For 20 år siden indtraf en afgørende begivenhed i klimaforandringernes historie, som næsten ingen husker

Vi husker ofte historien gennem øjeblikke.

Om aftenen den 4. maj 1945 kunne man høre en stemme i radioen fortælle, at Danmark var befriet. I dagene efter den 9. november 1989 kunne man i Berlin se folkemasser krydse muren mellem øst og vest. Og om eftermiddagen den 11. september 2001 kunne man tænde fjernsynet og se, at to fly ramte World Trade Center i New York.

De konkrete begivenheder er med tiden blevet en del af vores kollektive erindring, og vi spørger af og til hinanden: »Hvor var du dengang …?«

Men få af de historiske begivenheder i vores kollektive erindring handler om vor tids formentlig største udfordring, klimaet. Der findes ikke et 11. september eller en 5. maj for klimaforandringerne. Der findes ikke én begivenhed, hvor vi alle har set det samme, følt det samme og tænkt det samme, og som derfor har gjort det muligt for hele verden at handle sammen.

Som den indiske forfatter Amitav Ghosh skriver i bogen The Great Derangement fra 2016:

»Vil det nogensinde være muligt at spørge: Hvor var du ved 400 ppm (parts per million, mål for koncentration af CO₂ i atmosfæren, red.)? eller: Hvor var du, da Larsen B-iskappen knækkede?«

I denne uge er det 20 år siden, at Larsen B begyndte at knække – en begivenhed, som ifølge forskere er en af de vigtigste i klimaforandringernes historie. I månederne op til havde man observeret historisk høje temperaturer i Antarktis, hvilket havde fået overfladen til at smelte og vand til at samle sig i hundredvis af søer, som nu kunne ses som blå prikker på den hvide overflade på satellitbilleder. 

Der havde været is i området i mindst 12.000 år, men nu stod man måske ved begyndelsen til en periode, hvor isen ville smelte og havvandstanden stige i et accelererende tempo. Den sidste uge i januar begyndte kappen at knække.

I anledning af 20-året har vi spurgt en række danske og internationale forskere, hvilke dage de husker bedst i klimaforandringernes historie, hvorfor vi husker nogle begivenheder og glemmer andre, og ikke mindst: Hvor var de, da Larsen B knækkede?

31. januar 2002. Efter en historisk varm periode i Antarktis begynder overfladen på en del af iskappen at smelte i løbet af januar 2002. Smeltevandet samler sig i hundredvis af søer, som kan ses som små prikker på satellitbilleder fra en af NASA’s satellitter. Datoen bliver registreret af forskere ved National Snow and Ice Data Center ved Colorado Universitet, som på det tidspunkt er nogle af de eneste, som ved, hvad der er ved at ske på Antarktis.

University of Colorado Boulder/Ritzau Scanpix

»Jeg er ked af at skulle informere jer om, at Larsen B er væk«

Theodore Scambos, polarforsker ved Earth Science and Observation Center, University of Colorado Boulder. Var en del af det forskerhold, som overvågede iskappen i foråret 2002, da et område lidt større end Fyn knækkede af.

– Hvilken klimarelateret begivenhed har gjort størst indtryk på dig?

»Det er Larsen B-bruddet. Jeg kan huske, at jeg sad ved mit skrivebord på mit kontor i National Snow and Ice Data Center i Colorado, hvor vi havde adgang til en på det tidspunkt ret ny satellit. På satellitbillederne kunne vi se en meget tydelig udvikling; der var søer af smeltevand på iskappen, og kanten af iskappen var begyndt at smuldre. Jeg kan især huske et billede fra den 5. marts, som jeg sendte til nogle kolleger og skrev helt nøgternt: Jeg er ked af at skulle informere jer om, at Larsen B er væk.«

– Hvad tænkte du, da du så billederne første gang?

»Som forsker var min første tanke, at det var beviset på det, vi havde forudset i flere år. Det var ud fra et videnskabeligt synspunkt interessant at se udfolde sig i virkeligheden. Men senere begyndte jeg at tænke over betydningen på længere sigt. Hvad vil der med sandsynlighed ske i resten af Antarktis? Det er et af de første steder på kloden, hvor man kan se konsekvenserne af en varmere planet, og betyder dette, at andre dele af iskappen vil knække på samme måde?«

– Har du været på Larsen B?

»Ja, mange gange. Men det meste af iskappen er væk.«

– Hvordan ser der ud?

»Det er lidt som Alperne, men dækket af is. Det er som at se et kontinent, der er på vej op gennem en overflade af is, og der er bjergtinder, som stikker op gennem isen. Det er råt og smukt. Når man har været der, kommer man tilbage overvældet over at have set et fjernt sted på jorden, som kun er formet af naturen og ikke af mennesker.«

– Hvilken fælles begivenhed vil vi huske tilbage på som den, hvor vi alle forstod klimaforandringerne?

»Jeg tror, orkanen Sandy i New York overbeviste mange om, at der er noget galt med klimaet. Det kunne også være hedebølgen i det nordvestlige USA, hvor temperaturrekorden blev overgået med fem og otte grader fahrenheit – ikke som normalt, hvor det er én grad varmere end den tidligere rekord. Den smadrede tidligere rekorder.«

»Personligt var jeg meget engageret i de videnskabelige studier af Larsen B-kollapset og analysen af satellitbillederne. Det er afgjort en milepæl for mig. Det blev også omtalt på forsiden af The New York Times, på forsiden lige over foldestykket – hvilket betyder, at det på mange måder var en milepæl, fordi aviser som den har en meget stor udbredelse over hele verden. Men det er en del af problemet med klimaforandringerne og en udfordring for menneskeheden: Det er en så langsomt udviklende en katastrofe, at det er vanskeligt for os at forstå dens omfang og blive motiverede til at gøre noget ved det.«

3. februar 2002. Iskappen Larsen, som er opkaldt efter den norske hvalfanger Carl Anton Larsen, består af flere områder: Larsen A, Larsen B, Larsen C og Larsen D. I 1995 registrerede forskere det første store brud på iskappen, dengang på Larsen A. Det var den argentinske geolog Rodolfo del Valle, som opdagede bruddet, og han satte sig ifølge eget udsagn ned på isen og græd, da han forstod, hvad der var ved at ske. I løbet af februar 2002 begyndte det andet store brud på Larsen, denne gang Larsen B.

University of Colorado Boulder/Ritzau Scanpix

»Jeg kan huske følelsen af røg i lungerne«

Ralph Keeling, direktør for forskningsinstitutionen Scripps, som i 1958 foretog de første systematiske målinger af CO₂ i atmosfæren. Søn af Charles David Keeling, som begyndte målingerne og lagde navn til den berømte kurve, Keeling-kurven, som viser stigningen i koncentrationen af CO₂ i atmosfæren siden dengang. 

– Hvornår gik det op for dig, at klimaet forandrer sig?

»Jeg begyndte at arbejde med klimaforandringer i 1980’erne som forsker, men en af mine første personlige oplevelser var på sommerferierne med mine forældre i 1990’erne. Min far, som målte CO₂ inden mig, og min mor tog til Montana om sommeren for at komme væk fra trængslen i det sydlige Californien. Det var et meget smukt sted. Gennem 1980’erne havde vi haft nogle vidunderlige ferier; det var varmt, men der var store og hvide sommerskyer og regnskyl og blåbær, som var modne til at blive høstet. Men i slutningen af 1980’erne og op gennem 1990’erne begyndte der at komme flere skovbrande i august. Jeg kan huske en sommer omkring 2000, hvor vi var nødt til blive inden døre hele ugen for at undgå røgen. Det føltes, som om klimaforandringerne allerede dengang havde betydelige konsekvenser for vores liv.«

– Hvordan var det at opholde sig udenfor i skovbrandsæsonen?

»Jeg kan huske følelsen af røg i lungerne. Det er ikke engang frisk røg som fra et bål, men røg som har været i luften i lang tid. Du ved instinktivt, at du ikke bør løbe en tur eller bevæge dig i den luft, for det skader lungerne.«

– Hvornår oversteg koncentrationen af CO₂ i atmosfæren 400 ppm (På det tidspunkt det højeste niveau målt, siden målingerne begyndte i 1958, og ifølge beregninger formentlig det højeste i atmosfæren i tre millioner år, red.)?

»Det var i 2013. I maj måned.«

– Kan du huske dagen?

»Jeg var på arbejde. Jeg kan huske, at jeg skulle tage telefonen og tale med medierne, men ellers var dagen ikke anderledes end så mange andre dage for mig. Det er vigtigt at forstå, at koncentrationen af CO₂ i atmosfæren varierer over året og fra sted til sted, så den oversteg ikke pludselig 400 ppm globalt. Vi havde forventet det. Den havde i flere år nærmet sig 400.«

»Den langsomme udvikling er en del af problemet: Klimaforandringerne er en togulykke i slowmotion; de sker langsomt, og de rammer forskelligt i forskellige dele af verden. Så det tidspunkt, hvor man indser, at noget er ved at ske, vil indtræffe på forskellige tidspunkter forskellige steder i verden.«

– Hvilken begivenhed vil vi huske tilbage på som den, hvor klimaforandringerne blev tydelige for hele verden, en klimaets 11. september?

»Som jeg sagde, så tror jeg, det vil være forskelligt for folk. Men for alle vil det være det øjeblik, hvor de oplever et personligt tab, og de oplevelser vil ikke blive delt af alle på hele jorden samtidig, men måske af ét land eller større områder. For to år siden oplevede vi den første, alvorlige skovbrandssæson her i Californien, og det var hårdt for folk at indse, at det måske er den nye normal. Det, jeg så et lille glimt af på ferierne med mine forældre til Montana, bliver nu hverdag i store dele af Vesten.«

5. marts 2002. Lidt mere end en måned efter, at forskerne modtog de første billeder af det begyndende brud på iskappen Larsen B, modtager glaciologen Theodore Scambos fra National Snow and Ice Data Center ved Colorado Universitet et billede fra NASA’s satellit. Det bekræfter hans antagelser. På satellitbilledet kan man se, hvordan den bagvedliggende is er på vej ud i vandet, og i løbet af få dage og uger forsvinder et område på 3.250 kvadratkilometer. Det er lidt større end Fyn.

University of Colorado Boulder/Ritzau Scanpix

»Hvordan kan det være, at vi ser det her?«

Sebastian Mernild, prorektor på Syddansk Universitet og professor i klimaforandringer og glaciologi. Medlem af FN’s klimapanel, IPCC, og hovedforfatter til den sjette rapport fra panelet.

– Hvornår opdagede du, at klimaet forandrer sig?

»Altså, jeg har kørt mange klimamodeller og arbejdet meget med observationsdata, så baseret på mit arbejde som forsker har jeg vidst det i lang tid. Men hvis man skal se på, hvornår jeg har oplevet det i virkeligheden, så var det blandt andet i sommeren 2012 i Vestgrønland.«

– Hvad skete der?

»Jeg sad på mit kontor, og så begyndte der at komme mails fra kolleger, hvor de skrev, at der var høje temperaturer, selv på den centrale del af indlandsisen. Det blev ved fire dage i træk. Der var noget helt ekstremt under opsejling.«

»Så begyndte folk i felten at sende billeder og videoer. Jeg kan blandt andet huske det her billede af en bro, hvor fundamentet bliver revet væk af smeltevandet fra indlandsisen. Det er ret voldsomt. Man kan se, at vandet begynder at løbe bag om broen og fjerner nogle af de vejfag, som ligger bag om broen. Noget af fundamentet og vejen til broen er simpelthen ved at blive revet væk. På et tidspunkt forsøger en gravko at køre ud og lappe hullet mellem brofagene, og det ender med, at gravkoen bliver revet med ned i de her vandmasser. Så vender jeg mig mod mine modeller og tænker: Hvordan kan det være, at vi ser det her?«

– Hvorfor husker du særligt den sommer?

»Den er så markant, så sigende og rammende. Også fordi indlandsisen er mere end 3.000 kilometer lang og godt og vel 1.000 kilometer på det bredeste sted, og når vi ser afsmeltning på 97 procent af isen, nogle steder i centimeter, andre steder meter eller millimeter, så er det interessant videnskabeligt. Men også på en måde skræmmende.«

– Hvor var du den 11. september 2001?

»Der sad jeg i min lejlighed i København og skrev speciale. Jeg kan tydeligt huske det, jeg sad henne ved skrivebordet og havde lige talt med min kammerat fra Odense, og han sagde: Prøv at tænde for fjernsynet, der er et eller andet med nogle flyvere ovre i USA, og så tændte jeg for det og lod fjernsynet køre. Og så så jeg det andet fly ramme World Trade Center og tænkte: ’Hold da …, hvad er det her for noget?’«

– Hvor var du, da Larsen B knækkede?

»Ja, det kan jeg ikke huske. Prøve lige at give mig datoen.«

– Den begyndte at knække i slutningen af januar 2002.

»Der havde jeg lige færdiggjort mit speciale og var netop begyndt at arbejde med klimaforandringer. Men jeg kan ikke huske præcis, hvor jeg var, selv om Larsen B burde være noget, der stod klart i folks erindring. Den er et symbol på den forandring, vi er en del af, og den største udfordring vi står med som samfund. Men det skyldes formentlig også, at man ikke havde så stort et fokus på klimaforandringerne i 2002, som man har i dag. Og der har ikke været den samme medieinteresse omkring det. Medierne er med til at synliggøre budskaber. Hvis der havde været en livesending fra Larsen B, da den brækkede, og det blev broadcastet på alverdens tv-stationer, så tror jeg, at folk ville kunne huske det.«

»Kan det virkelig ske, at man ikke engang kan nå at komme væk med sin bil?«

Katrine Krogh Andersen, dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Har forsket i iskerner og klimasystemer og er tidligere forskningschef på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og tidligere dansk repræsentant i FN’s klimapanel, IPCC.

– Hvornår gik det op for dig, at klimaet forandrer sig?

»Nu har jeg jo arbejdet med iskerner og forståelsen af klimaforandringerne i mange år, så som forsker har jeg vidst det. Men første gang, det var tydeligt for mig personligt, hvor hurtigt klimaet kan forandre sig, var omkring årtusindskiftet, da vi analyserede iskernen fra NordGRIP i Grønland.«

»Iskernerne bores i en lejr inde midt på indlandsisen. Selve arbejdet foregik i gange under isen for at undgå sollys og svingende temperaturer. Dernede havde vi vores boretårn. Man borer ned i isen og tager iskernerne op nogle meter ad gangen i stave på 11 centimeter i diameter. Flere kilometer i alt.«

»Da vi kom hjem til laboratorierne, kunne vi begynde at analysere resultaterne ved computeren og forstå sammenhængene. Det er en speciel oplevelse. Man sidder der med is, som er 20.000, 30.000 eller 50.000 år gammel, og man kan se, hvordan klimaet har udviklet sig år for år. På et tidspunkt kunne jeg se, at det i Grønland havde ændret sig meget drastisk over en meget kort periode efter sidste istid, omkring fem grader over 5.000 år. Det var virkelig overvældende, og det sætter tingene i perspektiv, for i dag taler vi om en opvarmning på to eller tre grader i løbet af 200 eller 300 år. Det er langt hurtigere end dengang.«

– Hvorfor nævner du den begivenhed?

»Fordi det for mig var et helt klart tegn på, at der lokalt kan ske meget voldsommere ting end dem, vi går og tænker på i vores hverdag. Det er sket tidligere.«

– Er du mest påvirket af observationer i din forskning eller af vejrbegivenheder?

»Jeg tror, at det, der påvirker os som individer, er vejrbegivenheder. De er meget mere bratte og voldsomme.«

– Hvilken begivenhed har betydet noget for dig som almindelig borger?

»Der er nok skybruddet i København. Dengang arbejdede jeg på DMI, som ligger ude ved Lyngbyvejen. Jeg var på arbejde i dagene efter og kan huske det her billede af en taxa, som holder på Lyngbyvejen med vand helt op til vinduerne. Jeg tænkte: ’Hold da op! Kan det virkelig ske, at man ikke engang kan nå at komme væk med sin bil?’«

– Hvis du skulle komme med et bud på en begivenhed, som er blevet eller kan blive en fælles referencebegivenhed i klimaforandringernes historie, hvad skulle det så være?

»Jeg tror, at klimaforandringerne er så relativt langsomme og rammer så forskelligt, at der ikke findes et 11. september for klimaet, og det er et problem. Du skal være lidt nørdet for at huske dengang, vi overskred 400 ppm. Larsen B, ja, enkelte vil huske den, men jeg tror, at det, folk husker, er de voldsomme begivenheder i nærområdet. De oversvømmelser, vi så i Tyskland i sommer, eller den hedebølge, der var i Centraleuropa i 2003, hvor det kommer tæt på livet, som vi kender det.«

»Det var de første virkelig apokalyptiske billeder af klimaforandringer, jeg havde set«

Amitav Ghosh, prisbelønnet indisk forfatter bosat i New York. Har blandt andet skrevet bogen ’The Great Derangement – Climate Change and the Unthinkable’, hvori han beskriver klimakrisen som en krise for »vores forestillingsevne«.

– Hvornår gik det op for dig, at klimaet forandrer sig?

»Jeg kan især huske orkanen Katrina i august 2005. Sammen med min kone og mine børn havde jeg været i New Orleans tidligere samme år, en vidunderlig by, og nu sad jeg og så billeder i tv og havde den der følelse af vantro; at det kunne ske i verdens såkaldt mest udviklede land, at et land som USA kunne være så dårligt forberedt, at beredskabet ville bryde sammen, at transporten af mad ville gå i stå. Det var uvirkeligt.«

– Hvilke billeder husker du fra orkanen?

»Jeg kan huske billeder af folk, der klamrer sig til deres tage, af et stort stadion, som var fyldt med mennesker uden mad eller toiletter, og af folk, der var blev skudt, fordi de plyndrede forretninger. Det var apokalyptiske billeder.«

– Hvad mener du med apokalyptisk?

»At det lignende verdens undergang. Det var de første virkelig apokalyptiske billeder af klimaforandringer, jeg og sikkert også mange andre havde set.«

– Du har skrevet en hel bog om, hvordan vi som mennesker har haft svært ved at forstå omfanget af klimaforandringerne. Har du fundet ud af, hvorfor det er tilfældet?

»Det argument, som jeg fremfører i bogen, er, at klimaforandringerne er svære at forstå på grund af problemets størrelse. Vi er vant til at tænke inden for vores nation eller region, men klimaforandringerne er anderledes. En orkan, som rammer New Orleans, begynder måske på Afrikas kyst og flytter sig over Atlanten. Larsen B er noget, som ingen tænker på, måske bortset fra nogle forskere i Antarktis. Men begivenheder som den kan vise sig at få absolut katastrofal betydning for menneskeheden. De accelererer havstigningerne med en hidtil uset hastighed. Så omfanget af problemet er svært at forstå.«

– Hvad giver dig håb?

»At folk bliver mere bevidste om klimaforandringerne, især unge mennesker. Det skulle de også helst, for de kommer til at betale prisen.«