Den midlertidige grænsekontrol har nu varet i seks år. Måske skal vi vænne os til den

Tilbage i 2005 klagede daværende amtsborgmester for Sønderjyllands Amt Carl Holst (V) sin nød i Jyllands-Posten: Hvor længe skulle de udslidte og kasserede pasanlæg dog stå og rode på grænsen? De skæmmede blikket for turister og gav mindelser om Østblokken, mente han.

Nu skæmmes blikket igen, når det falder på grænsen: Skurvogne uden fast internetforbindelse eller fjernvarme fungerer som politiets midlertidige kontorer og frokoststuer. Sandsække og vejbomme er sat op. Grænsen står nu på sjette år i denne uskønne midlertidighed.

Den ligner ikke noget fra før Murens fald, for dengang havde politiet deres pasanlæg, kontrolbygninger, rammer og formål. Og grænsen står heller ikke længere som i ’det åbne Europa’, hvor grænsestregen kun blev antydet af et blåt vejskilt med EU’s gule stjerner.

Men hvordan er det kommet dertil, at situationen på såvel den danske som flere andre europæiske grænser er i en slags vedvarende midlertidighed? Og hvordan tegner fremtiden sig for det grænseløse Schengen-projekt, der stadig er EU’s officielle mål?

Da de indre grænser skulle væk

De seneste år har halve løsninger og midlertidige lukninger stået i kø på grænsen. Der gik således et chok gennem grænselandet, da der i marts 2020, på dagen for 100-året for Genforeningen, blev indført en skrap grænsekontrol. En kontrol, der blev iværksat direkte fra hovedstaden uden rådførelse med mindretallene. I hast blev vejbomme sat op langs alle større og mindre veje, der krydser grænsen, med det formål at dæmme op for spredning af coronasmitten.

Billederne af et ældre kærestepar, der mødtes og drak kaffe på hver sin side af grænsen, dukkede op i både danske og udenlandske medier.

Men allerede inden pandemien havde grænsen undergået en række forandringer, der ændrede hverdagen for både myndigheder og lokalbefolkningen. I 2019 blev et vildsvinehegn på en meter banket op langs marker og enge med det formål at dæmme op for svineinfluenzaen, og siden 2016 har der været etableret en såkaldt ’midlertidig grænsekontrol’, oprindelig indført af VK-regeringen som følge af flygtningestrømme og siden da fornyet et antal gange, senest i oktober måned indtil udgangen af maj 2022.

Denne midlertidige grænsekontrol udføres af politiet i samarbejde med politikadetter. På brogrænsen mod Sverige og færgegrænsen til Tyskland består den af stikprøvekontroller. Ved den dansk-tyske landegrænse er hovedvejene fast bemandede, og her foretages der også stikprøvekontroller, ligesom der tjekkes pas ved togankomster til Padborg Station.

Går man få år tilbage, lå det ikke i kortene, at grænsekontrollen skulle vende tilbage til de danske og europæiske grænser. Som bekendt har de seneste årtier i høj grad handlet om at integrere de europæiske lande og lægge fortidens grænsedragninger bag sig.

For godt 20 år siden var det da også to helt anderledes begivenheder, der indkapslede historien om de danske grænser: Den første var indvielsen af Øresundsbroen i juni 2000, den anden Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet.

Stærkere sammen

Drømmene om en samlet Øresundsregion begyndte allerede i 1960’erne, et årti med økonomisk fremgang i både Danmark og Sverige. Svenske arkitekter og ingeniører drømte om en fremtidens region forbundet af futuristiske, svævende motorveje, hvor bilerne cirkulerede mellem Malmø og København i det sagnomspundne år 2000.

Efter et par årtiers dvale grundet oliekrise, bureaukratiske udfordringer og miljøkritik vendte visionerne tilbage i 1990’erne – nu i form af en broforbindelse med plads til tog og biler.

Især fra svensk side spillede Murens fald en betydning for Øresundsregionens udvikling og relevans. Da kommunismen i Østeuropa faldt, forsvandt behovet for den neutralitetsrolle, Sverige havde forsøgt at værne om det meste af det 20. århundrede. Sverige trådte ind i EF-samarbejdet i 1995, og Østersøen kunne nu igen ses som et forbindelsesled med stort handels- og vækstpotentiale snarere end en begrænsende faktor.

Også et europæisk fokus på regioner banede vejen for broen. I 1980’erne lancerede EF et fokus på tværnationale regioner som vækstmotorer for udkantsområder og som europæisk integration. Sammen er vi stærkere og sikrere, lød logikken.

Efter mange årtiers diskussion for og imod behovet for en fast forbindelse blev Øresundsbroen en realitet i 2000. Med sig bragte den et løfte om, at overskridelsen af grænsen indvarslede en bedre fremtid.

Ved indvielsen var daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) således klar i mælet: »Nu står den her. Broen. Som et stort svæv, og tunnelen som en katedral under Øresund. Gennembruddet for fællesskab, kontakter mellem mennesker – svenskere og danskere. Vores bro – Øresundsbroen – kan gå hen og få næsten lige så stor betydning for vor del af verden og hele Østersøregionen, som Murens fald – for Vest og Øst.«

Hvor broen blev det bærende symbol og den konkrete tilføjelse, der banede vej til fremtiden i Øresundsregionen, var der på den dansk-tyske grænse noget, der skulle fjernes, for at vi kunne komme videre – videre mod Europa.

Grænsebommene skulle væk.

Natten til den 25. marts 2001 lukkede og slukkede politiet deres pasbokse, bommene blev fjernet, og landet lå således åbent mellem Danmark og Tyskland, mellem Danmark og Europa. Danmark indtrådte i Schengen-samarbejdet, politi og toldere skulle nu ikke længere systematisk bede om pas eller stoppe passagerer på selve grænsen. Schengen-samarbejdet var udtænkt som et led i en tættere integration af medlemslandenes arbejdsmarkeder og økonomier.

Med østudvidelsen i 2004 blev fortællingen om et grænseløst Europa yderligere konsolideret. »Fra Stettin til Trieste« var nu ikke længere et jerntæppe, men forbindelser og åbent land, der skulle skabe sammenhold og vækst for de europæiske befolkninger.

Hvem skal tage sig af grænsen?

Midt i 00’ernes fremtidstro og iver efter at række ud fandtes der også både bekymring og direkte modstand mod udviklingen.

Imens et europaorienteret Venstres Ungdom fejrede åbningen af den dansk-tyske grænse natten mellem den 24. og 25. marts 2001, holdt Dansk Folkeparti sørgefest med pølser og skåltale af Pia Kjærsgaard. Festen blev holdt et særligt sted: Partiet havde i protest mod åbningen af grænsen købt den gamle toldbygning i Sæd, en bygning, som var blevet opført i kølvandet på etableringen af grænsen i 1920. DF erklærede sig klar til at overdrage bygningen til den danske stat igen, så snart den indså, hvor stor en fejltagelse det havde været at åbne grænserne og afgive national suverænitet.

Imellem yderpunkterne – de, der hyldede det grænseløse Europa som fremtiden, og de, der frygtede tabet af fædrelandet – var der plads til nuancer:

Åbningen af grænsen fulgte i hælene på flere års øget samarbejde hen over grænsen mellem forskellige danske og tyske aktører. Politibetjente, der var kommet til grænselandet i 1970’erne, kan fortælle, hvordan de var med til at etablere fodboldklubber og kaffeklubber med tysk politi, og på den måde bidrog til at lægge historiens fordomme og modvilje mod naboerne i graven.

Det blev meget nemmere at stoppe menneskesmuglere, illegale indvandrere og tyvebander, når man havde en direkte telefonlinje og god kemi med de tyske politikolleger. Grænsekontrollen i årene op til 2001 var derfor i stigende grad allerede et fælles anliggende.

Ikke desto mindre førte forandringen også en usikkerhed med sig. En politibetjent udtrykte det i 2003 således i et interview med etnologen Mette Lund Andersen: »Grænsekontrol har jo været en institution hernede siden 1920, og det er jo noget, der ligger sønderjyderne meget nært, hele grænseproblematikken. Der har jo altid været en kontrol i en eller anden udstrækning. Jeg ved, at mange oplever det som et savn, at der ikke er den der myndighedsperson på grænsen. Det er meget tomt, når du krydser grænsen.«

Betjentens forsigtige bekymring indfanger den ambivalens, som globaliseringens fokus på forbindelser, vækst og overskridelser førte med sig. Også blandt lokalbefolkningen blandede glæden ved at kunne bevæge sig frit og styrke forholdet til de tyske naboer sig med bekymringen over at blive efterladt af myndighederne: Hvem holder øje med aktiviteten hen over grænsen, når den tilsyneladende står forladt?

Den blinde vinkel

Disse nuancer blev ikke for alvor en del af den brede debat. At være imod en åben grænse blev skildret som bagstræberisk og gammeldags, alt imens fortalerne for en lukket grænse tordnede imod arbejdskraft fra Østeuropa og asylansøgere fra krigshærgede lande.

Med denne fastfrysning af samtalen om grænser som et valg mellem ’åben’ eller ’lukket’ gik man glip af chancen for at skabe plads til vanskeligere spørgsmål: Hvordan grænser skulle indrettes, og hvordan de skulle fungere som grænser, der pr. definition holder nogen eller noget ude.

Det må således stå som den største besynderlighed i spørgsmålet om de europæiske grænser de seneste 20 år, at Europa i de store fortællinger kunne hyldes som ’grænseløst’ på trods af, at den indre mobilitet netop fungerede i kraft af en militariseret ydre grænse. De fortificerede ydre grænser var fra begyndelsen en del af logikken og kontrakten, men de var uhyre svære at placere i den store fortælling og blev derfor i høj grad negligeret. På tilsvarende vis blev asylkaosset på de sydlige grænser set som et udtryk for de sydeuropæiske landes ineffektive asylsystemer, snarere end som en logisk konsekvens af grænseåbningerne internt i EU.

Grænsen var heller ikke åben i den forstand, kritikerne af EU’s grænsesystem hævdede: Rent juridisk forsvandt politiarbejdet og grænsekontrollen ikke, den blev blot flyttet til andre steder og benyttede sig af andre metoder. Kontrollen bevægede sig til de »eksterne grænser«, det vil sige grænser, hvor rejsende ankommer til Schengen-området.

Dansk politi flyttede således deres opmærksomhed og mandetimer til blandt andet Kastrup Lufthavn. Derudover styrkedes samarbejdet med europæiske kolleger i regi af Europol og Frontex og som led i Dublin-aftalerne om udlevering af asylansøgere. Kontrol af opholdstilladelser og ulovligt ophold blev ikke længere udført på grænsestregen, men derimod rundt om i landets politikredse og i asylcentre, ligesom kravene til at få visum til Schengen-området blev skærpet.

Flere iagttagere har derfor peget på, at grænse- og mobilitetskontrol i høj grad blev udbygget i den æra, vi i bred forstand har forstået som ’grænseløs’.

Hvad skal vi værne om?

Da spørgsmålet om Europas grænser omsider kom på dagsordenen hos den brede befolkning, var det under flygtningekrisens kaos, hvor myndigheder overalt i EU kom til kort. Ingen lande havde asylsystemer, der var gearet til store ankomster, og fordelingsreglerne i Dublin-aftalerne endte med at spænde ben for hurtig og effektiv asylindkvartering.

Krisen afslørede sig dermed først og fremmest som EU’s egen systemiske krise, og det fik medlemslandenes regeringer til hurtigt at smække grænsebommene i.

I skrivende stund har både Frankrig, Norge, Sverige, Danmark, Østrig og Tyskland stadig grænsekontrol på udvalgte grænseovergange. Kontrollerne er siden 2016 løbende blevet fornyet med henvisning til flygtningeankomster, terrortrusler, mangelfuld sikring af de eksterne grænser og senest på grund af coronapandemien. I den seneste tid har en række medlemslande, herunder Danmark, atter lukket grænserne for at dæmme op for smitten.

De seneste lukninger har dermed understreget, at pandemien har været med til at normalisere valget af nationale løsninger frem for europæiske.

Imens kalder EU-Kommissionen på fælles, europæiske tiltag, der støtter op om grænsesamarbejdet. Kommissionen har for nylig understreget, at den stadig tror på Schengen-aftalens symbolske og økonomiske betydning for EU-samarbejdet, og den opfordrer derfor Schengen-medlemslandene til at udvikle fælles, koordinerede alternativer til den endeløse række af midlertidige kontroller og nationalt forankrede regler. Kommissionen foreslår også et styrket samarbejde mellem politimyndighederne i grænseregionerne og en udbygning af fælles beredskabsplaner.

I dag står grænsen dog stadig halvlukket og halvglemt, og endnu en årsdag for grænsens midlertidige lukning kommer og går.

Samtalen om grænsernes indretning og deres formål bør ikke desto mindre genstartes, for den nuværende midlertidighed på EU’s interne grænser har en række uhensigtsmæssige konsekvenser. For grænselandets befolkning, hvis hverdag kompliceres af den uafklarede grænsesituation. For politiet, hvis mulighed for at arbejde langsigtet og inden for klare rammer bliver hæmmet. Og for flygtninge, som mødes af nationale systemer præget af midlertidige og uensartede løsninger.

For mange EU-borgere, herunder mange danskere, fremstår spørgsmålet om EU’s interne grænser måske ikke presserende, men spørgsmålene trænger sig dog i den grad på: Hvilke dele af en ’åben grænse’ var nyttige og fremmende for vores demokratiske samfund, og hvilke hæmmende? Hvad mister vi, hvis vi smækker grænserne i, og hvad får vi til gengæld?

Det er spørgsmål som disse, vi må tage fat på, hvis vi skal midlertidigheden og den medfølgende uvished om grænserne til livs.

Marlene Paulin Kristensen er etnolog og har skrevet ph.d.-afhandling om grænsekontrol i Danmark og EU. Underviser ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.