Vi kunne have forandret verden efter corona. Men hamsterhjulet er da også meget hyggeligt

Vores version er Informations ugentlige og helt enestående udlægning af tidens allermest presserende emner – på tryg afstand af saglighed, presseskik og andre snærende bånd.

Alt var muligt.

Da corona for to år siden spredte sig, viste vi som samfund, at vi var i stand til langt mere, end vi havde forestillet os. Vi kunne ændre vores hverdag, vores økonomi og, havde man på fornemmelsen, nærmest alt i vores samfund, hvis det var nødvendigt for at bremse smitten.

Hvad kunne det ikke føre til på længere sigt, både for den enkelte og for os som fællesskab? 

Ikke så meget, skulle det vise sig – i hvert fald ikke så meget, som vi talte om dengang. Som den britiske historiker Adam Tooze skriver i bogen Shutdown – How Covid Shook the World’s Economy, har den samfundsmæssige logik de seneste to år grundlæggende været »konservativ«. Og det er nok ikke helt forkert, for i disse uger kan de fleste af os vende tilbage til dér, hvor vi var før pandemien: normalen.

Endelig: Vi kan snakke ved kaffeautomaten

Thomas er tilbage på arbejde, og det har han virkelig glædet sig til, for han har siddet derhjemme det meste af tiden i to år.

Ved kaffeautomaten møder han Kristine. Med det samme indleder han en samtale: »Sikke et vejr!« siger han og tager en kop kaffe: »Jeg nåede det lige, inden det begyndte at regne. Hvad med dig?«

Kristine siger, at hun kom lidt sent ud ad døren og havde set skyerne, da hun kørte hjemmefra, men at hun liiige nåede det. Ingen af dem kan lide regnvejr, men heldigvis: Det ser ud til at klare op i løbet af dagen!

Thomas skal til at spørge Kristine, om hun mon også har været smittet med corona, for det har mange været de seneste uger, faktisk også Thomas og hans familie, men så kan han se på sit ur, at det første møde begynder om fem minutter, så han må tilbage til kontoret.

Endelig: Vi skal hente og bringe børn

Familien Christensen holder af hverdagen. For dem er det de tilbagevendende begivenheder fra mandag til fredag, som skaber en ramme om deres liv: hente og bringe. Hente og bringe. Hente og bringe.

Under nedlukningen skulle børnene hverken følges i skole eller køres i børnehave, og det skabte et tomrum for forældrene: Hvad var deres funktion nu? For familien er det derfor en lettelse at vende tilbage til normalen, og når hamsterhjulet virkelig snurrer hos familien Christensen, er det faktisk ret sjovt og udfordrende at se, om man kan følge med. Hvem har ikke prøvet sådan et stort hjul på en legeplads eller i Tivolis hurlumhejhus? Man skal virkelig passe på, at man ikke snubler, for så ryger man rundt som en bamse i en tørretumbler, men når man lige finder rytmen, kan man faktisk ikke tænke på andet end at holde det i gang. Og når man så kommer ud på den anden side, for eksempel når børnene er flyttet hjemmefra, eller man er pensioneret, er man helt rundtosset. Men sjovt, det var det.

Endelig: Vi kan flyve på ferie

Anika og Lasse har virkelig savnet at komme ud at flyve igen. De er under nedlukningen blevet mere bevidste om, at man ikke behøver at flyve så meget som tidligere, men det må ikke føre til, at alle bliver hjemme og isolerer sig fra resten af verden, det er de enige om.

For dem handler det at flyve om at gøre verden større. Man ser steder og møder mennesker, man aldrig ville have set eller mødt herhjemme, og måske er det ikke bare verden, der bliver større: Måske er det også dem, altså som mennesker.

Så nu har de booket en femdages påskeferie i New York sammen med et vennepar fra Vanløse, og de glæder sig til at komme tilbage til de små kaffebarer og specialbutikkerne i Williamsburg.

Endelig: Det meningsløse arbejde giver igen mening

For mange med et kontorarbejde var et af problemerne med at arbejde hjemme, at det virkede fjernt. Man holdt møder ved computeren, skrev sammen på mail, og når man var færdig med en arbejdsopgave, en rapport eller hvad det nu kunne være, blev den sendt elektronisk. Var der overhovedet nogen i den anden ende? Ændrede ens arbejde noget ude i virkeligheden? Måske ikke, og det viste sig da også, at kassedamens og chaufførens arbejde var langt vigtigere for samfundet.

Men det skal man heldigvis ikke tænke for meget på nu, for nu er vi tilbage på kontoret! I et større konsulenthus er Dorte på arbejde og skal sammen med sine kolleger skrive en evalueringsrapport for en styrelse, og det har givet hende arbejdsglæden tilbage. Det kan da godt være, at ingen læser den rapport, men de har det hyggeligt, mens de skriver den.

Endelig: Kø på motorvejen

Stine er glad for igen at kunne møde på sit arbejde på et advokatkontor i Tilst. Derhjemme blev det hele bare mere og mere surt. Men nu er hun på vej! På en af indfaldsvejene opstår der kø; først må hun skifte ned i andet gear og senere til første. Til sidst holder hun helt stille.

Hun skal lige til at råbe »FOR HELVEDE DA OGSÅ!«, men så kigger hun ud ad sideruden og får øjenkontakt med en af de andre bilister, som holder stille i det andet spor. De nikker til hinanden og tænker formentlig det samme: Vi er på vej tilbage. Faktisk er de der allerede, tilbage ved normalen.