Kent Mossin kunne få den mest introverte ornitolog til at tale om følelser

Det kunne være noget af en oplevelse at sætte sig ind på passagersædet ved siden af Kent Mossin. Han kørte som død og djævel på de sydsjællandske landeveje, og hvis andre bilister var langsomme til at starte i et lyskryds eller sene til at blinke af, når de skulle dreje, fik de øgenavne og kærlige ord med på vejen. Mænd blev typisk kaldt Herman, kvinder bare for moster.

Kent Mossin var uddannet lastvognsmekaniker og havde derfor også kvalificerede input til de andre bilers stand, når han befandt sig på vejene. Han kunne se, hvis en medbilist kørte med for små dæk, eller hvis røgen fra udstødningsrøret havde en forkert farve. Hans interesse for alt, hvad der havde med biler og fart at gøre, var stor.

Men Kent Mossin var også en passioneret fuglefotograf. Og så snart bilen var parkeret, og han var kommet ind i skoven med sit Canon-kamera, var Kent Mossin ekstremt tålmodig. Han kunne sidde en hel dag omgivet af myg og vente på at få et billede af en sortspætteunge lige i det sekund, hvor den stak hovedet ud af hullet i træstammen for at tigge føde fra forældrene.

Han fik en alarmmeddelelse på sin telefon, når der blev spottet sjældne fugle et sted i Danmark. Og så var det ud i bilen. Men han havde altid tænkt over lysforhold, vinkler og placeringsmuligheder, inden han kom frem. Han var god til at regne ud, hvordan fuglene ville bevæge sig – og kombineret med tålmodigheden og et talent for fotografering betød det, at han ofte tog virkeligt gode billeder.

Privatfoto

Ingen charterferier

Kent Mossin voksede op i Gladsaxe i 1960’erne, dengang Erhard Jakobsen var socialdemokratisk borgmester, og kommunen var landskendt for sine mange fritidstilbud til børn. Og Kent Mossin benyttede især dem, som handlede om friluft. Han var spejder, gik til ornitologi og tog med på ungdomsrejser til udlandet.

Hans far var snedker og opfinder, og hans mor var dameskrædder, men gik hjemme med Kent og hans to brødre. Forældrene, som stadig lever, havde begge en hård opvækst, og de besluttede, at det skulle være anderledes i deres egen familie.

De boede i et socialt boligbyggeri i Mørkhøj, og penge var der ikke mange af, men til gengæld var der masser af nærvær. Når andre tog på charterferie i Sydspanien, kørte familien til Mörrumsån i Blekinge på telt- og fiskeferie. I det hele taget tog familien – og især Kent og hans far – ofte ud i naturen. Til Gilbjerg Hoved, Saltholm eller bare ned i Utterslev Mose.

Fra job til job

Kent Mossin arbejdede livet igennem, men paradoksalt nok aldrig som lastvognsmekaniker. Da han var færdig med læretiden, fik han forskellige småjob på fabrik, på reservedelslager, som servicetekniker, som mellemleder og som sælger. Hans karriere var frem for alt tilfældig – han gik fra job til job. Han var god til det hele, især når han også fik mulighed for at tale med andre mennesker.

De sidste ti år af sit arbejdsliv var han i brændebranchen, og han gav kunderne så god behandling, at flere af dem sendte gaver, da han sidste år fyldte 60. Han hjalp med at få brændet leveret helt ind i huset, hvis det var en gammel dame, som havde bestilt det. Eller sørgede for, at det blev kløvet en ekstra gang, hvis det skulle ud til en kunde med en lille brændeovn.

Han var udadvendt, og de fleste var godt tilpas i hans selskab. Selv den mest introverte ornitolog kunne han få til at tale om sine dybeste følelser. Han delte også gavmildt krammere ud, og en pandemi kunne ikke få ham til at holde op med det. Det kunne være et sælsomt syn, når to store mænd i camouflagetøj stod og omfavnede hinanden i skoven.

Ræs i Norditalien

Kent Mossin var også initiativtageren til de møder, han holdt med et par gamle venner og sin bror hver eneste hverdagsaften på Skype. Det var en slags mandegruppe, hvor de talte om alt fra Linse Kessler og Formel 1 til storpolitik og madopskrifter.

Og så var han meget opmærksom på, hvis nogen i omgangskredsen havde det dårligt.

»Vi skal lige have Joe med,« kunne han finde på at sige, når han planlagde en fugletur.

»Han sidder og hænger lidt for tiden.«

Selv havde Kent Mossin også været nede og vende, da hans kæreste gennem ti år forlod ham til fordel for en anden. Dengang var hans forældre bekymrede for ham: Der var perioder, hvor han ikke tog telefonen, når de ringede. Men så en dag kom han pludselig og sagde, at han havde fundet en ny kæreste – han var kommet ovenpå igen.

Kent Mossin fik aldrig børn. Hans første kæreste kunne ikke, og hans anden kæreste havde en datter og ville ikke have flere børn. Sammen købte de hus i Terslev på Sydsjælland, men det forhold gik også i stykker. Til sidst mødte han Sigrid, som han blev gift med. De to fik ifølge Kent Mossins forældre det allerbedste frem i hinanden.

Desværre fik de kun fire år sammen. I julen 2020 fik Kent Mossin konstateret leddegigt. Han havde det dårligt og blev hurtigt træt. I sommer inviterede Sigrid ham ned til den legendariske Monza-racerbane i Norditalien, hvor han fik lov til at køre ræs i en Lamborghini (model Hurracan Evo). Han var så glad, at han græd, da han steg ud af bilen.

I oktober blev han indlagt på Roskilde Sygehus, nu med den sjældne sygdom lungefibrose. Han kunne ikke selv trække vejeret længere og kom i respirator.

Kent Mossin nåede at sige farvel til sine nærmeste, inden han døde.