Den 26. januar bevægede Chelseas tyske træner, Thomas Tuchel, sig ind i det, man kan kalde Stamford Bridges trænermæssige ’dødszone’, da han tog hul på sit andet kalenderår i stillingen som sportsligt ansvarlig for den blåklædte klub fra Vestlondon.
Netop år to – eller the second season, som englænderne kalder det – har i årevis været et veritabelt tusmørkeland for stort set alle hans forgængere. Ud af de 13 managere, der har været i Chelsea FC, siden den russiske oliemilliardær Roman Abramovich købte klubben i begyndelsen af 00’erne, har kun to overlevet deres andet år i trænersædet hos The Blues. Den ene er José Mourinho, der erobrede tre Premier League-trofæer. Og den anden er italienske Antonio Conte, der lige præcis nåede at få to år og elleve dage i trænersædet, inden Abramovich trykkede på katapultknappen.
Alle andre – og her taler vi blandt andet om navne som Guus Hiddink, Carlo Ancelotti, Luiz Felipe Scolari og Rafael Benitez – blev med ufortøvet brutalitet skiftet ud af den notorisk utålmodige russer, så snart resultaterne begyndte at svigte.
Og nu er det altså op til den ranglede taktiker fra Krumbach i Bayern at bevise, at han har større overlevelseskraft end sine berømte forgængere.
Han kan jo begynde med at vinde lørdagens finale mod brasilianske Palmeiras i det oppustede FIFA-verdensmesterskab for klubhold på det imposante Mohammed bin Zayed Stadium i Abu Dhabi, for Abramovich er kendt for at sætte pris på sølvtøj.
Men hvis Tuchel for alvor vil befæste sine chancer for at overleve sæsonen ud (og måske endda endnu længere), skal han skabe fremgang i Premier League, hvor en skidt periode med kun tre sejre i de seneste ni kampe i realiteten har sendt Chelsea ud af guldræset.
Efterfest med eftersmag
Det begyndte ellers så positivt for den tyske mestertaktiker, da han sidste år blev hyret som manager for Chelsea. Han brugte den korte flyvetur fra Paris (hvor han opholdt sig efter sin tid som manager for Paris Saint-Germain) til London på at nedskrible et nyt taktisk koncept for sit nye mandskab; og da han ankom til klubbens træningsanlæg i Cobham, var hans første gerning at omstille holdets defensiv fra en flad firebackkæde til et tremands forsvar med tilhørende wingbacks.
Konceptet gav øjeblikkeligt pote. Tuchel førte sit hold ubesejret gennem sine første 14 kampe, hvor hans rekonstruerede forsvar kun lukkede to mål ind. Han løftede dem fra niendepladsen til fjerdepladsen i Premier League. Og han blev den første træner i klubbens historie, der førte Chelsea til finalerne i både FA Cuppen, Liga Cuppen og Champions League.
Heraf var Champions League-sejren over Manchester City på Estádio do Dragão i Porto naturligvis den store triumf. Men i finalesejrens efterfest lå også kimen til de genvordigheder, den tyske manager slås med i dag.
Da Tuchel om natten efter finalen fejrede triumfen med sin stab i Alfandega Congress Centre ved Douroflodens bredder, blev han nemlig informeret om, at Abramovich ville se ham næste morgen på byens luksuriøse Yeatman Hotel.
Ved dette møde forlængede den russiske klubejer prompte Tuchels kontrakt med to år og lovede ham nærmest ubegrænsede midler til indkøb af den spidsangriber, som den tyske træner så længe havde efterspurgt.
Og det er netop dette løfte, der ikke har ført andet end bekymringer og hovedbrud med sig for den stakkels tysker.
Brikken, der ikke passer
Tuchel valgte nemlig at omsætte håndslaget fra Abramovich til et indkøb af den muskuløse centerforward Romelu Lukaku hos de italienske mestre fra Inter, der på grund af likvide problemer var tvunget til at sælge ud af deres bedste spillere.
I første omgang blev handlen set som et mestertræk af de engelske sportskommentatorer, der beskrev forwarden som den manglende brik i det puslespil, der skulle fuldende Chelsea og gøre holdet til en reel mesterskabskandidat.
Men i løbet af sæsonen har den belgiske angriber mere og mere fremstået som brikken, der lige netop ikke passer ind i opstillingen på Stamford Bridge.
Blot fem scoringer og nul assister er det blevet til fra Lukakus side indtil videre i Premier League, hvilket må siges at være et pauvert udbytte for en spiller, der blev købt for klubrekordbeløbet på 850 millioner kroner, og som i alt vil koste klubben 1,6 milliarder kroner, når belgierens eksorbitante lønninger regnes med.
Årsagen til denne ringe return on investment (som man ville sige i forretningsverdenen) er – som så meget andet i fodbold – både yderst simpel og svært løsbar: Lukaku passer simpelthen ikke ind i Chelseas spillestil.
Romelu Lukaku er i bund og grund en klassisk angriber af den gamle skole. Han er en 191 centimeter høj og 94 kilo tung rambuk af en centerforward, der lever af at hamre løs på modstandernes forsvarslinjer, indtil de bryder sammen. Han ernærer sig ved høje fremlægninger og skarpe indlæg fra kanterne. Og når han bliver serviceret rigtigt, kommer han med nærmest indbygget målgaranti. Det så man i Inter-trøjen sidste år, hvor han lavede 24 mål og ti assister i Serie A.
Problemet er bare, at han ikke får tilnærmelsesvis den service, som han har brug for på Stamford Bridge.
Her er han omgivet af holdkammerater, der på Tuchels instruktion spiller et germansk inspireret gegenpressing-system, hvor alle offensive aktører hele tiden skal holde sig i bevægelse og skabe rum til hinanden.
I sådan et system er der ikke behov for en stationær 9’er, der parkerer sig selv mere eller mindre permanent omkring buen på modstandernes straffesparksfelt. Og desuden er Chelsea det hold i Premier League, der sender færrest høje bolde op gennem banens længdeakse, så heller ikke fra den kant får Lukaku meget at arbejde med.
Som resultat heraf er den belgiske spidsangribers involvering i Chelseas kampe faldet til alarmerende dybder. En opgørelse i The Times i slutningen af januar viste, at Lukakus boldberøringer i boksen hen over sæsonen er blevet færre og færre fra kamp til kamp, og at antallet af de stikninger, han modtager fra sine holdkammerater, er styrtdykket.
Derudover havde han ved statistikkens afslutning kun udført 146 succesfulde afleveringer i løbet af hele sæsonen, hvilket må siges at være et chokerende lavt tal for en spiller, der i princippet skulle være angrebets centrale omdrejningspunkt.
Tikkende bombe
Man kan på den baggrund spørge, hvorfor Tuchel (og Abramovich) overhovedet valgte at sprænge banken for at hente den store, belgiske forward til Stamford Bridge? Og det er der da også mange i de engelske sportsmedier, der gør.
»Romelu Lukaku er en tikkende bombe i Chelsea,« konstaterede den engelske sportskommentator og tidligere forsvarer for Liverpool Jamie Carragher for nylig.
Før han i samme åndedræt bemærkede, at Chelsea har leveret sine bedste resultater i de kampe, hvor den belgiske forward ikke har været til rådighed:
»Tag et kig på Chelseas mest komplette præstationer i denne sæson – hvor 4-0 sejren over Juventus vel er det bedste eksempel. Lukaku var slet ikke i startopstillingen på grund af en skade.«
Og det er også på dette bagtæppe, man skal se Lukakus uforsigtige betragtninger i december til en italiensk tv-station om, at han drømmer om at vende tilbage til Inter.
Det interview blev han som bekendt tvunget til at undskylde. Men sandheden bag ordene kunne han ikke ændre. Det er tydeligt, at den belgiske angriber længes efter at ændre på tingenes tilstand. Og det er han i øvrigt ikke den eneste, der gør. Også hos hans træner er tålmodigheden med samarbejdet ved at være tyndslidt.
»Han havde for mange boldtab uden at være presset, mange boldtab i lovende positioner (…) han kan gøre meget bedre,« sagde Tuchel om sit belgiske rekordindkøbs præstation efter et nederlag til Manchester City i januar.
Og få dage senere fyrede han endnu et advarselssignal af sted mod sin utilpassede spiller, da han sagde, at det er Lukakus opgave at indordne sig under kollektivet, ikke omvendt:
»Dette er en holdsport, og det handler ikke om, at ti spillere servicerer én spiller. Sådan fungerer det ikke i Chelsea, og sådan fungerer det ikke i fodbold. Alle spillere skal hjælpe holdet. Det er det bærende princip, og det ændrer sig ikke.«
Låst i skæbnefællesskab
Uanset hvor store frustrationerne måtte være parterne imellem, så er de dog låst i et skæbnefællesskab. Lukaku har brug for Tuchels hjælp til at redde sit renommé som en af verdens bedste angribere; et renommé, der vil være i akut fare for at smuldre, hvis han flopper i Chelsea på samme måde, som han gjorde for nogle år siden i Manchester United.
Og Tuchel har brug for Lukakus hjælp til at rette op på tingene i Premier League og dermed redde sig uskadt gennem den dødszone, hvor stort set alle hans forgængere har mødt deres skæbne.
Man kan med en vis ret forvente, at Abramovich vil sætte spørgsmålstegn ved sin træners dømmekraft og faglige kapabilitet, hvis han ikke er i stand til at få spillemæssigt udbytte af en stjerneangriber til knap en milliard kroner.
Onsdag scorede Lukaku det eneste mål i den kamp, der sendte Chelsea i VM-finalen for klubhold. Flere kasser af den type vil hjælpe på tingene, for konklusionen er uomtvistelig:
Det umage makkerpar på Stamford Bridge har brug for hinanden.
