Vores version er Informations ugentlige og helt enestående udlægning af tidens allermest presserende emner – på tryg afstand af saglighed, presseskik og andre snærende bånd.
Dansk Folkepartis nye leder har en plan. Det viser en læk, vi har fået tilsendt af en mystisk kilde, der kalder sig ’MH’. Planen, som vi bringer helt eksklusivt, viser, at Morten Messerschmidt vil af med pølsevognsassociationerne. Fremover skal DF hjælpe det danske folk med at blive den bedste udgave af sig selv: Alle skal gå i kirke, folkeskoleelever skal synge opera, og der skal skænkes bourgogne i alle offentlige institutioner.
Første akt: Sejrsrusen
Nyd det, Morten. Du har fortjent det. Giv de interview, der skal gives. Levér dem med overskud, og hent så en flaske Chateau Margaux (eller skulle du tage en Romanee Conti?) fra vinkælderen, og drik den, mens du lytter til Puccinis »La Bohème«. Hvis Ekstra Bladet ringer, siger du selvfølgelig, at du står med en håndbajer og kigger på Dot, der steger svinekoteletter.
Transformationen af DF skal ske langsomt, men den skal ske. ’Det gule Danmark’ skal ikke længere besynges, for det er dig ikke værdigt at agere formand for åndløse typer, der har hunden oppe i sofaen, kondicykler stående i soveværelset, pomfritter i fryseren og swingersøndage i kalenderen. De må følge Martin Henriksen ud ad døren. Dansk Folkeparti skal hjælpe danskerne med at blive en bedre udgave af dem selv. Det er din mission. Vælgerne skal dannes, høre bedre musik og tale mere elaboreret. Det er ikke for sjov, at Kommunikationsforum tilbage i 2009 kaldte dig DF’s enfant terrible: Du er en naturlig provocateur, og nu skal der ruskes op i vælgerne. Og se bare! Flere hundrede nye medlemmer er allerede strømmet til efter formandsskiftet. Mon ikke de går ulasteligt klædt, er velartikulerede og interesserede i bøger – måske særligt Jordan Petersons.
Giv et stort tiltrædelsesinterview i Berlingske, og sørg for at bruge en masse ord, pøblen ikke forstår, såsom obsternasig, opulent og sporenstregs. Citér også Churchill, Erik Ninn-Hansen og Ingemann flittigt, og drag nogle subtile paralleller mellem dig selv og Europas største populister. Og lad dig for guds skyld ikke fotografere i Grøften, men gerne på Store Scene på Det Kongelige Teater, i én af dine tre vinkældre eller henkastet liggende oven på et Steinway-flygel.
Anden akt: Den store leder
Du så selvfølgelig allerhelst Martin Henriksen, Kristian Thulesen Dahl, Liselott Blixt og Marie Krarup ekskluderet, men nu må du huske på, Morten, at du faktisk er disse menneskers chef. Du er nødt til at tage runden og tale med dem hver og én. Kristian kan du få brug for. Han ved, hvordan Pia skal tøjles (eller også gør han overhovedet ikke. Det må du lige overveje). Marie kan også få lov til at blive. Hun er kløgtig og kan få en vigtig rolle i hele genkristningen af kongeriget. Martin Henriksen har naturligvis ikke en chance, og Liselott må også ryge. Du er ikke interesseret i at bevare motorcykelsegmentet (den slags barbarer må søge mod andre organiserede motorcykelfællesskaber).
Vind Meld og Feld-sagen. Det er en bunden opgave, og det skal lykkes. Filejsen Peter Kofod er ikke klar til at lede partiet, og det har aldrig nogensinde været din plan, at han skulle kunne udfylde dine sko. Du må derfor vinde, Morten, og når det sker, vil du forlade Landsretten som en martyr. Det er vigtigt, at du ser blændende godt ud den dag. Godt med hårpomade, og Dot skal gå ved din side og betragte dig ømt og stolt, når du sejrende løfter armene op mod den skyfri himmel.
Bagefter indkalder du til partifest, og der skal ikke være en eneste rød- og hvidternet dug at finde. Eller fadølsanlæg. Eller »You’ll never walk alone«-karaoke. Folk må drikke chablis eller blive væk (derfor skal du ikke regne med at se noget til Kim Christiansen). Og maden skal være hors d’oeuvres: østers og foie gras, for dyrevelfærd er ikke længere en mærkesag for Dansk Folkeparti. Hvis du skal høre Pia tale én gang til om, hvor hårdt det var at miste gravhunden Rikke, så bliver du nødt til at få bygget den fjerde vinkælder, du har gået og tænkt på.
Tredje akt: Reformationen
Om et par måneder vil der formentlig være ro på partiet. Fårene vil være skilt fra bukkene, og det er nu, Dansk Folkepartis nye mærkesager skal præsenteres. For det første skal alle gå i kirke. Det er en del af ethvert menneskes dannelse, og du bør overveje at indføre et digitalt kirkepas, som kun giver adgang til barer, biblioteker og biografer for folk, der har været i kirke inden for den seneste måned. Dem, der nægter, kan henvende sig i et telt og blive hurtigtestet i tre bibelske spørgsmål (det kunne være spørgsmål som: Hvem ledte sin familie fra Ur til Kanaan? Hvor mange dage blev Jesus ifølge Markusevangeliet fristet af Satan i ørkenen? Og hvor mange dage og nætter regnede det, mens Noa var på arken?). Svarer de rigtigt, kan de få adgang til samfundet i 48 timer.
Opera skal være en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolen fra 3. klasse og op. I dag er der alt for stort musikalsk fokus på Bamses Venner, TV-2 og Nik & Jay, og kun de færreste 15-årige kan skelne Verdis tidlige værker fra de sene. Det skal der laves om på, men det er ikke blot operaens historie, der skal på plads. Børn skal også lære deres mellemgulv at kende og beherske deres vibrato.
Det gør ondt at se, hvor meget dårlig vin der drikkes i de offentlige institutioner. Plejehjemmene bugner af syltetøjssød rødvin og kraftig italiensk bamsevin, som ikke kan have andet formål end hurtig smertelindring. Dansk Folkeparti skal fortsat være de ældres trygge havn, og det vil være et sanseligt løft af mange menneskers liv at indføre bourgogne i mødet med det offentlige. Uanset om folk skal ansøge om byggetilladelse eller visiteres til ældrebolig, skal de have et godt glas med på vejen. Hvis de altså vel at mærke er danskere.
Vores version
Velkommen til Vores version. Informations helt enestående, satiriske udlægning af tidens allermest presserende emner – på tryg afstand af saglighed og andre snærende bånd.
Seneste artikler
Uproduktive mødregrupper, VAR-bøvl og lange Brorson-salmer: Her er de nye reformer, som Nina Smith bør kaste sig over
27. maj 2023Gang på gang har økonomiprofessor Nina Smith løst nogle af velfærdssamfundets største problemer. Nu, hvor Reformkommissionens arbejde er forbi, har hun tid til nye opgaver – og der er stadig masser af områder, som trænger til en hjælpende håndUdfordringerne tårner sig op for Moderaterne, men løsningen ligger lige for: Det er tid til teambuilding
20. maj 2023Først gik Jon Stephensen på orlov efter en tur i mediemøllen, og nu er Nanna Gotfredsen i søgelyset på grund af kreativ brug af Gadejuristens midler. Det er på tide, at Moderaternes uskolede politikere får noget hjælp udefra, så partiet ikke smuldrer eller trækker tæppet væk under regeringen. Det er tid til teambuildingRobotterne har lært at skrive som os. Men vi vil stadig have smalltalk og kantinebrokken for os selv
6. maj 2023De seneste måneder har alle talt om, hvordan chatrobotter i fremtiden vil forandre vores verden. De lærer vores sprog og bliver en del af vores liv. Men nogle hjørner af sproget vil vi mennesker stadig have for os selv. Her er en guide til at bevare og begejstres over menneskeligheden i din hverdagskommunikation
Morten Messerstich: The Movie
– fra folkebedrager til folkeopdrager
Kommer snart i en biograf nær dig
Spærregrænsen bør hæves til 5 %. Så kunne vi slippe af med al den eskapisme, der råder i dansk politik. Vi spilder simpelthen tiden på alle de idioter på begge fløje.Det er en skam for det her land. Vi er færre mennesker end der er indbyggere i Hamborg og alligevel skal vi trækkes med et enormt bureaukratisk monster. Friheden er væk og befolkningen er selv uden om det. Vi har umyndiggjort os selv...
"Dansk Folkeparti skal fremover hjælpe det danske folk til at blive den bedste udgave af sig selv."
Ha Ha Ha Ha Ha Ha Ha Ha Ha Ha Ha ............
Kære Lærke Cramon
Jeg synes det er synd for MM at han ikke selv fik lov at offentligøre sine visioner . ;)
Mvh Hanne Pedersen
TAK, Information!
Hele månedens abonnement værd.
Det morsomste - og mest tankevækkende, jeg længe har læst - fanget på kornet i detaljer :-).
Specielt den diskret antydede jyske tone i "Dansk Folkeparti skal hjælpe danskerne med at blive en bedre udgave af dem selv."
Andre ville måske sige "en bedre udgave af sig selv"...
Tilbage til Middelalderen med slips, flip og kirke.
Skal vi også til at se 'Hekseprocesser' igen?
Den bedste udgave med småkriminalitet etc. etc.
HUSK de tre K'er: Kirche-küche-Kinder?
Store fremskridt, dyders genfødsel!
Gosh
Det er en pudsig påstand, der bliver med at dukke op igen og igen, at Danmark har færre indbyggere end Hamborg. Faktisk har Hamborg, altså delstaten Hamborg, nogenlunde det samme antal indbyggere som Region Hovedstaden, dvs. omkring 1,8 millioner indbyggere. Nøgternt set er Hamborg dermed lidt større end Storkøbenhavn, men ikke mere det.
Byen Hamburg har rigtignok 1,8 millioner indbyggere, men Metropolregion Hamburg har 5,8 millioner indbyggere, så der er nok noget om snakken alligevel.
Jeg er godt klar over, at det er Metropolregion Hamburg, som dog har lidt færre indbyggere end Danmark, der har givet anledning til misforståelsen.
Metropolregion Hamburg er ikke, som nogen lader til at tro, Hamborg med opland, men omfatter en meget stor del af Nordtyskland. Den omfatter således store dele af Niedersachsen, Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern, med hamborg i centrum. Regionen er vilkårligt defineret ud fra hvad der vurderes at give mening økonomisk og erhvervsmæssigt, og ikke ud fra, hvor stor Hamborg er som by. I princippet kunne regionen have været dobbelt så stor, og så kunne man jo hævde, at hele Skandinavien har færre indbyggere end Hamborg!
Når man overfladisk hævder, at Danmark ikke er større end Hamborg, så associeres dette udsagn selvfølgelig med byen, og ikke med Nordtyskland. Så nej, der er ikke noget om snakken. Og når jeg er så omstændelig med dette, så skyldes det, at påstanden er blevet fremført meget ofte, bl.a. af politikere og fremtrædende erhvervsfolk. Og jeg ser det som et eksempel blandt mange andre på, at vi i Danmark har en mærkelig tendens til at gøre os endnu mindre end vi rent faktisk er.
Kære Lærke
Endnu engang har du forgyldt vores lørdag morgen med de kreative, humoristiske pen.