Putin er en god mand, mener mange russere. De er knap så sikre på, at en krig med Ukraine er en god idé

Kremls røde ringmur knejser bag en gruppe specialpolitifolk, der passerer den snedækkede Røde Plads. De bærer camouflagetøj i nuancer af blå og grå, mens ansigterne er dækket af sorte elefanthuer. Snefnuggene sætter sig i deres syntetiske bjørneskindshuer. En råkold vind blæser ude fra Moskvafloden, løber langs med de røde mure og trænger gennem marv og ben.

Kremlregimentets garde holder vagtskifte ved monumentet over den ukendte soldat med de røde mure som bagtæppe.

»Dit navn er ukendt, din gerning udødelig,« står der skrevet på graven, der er tilegnet de faldne soldater under Anden Verdenskrig.

En gruppe turister med og uden selfiestænger foreviger vagtskiftet.

Siden 2014 har den ukendte soldats dag været en officiel mærkedag i Rusland. Samme år som ukendte grønne mænd dukkede op på den ukrainske krimhalvø forud for den hastigt arrangerede folkeafstemning, der i mange russeres øjne bragte Krim hjem.

Vagtskifte ved Moskvas monument over den ukendte soldat.

Anders Rye Skjoldjensen

Konflikten mellem Rusland og Ukraine har de seneste uger igen været på alles læber. 100.000 russiske soldater og tungt isenkram er opmarcheret langs den ukrainske grænse. Vestlige lande sender penge og våben til Ukraine, og Rusland beskyldes for at planlægge et militærkup i Kijev. Fra officielt russisk hold har man affejet den påstand som udtryk for vestligt hysteri og en skræmmekampagne, men samtidig har Kreml præsenteret NATO for en række krav, herunder at Ukraine aldrig skal kunne blive medlem af forsvarsalliancen. Imødekommes de ikke, kan Rusland ikke svare for følgerne. Onsdag i denne uge leverede USA et svar, hvor man lagde op til fortsat diplomatisk dialog, men også klart afviste ideen om, at Ukraine aldrig skal kunne blive NATO-medlem.

På den ene side fremstår spændingerne mellem øst og vest altså større, end de har gjort længe – måske siden Den Kolde Krigs afslutning – og en russisk krig mod Ukraine virker som et stadig mere sandsynligt scenarie. Et scenarie, der ville være i tråd med den vilje til at bruge militær magt, som præsident Putin flere gange har demonstreret: Mod oprørsrepublikken Tjetjenien i 2000. Mod Georgien i 2008. På Krimhalvøen i 2014, og siden ved hjælp af stedfortrædertropper i det østlige Ukraine.

På den anden side bruger Kreml også utilregnelighed som et overlagt taktisk greb, hvilket gør det vanskeligt at foregribe Putins næste træk. Har Rusland egentlig en interesse i en fuldtonet invasion af den slaviske brodernation, som kan udvikle sig til en langvarig og blodig affære?

Selv om vestlige politikere, politologer og ruslandskendere i de seneste uger har gjort deres yderste for at forstå den russiske strategi, hænger usikkerheden stadig tungt over situationen.

Men vil man forstå den mentalitet, der hersker bag Kremls mure, bør man ifølge flere eksperter spole tiden tilbage til før Sovjetunionens kollaps – og rette blikket mod Sankt Petersborg, Vladimir Putins fødeby.

Manden fra gaden

Den behandskede knytnæve hamrer gentagne gange ned i hovedet på manden, der ligger mellem benene på Antem Afanasjev.

Modstanderen på gulvmåtten forsvarer ansigtet og ørerne med sine hænder.

Kampen bliver afbrudt, og begge mænd rejser sig op, før de igen griber ud efter hinandens nakker for sekundet efter at vælte rundt i brydegreb på gulvet.

Anders Rye Skjoldjensen

I sambo må man slå, sparke, nikke skaller, bruge albue, knæ, brydegreb og tage kvælertag. Kampsporten blev udviklet i 1920’erne til brug i den sovjetiske hær og efterretningstjeneste.

»Det her er russisk kampsport, der udnytter de bedste kampteknikker fra alle dele af det tidligere Sovjetunionen. Boksning fra vest, brydning fra Centralasien og en inspiration fra Østens kampsport,« siger Andrej Smelov.

Han er en stor mand i russisk OL-tracksuit, der træner en gruppe kampberedte mænd i et storcenter i Sankt Petersborg.

»Her i Rusland lærer vi børn ned til fireårsalderen sambo. Det giver dem en følelse af magt, men også en god moralsk karakter. Det er noget, de vil kunne bruge resten af livet. Det skaber gode mænd, der kender hinandens grænser og kender til respekt,« siger Andrej Smelov.

Han fremviser et billede på sin telefon fra dengang, Vladimir Putin besøgte Sankt Petersborgs samboforening. Præsidenten er nemlig selv udøver af Ruslands nationalkampsport.

»Hr. Putin er en god sambokæmper, men han er endnu bedre til judo,« siger Andrej Smelov.

Sambotræner Andrej Smelov.

Anders Rye Skjoldjensen

Præsidenten er født og opvokset i Sankt Petersborg, dengang byen hed Leningrad. Som dreng var han ikke den store begavelse i skolen, og i Kremls officielle biografi om præsidenten bliver der ikke lagt skjul på, at den unge Vladimir var en ballademager, der hang for meget ud med gadens rødder.

Kampsport fik ham på rette vej, lyder Kremls fortælling.

Det russiske regimes opførsel på den internationale politiske scene kan ifølge nogle iagttagere ses i forlængelse af de erfaringer, der formede den unge Vladimir Putin i Leningrads gader. Her blev grunden lagt til et verdensbillede, hvor rå magt er en afgørende faktor – en mentalitet, der senere viste sig nyttig, da Putin blev efterretningsofficer i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, og som i dag præger præsidentens tilgang til geopolitiske forhold.

Mark Galeotti, der er æresprofessor i slavisk og østeuropastudier ved UCL i London og har skrevet en række bøger om Rusland og Putin, udlægger præsidentens syn på politisk magt således:

»Putin mener, at en stormagt skal være stærk nok til, at andre ikke skal kunne fortælle den, hvad den skal gøre, og at den til et vist punkt kan fortælle andre, hvad de skal gøre. Og så bør den være stærk nok til at byde reglerne en gang imellem. Det mener man, at USA har fået lov til, og derfor bør Rusland få de samme muligheder,« siger han.

Ifølge Marija Snegovaja, der er ph.d. fra Columbia University, postdoc ved Virginia Tech og en hyppig bidragyder til russiske oppositionsmedier, er det dog i højere grad 1990’ernes tumultariske overgangsperiode, der har formet den nuværende russiske ledelses mentalitet.

Det skulle have været en frigørelsens tid, men i stedet blev den præget af økonomisk kaos, oligarkers opkøb af statslige virksomheder og en svag politisk styring med den sprittede Boris Jeltsin i front.

»I 1990’erne efter Sovjetunionens kollaps oplevede den russiske befolkning et tab af identitet. Især i slutningen af årtiet forøgedes den postsovjetiske nostalgi. Vladimir Putin er i høj grad et udtryk for denne,« siger Snegovaja.

Monumentet her er dedikeret til de døde under revolutionerne i 1917 og til alle andre, der faldt under kampen for »sovjetisk magt«.

Anders Rye Skjoldjensen

Dermed ikke sagt, at Putin nødvendigvis ønsker at skabe en ny udgave af Sovjetunionen. Men i sin præsidenttid har han fokuseret på at genrejse Rusland som en stor nation, der ikke lader Vesten diktere dens fremtid – og som forbeholder sig ret til at opretholde en indflydelsessfære i sine nærområder. I Kremls optik er det derfor afgørende at sikre, at Ukraine ikke kommer tættere på et NATO-medlemskab, men i stedet bliver en fasttømret del af Russkij Mir, den russisksindede verden.

Når Putin alligevel synes at tøve med en invasion af nabolandet, hænger det ifølge Ifølge Mark Galeotti sammen med, at konflikten i Østukraine i forvejen er upopulær i den russiske befolkning. Og en direkte militær invasion vil næppe have bred opbakning.

»Det var noget andet med Krimhalvøen. Den vil de fleste russere mene, at Rusland havde ret til at annektere. Men ideen om en russisk krig i Ukraine er ikke særlig populær i befolkningen,« siger Galeotti.

Befolkningens manglende appetit på en militær konflikt synes også at fremgå af en nylig meningsmåling fra det velansete analyseinstitut Levada-Center, der lodder russernes bekymringer: Her svarer 56 procent ligefrem, at de er bekymrede over risikoen for en ny »verdenskrig«.

Sumpen

På et fortov nær Det Russiske Statsmuseum har en større forsamling af hovedsageligt unge petersborgere forsamlet sig. De drikker importerede tyske flaskeøl og ryger cigaretter. Her er der ingen, der snakker om krig.

Inde i galleriet holder kunstneren Victor Zabuga fernisering med en stribe naivistiske billeder på væggene.

Aleksandr Zjiljajev poserer foran et af malerierne sammen med to venner og en dåse hårlak. Ved hjælp af en Zippo-lighter forvandles dåsen til en mindre flammekaster – en instagramværdig scene.

Anders Rye Skjoldjensen

Aleksandr Zjiljajev er selv ung og kunstner. Med den baggrund kunne man måske tro, at han ville være kritisk over for Ruslands politiske udvikling, men han mener ikke, at systemet omkring Putin fejler noget.

»Vladimir Putin er en god mand. Det kan godt være, at I mener noget andet ovre i Europa og USA, men Putin har gjort meget godt for det her land,« siger han.

Vennen Dimitrij Raspisnoj er oprindelig fra Belarus, hvor hans familie stadig bor, og han ser Rusland som et attraktivt alternativ til sit hjemland:

»Derovre er der ikke et liv, der er værd at leve. Her har du i det mindste muligheder og rettigheder. Jeg ser mig selv i dag mere som russer end som belaruser,« siger han.

Ikke alle blandt de forsamlede er dog enige i de to venners betragtninger:

»Systemet her i Rusland er som en sump, der sluger mennesker,« siger 37-årige Alik Krutosjinskij, der »ikke kun ifølge ham selv« er den bedste 3D-kunstner i hele Rusland.

»Siden 90’erne har vi mistet flere og flere rettigheder. Hver morgen når vi vågner op, er situationen forværret,« siger han.

Der drikkes vin og importerede tyske flaskeøl på fortovet.

Anders Rye Skjoldjensen

De utaknemmelige unge

I det underjordiske metronet under Sankt Peterborgs gader er det unge ægtepar Andrej Vasilev og Tatiana Khokhorina på vej til en af byens forstæder. Først skal de med metro og derefter med bus for at komme tilbage til det nybyggede betonbyggeri, de bor i.

Tatiana arbejder for Ruslands pendant til Facebook, VK, og Andrej for sportshjemmesiden sports.ru – ikke at forveksle med sport.ru, der er den største konkurrent.

Som en del af Ruslands veluddannede, urbane middelklasse i landets mest liberale by er de godt klar over, at de ikke repræsenterer det Rusland, som Vladimir Putin og regeringspartiet Forenet Rusland henvender sig til. De bryder sig heller ikke om den skarpe modsætning mellem Vesten og Rusland, som Kreml fremmaner, og som Ukraine-striden også er et udtryk for.

»I store dele af den russiske befolkning er der en indgroet forestilling om, at vi russere er alene mod resten af verden. At omverdenen ikke vil os det godt, og at vi bliver nødt til at kæmpe for at beholde vores suverænitet. Det er denne følelse, som regimet spiller på,« siger Andrej Vasilev.

For et år siden deltog det unge ægtepar i de demonstrationer, der fulgte i kølvandet på oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyjs arrestation ved hans hjemkomst til Rusland.

»Vi er modstandere af systemet, og jeg ønskede virkelig at vise, at vi ikke var betalt af nogen og blot var almindelige mennesker, der selv ønsker at vælge vores egen ledelse,« siger Tatiana Khokharina.

Men opbakning til oppositionspolitikere er ikke nogen uskyldig sag i dagens Rusland, hvor den slags støtteerklæringer har potentiale til at splitte familier.

»Min mor blev rasende, da hun fandt ud af, at vi havde deltaget i demonstrationerne. Hun sagde: ’I har gode liv, sikkert arbejde og mange muligheder. Hvorfor er I ikke tilfredse? Hvorfor er I så utaknemmelige?’ Vi talte ikke sammen i en hel måned bagefter, og vi taler ellers sammen næsten hver dag,« siger Tatiana Khokhorina.

Tatiana Khokhorina og Andrej Vasilev på vej hjem til Sankt Petersborg-forstaden, hvor de bor.

Anders Rye Skjoldjensen

Målinger fra analyseinstituttet Levada-Center har tidligere vist, at opbakningen til Putin er svagest blandt unge russere. Men selv i denne mere opdelte gruppe er et flertal positivt indstillede over for præsidenten, som samlet set støttes af over 60 procent af befolkningen.

En af de unge, der bakker helhjertet op om Vladimir Putin, er politikeren Mikhail Sokolov.

Han er mødt op til interview i afslappet antræk, hættetrøje og jeans, men fremviser et billede af sig selv i jakkesæt sammen med den tidligere premierminister og præsident Dmitrij Medvedev, der i dag leder regeringspartiet Forenet Rusland.

Mikhail Sokolov er i dag delegeret for partiet i et af Sankt Petersborgs distrikter.

»Forenet Rusland er det eneste parti i Rusland, der kan sikre økonomisk fremgang og sikkerhed for alle russere, unge som gamle. Der er ingen tvivl om, at Rusland med Vladimir Putin ved roret er meget heldige,« fortæller han og fremmaner billedet af en slags russisk velfærdsparti.

Det politiske projekt handler dog ikke kun om sociale goder og økonomisk fremgang. Mikhail Sokolov er også åben for at udvide landets grænser, hvis den russiske og russisksindede befolkning i Ukraine måtte ønske det.

»Hvis Donbass (den østukrainske region, red.) vil hjem til Rusland, så er vi klar til at ride stormen af fra de sanktioner, der må komme. Vi vil byde dem velkommen i Rusland,« siger han.

Netop ideen om, at man har en forpligtelse til at drage omsorg for etniske russere, der befinder sig uden for landets grænser, er en vigtig del af Kremls fortælling i disse år.

»Putin mener, at da Sovjetunionen kollapsede, strandede 25 millioner russere uden for landets grænser,« påpeger Claus Mathiesen, der er lektor i russisk ved Forsvarsakademiet.

»Det er til dels det, som legitimerer konfrontationen med Ukraine lige nu,« siger han.

Sanktionernes vinder

Nattoget Røde Pil skyder gennem det i nattemørkets nærmest selvlysende hvide landskab mellem Sankt Petersborg og Moskva.

Flere passagerer træder i nattøj ud på gangen fra deres firemandskupeer med tandbørster i hænderne og tøfler på fødderne. Nogle få holder fest med hjemmebragt whisky inde i deres kupé.

Stanislav Lavskij og Alina Mosina er begge 32 år, forretningspartnere og bosat i Sankt Petersborg. Hver måned tager de tre eller fire gange nattoget til Moskva for at deltage i møder eller lave andre forretninger.

»Det er normalt her i Rusland. Mange mennesker tager toget natten til mandag, arbejder i Moskva indtil torsdag eller fredag og vender så hjem til familien igen i weekenden,« siger Stanislav Lavskij.

Alina Mosina og Stanislav Lavskij på vej til Moskva.

Anders Rye Skjoldjensen

De to importerer oksekød fra udlandet til det russiske marked. Kødet kommer fra Brasilien, Uruguay og Argentina. På grund af den russiske fødevareembargo fra EU, som var et modsvar til de vestlige sanktioner efter Krimhalvøens annektering i 2014, er import af kød fra Sydamerika blevet en indbringende forretning.

»I Rusland har vi ikke nok kød til at mætte markedet, og kvaliteten af det, vi selv producerer, er ikke altid i top. Embargoen er ikke god for vores land, men den er god for vores firma,« siger Stanislav Lavskij.

I tilfælde af en invasion af Ukraine har den amerikanske præsident, Joe Biden, erklæret, at Rusland vil blive sanktioneret hårdt, og fra flere europæiske lande lyder der lignende toner.

Skærmydslerne gør dog ikke det store indtryk på Stanislav Lavskij på nattoget til Moskva.

»I bund og grund er politik business. EU og USA fører en aggressiv politik over for Rusland, men Rusland fører også en aggressiv politik over for EU og USA,« konstaterer han.

Nattoget Røde Pil.

Anders Rye Skjoldjensen

Modstandens bro

I centrum af Ruslands hovedstad strækker Bolsjoj Moskvoretskij-broen sig over Moskvaflodens frosne vand og forbinder Den Røde Plads med resten af byen.

Broen er blevet et vartegn for landets pressede opposition. En opposition, der med sin spinkle røst også advarer mod krigsfaren ved den ukrainske grænse lige nu.

Fra broen er man næsten på niveau med Kremls mure.

Ikke langt ude på broen står en række snedækkede blomster, der omkranser en mindetavle og flere billeder af oppositionspolitikeren Boris Nemtsov. På dette sted blev den tidligere reformpolitiker og prominente Kreml-kritiker skudt og dræbt i 2015 ved siden af sin ukrainske kæreste.

Fem tjetjenere blev siden dømt for at stå bag mordet, men Nemtsovs familie og en række iagttagere har kritiseret myndighedernes efterforskning og mener ikke, at den reelle bagmand er blevet pågrebet.

78-årige Boris Kasadajev passer blomsterne på Bolsjoj Moskvoretskij-broen – eller som den også kaldes: ’Nemtsov-broen’. Oppositionspolitikeren Boris Nemtsov blev skudt og dræbt her i 2015.

Anders Rye Skjoldjensen

Attentatet er en påmindelse om den pris, oppositionelle kræfter risikerer at betale i et Rusland, hvor rammerne for politisk kritik er blevet mere og mere begrænsede. En gruppe af Nemtsovs venner, kolleger og andre oppositionsaktivister har siden 2015 opretholdt mindesmærket over den myrdede politiker.

Ifølge den lille gruppe oppositionsstøtter, der er samlet på broen denne aften, er mindesmærket blevet ryddet af politiet over hundrede gange.

Boris Kasadajev er 78 år gammel – »næsten som Joe Biden,« pointerer han. I sin lomme har han billeder af sig selv og Boris Nemtsov i venskabeligt lag. Kasadajev var medlem af Nemtsovs parti, Parnas, frem til mordet.

I lommen gemmer han også et billede af sig selv, der trykker hånd med den nu fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj.

Boris Kasadajev og Aleksej Navalnyj.

Anders Skjold Jensen

»Vi bliver nødt til at sikre blomsterne,« siger Boris Kasadajev.

»Og fortælle dem, der gider lytte, om vores lands tilstand. Rusland er ikke længere et demokrati. Det bliver mere og mere tydeligt,« siger han.

»Men vi har vores små sejre. På Jandeks (Ruslands svar på Uber, red.) vil du blive kørt hertil, hvis du skriver Nemtsov-broen. Det tror jeg ikke, at myndighederne ved eller ville bryde sig om,« siger Boris Kasadajev.

Mændene langer også ud efter styrets udenrigspolitiske opførsel over for Ukraine. Som svar på, hvad Boris Kasadajev mener om Putins ageren over nabolandet, stikker han tommelfingeren op mellem sin ringe- og langefinger.

»Det betyder fuck ham,« siger Boris Kasadajev.

Boris Kasadajev.

Anders Rye Skjoldjensen

Mændene på broen uddeler små badges til forbipasserende. De viser et russisk og et ukrainsk flag i baggrunden. I forgrunden står der med tydelige bogstaver:

»Ingen krig!«