Man bliver aldrig færdig med at tælle fugle på himlen. Men Niels Otto Preuss gjorde et forsøg

Niels Otto Preuss havde én stor interesse i livet, og det var grågæs.

Han interesserede sig såmænd også for andet; for biologi, for historie, for arkæologi og for ynglende vandfugle, men den helt store interesse i hans 86 år lange liv var udviklingen af den urbaniserede grågåsebestand i Utterslev Mose i København. Han brugte mere end to årtier på at studere dem.

Niels Otto Preuss fandt ud af meget om grågæssenes liv, om deres levesteder og ynglesteder, om deres dødelighed og træk mellem Danmark og Sydeuropa. Hvert år kom de tilbage til Utterslev Mose. Han lavede optegnelser om de enkelte fugle og deres liv, men hans og andre ornitologers arbejde har også vist os noget om livet på kloden i det hele taget: Hvor forbundet det hele er.

Fine folk fra Nordsjælland

Niels Otto Preuss blev født i 1935 og voksede op på Sydsjælland.

Han var søn af godsforvalteren på Gisselfeldt og boede hele sin barndom på godset, hvor han brugte eftermiddagene efter skole i parken og skovene. Her opstod interessen for fugle, fortæller hans efterladte hustru.

Efter sin studentereksamen studerede han biologi ved Københavns Universitet og blev medlem af Dansk Ornitologisk Forening. Foreningen var blevet stiftet i begyndelsen af århundredet og bestod op gennem den første halvdel af 1900-tallet først og fremmest af folk fra det bedre borgerskab: præster og læger.

»De fine folk fra Nordsjælland,« som medlem af foreningen Henning Ettrup siger.

Det var folk med bil, som havde muligheden for at køre ud i landet og finde de steder, hvor man kunne kigge på fugle. Eller skyde dem. Dengang var den ornitologiske metode helt anderledes end i dag: Man tog ud i naturen for at skyde fuglene og indsamle deres æg. Derefter bragte man dem tilbage til læge- eller præsteboligen, hvor de blev udstoppet og udstillet.

’Ægsamlerne’ kaldte man den gamle generation af ornitologer.

Dengang var der ikke plads til unge i Dansk Ornitologisk Forening. Men i løbet af 1950’erne og 60’erne begyndte et ungdomsoprør – blandt ornitologer såvel som i resten af samfundet. Som nyuddannet biolog var Niels Otto Preuss en del af dette oprør og med til at udvide foreningen for de mange biologer, som blev uddannet fra universiteterne i løbet af 1960’erne og 70’erne.

Det var en ny generation opvokset i en ny tid præget af nye tanker og ikke mindst: et nyt natursyn. Man skulle ikke længere samle æggene og skyde fuglene for at bringe dem hjem som trofæer. Man skulle studere dem.

De unge ’feltornitologer’ havde flere penge og mere fritid og kunne købe kikkerter og måske endda låne en bil og tage ud i skoven om søndagen for at kigge på fugle. Niels Otto Preuss stiftede et blad med netop det navn, nærmest et kampskrift for den nye måde at studere fuglene: Feltornithologen, hed det. 

Det hele hænger sammen

I 1962 blev han ansat som leder af Zoologisk Museums ringmærkningskontor, hvor han blandt andet var aktiv i etableringen af sammenslutningen af europæiske ringmærkningscentraler (EURING). Sammenslutningen skulle gøre det muligt at lave fælles standarder og rutiner for rapportering og deling af data om fuglene: Hvor fløj fuglene hen om vinteren? Hvornår fløj de? Og hvor længe blev de væk?

Ornitologer som Niels Otto Preuss var ikke overraskende interesseret i at finde svarene. Men også resten af samfundet fik med hans og andres systematiske overvågning af fuglene indsigt i, hvordan dyrelivet i ét land eller på ét kontinent hænger sammen med livet i et andet.

Som medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Ornitologisk Forening Hans Meltofte siger:

»Det nytter ikke noget, at man skaber gode forhold for fuglene herhjemme, hvis de dør af DDT i Afrika.«

I løbet af Niels Otto Preuss’ karriere var han som nævnt især optaget af to ting: grågæs og ynglende vandfugle. Over flere årtier fulgte han de ynglende vandfugle omkring Rågø nord for Lolland og udviklingen af den urbaniserede grågåsebestand i Utterslev Mose i København.

Han cyklede fra sin lejlighed i København ud til mosen med kikkert og net for at mødes med andre ringmærkere. De drev gæssene sammen, bredte nettet ud og fangede gæssene, som hvert år taber deres vingefjer og derfor ikke kunne flyve væk.

Herefter kunne de tage dem en for en, holde dem fast under armen eller sætte sig overskrævs på dem, hvorefter de kunne klemme en metalring og et antal plastikringe i forskellige farvekombinationer omkring benet på dem. I alt blev det til omkring 4.000 gæs.

Men i 1995 gik Niels Otto Preuss på pension. Han flyttede sammen med sin hustru, Bodil, til Sorø, hvor han havde en have med egen sø og mange frugttræer. Gæs var der også plads til.

Niels Otto Preuss døde af kræft den 7. december 2021, 86 år gammel.