Det kan da godt være, at smittetallene aldrig har været højere herhjemme, og det kan da godt være, at det meste af Europa ligger og hoster. At julen blev ødelagt, at dødstallene stiger, at vaccinerne ikke er helt så effektive, som nogen af os troede, og at der stadig er mindre end ti procent vaccinerede i Afrika, hvor den seneste hypersmitsomme omikronvariant udviklede sig. Det ser voldsomt ud, men pandemien synger ikke desto mindre på sidste vers.
Sådan ser de fleste virologer og sundhedsmyndigheder i hvert fald på det samlede sygdomsbillede for 2022. Selv den lidt påholdende faglige direktør for Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, udtrykker forsigtig optimisme: Hun mener, at virussen, selv med nye varianter, formentlig meget snart »blot vil overgå til at blive endnu en luftvejsvirus, vi kan leve almindeligt med«. Grove Krause lægger vaccinerne til grund for optimismen, mens andre eksperter også har noteret sig, at den nye omikronvariant med stigende sandsynlighed er mindre dødelig end sine forgængere.
Det er gode nyheder. Faktisk er det fuldkommen fantastiske nyheder, som vi var mange, der havde tvivlet på, vi nogensinde ville komme til at høre. Og de har også med det samme medført en større debat om de økonomisk belastende restriktioner og test, der dagligt skal tælles i seks cifre. Det er sundt og godt, lad os for guds skyld komme videre.
Men der er nogle konkreter, vi stadig må forholde os til, når vi hæver vores forslåede ansigter og smiler til hinanden med knækkede tænder oven på to fulde års pandemi. Nogle helt konkrete forhold i vores hverdag, der kommer før alle de store omvæltninger og aftryk, sådan en pandemi har ført med sig, med alt fra nye geopolitiske skinner, psykologiske spor, menneskelige tragedier, økonomiske udsving, modstand, medløb og nye frygtscenarier. Alt sammen store udviklinger, men inden vi kan forholde os til den slags langvarige følgevirkninger, kommer den næste vinter og den næste smitte.
Det virker ikke soleklart, at folk generelt er indstillet på at lade sig vaccinere hvert halve år fra nu af og frem, sådan som Tyra Grove Krause ellers optimistisk antager. Måske vil de fleste udsatte grupper overveje det en ekstra gang, men det virker sandsynligt, at tilslutningen i resten af befolkningen vil falde. Det vil også betyde, at nogle grupper vil blive markant mere syge af virussen, og selv om de ikke vil dø eller blive indlagt med den, vil de formentlig være ukampdygtige og sengeliggende i dage- og nogle gange ugevis.
For det kan godt være, at denne virus kan minde om en almindelig influenza i sit forløb (og det kan være træls nok, hvis du spørger mig), men den er ikke helt almindelig. Dels har den de mere mystiske symptomer som den forsvundne lugte- og smagssans og de mange rapporterede senfølger, men først og fremmest adskiller COVID-19 sig markant i kraft af sin afsindige smitsomhed, som ingen luftvejsinfektion tilnærmelsesvist har kunnet prale af indtil nu. Mange har sagtens kunnet klare sig igennem tidligere influenzasæsoner uden at blive smittet, men så let slipper vi næppe med COVID’s smittemønster, der har vist sig at være et af historiens stærkeste. Det er det, vi ser udfolde sig i disse dage.
Med en samlet vaccinationsprocent på 80 herhjemme er 400.000 danskere testet positive siden begyndelsen af december, og det daglige antal smittede er næsten hver dag blevet større og større. Det er ikke en almindelige luftvejsepidemi som dem, vi kender. Der er en ny virus i byen, og den forsvinder ikke – tværtimod bliver den formentlig altdominerende hver vinter, og hvordan tackler vi det?
Skal vi indstille os på en nedsat produktivitet, når sygedagene stiger? Må vi udbygge sundhedssektoren af hensyn til de uvaccinerede og polstre skoler, børnehaver og sygehuse med nødberedskaber hver vinter? Skal vi vænne os til rutinemæssige test, genkommende nedlukninger, mundbind eller restriktioner? Kan vi rejse som før, kan vi arbejde som før, og ja, det mest presserende spørgsmål: Kommer vi til at kunne leve som før?
Det ser ikke sådan ud.
"Det er gode nyheder. Faktisk er det fuldkommen fantastiske nyheder, som vi var mange, der havde tvivlet på, vi nogensinde ville komme til at høre."
Og hvorfor så dét? I starten af pandemien forudsagde mange virologer og immunologer at udviklingen sandsynligvis ville blive sådan at spredningsstærke og relativt ufarlige varianter villle overtage, hvorpå en endemi ville opstå. Det lader til at alle frygtens trommer har anbragt mange i en forestilling om at kampen mod Corona var et enten/eller, og det er altså ikke særligt oplyst.
Kære Lasse
Vi må for guds skyld ikke vende tilbage til det gamle, så det hedder i min optik: Forhåbentlig kommer vi ikke til at leve som før!
Der må være en sammenhæng, hvorfor kommer en sådan virus nu? Kunne det have noget med vores levevis, klima eller en ubekendt, at gøre?
Se det er jeg overbevist om at det har, så bare af den grund starter vi forhåbentlig på en frisk.
Er dog slemt bange for at jeg drømmer lidt...
Enhver der har sat sig lidt ind i lidt af de globale forskningsresultater omkring Covid19 vil nok kunne konstatere, at udsagn som "pandemien er snart ovre" er det rene hjernespind.
Hvis tilstanden af pandemien måles på danske privilegerede forhold, så er der i hvert fald nogle, der er misforstået ordet pandemi.