Polens regering er ved at omkalfatre landets retssystem. Det har kostet dommer Piotr Gąciarek jobbet

Rundt på gangene i den regionale domstol i Warszawa vandrer en lille halvskaldet mand med skægstubbe rundt. En gang imellem stopper han op, fisker et klistermærke op af lommen, sætter det på en dør, hvorefter han fortsætter videre ned ad gangen for at klistre endnu ét op.

Det er Piotr Gąciarek. Indtil for nylig arbejdede han som dommer her i Polens hovedstad, men siden oktober har han været suspenderet. Nu bruger han det meste af sin tid på at arrangere demonstrationer, holde taler og optræde i medierne som en af de fremmeste kritikere af de retsreformer, den nationalkonservative regering har gennemført siden 2015.

På klistermærkerne optræder en anden regeringskritisk og suspenderet dommer, Igor Tuleya, der er blevet et symbol på problemerne med det polske retssystem og den modstand, reformerne har affødt.

»Jeg sætter klistermærkerne op for at efterlade et aftryk og sende et signal til de personer i retsbygningen, der ikke er lovligt valgt og ikke har lyst til at se modstanden mod de seneste års reformer,« siger Piotr Gąciarek, da vi møder ham i centrum af Warszawa.

Et af klistermærkerne er landet på døren til præsidenten for domstolen. Han forbereder sager for det disciplinære kammer, der siden dets oprettelse har suspenderet otte dommere på tvivlsomme grundlag.

»Jeg gør det for at drille ham,« siger Gąciarek.

Piotr Gąciarek.

Magnus Hove Johansson

Suspenderingen af dommere er et af de seneste led i regeringspartiet Lov og Retfærdigheds omfattende indsats mod det juridiske system i Polen. Reformerne er ikke bare blevet kritiseret af dommerforeninger, oppositionen og aktivister internt i landet, men har også vakt international fordømmelse og blandt andet medført, at EU nu udsteder bøder til Polen på en million euro. Hver dag.

Adspurgt om, hvad der i hans øjne er gået galt i det polske retssystem i de seneste år, ånder Piotr Gąciarek tungt ud og spørger: »Hvor meget tid har vi?«

Bastion for alt det onde

Lov og Retfærdigheds opgør med det juridiske apparat har været i gang i godt og vel seks år. I 2015 afholdtes både parlaments- og præsidentvalg i Polen, og op mod valget proklamerede regeringspartiet, at man ville udvide velfærdsstaten. Et af midlerne til at opnå det, hævdede partiet, var overraskende nok en udskiftning af forfatningsdomstolens medlemmer.

Det fortæller Kamil Marcinkiewicz, der er lektor i statskundskab og forsker i polsk politik ved Hamborg Universitet. Dengang, siger han, bestod forfatningsdomstolen i Polen fortrinsvist af dommere udvalgt af det det liberale centrumhøjreparti Borgerplatformen og dets allierede:

»De liberale politikere protesterede mod de foreslåede velfærdsydelser. Det udnyttede Lov og Retfærdighed og sagde: ’Vi vil bygge en velfærdsstat op, og hvis vi ikke ændrer forfatningsdomstolen, vil de tage dine børneydelser fra dig’,« siger Marcinkiewicz:

»Det var uklart, hvordan børnetilskudsloven kunne være i strid med forfatningsmæssige normer, og ingen oppositionspartier havde klaget over ydelserne til domstolen. Lov og Retfærdigheds argument var absurd, men tilsyneladende overbevisende for en del af vælgerne.«

Præsidentvalget i 2015 endte med en sejr til Andrzej Duda, der er tilknyttet Lov og Retfærdighed, og ved parlamentsvalget fik partiet absolut flertal i Polens underhus og landets senat.

Allerede to måneder efter valgsejren i efteråret 2015 gik regeringspartiet i gang med at føre planerne ud i livet og sikre sig kontrol over forfatningsdomstolen. Et organ, som partiets stifter og leder, Jarosław Kaczyński, har kaldt »bastionen for alt i Polen, der er dårligt«.

Fremfærden over for domstolene, hvor uafhængige dommere afsættes, mens regeringsloyale kræfter sættes ind i stedet, er en del af Lov og Retfærdigheds bestræbelse på at centralisere magten i Polen.

Jarosław Kaczyński, mener, at globaliseringen har udvandet nationalstatens magt, selv om det er statens opgave at varetage folkets interesser, fortæller Pawel Musiałek, der er analysechef i den konservative tænketank Klub Jagiellónski. På tilsvarende vis er statens og regeringens magt blevet svækket af domstolene, som ifølge Kaczyński har haft for stor autonomi og befundet sig uden for demokratisk kontrol.

»Kaczyński ville ikke acceptere en situation, hvor vi afgiver magt til EU, til forfatningsdomstolen og til det globale finansielle marked. Derfor skulle justitsreformerne centralisere magten hos regeringen,« siger Musiałek.

Efter valget stod fem af forfatningsdomstolens 15 dommere over for afslutningen på deres embedsperiode, og den situation var Lov og Retfærdighed ikke sen til at udnytte: Med en lovændring i hånden sørgede man for at indsætte dommere, der var loyale over for partiet, og i samme ombæring forkastede man tre jurister, som det forrige parlament allerede havde udpeget til domstolen.

Bagefter hastede regeringen endnu en lovændring igennem, der blandt andet dikterede, at to tredjedele af dommerne skulle stå bag forfatningsdomstolens afgørelser. På den måde kunne de dommere, Lov og Retfærdighed havde indsat, ikke holdes uden for indflydelse.

»Forfatningsdomstolens sammensætning blev ændret meget hurtigt. Det var helt uden fortilfælde,« fortæller lektor Kamil Marcinkiewicz.

De regeringsloyale jurister var dog stadig ikke i flertal på domstolen, og de ubelejlige dommere havde stadig flere år tilbage af deres niårige embedsperiode. Men også det havde regeringspartiet et svar på, forklarer Marcinkiewicz:

»Så længe forfatningsdomstolen havde et flertal af dommere, der var udpeget af det forrige parlament, var Lov og Retfærdighed ligeglade med kendelserne – regeringen ratificerede dem ikke. Det skabte et juridisk kaos.«

Vendepunktet

I løbet af de første år med den nye regering deltog Piotr Gąciarek ikke i protesterne mod reformerne af retssystemet. Han havde i de seneste 15 år levet et helt normalt liv som dommer uden at involvere sig i politik. Derfor ville han også bare passe sit arbejde, da protesterne begyndte, fortæller han:

»Normalt bliver vi dommere fortalt, at vi ikke skal involvere os i protester og demonstrationer på gaderne. Vi skal bare passe vores job i retssalen.«

Men det ændrede sig sidenhen for Gąciarek. Regeringens projekt var nemlig først lige begyndt.

I 2017 blev tre nye retsreformer, der var foreslået af regeringspartiet, stemt igennem det polske parlament:

Én påbød, at alle højesteretsdommere skulle tvinges på pension – på nær dem, som Polens justitsminister, Zbigniew Ziobro, tillod at fortsætte.

En anden ville give parlamentet ret til at kontrollere, hvem der sidder i Polens pendant til Dommerudnævnelsesrådet – altså rådet, der udnævner dommere eller godkender, om de kan avancere i graderne i det polske retsvæsen.

Den sidste ville give justitsministeren ret til at udvælge og afskedige præsidenter og vicepræsidenter for de lavere domstole. Og da reformen senere blev indført, gik Ziobro til stålet og fyrede knap 20 procent af domstolenes præsidenter.

Et af hovedargumenterne bag reformerne var, forklarer analysechef Musiałek fra den konservative tænketank Klub Jagiellónski, at retssystemet ikke havde nogen demokratisk legitimitet, fordi domstolene var blevet for egenrådige – og i øvrigt i flere tilfælde havde spændt ben for regeringens tiltag:

»Afgørelserne var ifølge Kaczyński ikke klart baseret på lovgivning, men på politiske valg. Det begrænsede regeringens magt, og derfor skulle retssystemet ændres.«

Reformerne blev mødt af store demonstrationer i Polen, og da Piotr Gąciarek hørte om dem, ændrede noget sig i ham, fortæller han:

»Det var helt utænkeligt for mig,« siger han.

»Det var så første gang, jeg protesterede på gaden sammen med andre.« 

Særligt ændringerne i Dommerudnævelsesrådet forargede Gąciarek. Ændringen betød nemlig, at politikerne i realiteten kan bestemme, hvem der skal være dommere, og hvem der ikke skal, anfører han:

»Dommere med masser af erfaring bliver ikke forfremmet, hvis ikke de har kontakter i Lov og Retfærdighed. Hvis man har en eller anden form for forbindelse til politikerne, er kvaliteten af ens arbejde til gengæld ligegyldigt: Så bliver man forfremmet.«

En af opgaverne for Dommerudnævnelsesrådet er ifølge den polske forfatning at værne om de uafhængige dommere. Men når rådet pludselig bliver politisk, så bliver opgaven en anden, siger Gąciarek:

»Medlemmerne af rådet er jo forbundet med det disciplinære kammer, justitsministeren, parlamentet og regeringspartiet. Det er full circle, og det er de politiske interesser, der varetages.«

Siden Piotr Gąciarek første gang tog del i protesterne i 2017, er han blevet et fremtrædende medlem af den polske dommerforening Iustitia og har ved flere lejligheder talt offentligt ved foreningens demonstrationer, ligesom han ofte optræder i radio, aviser og tv.

»Men ikke hos den offentlige tv-station, TVP,« siger Piotr Gąciarek.

Netop TVP bliver ofte anklaget for at være en propagandakanal for regeringen.

Opgør med ’kommunismen’

I december 2017 underskrev præsident Andrzej Duda en let modificeret udgave af retsreformerne. For eksempel var reformen af højesteret blevet ændret, så man ’blot’ sænkede den obligatoriske pensionsalder for højesteretsdommere fra 75 til 65 år – et tiltag, der de facto ville fjerne mere end en tredjedel af højesterettens dommerstand.

Det har været en fremtrædende fortælling fra Lov og Retfærdigheds side, fortæller lektor Kamil Marcinkiewicz, at reformerne dels ville effektivisere det polske retssystem, og dels at man i samme ombæring kunne komme af med den kommunistiske elite, der ifølge regeringen stadig gennemsyrede det egenrådige retssystem, på trods af Polens opgør med kommunismen i 1989.

Men data viser, at domstolene faktisk kun er blevet langsommere – og altså ikke mere effektive – siden Lov og Retfærdighed kom til magten, siger Marcinkiewicz.

»Og så er det 32 år siden, opgøret med kommunismen fandt sted, så de fleste ’elitære dommere’ fra dengang er ikke aktive længere. De dommere, som regeringen nu går efter, gik måske ikke engang på jurastudiet i 1989. Men i stedet antyder Lov og Retfærdighed så, at dommernes forældre eller bedsteforældre var en del af Kommunistpartiet.«

Efter massivt pres fra EU trak regeringen og præsidenten i land i december 2018 og genindsatte højesteretsdommerne, der var blevet tvunget på pension. De to andre reformer forblev intakte.

Det samme gjorde dele af højesteretsreformen, der blandt andet indebar oprettelsen af et disciplinærkammer, der kunne sanktionere dommere ved at indlede disciplinærsager. Regeringen solgte det som en nødvendighed for at modarbejde korruption, mens kritikere så det som et åbenlyst middel til at straffe uafhængige dommere.

I 2019 blev kammerets beføjelser udvidet, da en ny lov åbnede for at sanktionere dommere, der satte spørgsmålstegn ved regeringens omgang med retsstaten eller engagerede sig i »politiske aktiviteter«.

Undervejs i processen havde daværende højesteretspræsident Małgorzata Gersdorf flere gange kritiseret de omfattende ændringer i retsvæsenet og udtalt, at politiseringen af alle andre juridiske institutioner gjorde det nødvendigt for højesteretten at agere forfatningsdomstol.

Men efter en lang kamp, hvor regeringen uden held forsøgte at få hende til at gå på pension, sluttede Gersdorfs seksårige embedsperiode i april 2020, og pladsen blev indtaget af Małgorzata Manowska, der tidligere var vicejustitsminister i en kort periode i 2007, da Lov og Retfærdighed også sad på magten.

»Og siden da har alle aspekter af retsvæsenet i Polen været mere eller mindre kontrolleret af regeringspartiet,« siger Kamil Marcinkiewicz.

»Ikkedommere«

Kort inden Gersdorfs afgang var disciplinærkammeret også kommet op i omdrejninger. Den første dommer blev suspenderet af kammeret i februar 2020, fordi han havde efterspurgt en liste over de parlamentsmedlemmer, der støttede de nye kandidater til Dommerudnævnelsesrådet.

Siden da er yderligere syv dommere, herunder Piotr Gąciarek og Igor Tuleya, blevet suspenderet. En række dommere demonstrerer nu foran Polens højesteret den 18. i hver måned.

Gąciarek kan godt se, at otte suspenderede dommere ud af omkring 10.000 i det polske retssystem ikke er mange. Men for ham handler det ikke så meget om antallet:

»Hovedformålet med det disciplinære kammer er jo at afskrække de resterende dommere fra at sige deres mening.«

Piotr Gąciareks egen suspendering begyndte med, at han i september 2021 sammen med to kolleger skulle være dommer i en sag ved den regionale domstol. Men én af de to andre dommere var udpeget af det reformerede Dommerudnævnelsesråd, og derfor nægtede Gąciarek at dømme sagen sammen med ham. Han ville ikke legitimere politisk udpegede dommere, siger han.

Derfor afleverede han en otte sider lang begrundelse til retspræsidenten en uge før, sagen skulle begynde.

Retspræsidenten kvitterede i første omgang med at suspendere Piotr Gąciarek i 30 dage. Derpå vendte Gąciarek tilbage til retsbygningen i midten af oktober. Men det skulle vise sig at være midlertidigt. For da han vendte tilbage, blev der indledt en sag mod ham i det nyoprettede disciplinære kammer. Lidt over en måned senere landede en fax på hans bord. Der stod, at disciplinærkammeret havde besluttet at suspendere ham og samtidig nedsætte hans løn med 40 procent.

Han blev bedt om at skrive under på papiret for at kvittere for modtagelsen.

»Men i stedet for bare at skrive mit navn skrev jeg, at jeg havde modtaget en ulovlig beslutning foretaget af ikkedommere fra en ikkeret. Som en symbolsk handling og protest skrev jeg også, at vi ville genoprette retstilstanden i Polen uanset deres handlinger.«

Piotr Gąciarek har anket dommen, men han ved endnu ikke, hvornår sagen skal behandles, om overhovedet.

»Men i mine øjne er det ikke dem, der arbejder i disciplinærkammeret, der skal afgøre, hvad der skal ske med mig i fremtiden. Det er op til presset fra EU-institutionerne. Hvis vi har problemer med de politiske institutioners legitimitet, så går vi til de to domstole i EU og ikke til dem, vi har her i Warszawa.«

For EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, mener Gąciarek, spiller i øjeblikket reelt rollen som forfatningsdomstol og højesteret i Polen:

»Gudskelov er vi stadig med i EU.«

Pres fra EU

Netop EU-Kommissionen, EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i de seneste år forsøgt at få den polske regering til at ændre kurs. Samtidig har både dommerforeningen Iustitia og adskillige andre ngo’er søsat et hav af sager.

Det har ført til en langvarig, principiel juridisk kamp mellem Polens regering på den ene side og EU på den anden.

Fire gange – senest i december 2021 – har EU-Kommissionen sat gang i procedurer, der skal undersøge, om der er sket brud på EU-traktaterne. Procedurer, der er indledt efter reformerne af højesteret og disciplinærkammeret.

Det har blandt andet medført, at EU-domstolen i 2018 beordrede et midlertidigt stop for implementeringen af de tre retsreformer fra 2017, og i 2021 erklærede man disciplinærkammeret, der suspenderede Piotr Gąciarek, for ulovligt.

Da EU-Domstolen i juli 2021 afsagde sin dom, meddelte Polens forfatningsdomstol imidlertid, at afgørelsen var i modstrid med Polens forfatning, og regeringen meddelte, at den ikke havde i sinde at efterfølge den. En måned senere blødte regeringen dog op og forklarede, at man nu gerne ville se på muligheden for at afskaffe disciplinærkammeret. Det skete efter, at EU-Kommissionen havde truet med at tilbageholde midler til Polen.

»Men det førte ikke til noget i praksis,« siger lektor Kamil Marcinkiewicz.

»Jeg er personligt ikke overbevist om, at det i givet fald ikke vil blive andet end staffage. Lov og Retfærdighed har investeret for meget tid, for mange kræfter og for meget energi i at vende hele systemet og gøre det politisk kontrolleret,« siger Kamil Marcinkiewicz.

Regeringens manglende handling fik i oktober EU-Domstolen til at idømme Polen dagbøder på én million euro om dagen, indtil disciplinærkammeret var opløst. Samtidig truede kommissionsformand Ursula von der Leyen med at tilbageholde et stort milliardbeløb, som Polen var blevet stillet i udsigt som del af EU’s genopretningspakke.

Mod slutningen af december 2021 foretog EU-Kommissionen sit seneste træk i sagen, da den indledte endnu en traktatbrudsprocedure. Kommissionen mener, at den polske forfatningsdomstols dom om, at EU-retten ikke står over den polske forfatning, bryder med centrale principper i unionens love, og at domstolen hverken er uafhængig eller opfylder kriterierne for at være en legitim domstol.

Men selv efter flere års juridisk kamp og økonomiske tiltag fra EU’s side har den polske regering ikke ændret kurs. I 2019 tabte Lov og Retfærdighed dog sit flertal i senatet, og nu sætter Piotr Gąciarek sin lid til, at det kommende parlamentsvalg i 2023 og præsidentvalget i 2025 vil ændre den politiske magtbalance og sætte en stopper for korstoget mod retssystemet.

»Den siddende præsident kan helt sikkert ikke blive genvalgt til en tredje periode, for man må kun sidde i to, alt andet er imod forfatningen,« siger han og holder så en pause.

»Men det ville ikke være den første ting, der skete i strid med forfatningen.«

Reportagerejsen til Polen er støttet økonomisk af Informations Venner.