Staten opbyggede velfærdssamfundet med boliglån. Det kan vi måske lære noget af i dag

Niels Simonÿ var fem år, da hans familie i 1954 flyttede ind i det nybyggede hus på Geelsvej 10 i Holte. Og han har boet her lige siden, fortæller han i stuen, hvorfra der er panoramaudsigt over en stor, grøn have.

»På et tidspunkt flyttede mine forældre hjemmefra,« griner Niels Simonÿ, som i dag er 72 år og pensioneret ingeniør.

Det er ikke noget helt almindeligt hus, Niels Simonÿ har tilbragt sit liv i: Dels er det opført på den såkaldte statslånsordning, der gav almindelige borgere som Niels Simonÿs forældre mulighed for at bygge et godt hus til fordelagtige lånevilkår. Dels er det tegnet af Arne Jacobsen – det var ikke ualmindeligt, at store arkitekter tegnede statslånshuse – og derfor bevaringsværdigt.

Arkitekt Dorthe Bendtsen.

Magnus Hove Johansson

Samtidig er der nogle elementer i statslånsordningen – og i arkitekturen i de mere end 70.000 statslånshuse, som blev opført rundt omkring i landet – som vi måske kunne lære noget af i dag, mener Dorthe Bendtsen, som er taget ud til Niels Simonÿs hus i Holte for at fortælle om statslånshuses historie. For med ordningen brugte man boligpolitikken til at løse nogle af samtidens store problemer, og selv om det er nogle andre kriser, vi i dag står i, så kunne man overveje at gøre noget lignende, mener hun.

»Dengang havde man bolignød, arbejdsløshed og materialemangel. I dag har vi især en klimakrise. Det er forskellige problemer, men måske kunne man lade sig inspirere af ideen om at bruge boligpolitikken aktivt til at løse samfundsproblemer,« siger hun ved bordet i spisestuen, hvorfra der er udkig ned til stuen og videre ud til haven.

Altså at det kan give mening at bruge boligpolitikken aktivt til at håndtere andre samfundsproblemer.

En del af Kanslergadeforliget

Statslånsordningen blev indført med Kanslergadeforliget. Natten til den 30. januar 1933 blev Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre enige om den berømte reform, som skulle få Danmark gennem den økonomiske krise, og statslånsordningen var en af de ideer, som Socialdemokratiet bar ind til forhandlingerne.

I første omgang var det boligpolitik, men i virkeligheden var det meget mere end det, fortæller Dorthe Bendtsen:

»Man ville bekæmpe boligmanglen og forbedre boligstandarden, men der var også andre effekter – blandt andet at få gang i beskæftigelsen og dermed økonomien,« siger hun.

Arkitekt Dorthe Bendtsen mener, at vi kan lære noget af statslånsordningen i dag. Her står hun på terrassen foran huset på Geelsvej 10, som hun kalder for »et mesterværk«.

Magnus Hove Johansson

I det helt store billede handlede tiltaget også om at opbygge et generelt bedre samfund.

»Man ville sørge for, at folk boede godt, fordi det havde betydning for, om næste generation blev gode borgere. Vokser man op som et velfungerende og sundt barn, får man samfundssind – det ord brugte man faktisk dengang, det er ikke noget, vi kun taler om i forhold til corona i dag,« siger Dorthe Bendtsen og uddyber tankegangen:

»Jo bedre opvækst, man har, desto bedre en borger bliver man. Desto mere holder man sig væk fra sygehusene og fængslerne – det var filosofien.«

Mange børn voksede dengang op under kummerlige forhold for eksempel i små lejligheder i mørke baggårde uden bad og toilet, og det ville politikerne gøre noget ved. Dermed er historien om statslånshusene også en historie om opbygningen af velfærdssamfundet. For med de fordelagtige lån kunne »den jævne mand« – den formulering brugte man – pludselig få råd til at bygge et hus i gode materialer og få egen have; måske endda med bede, så man kunne dyrke grøntsager.

Ordningen var oprindeligt kun for »mindrebemidlede«: ikke de decideret fattige, for de havde heller ikke råd til et statslånshus, men snarere folk i arbejderklassen og den lavere del afmiddelklassen. Lånene var billige, en del under markedsrenten, men så var der til gengæld strenge krav til, hvor meget huset måtte koste. I små købstæder måtte husene i 1933 maksimalt koste 10.000 kroner at opføre, i København, på Frederiksberg og i større købstæder var grænsen 12.000. Det svarer til henholdsvis 385.000 kroner og 460.000 kroner i nutidens penge.

Der var også strenge krav til, hvilke materialer der skulle anvendes til bygningen af dem, og det gav nogle solide og langtidsholdbare huse. Fra 1946 måtte husene maksimalt være 110 kvadratmeter, og sammen med budgetkravene betød det, at samtidens arkitekter blev tvunget til at tænkte kreativt i deres løsninger.

Niels Simonÿ har boet næsten hele sit liv i huset på Geelsvej 10: »Når man vælger at bo det samme sted i 67 år, så må man vel være glad for det,« siger han.

Magnus Hove Johansson

Parcelhusets forløber

De typiske huse var kun på 80-100 kvadratmeter. Niels Simonÿs hus er opført i 1954, hvor statslånsordningen var blevet udvidet, så alle kunne søge om lån, og den maksimale størrelse var nu 130 kvadratmeter.

Niels Simonÿs far arbejdede på Novo, og hans mor gik hjemme med børnene – på den måde var familien hverken velhavende eller fattig.

»Men der var da ikke mange penge at rutte med dengang,« husker han om sin barndom.

Statslånshuset var en måde at opføre et godt hus på – som i øvrigt lå lige ved siden af bedsteforældrenes hus – uden at ruinere familien. Det skrabede budget betød blandt andet, at det store panoramavindue i stuen oprindeligt var delt i to med en sprosse i midten – fordi det simpelthen var for dyrt med én stor rude. En løsning, som Arne Jacobsen angiveligt ikke selv var særlig glad for, men som formentlig har været nødvendig for at holde budgettet.

Kravet om et maksimum på 130 kvadratmeter har også fået Arne Jacobsen til at tænke kreativt. Da Niels Simonÿ viser rundt, bemærker Dorthe Bendtsen blandt andet, at soveværelset ligger i forlængelse af stuen, og at de to rum kun er adskilt af en skydedør.

»Det er en meget moderne løsning på det her tidspunkt,« siger hun.

»Normalt ville man lægge soveværelse og børneværelser et andet sted i huset – væk fra stuen. Men ved at eksperimentere med at lægge forældresoveværelset i forlængelse af opholdsstuen kunne man udvide stuen, når der var brug for det. Det er en måde at få de begrænsede kvadratmeter, som statslånshusene skulle holde sig inden for, udnyttet og gjort fleksible,« siger hun.

»Og når børnene flyttede hjemmefra, kunne der være soveværelse et andet sted, og så havde man pludselig et kontor, en spisestue eller en større stue.«

En anden sigende detalje er, at spisestuen og opholdsstuen i Niels Simonÿs hus ligger niveauforskudt – men uden adskillelse af vægge. Det er også et forsøg på at få huset til at virke stort.

»Det gør, at man oplever rummene større, end hvad kvadratmeterne egentlig siger,« påpeger Dorthe Bendtsen.

Den åbne sammenhæng mellem opholdsstue og spisestue, der ligger på hvert sit niveau, er i øvrigt et træk, Arne Jacobsen også har brugt i huse, han har tegnet til sig selv.

Huset på Geelsvej 10 står næsten, som da det blev opført i 1954. Den grønne farve på væggen i den nærmeste stue var en af Arne Jacobsens yndlingsfarver.

Magnus Hove Johansson

Også udvendigt er huset særpræget, blandt andet på grund af gadefacadens store skiffertag, som går næsten helt ned til jorden. Niels Simonÿ fortæller, hvordan huset blev set som meget moderne i 1950’erne.

»Jeg har tit oplevet, at folk i min barndom gik forbi huset og skraldgrinede og sagde, at sådan kunne et hus ikke se ud,« husker han.

Mange statslånshuse er som huset på Geelsvej tegnet af datidens berømte arkitekter – eller af unge arkitekter, som senere blev berømte. De fleste er dog noget mindre avancerede end Niels Simonÿs, understreger Dorthe Bendtsen:

»Langt de fleste er helt enkle huse. Især lave længehuse med saddeltag og i røde eller gule mursten. Og uden gesimser, detaljer og ornamentik – fordi budgettet skulle holdes,« siger hun.

Statslånshusene kan således ses som en slags arkitektoniske forløbere for 1960’erne og 70’ernes parcelhuse.

Geelsvej 10.

Magnus Hove Johansson

Noget for pengene

Når staten har en gulerod i form af et fordelagtigt lån, kan den tillade sig at stille krav til de huse, som skal bygges. Og det gjorde man ofte, fortæller Dorthe Bendtsen.

I det ministerium, som administrerede lånene, sad der fagfolk, som vurderede hver enkelt ansøgning og ofte krævede ændringer i byggeprojekterne. Det kunne være en tagkonstruktion, som ikke var kraftig nok, men det kunne også være krav om ændringer i planløsningen af hensyn til sundheden.

»I bogen har vi et eksempel, hvor ministeriets tekniske konsulenter ville have, at planløsningen skulle spejlvendes, fordi rummene lå forkert i forhold til verdenshjørnerne. Det duede ikke, at køkkenet lå mod syd, for man havde ikke køleskab. Det skulle være mod nord, så fødevarerne bedre kunne holde sig kolde. Omvendt skulle dagligstuen være lys, varm og fyldt med sol og derfor ligge mod syd eller vest,« siger hun.

Konsulenterne kunne også have kommentarer til husets placering på grunden. Til en gang, som optog unødig meget plads, og som man derfor ville have gjort mindre. Eller til en type mursten, som var i for dårlig kvalitet.

»Alt sammen for at forbedre boligstandarden,« siger Dorthe Bendtsen.

Prospekt fra 1943, hvor tømrervirksomheden Johan Christensen havde hyret arkitekterne til at tegne otte små huse i en samlet bebyggelse.

Strandberg Publishing

Samtidig blev kravet om, at statslånshusene skulle opføres i bestemte – og fortrinsvis danske – materialer overholdt. Det var typisk tømmer og tegl, man foretrak.

»Så vidste man, at det ikke gik galt, for det var vi vant til at bygge i. Det er holdbart. Gedigent. Og så var det med til at sætte gang i samfundsøkonomien, at man brugte danske eller dansk forarbejdede materialer,« siger hun.

Samlet set gav det huse af en høj standard.

»Vores pointe i bogen er: Se, hvor meget man fik ud af det! De huse står der altså endnu, fordi der var nogen, der sad og tjekkede kvaliteten, og fordi materialerne generelt var af god kvalitet,« siger Dorthe Bendtsen.

Hvad kan vi lære?

Kritikere af ordningen – og det var fortrinsvis politikere fra blå blok – begyndte mod slutningen af 1950’erne at mene, at staten ikke skulle bruge flere penge på at støtte privat boligbyggeri. I 1959 blev ordningen afskaffet, og selv om det ikke ligger lige for at indføre en ny statslånsordning i dag, så kunne man godt lade sig inspirere af flere ting, mener Dorthe Bendtsen.

Dels konkret i forhold til boligerne: Statslånshusene er et eksempel på, at nybyggede huse ikke behøver at være så store, og at man med kreativitet og gode materialer kan lave boliger, som holder længe og dermed er mere bæredygtige.

Derfor slår Dorthe Bendtsen også et slag for, at man bevarer de statslånshuse, som er tilbage:

»De mest bæredygtige huse er dem, som allerede er bygget. Mange vil rive statslånshuse ned i dag, fordi de er for små. Det synes jeg er ærgerligt. For de har netop vist, at man godt kan bo med tre børn i et hus som det her – alternativt kan man måske bygge til i stedet for at rive ned og bygge nyt. Mange statslånshuse er velfungerende og arkitektonisk gode huse, nogle af dem er mesterværker som det, vi sidder i her – og så repræsenterer de en del af vores fælles historie,« siger hun.

Men også når det gælder selve ideen om, at staten kan bruge boliglån til at gennemføre en politik, som rækker ud over det snævert boligpolitiske, kan statslånsordningen være en inspiration.

Den idé er heller ikke helt fjern i dag: Sidste år indførte regeringen således en statsgaranti på den del af boliglånet, som ligger mellem 60 og 80 procent af boligens værdi, i de postnumre, hvor det ofte er svært at få et boliglån, fordi realkreditinstitutterne ikke tør løbe risikoen.

Tanken bag er at gøre det nemmere og mere attraktivt at bosætte sig i landets yderområder – og denne mere offensive tilgang til boligpolitikken kan man med fordel bygge videre på, mener Dorthe Bendtsen.

»Man går ind og styrer. Man har en form for gulerod, og det er man nødt til at have, hvis man vil ændre noget,« siger hun.

Stuens store panoramavindue (længst væk) var oprindeligt delt i to med en sprosse i midten. En stor rude var dyr i 1954.

Magnus Hove Johansson

På samme måde kunne man overveje at bruge lån til at støtte huse, som opføres eller ombygges i bæredygtige og klimavenlige materialer:

»Jeg synes godt, man kunne overveje at tænke i de baner. Men en forskel i forhold til dengang, statslånshusene blev opført, er, at vi er blevet meget mere liberale. Dengang var velfærdssamfundet ved at blive bygget op, og derfor var der nok en større forståelse for, at staten spillede en rolle,« siger Dorthe Bendtsen.

Også i forhold til byernes arkitektur kan man lade sig inspirere af statslånsordningen. Ministeriets fagfolk kunne afvise lån til et hus, der ikke passede ind i et eksisterende kvarter – og det kunne mange kommuner, »som i dag ­giver tilladelse til nye huse, der ikke forholder sig til det område, de opføres i«, lære noget af, mener Dorthe Bendtsen.

Niels Simonÿ viser overetagen af huset på Geelsvej frem. Her ligger tre små kamre, hvor han selv og hans to søskende havde værelser som barn. Alt fremstår, som dengang huset blev bygget – inklusive det smukke trægelænder, som smyger sig langs trappen, og den støvede grønne farve på væggene, som ifølge Dorthe Bendtsen var en af Arne Jacobsens yndlingsfarver.

Et stort landkort over lokalområdet fylder den ene væg i trappeopgangen.

»Der er ingen Helsingørmotorvej eller noget som helst,« bemærker Niels Simonÿ.

Den blev først opført i 1956, to år efter at han flyttede ind.

Et kort over Nordsjælland, som det så ud i 1954.

Magnus Hove Johansson

Selv om boligen i dag kræver en del vedligeholdelse, fortæller Niels Simonÿ, at han stadig er glad for at bo i statslånshuset på Geelsvej.

»Når man vælger at bo det samme sted i 67 år, så må man vel være glad for det,« konstaterer han på vej ned ad trappen.

’Drømmen om eget hus – Statslånshuse 1933-1959’. Jannie Rosenberg Bendsen og Dorthe Bendtsen. Strandberg Publishing. 304 sider. 349,95 kroner.