i en tid, hvor fødegangene er lavt bemandende, hvor der er mange ubesatte jordemoderstillinger, og hvor planlagte igangsættelser ofte må udskydes, fordi der alligevel ikke er tid.

Heller ikke hos fødselslægerne mener man, at der aktuelt er ressourcer til at igangsætte flere.

»Vi ved, hvordan vi kan redde flere børn, men vi har ikke hænderne til at løfte opgaven. Det er et uheldigt sammenfald, men vi kan jo ikke sidde inde med den viden, vi har fået. Den skal ud, og så må det jo være et politisk spørgsmål, om man vil prioritere midler til det,« siger hun.

En ting, Julie Skjold Simonsen og Mette Krejlgaard er enige om, er, at den faglige anbefaling er vigtig, og at det ikke skal være op til den fødende at kende til al statistik og risici.

»Man har brug for hjælp fra sin jordemoder til at træffe beslutningen om igangsættelse, og jeg håber faktisk, der kommer et helt nyt forslag på banen, hvor hver enkelt gravide bliver fulgt tættere i tiden omkring og efter termin, og hvor man har meget mere dialog med sin jordemoder,« siger Mette Krejlgaard, som har hentet sønnen Villads ind fra sin lur i barnevognen.

Med røde kinder og sut i munden betragter han hende kærligt, mens hun tager hans overtøj af.

»På den måde kan man måske undgå systematisk at igangsætte sunde, raske gravide, samtidig med at man forhåbentligt får sat fødslen i gang hos de børn, der har brug for at komme ud nu,« siger hun.

Anbefalingen er i høring frem til den 17. januar. Herefter gennemgår Sundhedsstyrelsen indkomne høringssvar og udgiver derpå sin anbefaling, som vil blive sendt til Sundhedsministeriet og Danske Regioner.