Jeg dater en franskmand, og det er magnifique, men vi er uenige om mange ting, særligt én ting ved jeg ikke, om jeg kan leve med: Han er tykfob. Han kan ikke lide tykke mennesker, han tror, de vil spise ham. Jeg grinede, da han sagde det, for jeg var sikker på, det var en joke, men han kan vitterligt ikke lide tykke mennesker.
Jeg satte foden ned, da han kommenterede min krop, som jeg må forstå er større, end hvad han er vant til. Men han bliver ved.
Skal jeg tage det med et gran fleur de sel, en lille kulturforskel, der er lost in translation, en usikkerhed, der bunder i hans egen skinny krop (hans ord, han prøver ihærdigt at blive muskuløs), eller er det udtryk for et menneskesyn, der er usundt?
Han er ellers sød, men jeg er bange for, at han forlader mig, hvis jeg tager fem kilo på.
Skal jeg tage det røde flag og løbe, mens jeg råber »Liberté, égalité & fraternité!«, eller fodre ham med rødgrød med fløde og et drys kropskærlighed?
— Hende, der ikke kun kan leve af kærlighed og kildevand
