Uforsvarligt?
Læsetid: 14 min.

Krisen i Ukraine udstiller den danske venstrefløjs splittelse

Normalt er det danske NATO-medlemskab ikke noget, som fylder i debatten, men den aktuelle konflikt med Rusland har vist, hvor forskelligt de to store venstrefløjspartier ser på sagen. Mens NATO ifølge SF er vigtig for sikkerheden i Europa, taler Enhedslisten for et dansk farvel til alliancen. Hvad bunder uenigheden i?
Europa ville være et sikrere sted uden NATO, mener Enhedslisten. Her er danske soldater den 6. januar 2019 på vej til Estland som en del af Natos fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande.

Europa ville være et sikrere sted uden NATO, mener Enhedslisten. Her er danske soldater den 6. januar 2019 på vej til Estland som en del af Natos fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande.

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
5. februar 2022

Man skal have haft øjne og ører lukket længe, hvis man ikke har opdaget, at der lige nu står over 100.000 russiske soldater og tusindvis af kampvogne ved den ukrainske grænse. Mens Vesten frygter en invasion, kræver Rusland en garanti for, at Ukraine aldrig bliver NATO-medlem, og at der ikke sendes tropper og våben til forsvarsalliancens østlige medlemslande.

Striden mellem NATO og Rusland er optrappet til et punkt, som vi næppe har set siden Den Kolde Krigs afslutning. Og i den hjemlige debat om, hvem der bærer ansvaret for situationen, og hvordan vi kan hjælpe ukrainerne, er det blevet tydeligt, at særligt de røde partier står langt fra hinanden i spørgsmålet om NATO.

I sidste uge sagde forsvarsordfører for Enhedslisten Eva Flyvholm i Deadline, at Europa ville være et sikrere sted uden NATO. Ugen efter erklærede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at »Danmark skal være i hjertet af NATO«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kirsten Hansen

Uenigheden kommer vel fra de i enhedslisten der stadig fantasere om kommunismen og rusland som værende nødvendig for at gennemtvinge den?

Kim Folke Knudsen, Carsten Bjerre, Martin Kristensen, Jørgen Munksgaard, Morten Reippuert Knudsen, Peter Hansen, Jacob Nielsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Poul Krogsgård

Når SF skiftede holdning til NATO i 2009 var det vel også for at gøre sig klar til at blive regeringsparti. Socialdemokratiet ville aldrig acceptere en udenrigsminister, der var NATO-modstander.

Hans Aagaard, Peter Mikkelsen, Mogens Holme, Per Dørup og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er underligt, at omtale SF som det det var engang, under Gert Petersens lederskab.

I dag er SF hverken rød eller grøn. Medlemmerne er uden politisk indflydelse og levebrødspolitikerne interesserer sig kun for egen vinding.

Erik Karlsen, Klaus Kristensen, Mogens Holme, Marie-Christine Poncelet, Per Dørup, Flemming Berger, Morten Bo Johansen, Erik Winberg, Jacob Nielsen og Vibeke Olsen anbefalede denne kommentar

Jeg ældre mand engang aktiv i de antimilitaristiske bevægelser, vil stadig hævde at de tikke er stærkere militære alliancer som fremmer freden og en sameksistens på tværs af ideologier. Ikke mindst fordi FN, som i mine øjne burde være flertalsstyret og ingen lande med vetoret, ikke har mulighed for at være det sted hvor magthaverne var tvunget til at følge en linje med fred for øje frem for konflikt med våben som middel.
I min "visdom" i kølvandet på ministerrokaden, tænkte jeg vi burde have et ministerium for freds-og konflikt baseret på ikke vold.. Det er på høje tid at klima og ikke vold kommer i fokus fremfor det vanvid vi ser lige nu.
Lige nu burde ale magthavere tvinges til at lære af den nu afdøde munk: Thich Nhat Hanh.

Peter Mikkelsen, Mogens Holme, Estermarie Mandelquist, Jens Larsen, Karsten Nielsen, Carsten Munk, Bent Larsen, Steen K Petersen, Nike Forsander Lorentsen, Thomas Tanghus, Søren Dahl og Vibeke Olsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Næ, jeg har ikke set med mine øjne eller høret de russiske tropper ved Ukraines grænse da jeg ikke været der, men jeg har set flere billeder af ukrainere med geværer af træ i hænderne, vem har solgt dem det?

ET historisk korrektiv: Jeg kan se på nettet, at Rasmus Mølgaard Mariager er en meget ung mand, så derfor denne øjenvidneberetning, for én der oplevede historien, mens begivenhederne foregik: Rasmus Mølgaard Mariager har ikke ret, når han siger, at venstrefløjen generelt var mere kritiske over for USA og NATO end overfor Sovjetunionen.
Derimod var den danske regering uanset farve særdeles kritisk overfor Sovjetunionen. Også aviserne var fyldt med beretninger om de elendige forhold Sovjetunionen, både levestandardsmæssigt, socialt, retssikkerhedsmæssigt, demokratisk osv. Og der var jo slet ikke var noget tvivl om, at Sovjetunionen var Danmarks hovedfjende og faktisk det eneste, vi havde at frygte. Der var derfor ingen særlig grund for venstrefløjen til at bruge tid på at kritisere Sovjetunionen. Den opgave blev allerede varetaget af den herskende offentlige mening og den vestlige propaganda.
Derimod manglede der et modspil til den USA-imperialistiske propaganda og de fejltagelser og overgreb, der blev begået i vestlig demokratis navn. Den opgave måtte venstrefløjen naturligvis påtage sig.
Når Rasmus Mølgaard Mariager kunne få den opfattelse, at venstrefløjen generelt var mere kritiske over for USA end overfor Sovjetunionen, skyldes det sikkert for megen læsning i Berlinske og Weekendavisen. Her hersker jo den fejlagtige opfattelse, at venstrefløjen under den Kolde Krig skulle have været en slags 5.-kolonne for Sovjetunionen. Intet er mere forkert. I de kredse jeg færdedes i, var der ingen, der så Sovjetunionen som et forbillede – tværtimod. Vi så nærmest Sovjetunionen, som et skræmmebillede og dermed som en hindring for en socialistisk samfundsorden. Så når man ser bort fra de forbenede kommunister, som man vel også knap nok kan kalde venstreorienterede, var der på venstrefløjen ingen særlig veneration overfor Sovjetunionen.
Jeg tror, vi egentlig var mere militæralliance-kritiske end specifikt NATO-kritiske. Vi forfægtede den idealistiske tanke, at vejen til fred var nedlæggelse af militæralliancerne, NATO og Warszawapagten. Det var mere USA’s imperialistiske indgreb rundt om i verden, med Vietnavn som det fremmeste eksempel, som kaldte på vores kritik end selve NATO. Det er jo også først efter Sovjetunionens fald, at NATO som sådan er gået i offensiv krig i andre lande og verdensdele. Men elsket blev NATO da bestemt ikke på venstrefløjen.

Erik Karlsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Magnus Fischer, Peter Mikkelsen, Estermarie Mandelquist, Mogens Holme, Poul Krogsgård, Flemming Berger, Jens Larsen, Christian Mondrup, Steen K Petersen, Torben Skov, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og Klaus Ankerstjerne Eriksen anbefalede denne kommentar

Undskyld, men venstrefløjen skal altså koncentrere sig om kampen imod ulighed, socialt og økonomisk, så må militærpolitikerne tænke frem og tilbage om Ukraine og Rusland.

Inger Pedersen

Det er vist ikke kun den såkaldte venstrefløj, der er splittet og udfordret...

Hvis ellers udenrigsministeren ellers kunne blive enig med sig selv og regeringens såkaldte "værdibaserede udenrigspolitik", ville meget blive klarere!
Desuden skal Danmarks såkaldte udenrigspolitik vel sådan set cleares af med Folketinget... Håber jeg da...

Aftenens Deadline:
ALDRIG har jeg da hørt så megen munddiarré - og det siger ikke så lidt!

Her er godt nok linet op til en ny kamp, hvis ellers støttepartierne og/eller blå blok kan mande sig op til at ville tage Danmarks udenrigspolitik alvorligt - få den klaret af - og klargjort konsekvenserne, hvis ikke...
Jeg har mere end svært ved at forestille mig et fælles fokus om det her, hvis det da ikke bare skal fortsætte med at flagre ukonkonkret rundt i både øst, vest, syd og nord - og i alle højder...

God arbejdslyst!

https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-ny-udenrigspolitisk-strategi_297243

Jørgen Mathiasen

For længe siden kunne man jævnligt læse Karl von Clausewitz’ diktum, krigen er politikkens forlængelse med andre midler, i Information. Clausewitz har været forsvundet i en periode, men nu er han tilbage, ikke mindst fordi den russiske stat længe har ført en krig i Ukraine og med sin opmarch af en invasionshær truer med at udslette Ukraine som stat.

NATO engager sig ikke militært i konflikten. Derimod truer de forenede NATO- og EU-lande med politiske reaktioner, hvis Putin giver ordre til en besættelse af Ukraine. Skulle det ske, er det nok begrænset til en særdeles overskuelig kreds af mennesker, som vil diskutere, om den danske venstrefløj har gjort den ene eller den anden fejl. Mai Villadsen udtalte sig i DR Debat utvetydigt til fordel for Ukraines suverænitet og selvbestemmelsesret (papudskæring; det drejede sig om NATO-medlemskab), og hvis hendes partimedlemmer og vælgere ikke er enige i det, så er der grundlag for nye diskussioner i den kreds.

Resten af verden bestræber sig på at opretholde Ukraine som en selvstændig stat. Det vil fra i dag tage form af en forstærket diplomatisk aktivitet, som også vil bringe fru Frederiksen til Berlin. Der er i mellemtiden slået så meget porcelæn i stykker, at man roligt kan fastslå et , og Frederiksens bagage i form af grøn energi vil derfor også være sikkerhedspolitik.

Jørgen Mathiasen

fastslå et point of no return

Når man ser på Enhedslistens indgangsvinkel må man vist ikke glemme, at partiet bl.a. består af det hedengangne DKP og KAP. Det kan godt være, at der er et nyt navn, men grundkærligheden til Rusland kan nok ikke fjernes ...

Kim Folke Knudsen

@SF og Enhedslisten

SF blev stiftet af Aksel Larsen i 1959. Partiet var et meget stort fremskridt for venstrefløjen. Stifterne så med stor modvilje på den russiske invasion af Ungarn i 1956, og de ville ikke stille op til propaganda versionen fra DKP, at Sovjetunionen forsvarede Ungarn mod # De imperialistiske og reaktionære kræfter #

SF har i mange forhold vist, at de er et helt igennem demokratisk og selvforvaltningsorienteret parti, som aldrig nogensinde var blevet toleret indenfor Østblokken endsige i nutidens og datidens Rusland før Sovjetunionen.

Det at der så meget blæst om SF i forskellige parlamentariske sammenhænge viser for mig et parti, som tør forny sig som deltager aktivt i det danske demokrati og som senest har vist at den demokratiske vej til socialismen også indebærer, at der skal tages ansvar for landets ledelse.

I den sammenhæng forstår jeg SF mere dynamiske og analytiske tilgang til såvel EU som NATO. Tillykke med det SF.

Sagt her fra det blå liberale hjørne- altid iderigt og spændende at møde SF´ere i en politisk debat.

VH
KFK

Kim Folke Knudsen

@Ukraine

NATO begik den klokkeklare fejl, at stille Ukraine et medlemskab i udsigt i år 2008 uden at der var lagt en klar køreplan for denne proces. Der har resulteret i russisk vrede og reaktion, som # måske # kunne være undgået.

En nation har ikke krav på at være medlem af NATO. Det er NATO og medlemslandene som afgør, om en nation kan optages i NATO. En af forudsætningerne er, at landets grænser er klart defineret og anerkendt af såvel stormagter som af medlemslandene. Det ville f.eks være umuligt at optage Taiwan i NATO, da Kina ser Taiwan som en del af fastlands nationen Den kinesiske Folkerepublik.

NATO er for mig at se i dag en transatlantisk forsvarsalliance, som skal forsvare demokratier og nationer som bygger på frihed for borgerne en alliance mellem de vestlige demokratier i Europa og USA og Canada. Så er der desværre det dybt beklagelige problembarn Tyrkiet, der absolut ikke kan regnes for et demokrati og heller ikke for en nation, som er specielt på god fod med demokratierne i Europa.

NATO skal ikke udvikle sig til en global klub udenfor demokratiernes række i Europa og USA samt Canada. Vi skal have de nye demokratier med i Europa som endnu mangler at tilslutte sig forsvarsalliancen under forudsætning af, at landenes befolkninger selv ønsker et medlemskab af NATO. Bosnien Hercegovina, Serbien, Moldova ?, Østrig, Irland, Finland og Sverige. Nogen af de her lande vil formentlig afstå fra et NATO medlemskab f.eks Østrig, Irland, Finland og Sverige. Fint for mig valget af et medlemskab af NATO er alene ansøgerlandets valg. Men alle landene i selve Europa er så at sige på forhånd oplagte til, at komme med i det demokratiske forsvarsfælleskab NATO. Der er tale om veludviklede demokratiske nationer baseret på frihed for borgerne og nationer som alle har klart defineret grænser, der anerkendes af os andre.

Det er så langt ude at høre på det russiske brokkeri om forsvarsalliancen NATO, der kommer for tæt på Ruslands grænser. Hallo russere Hallo Vladimir Putin: Canada er verdens næst største nation. Canada stiller sig ikke op og kræver sær indflydelse og vetoret overfor USA og overfor Alaska en forbundsstat i USA. Canada buldrer ikke rundt og truer Danmark med massiv militær tilstedeværelse i Arktis. Der har været en lille skærmydsel om Hans Ø som ordnes på god fod og dialog mellem de to demokratiske nationer og det grønlandske selvstyre. Jeg kan kun sige til russerne. Kom nu ind i det 21 århundrede og stop opførelsen med et militærteater, som hører middelalderens konger og dynastier til.

Ingen i NATO alliancen har sat spørgsmål ved Ruslands nuværende grænser inklusiv det russiske område Kaliningrad regionen ( det tidligere Ostpreussen som nu er en russisk Ø lukket inde omgivet af NATO lande ). Alle respekterer de nuværende russiske grænser minus okkupationen af Krim og den politiske infiltration i Donetsk området, som jo strengt taget ikke er en del af Rusland nu.

Hvis Rusland med tiden slår ind på en mere pragmatisk og mindre konfrontatorisk kurs, så er der god basis for at genoplive de tillidsskabende foranstaltninger mellem NATO alliancen og Rusland uanset at vi repræsenterer to vidt forskellige samfundssystemer. Skulle Rusland slå ind på en decideret reformvej hen mod demokrati og frihed så vil det tillidsskabende samarbejde kunne udbygges yderligere og Rusland inddrages som en aktiv part i den europæiske sikkerhedsstruktur.

Men Rusland må forstå, at selvom NATO ikke er og ikke bliver forpligtet til at forsvare Ukraine, så vil demokratier og frie nationer som vore til enhver tid protestere mod, at en stormagt truer og afpresser sine nabolande til indrømmelser, der er helt udenfor skiven. Demokratiske nationer kan ikke vende det blinde øje til, hvis Finland pludselig skulle befinde sig i en situation, hvor Vladimir Putins diktatur pludselig vil have nye særaftaler, som skal trækkes ned over hovedet på vores nordiske broderfolk. Sådan leger vi ikke gas eller ikke gas forsøg på afspænding eller det modsatte.

Det er op til Rusland at vælge en vej, som vil genoplive fredelige forhold i Europa og det er op til Vladimir Putin at indse at forhandlingsvejen uden militær rumlen og uden alle bølletricksene det er det som i længden vil gavne Rusland og især det russiske folk mest.

VH
KFK