For 27 dage siden trillede en blankpoleret, heftigt eskorteret kalechebil ind på Stade d’Olembé i Yaoundé, Camerouns hovedstad. Ud steg præsident Paul Biya og førstedame Chantal, som altid kunstigt afbleget og med knaldrødt medusa-hår. Tilskuerne på de stejle tribuneskranter blæste i båthornene, og musikken blev sluppet løs i den fedtede, centralafrikanske luft:
»Paul Biya, vores far, nationens præsident. Paul Biya altid forrest.«
Mens præsidentparret tog en æresrunde på løbebanen, langede en gruppe generte, nærmest skamfulde frivillige bøger ud på pressepladserne. 88-årige Biya var smækket på forsiden med en fodbold photoshoppet ind mellem hænderne, og over hans hoved stod der »Les Temps des Opportunités« (Mulighedernes Tid). På side ét blev han hyldet for at være en »ivrig cyklist«, og på næste stod der: »For dem, der følger præsidenten, er det nuværende infrastrukturboom ingen overraskelse.«
Africa Cup of Nations var i gang. Det samme var den skamløse propaganda.
De afrikanske fodboldmesterskaber har tradition for at være smurt ind i politisk blændværk, og således også i Cameroun, hvor Paul Biya har forsøgt at klemme enhver dråbe folkelig velvilje ud af de seneste ugers fodboldkarneval.
Det begyndte godt. Camerouns landshold bliver kaldt Les Lions Indomptables (De Utæmmelige Løver), og på åbningsdagen var hovedstaden i sandhed utæmmelig. Euforien stod op sammen med solen, gaderne dirrede af forventning, og om aftenen slog hjemmeholdet planmæssigt Burkina Faso 2-1. Små 50.000 mennesker kunne efterfølgende slange sig ud i Yaoundés gader med sænkede skuldre. Camerounerne regner sig selv for at være Afrikas vigtigste fodboldfolk, og nu, endelig, endelig, endelig, 50 år efter værtsdebuten i 1972, var kontinentets største fodboldbegivenhed tilbage i landet.
I dag, godt fire uger efter Biyaerne kørte ind på Stade d’Olembé og et døgn før finalen mellem Egypten og Senegal, må man dog sige, at præsidenten har forregnet sig. Den 33. udgave af Africa Cup of Nations har ikke vasket Cameroun rent, men i stedet været fremkaldervæske for nationens brister.
Med slutrunden har Paul Biya gerne villet demonstrere, at han stadig har kontrol over Camerouns to engelsktalende provinser i den vestlige del af landet. Siden 2016 har den frankofone regeringshær bekæmpet anglofone separatister, der ikke anerkender Yaoundé-regeringen og i stedet vil danne udbryderstaten Ambazonien.
Alligevel, eller måske faktisk netop derfor, er der blevet spillet kampe i Limbe, den næststørste by i Camerouns engelsktalende lomme. I optakten truede militante oprørere med at gå til angreb. De ville ikke finde sig i, at fjenden inviterede til fest på omstridt territorie.
Til stor lettelse for præsidenten er selve kampene i Limbe blevet afviklet uden problemer, men det betyder næppe, at han har fået overbevist det internationale samfund, og slet ikke camerounerne, om, at han har styr på den Den Anglofone Krise. På mesterskabernes tredje dag skulle Mali-Tunesien åbne gruppe F på Stade Omnisport de Limbe. Samme morgen luftede Malis spillere stængerne på træningsstadionet i Buea, en by 20 kilometer nord for Limbe, hvor både Mali og Gambia har været indkvarteret, men pludselig måtte træningssessionen indstilles, da regeringsstyrker og separatister affyrede skud uden for stadion. Der er ikke noget, der tyder på, at hændelsen, der angiveligt kostede to mennesker livet, havde direkte forbindelse til fodbolden, men det er sådan set også lige meget: At et hold måtte afkorte sin afsluttende forberedelse på grund af skud i gaderne, bekræfter, at sikkerhedssituationen i Cameroun ikke egner sig til store sportsværtskaber.
Tilskuere trampet ihjel
Som det ultimative bevis på, at det camerounske værtskab har eksponeret Biya-regimet, er der ingen, der længere snakker om episoden i Buea – for den er for længst blevet overskygget af en anden tragisk begivenhed.
Mandag den 24. januar spillede Cameroun ottendedelsfinale mod den store overraskelse Comoerne i Yaoundé. Det var en vanvittig kamp. Den lille ønation, der debuterer ved Africa Cup of Nations, var lagt ned af corona og måtte spille med deres normale venstreback på mål. De fik også en mand udvist i syvende minut. Alligevel vandt værterne kun lige akkurat 2-1. Men det er hverken André Onanas mange redninger for Cameroun eller Youssouf M’Changamas afsindige frisparksmål for Comoerne, kampen vil blive husket for. Den vil blive husket for de mennesker, der mistede livet.
Kort før kampstart blev omkring tusind fans fanget på et alt for lille område uden for Stade d’Olembés sydtribune. De skulle have været fordelt ud over flere indgange, men af »uforklarlige årsager«, som Patrice Motsepe, præsident for det afrikanske fodboldforbund, har sagt, stod kun én låge åben. I minutterne efter blev otte mennesker, heriblandt to børn, mast og trampet ihjel i en uforståelig tragedie.
Både de camerounske myndigheder og Motsepe har været slemme til at skyde skylden på ofrene. På et pressemøde i Douala sidste uge klagede sportsminister Narcisse Mouelle Kombi over, at så mange tilskuere var søgt mod sydtribunen i stedet for nogle af de andre tribuner. Bagefter medgav han forsigtigt, at sikkerhedsopbuddet nok ikke havde været helt tilstrækkeligt. De fremmødte journalister fik ikke lov til at stille ét eneste spørgsmål. Og Paul Biya selv? Ikke en kondolence, ikke en forklaring, ikke en undskyldning, ikke en lyd – heller ikke om den brandulykke, der natten inden dræbte 16 mennesker på en natklub i Yaoundé.
Sådan reagerer kun et system, der ikke bekymrer sig synderligt om enkelte menneskeliv, men alene om sin egen opretholdelse. Efter Olembe-tragedien har camerounerne øget sikkerheden på de forskellige stadioner, og kvart- og semifinalerne er blevet afviklet problemfrit. Fint, men det er indlysende for sent. Cameroun blev valgt som værter helt tilbage i 2015, og alligevel har de i store træk ikke magtet opgaven.
Afrikansk fodbold er spillevende
Det er altså snarere på trods end på grund af de camerounske arrangører, at Africa Cup of Nations alligevel igen har vist sig som en dybt meningsfuld begivenhed uden sidestykke på kontinentet. Meget af fodbolden har været jammerlig. Kort forberedelsestid og coronakaos, høj luftfugtighed og baner af varierende kvalitet har givet mange hakkende kampe.
Men de afrikanske mesterskaber har aldrig skullet ses på grund af deres taktiske nytænkning eller flydende angrebsfodbold. De skal ses for den uforfalskede fejring af Afrika som alt rigeligt i sig selv. Før slutrunden var der meget snak om, hvorvidt de europæiske klubber ville give deres afrikanske spillere fri midt i sæsonen. De afrikanske mesterskaber er jo bare en andenrangsturnering og ikke noget særligt, måtte man forstå. Det var symptomatisk for tilgangen til kontinentet i det hele taget: Afrika reduceres i tide og utide til et appendiks til det, der skal forestille at være den virkelige verden, vores verden.
Men i de seneste fire uger er der ingen i Cameroun, der har skænket andet end deltagernationerne en tanke. Premier League, hvad for noget? Det har handlet om Sierra Leones målmand Mohamed Kamara, normalt semiprofessionel for East End Lions hjemme i Freetown, men for en eftermiddag mod Algeriet i international topklasse. Om Burkina Faso, der spillede sig helt frem til semifinalen, alt imens et militærkup afsatte præsident Roch Marc Christian Kaboré. Om debutanterne Gambia, der knoklede sig til en kvartfinaleplads. Om Nigeria, der begyndte overraskende godt i gruppespillet, men så pludselig var fuldstændig uden saft og kraft i ottendedelsfinalen mod Tunesien. Og om Camerouns Vincent Aboubakar, der med sine seks mål er den mest scorende spiller ved et Africa Cup of Nations siden Benni McCarthy og Hossam Hassans syv mål i 1998.
Uanset hvem der vinder finalen i morgen, har slutrunden bevist, at fodbolden i Afrika er spillevende. Altid følelsesmættet og aldrig ligegyldigt. Topniveauet på kontinentet ser ud til at være stagneret, men bundniveauet er til gengæld hævet betragteligt. Kun til de afrikanske mesterskaber kan en spiller fra Bo Rangers i Sierra Leone vinde en løbeduel over en spiller fra Manchester United.
Intet kan dog rokke ved, at slutrunden først og fremmest skal huskes for en tragikomisk kontrast mellem det Cameroun, præsident Biya smykker sig med, og det Cameroun, der findes. Mellem den glatte åbningsceremoni og skuddene i Buea. Og mellem propagandabogen udleveret på Stade d’Olembés pressepladser og de otte mennesker, der 14 dage senere døde et par hundrede meter derfra.
