Blomsterbud tiltalt for vold: »Hvis den anden tager hænderne op, må man godt lave selvforsvar«

T skulle bare levere blomster.

Det var en eftermiddag i slutningen af januar sidste år, og som bud for en blomsterbutik var han kørt ud til et boligområde i København, hvor han nu stod foran døren med en buket i hånden.

En midaldrende mand havde set T komme kørende. I høj fart var han kørt forbi skiltet med ’Indkørsel forbudt’ og havde parkeret ud for opgangen. Manden henvendte sig nu til T: Det var ikke tilladt at køre i bil på området, forklarede han. Ved siden af manden stod hans fireårige datter på rulleskøjter.

T råbte ifølge manden, at han skulle »passe sig selv«. Så gik T tilbage til bilen og lagde buketten ind, hvorefter han satte sig bag rattet og skulle til at køre. Men da den midaldrende mand tog sin telefon frem og tog et billede af bilens nummerplade, stoppede T og steg ud. Ifølge forurettede gik T målrettet hen mod ham.

Nu sidder det 25-årige blomsterbud i retssal otte i Københavns Byret, karseklippet i siderne og iført Armani-gummisko. Om hans hals hænger en tyk sølvkæde. Han er tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 244 om vold ved at have skubbet den midaldrende omkuld og efterfølgende at have holdt ham nede.

»Hvordan forholder tiltalte sig?« spørger dommeren og kigger på forsvarsadvokaten, en ældre herre i jakkesæt.

»Han nægter sig skyldig.«

»Slet det der!«

T rejser sig fra sin plads ved siden af sin advokat og sætter sig i vidneskranken midt i den gamle retssal.

Så vender dommeren sig mod anklageren: »Du starter bare.«

Hun kigger på T: »Vi skal tale om en episode, som fandt sted den 28. januar 2021 omkring klokken 15.30 på Margretheholmsvej i København. Var du til stede?«

T nikker.

»Og hvad skete der?«

»Jeg arbejder for Interflora og var kørt ud for at levere nogle blomster. Da jeg så står foran døren, kommer der én og siger, at der er børn til stede, og at jeg ikke må køre ind. Så sagde jeg til ham, at der holder også en bil længere nede.«

I området har beboerne mulighed for at køre i bil helt hen til døren, hvis de for eksempel skal flytte og har brug for en bil til at transportere ting. Men for andre er der indkørsel forbudt. Denne eftermiddag er en af beboerne ved at flytte nogle ting – og derfor stod porten ifølge T åben. Han kørte ind og parkerede foran nummer 62. 

Nogle meter derfra kom forurettede gående med sin fireårige datter på rulleskøjter. 

»Han sagde til mig, at han ville tage billeder og ringe til politiet, men jeg tænkte bare, at det er ikke værd at bruge tid på den idiot. Så jeg gik ind i bilen.«

T lagde blomsterbuketten ind i bilen og satte sig bag rattet for at køre. Men da den midaldrende mand tog sin mobiltelefon frem og begyndte at tage billeder af bilen, stod han ud af bilen og gik tilbage mod ham.

»Jeg pegede på hans lomme og sagde: ’Slet det der,’« siger T i retten.

På et tidspunkt tog den midaldrende mand hænderne op foran ansigtet for at beskytte sig, hvis T skulle finde på at slå ud efter ham, men T opfattede det som en trussel, forklarer han i retten.

»Jeg har gået til kampsport, og der har vi fået at vide, at hvis den anden tager hænderne op, så må man godt lave selvforsvar,« siger han.

»Så han tog sin hånd frem mod dig?« spørger anklageren.

»Ja, og så brugte jeg selvforsvar, fordi jeg ikke vidste, hvad han ville gøre.«

»Og så skubbede du ham?«

»Ja.«

T satte sig oven på forurettede for at holde ham nede. Han siger i retten, at det sker i selvforsvar, men tilføjer, at det »måske godt« kunne se ud som et overfald, hvis man så det fra afstand. Flere personer kom til og råbte til T, at han skulle stoppe.

»Hvem er det, der kommer?«

Anklageren kigger på T.

»Naboerne, tror jeg.«

»Så der er mere end en?«

»Ja, de prøver at få mig væk.«

»Jeg ved, hvor I bor«

Kort efter rejste T sig og begyndte at gå tilbage mod bilen. Men ifølge flere af de tilstedeværende vendte han sig om og truede.

»Han kommer hen mod os og siger noget i retning af: ’Jeg ved, hvor I bor’, og han nævner nogle banderelaterede venner,« siger et af vidnerne, et medlem af beboerforeningens bestyrelse, da det er blevet hans tur til at vidne.

Og da forurettede efterfølgende tager plads i vidneskranken, forklarer han, at T truede med at komme tilbage dagen efter for at »smadre« ham. Tilbage stod beboerne, flere havde ringet til politiet, som kom kort efter, og den fireårige pige på rulleskøjter græd.

Efter afhøringen af vidnerne er der procedure, hvor anklager og forsvarer opsummerer sagen og fremfører deres påstande om straf. Anklageren kræver mellem 30 og 40 dages ubetinget fængsel, mens forsvarer kræver frifindelse, fordi forurettede ifølge ham skabte en »unødvendig situation«.

Efter omkring 20 minutter kommer dommerne tilbage til retssalen. T idømmes 30 dages fængsel, straffen gøres betinget.