Da Cardiff City spillede mod Burnley i Premier League tilbage i efteråret 2018, sad tilskuerne i mere end otte minutter og gloede på, at Cardiffs forsvarer Sean Morrison tog indkast.
Morrison var walisernes faste indkaster, hvilket betød, at han skulle lunte rundt til alle hjørner af banen de tyve gange i løbet af kampen, hvor han skulle bruge sine stærke arme og særligt udviklede teknik til at slynge kuglen langt ind på grønsværen.
Og imens dette ritual udspillede sig, sad tilskuerne og gloede på mere eller mindre ingenting.
I alt blev der blot spillet 42 minutters effektiv fodbold i det opgør, hvilket var den laveste andel af reel spilletid i en kamp i den bedste engelske række i fem år. Og netop dén kamp var med til at sætte gang i en debat på de britiske øer om, hvordan man øger omfanget af det, som tilskuerne reelt har betalt dyre domme for at se – nemlig bolden i spil på grønsværen.
Stjæler tid fra klokken
Siden da er det imidlertid gået den forkerte vej. Den effektive spilletid i den bedste engelske række er – med få statistiske udsving – dalet år for år igennem det seneste årti. En opgørelse fra sportsanalysefirmaet fra Opta, der blev omtalt i Daily Mail tilbage i november, viste, at den effektive spilletid er dalet med hele to minutter i gennemsnit pr. kamp fra sæsonen 2013/14 og frem til denne sæson.
I konkrete tal betyder det, at hvor bolden var i spil i 56 minutter og 43 sekunder tilbage i 13/14-sæsonen, så er det tal nede på 54 minutter og 43 sekunder i denne sæson.
Årsagerne er legio, men handler i høj grad om, at spillet på topniveau er blevet mere systematiseret og bygget op om skabeloner og indøvede rutiner – for eksempel ved hjørnespark, indkast og frispark. Her har stort set alle topklubber ansat særlige trænere til at gøre holdene bedre – og mere grundige – ved afviklingen af disse situationer. Og det stjæler tid fra klokken.
Derudover er jubelscenerne også blevet mere omfattende (og langtrukne) end tidligere. Topscorerne bruger generelt mere tid på at gennemføre deres signaturpositurer og fagter efter scoringer, ligesom resten af holdet ofte samles i en langvarig klynge, som kameraerne dvæler ved.
En analyse af en Premier League-kamp mellem Crystal Palace og Swansea viste tilbage i 2016, at godt ni minutter blev brugt på indkast, knap syv minutter på hjørnespark, godt syv minutter på målspark, knap tyve minutter på frispark, ni minutter på jubelscener og fire minutter på skader.
Det betød, at selv om dommeren gjorde sin pligt og lagde næsten ti minutters tillægstid til som kompensation for de mange afbrydelser, så var bolden kun i spil i omkring 44 minutter – altså under en halvleg.
Siden er VAR (video assistant referee) kommet til, hvilket æder endnu mere af den dyrebare spilletid, når diverse hændelser på banen skal ses igennem af videodommeren.
»Det, vi ser, er en epidemi af nølen og smølen i Premier League,« skrev fodboldkommentatoren Jim White fra The Telegraph for nylig i en klumme.
Vil de unge hænge på?
Og problemet med den lave, reelle spilletid angår ikke kun England. En opgørelse fra det schweiziske fodboldobservatorie CIES viste for et par år siden, at alle de fem store ligaer i Europa oplever en lignende udvikling.
Ja, faktisk er det værst i Spanien. Her viste tal fra begyndelsen af denne sæson, at bolden kun var i spil i knap 51 minutter i gennemsnit i hver kamp, hvilket var historisk lavt og næsten fem minutter mindre end hos de franske hold fra Ligue 1, der var duksene i denne sammenhæng.
Den opgørelse førte til selvransagelse på den iberiske halvø. Blandt andet hos den tidligere mestertræner Manuel Pellegrini, der i dag står i spidsen for Real Betis.
La Liga »er den langsomste europæiske liga, hvor det tager længst tid at tage frispark, og hvor der er konstant skadessimulation, og det må vi gøre noget ved af hensyn til oplevelsen«, sagde han.
»Dommerne må skynde på spillerne, målmændene skal skynde sig at tage målspark, indkastene skal også afvikles hurtigere, og spillerne skal holde op med at smide sig i græsset for ingenting. (…) Folk har jo betalt for at se kampene.«
Vi har at gøre med en megatrend – som man ville sige på fremtidsforskersprog – der bekymrer spillets beslutningstagere og pengemænd. For hvem siger, at kommende generationer vil have tålmodighed og lyst til at bruge tid foran skærmen på at følge en sportsgren, der i stigende grad præges af afbrydelser og pauser?
Frygten er, at fodbold kommer til at lide samme skæbne som amerikansk baseball, der i disse år kæmper med at fastholde interessen fra yngre seere, fordi det er en sport, der i bund og grund består af lange afbrydelser, suppleret med korte, eksplosive intervaller af action.
Eller som forfatteren og sportskommentatoren Clemente Lisi har formuleret det:
»Yngre målgrupper (dem, der er opflasket på en diæt af videospil og korte youtubevideoer) bliver mindre og mindre interesseret i sport, i takt med at deres evne til at koncentrere sig bliver svagere. (…) Det er ikke et problem for fodbold lige nu, men det kunne det meget vel blive i fremtiden. For hvorfor se en hel fodboldkamp, når du kan spille FIFA på din PlayStation?«
Fodboldens negative træk
I sommeren 2017 offentliggjorde den internationale myndighed, der fastlægger reglerne for fodbold, IFAB (International Football Association Board), en plan med forslag til bekæmpelse af det, som organisationen kaldte fodboldens »negative træk«.
IFAB foreslog, at man ændrede tidsforløbet af kampene til to halvlege på 30 minutter hver – og samtidig indførte et princip om fast spilletid; altså at uret skulle sættes i stå, så snart bolden var ude af spil, sådan som man kender det fra andre sportsgrene som amerikansk fodbold og ishockey.
Det ville betyde, at spilleuret ved fodboldkampe blev standset ved udskiftninger, behandlinger af skadede spillere, opsætning af mure ved frispark og jubelscener.
IFAB’s forslag fik støtte fra et par af sportens fremmeste navne.
»Jeg kan personligt godt lide (forslaget, red.), fordi der er så mange hold i dag, der forsøger at trække tiden, når de er ved at vinde kampene,« sagde den tidligere topspiller Gianfranco Zola – og den tidligere topmålmand Petr Cech bakkede også op.
Forslaget endte dog med at falde, da IFAB vurderede, at det ville være for bøvlet for dommerne at administrere et system med fast spilletid og standsninger af spilleuret – især i de lavere rækker. Den lovgivende fodboldmyndighed vedtog i stedet en mindre indgribende – og nemmere administrerbar – regel om, at spillerne skal forlade banen via den nærmeste sidelinje, når de udskiftes, i stedet for at traske hele vejen hen over grønsværen.
Men tanken om fast spilletid i fodbold er ikke er død. Det understreger en bemærkning fra AC Milans cheftræner, Stefano Pioli, fra september:
»Hvis jeg fik det på min måde, så ville uret stoppe, hver gang bolden var ude af spil.«
Indtil videre varer fodboldkampe dog 90 minutter »plus det løse«, som tv-kommentatorerne ynder at sige. Og så må alle vi seere og publikummer bare væbne os med tålmodighed i de kampe, hvor afbrydelserne fylder mere end spillet, mens vi finder styrke i tanken om, at vi ikke er alene med vores frustrationer.
»Vi har haft en kamp mod Horsens, hvor vi samlet set ventede over 12 minutter på indkast,« har landstræner Kasper Hjulmand sagt om en særligt træls dag på trænerbænken, dengang han var i FC Nordsjælland.
