Krisen i Ukraine udstiller den danske venstrefløjs splittelse

Man skal have haft øjne og ører lukket længe, hvis man ikke har opdaget, at der lige nu står over 100.000 russiske soldater og tusindvis af kampvogne ved den ukrainske grænse. Mens Vesten frygter en invasion, kræver Rusland en garanti for, at Ukraine aldrig bliver NATO-medlem, og at der ikke sendes tropper og våben til forsvarsalliancens østlige medlemslande.

Striden mellem NATO og Rusland er optrappet til et punkt, som vi næppe har set siden Den Kolde Krigs afslutning. Og i den hjemlige debat om, hvem der bærer ansvaret for situationen, og hvordan vi kan hjælpe ukrainerne, er det blevet tydeligt, at særligt de røde partier står langt fra hinanden i spørgsmålet om NATO.

I sidste uge sagde forsvarsordfører for Enhedslisten Eva Flyvholm i Deadline, at Europa ville være et sikrere sted uden NATO. Ugen efter erklærede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at »Danmark skal være i hjertet af NATO«.

Og i midten af det hele står SF, der på den ene side kritiserer Enhedslisten for ikke at forholde sig til den virkelige verden og på den anden side mener, at regeringens linje er »underdanig over for USA«, som udenrigsordfører Karsten Hønge formulerer det.

Socialdemokratiet har altid bakket op om NATO: Det var under en socialdemokratisk regering ledet af Hans Hedtoft, at Danmark i 1949 tilsluttede sig Atlantpagten, der dannede grundlag for alliancen. Og selv om partiet i forbindelse med den såkaldte fodnotepolitik i 1980’erne var uenig i konkrete NATO-tiltag, rokkede det ikke ved støtten til selve organisationen.

Men SF og Enhedslisten er i højere grad formet af de samme strømninger på venstrefløjen og var i mange år enige om, at Danmark skulle ud af forsvarsalliancen.

Nu er det imidlertid, som om de to partier er gledet fra hinanden, og når man hører dem udtale sig om den aktuelle konflikt med Rusland, står de i hver sin lejr på centrale spørgsmål.

Hvordan er det sket? Og er det muligt for venstrefløjen at finde fælles sikkerhedspolitisk fodslag på et tidspunkt, hvor den europæiske sikkerhedsorden, som vi har kendt i årtier, virker stadig mere udfordret?

SF’s rejse mod NATO

For at forstå venstrefløjens forhold til NATO er vi nødt til at runde Den Kolde Krig.

I begyndelsen af perioden blev det politiske liv til venstre for Socialdemokratiet tegnet af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, som var allieret med Sovjetunionen.

»Men op igennem Den Kolde Krig opstår der en ny og antiimperialistisk venstrefløj, og det første skud på stammen bliver dannelsen af SF i 1959,« siger Rasmus Mølgaard Mariager, der er professor i dansk politisk historie på Københavns Universitet og har forsket i perioden.

Aksel Larsen var på det tidspunkt formand for DKP, men da han internt kritiserede Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956 og forsøgte at trække partiet i en retning, hvor man var mindre afhængig af Sovjet, kom han i mindretal ved partikongressen i 1958 og blev efterfølgende ekskluderet.

I stedet stiftede Larsen SF som et nyt venstrefløjsparti, der både stillede sig kritisk over for Øst og Vest – altså både Sovjetunionen og NATO. Partiet var først og fremmest antiimperialister i deres selvforståelse, siger Rasmus Mølgaard Mariager.

Men i dag, 60 år senere, er SF altså udtalte støtter af dansk NATO-medlemskab. Så hvorfor skiftede partiet holdning undervejs?

Spørger man Rasmus Mølgaard Mariager, handler det om, at man skulle et par generationers udvikling igennem, før man for alvor kunne vinke farvel til det verdensbillede, som sovjetkommunismen havde formet:

»Aksel Larsen havde i mange år været overbevist stalinist og kommunist, og mange af de folk, han tog med over i SF, havde deres ungdom i DKP. Så der gik bare en generation eller to, før man slap af med det tankegods,« siger han.

Spørger man derimod partiets udenrigsordfører, Karsten Hønge, er det ikke SF, der har forandret sig:

»Det var verden, der ændrede sig. Den ændrede sig så dramatisk, at både vores holdning til NATO og EU ændrede sig,« siger han.

Hønge lægger ikke skjul på, at han selv var ivrig NATO-modstander før i tiden:

»Jeg har jo selv en alder, hvor jeg var med til at gå og råbe ’NATO ud af Danmark!’. Jeg gik på gader og stræder og demonstrerede dengang, fordi det passede til, hvordan verden så ud dengang. Men vi har været nødt til at lave en anden analyse siden da.«

Detaljerne i den analyse vender vi tilbage til. Men for Karsten Hønge var det altså opløsningen af den gamle verdensorden, der gjorde, at SF i 2009 skrev ud af partiets principprogram, at man ville opsige det danske NATO-medlemskab. Da Den Kolde Krig var slut, og verden ikke længere var præget af et våbenkapløb mellem to stormagter, ændrede NATO sig altså til noget, som SF kunne stå inde for.

»Det var da på høje tid, da vi gjorde det officielt i 2009. Men jeg vil dog sige, at der var mange år før det, hvor vi de facto opførte os, som om vi gerne ville være en del af NATO,« siger Karsten Hønge.

– Da I skrev det ud af principprogrammet i 2009, sagde Holger K. Nielsen, at I »på længere sigt« stadig ønskede at afvikle NATO. Er det stadig jeres holdning?

»Som situationen er i dag, er vi tilhængere af NATO. Vi har også kritiske bemærkninger, men vi har ingen planer om, at Danmark skal melde sig ud. Det ville destabilisere verden, gøre Danmark mere sårbart og blive meget dyrere.«

Den røde tråd i kritikken

I Enhedslisten har der ikke været en tilsvarende udvikling. Faktisk har partiet ikke skiftet holdning til Danmarks NATO-medlemskab siden stiftelsen i 1989, og forsvarsordfører Eva Flyvholm har ingen erindring om, at det for alvor er blevet diskuteret i hendes tid.

»Vi diskuterer jo løbende vores holdning til EU og har gjort det i mange år. Men den grundlæggende kritik af NATO er ikke noget, jeg har oplevet som kontroversielt i Enhedslisten. Det er ikke noget, vi løbende har oppe til revision,« siger Eva Flyvholm, der mener, at NATO burde være opløst efter Den Kolde Krig.

Opfattelsen af, at Enhedslistens syn på NATO har været præget af kontinuitet, deler Poul Villaume, der er professor emeritus i historie ved Københavns Universitet og har forsket i Den Kolde Krig.

»De har fastholdt venstrefløjens traditionelle ’Danmark ud af NATO’-politik fra Den Kolde Krigs tid, selv når det har vist sig, at Danmark kunne få en vis reel indflydelse på NATO’s samlede politik,« siger han.

Enhedslisten blev dannet i 1989 som en samling af flere små venstreorienterede partier, heriblandt DKP og Venstresocialisterne. Sidstnævnte lagde sig i udgangspunktet op ad samme antiimperialistiske linje som Socialistisk Folkeparti, men hvor SF både var udtalte kritikere af Øst og Vest, var kritikken mindre lige fordelt blandt de partier, der dannede grundlag for Enhedslisten, siger professor Rasmus Mølgaard Mariager:

»De havde det til fælles, at de var meget kritiske over for, hvad de opfattede som USA-imperialismen. Principielt også Sovjetunionens imperialisme, men jeg tror, at det generelt vil være rigtigt at sige, at de var mere kritiske over for USA og NATO end Sovjet.«

NATO’s ansvar for situationen

Mens venstrefløjen under Den Kolde Krig især fokuserede på behovet for nedrustning, lægger Enhedslisten i dag vægt på, at NATO har spillet en betydelig rolle i en række »fejlslagne og tragiske krige«, herunder i Afghanistan og Irak.

Danmark skal hellere forme sin egen, selvstændige sikkerhedspolitik frem for at hænge den op på amerikanske interesser, siger Eva Flyvholm:

»Ideen om, at man skal bruge to procent af bnp på militæret, er ikke ligefrem groet i Danmarks baghave. Det er i høj grad den amerikanske militærindustri, der har skubbet på den udvikling.«

–Men ville det ikke være et risikabelt tidspunkt at melde sig ud på nu? I en tid, hvor Rusland vil gentegne den europæiske sikkerhedsorden, mange lande er dybt bekymrede, og hvor der står 100.000 russiske soldater ved den ukrainske grænse?

»Vores holdning til NATO er jo grundlæggende og principiel. Det er ikke betinget af det aktuelle tidspunkt. Det mente vi også for fem år siden,« siger Eva Flyvholm.

»Jeg kan godt forstå, at der er mange, der er bekymrede over den nuværende sikkerhedssituation. Det er jeg også. Både for ukrainerne og for hele Europa. Men man er samtidig nødt til at se på, om NATO egentlig spiller en særlig positiv rolle i det, der er i gang nu. Både fra russisk side og fra NATO’s side ser vi en ret farlig oprustningstendens, som kan få konflikten til at eskalere.«

– Men kan man virkelig sammenligne NATO og Ruslands opførsel? Mig bekendt er der ikke nogen NATO-lande, der har annekteret andre lande for nylig.

»Ruslands anneksion af Krim er helt uacceptabel, og på samme måde vil det være helt uacceptabelt, hvis de invaderede Ukraine. Så nej, det kan ikke sammenlignes. Men i forhold til hvad der skal til for at løse situationen nu, så ligger der et ansvar både på russisk side og på NATO’s side i forhold til at optræde klogt. Man må forsøge at nå til enighed om nedrustning i stedet for at fortsætte en militær oprustning på begge sider,« siger hun.

»En total fejlanalyse«

Karsten Hønge er grundlæggende uenig i, at Europa ville være et sikrere sted uden NATO. Alliancen er langtfra perfekt, siger han, men som verden ser ud i dag, er der ganske enkelt ingen andre instanser, der kan skabe den samme sikkerhed og stabilitet.

»Det er en total fejlanalyse. Hvis man forestiller sig Enhedslistens drømme, hvor NATO er opløst, så står alle lande helt splittet over for Putin. Og hvad ville han tænke om det? Mon ikke han både ville slikke sig om munden og gnide sig i hænderne,« siger Karsten Hønge.

»Vi bliver nødt til at forholde os til den verden, der nu engang er. Og den har et aggressivt Rusland. Som situationen er lige nu med truslen over for Ukraine, de baltiske lande og Ruslands generelle oprustning, så er det åbenlyst, at Vesten skal stå sammen.«

– Men kan Enhedslisten ikke have en pointe i, at NATO er med til at fremprovokere en reaktion i Rusland, når man eksempelvis taler om muligheden for et ukrainsk medlemskab?

»Nej, det giver ikke mening. Analysen er soleklar: Der er Rusland, der er den aggressive part, som truer sine naboer og på ugentligt plan provokerer i luftrummene over NATO-lande. Analysen er entydigt, at der er lande, blandt andre de baltiske lande, der føler sig truet af Rusland,« siger Karsten Hønge.

»Jeg synes, de (Enhedslisten, red.) går ned ad en forkert vej, når de giver indtryk af, at vi nærmest er lige gode om det. NATO er jo som organisation, til forskel fra Rusland, en demokratisk organisation med parlamentariske organer.«

– Her ville Enhedslisten nok sige, at Danmarks reelle indflydelse på NATO er begrænset, og at det primært er USA, der lægger linjen. Er du uenig i det?

»Ja, det er jeg slet ikke enig i. Men man ville da også miste den sidste rest af indflydelse, hvis man meldte sig helt ud,« siger Karsten Hønge.

»Medmindre man tror på, at vi alle sammen kan være neutrale og afrustede. Men det er der ikke ligefrem noget, der peger på historisk.«

Hvad er alternativet?

Når Enhedslisten vil melde Danmark ud af NATO, bliver det oplagte spørgsmål selvfølgelig, hvordan vi så skal sikre freden og stabiliteten i Europa.

Her peger partiet på en række internationale organisationer såsom FN og på ønsket om et stærkere nordisk samarbejde. Men særligt OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, bliver af Enhedslisten ofte fremhævet som et fornuftigt alternativ.

OSCE er verdens største regionale sikkerhedsorganisation med 57 medlemmer, som blev stiftet i 1957.

Og organisationen har da også et potentiale, mener professor emeritus Poul Villaume.

»Jeg har i de seneste 30 år ment, at OSCE burde opprioriteres som den sikkerhedsorganisation, der omfatter alle europæiske lande, inklusive Rusland og USA. OSCE er underbemandet og underfinansieret,« siger han.

Men det betyder i Poul Villaumes optik ikke, at den kan erstatte NATO:

»Personligt synes jeg, det er en perspektivløs politik at ønske dansk udmeldelse af NATO. Historisk set har det været muligt for Danmark at påvirke NATO’s politik ved at sidde med ved bordet,« siger han og peger på, at Danmark under Den Kolde Krig var med til at trække NATO i en mere fredssøgende og nedrustende retning end den, USA lagde for dagen.

Det er også vigtigt at forstå, at der er tale om to meget forskellige organisationer, påpeger Mikkel Runge, seniorforsker i udenrigspolitik på Dansk Institut for Internationale Studier. OSCE arbejder med konfliktmægling, demokratiprocesser, valgobservation, nedrustning og våbenkontrol.

»NATO er en militæralliance med en track record for at kunne mobilisere relativt store styrker. Det er en helt anden spiller og et helt andet formål,« siger han.

Dertil kommer den, i det aktuelle sikkerhedsklima, helt centrale forskel, at Rusland faktisk er medlem af OSCE:

»Så den åbenlyse forskel er vel NATO’s grundtanke om at være en forsvarsalliance mod Sovjetunionen under Den Kolde Krig, men også over for Rusland – især efter Ukrainekrisen i 2014 og med krisen i dag,« siger Mikkel Runge.

Behøver ikke være i morgen

Enhedslisten vil altså skifte en forsvarsalliance, der groft sagt er designet til at holde Rusland i skak, ud med to organisationer, OSCE og FN, hvor Rusland er medlem og i det ene tilfælde har vetoret i Sikkerhedsrådet.

– Er det ikke et mærkeligt tidspunkt at prioritere OSCE og FN over NATO, når truslen fra Rusland er større, end den længe har været?

»Vores holdning er jo ikke båret af tidspunktet,« siger Eva Flyvholm.

»Det har hele tiden været vores holdning, at NATO er problematisk. Historisk set mener vi jo heller ikke, at det er holdbart at have en struktur, der skal sikre sikkerheden i Europa, hvor alle lande ikke er med. Det er grundlæggende problematisk, for så får man nemmere de her konflikter,« mener hun.

Enhedslisten vurderer altså, at der ligefrem kan være en fordel i at inkludere Rusland mere i en ny konstellation:

»Det er selvfølgelig meget mere besværligt at forhandle, men vi har brug for arenaer, hvor vi har mulighed for at lave aftaler, i stedet for at vi bare bliver mere og mere isolerede. Putin har aktivt isoleret Rusland ekstremt meget fra omverdenen, men modsvaret fra NATO har også været at isolere Rusland, og det giver en rigtig svær situation.«

– OSCE har for nylig måtte droppe at udsende valgobservatører til Rusland, fordi Rusland lagde så mange begrænsninger på. Er det ikke bare et tegn på, at samarbejdet med Rusland i OSCE heller ikke fungerer?

»Der er ingen tvivl om, at det er under pres. Især menneskerettighedsarbejdet med Rusland. Det er dybt vanskeligt og meget problematisk. Der skal vi også lægge et pres på Rusland og kræve, at de lever op til aftaler om åbenhed og demokratisering,« siger Eva Flyvholm.

Men historisk set mener hun ikke, der er noget, der tyder på, at NATO har haft større succes end OSCE med at indgå aftaler med Rusland eller presse dem på menneskerettighedsområdet:

»Så det er ikke entydigt, at NATO er det bedste redskab til det.«

– NATO har vel trods alt flere muskler. Flere har peget på, at OSCE mangler ressourcer, så vil det ikke tage mange års opbygning, før det er realistisk at melde sig ud af NATO til fordel for OSCE?

»Det er helt sikkert, at både FN, OSCE og det nordiske samarbejde er prioriteret for lavt. Der mangler ressourcer og politisk gennemslagskraft. De står ikke stærkt nok, men vi ser jo på det som en langsigtet udvikling. Men det er jo også derfor, vi ikke stiller det som et ultimativt krav, at Danmark skal ud. Det behøver heller ikke være i morgen. Heller ikke i overmorgen. Men det er de spørgsmål, vi skal stille os selv for at få en mere holdbar struktur.«

– Flere borgerlige debattører har på det seneste kritiseret Enhedslisten for jeres argument om, at man også er nødt til at forstå Rusland i denne konflikt, og de har antydet, at det er udtryk for, at I mangler at tage et opgør med jeres fortid og forholdet til Sovjet. Hvad siger du til den kritik?

»Vi har overhovedet ikke nogen særlig sympati for Rusland. Det er et undertrykkende styre, og det er slet ikke det, det her handler om. Det handler om, at det er helt afgørende at fokusere på, hvordan man kan få løst konflikten bedst muligt, og derfor er det relevant at se på, hvordan modparten opfatter situationen,« siger hun.

Ifølge Eva Flyvholm tog Enhedslisten allerede fra stiftelsen i 1989 klart afstand fra de Sovjet-begejstrede strømninger, der måtte have været.

»Hvis man dykker ned i historien, så har det været grundlæggende fra begyndelsen, at Enhedslisten er et demokratisk parti. Det står i de første partidokumenter, efter vi blev stiftet, og der var en fuldstændig klar afstandtagen fra, hvad der foregik i Sovjet på det tidspunkt.«

Foretrækker forhandlingssporet

Selv om man ser forskelligt på NATO’s nytte, er der stadig ting på det sikkerhedspolitiske område, Enhedslisten og SF kan enes om.

Eksempelvis at Danmark ikke uden videre skal skrue militærbudgettet op til to procent af BNP, sådan som USA og NATO ønsker, og som regeringen i princippet bakker op om.

»Vi følger heller ikke denne her hjernedøde idé om, at man skal bruge to procent på militær helt uafhængigt af trusselsbilledet,« siger Karsten Hønge.

De to partier er også enige om, at man skal være yderst forsigtig med NATO-tilstedeværelse i Arktis og arbejde for, at det forbliver et lavspændingsområde. Og så er de grundlæggende enige om, at Danmark ikke bare bør følge USA blindt og skal prioritere forhandlingernes vej i sikkerhedspolitikken.

Både SF og Enhedslisten giver da også udtryk for, at den optimale løsning på den aktuelle krise med Rusland vil være, hvis Vesten og Rusland kan forhandle sig frem til en løsning, som får deeskaleret situationen.

Men lykkes det ikke, står de igen langt fra hinanden. SF har bakket regeringen op i, at Danmark bør sende yderligere militære bidrag til Baltikum, hvis de russiske trusler tager til, og man er allerede nu klar til at sende våben til Ukraine, hvis landet beder om det. Enhedslisten har omvendt afvist, at Danmark skal sende have flere soldater i Baltikum, selv i tilfælde af yderligere russisk aggression.