Da pigerne var små, vækkede Lissa Shin altid sine døtre ved at trække gardinerne fra og lade lyset strømme ind i værelset. Mens børnene lå i deres senge og fik øjne, fortalte hun om vejret over markerne i Vallensbæk. Dengang i slut-70’erne så Vestegnen nemlig helt anderledes ud, end den gør i dag, og i Vallensbæk var der enge, marker, mirabellehegn, mose og en gammel middelalderkirke.
Lissa Shin brød sig ikke om alt det nye, der skød op, men det virkede, som om hun godt kunne lide at hygge sig med sit brok.
Lissa Shin var en kvinde med holdning til tingene. Hjemmet skulle se pænt ud, maden skulle være hjemmelavet, bøgerne af høj kvalitet, og døtrene måtte ikke ukritisk smide sig foran tv’et. De skulle kende de store komponister og med på museum for at lære om verdens folk.
Lissa Shin var nemlig et selektivt menneske, som ikke var bange for at sige, at noget var bedre end andet. Derfor drak hun te fra Perchs, læste Georg Metz, holdt af kager fra La Glace og købte sit tøj i Magasin eller syede det selv.
